“Prøv og hør, vi gør lige noget andet …” #2
Forestil dig at vågne om morgenen med denne udsigt og total stilhed.
Og gå i seng samme aften med dette billede på nethinden – og ørerne fyldt med alle de lydindtryk, der følger med.
USA er kontrasternes land, og skal jeg være helt ærlig, synes jeg, at Las Vegas er et forfærdeligt sted. Money talks, siger man – og i Vegas RÅBER de. Døgnet rundt. Selvfølgelig var kontrasten forstærket af de foregående dage, som vi havde tilbragt i naturen og i søvnige småbyer langt væk fra alting. Men jeg var tilpas med, at vores ophold i Las Vegas begrænsede sig til trekvart døgns transit inden hjemrejsen, og at vi nøjedes med at gå en lille runde ud og kigge på byens hyr og uhyrligheder, inden vi gik omkuld i hotellets gigantiske senge.
Og heldigvis er det de mange enestående naturoplevelser, der har bidt sig hårdest fast i hukommelsen. Øjne og krop husker i fællesskab. Stroppeturene var ind i mellem heftige, men det var altid anstrengelserne værd.
Læs første turfortælling her.
Fossil Creek var den længste trail, vi gik. 20 km i alt. Øde, gruset, gyldent og forholdsvist letgået. Og i de inderste kløfter gemte sig grønne vandbassiner og fossende vandfald.
Fossil Creek ved Camp Verde, Arizona
Turens sidste trail er den, der for altid vil være prentet i min hukommelse og stå som rejsens højdepunkt. På alle planer. Superstition Mountains øst for Phoenix. Helt eksakt var vores mål en markant top, der kaldes Flatiron, fordi dens karakteristiske form ligner et strygejern, der står på højkant. Jeg synes mere, den ligner stævnen på en mægtig supertanker. Tusind højdemeter skulle vi op, nærmest lodret sine steder. Det var de passager, som Niels Ole kaldte momenter. Aldrig udfordringer, selv om det var det, de var.
Flatiron ender i en bred platform, som åbner et formidabelt udsyn til alle sider og ud over Phoenix, som er USA’s sjettestørste by. Denne platform var vores mål, og her skulle vi overnatte. Det betyder selvsagt, at meget skal slæbes med op. Soveposer, liggeunderlag, aftensmad og morgenmad, masser af frugt og energibarer – og i alt 160 halvliters vandflasker. Plus os selv. Der var onde udfordringer – nej, momenter – til alles ben, og hold da op, hvor vi sled og svedte. I 37 graders varme i fem timer. Men ved fælles hjælp, slid og tid kom vi alle sammen op. For pokker, vi havde nogle seje fyre i flokken, som løftede og bar helt ekstraordinært – og lidt til. Respekt! Og tak.
Og så sad vi deroppe. Med millionbyen for vores fødder, mens solen gik ned – og dét går stærkt på de kanter. Så var det mørkt, og det var en fantastisk oplevelse at tilbringe natten på det sted og i det selskab, godt begravet i soveposen. Ikke mindre fantastisk var det at vågne til den udsigt, ud over hele verden – næsten.
Nedklatringen krævede koncentration og tog også lang tid, men den var knapt så hård som opstigningen. Og det var lidt godt, at Flatiron var sidste tur, for det tog nogle dage, inden det holdt op med at stikke i lårmusklerne og værke i armene.
Men kroppen og de gamle ben holdt, og sikke en rejse, vi har været på!
Det kan godt være, vi må af sted igen. Vi fik jo ikke Utah …
Flatiron, Superstition Mountains, Phoenix, Arizona.