Vælg en side

De efterlod os alt

5. december 2019 | den store bunke | 0 Kommentarer

I øjeblikket læser jeg en lille perle af en bog. Plum Johnsons De efterlod os alt tager udgangspunkt i forfatterens egen baggrund og handler om den periode, hvor hun sammen med sine brødre tømmer det kolossale barndomshjem efter deres gamle mors død og lærer nye sider af forældrene at kende gennem de ting, de har efterladt. Samtidig fortælles familiens historie gennem nedarvede anekdoter og Plums erindringer fra opvæksten. Det er både rørende og vækker til eftertanke.

Jeg kan egentlig ikke huske, hvor jeg hørte eller læste om bogen og efterfølgende skrev den på min læseliste. Men det, at min egen mor døde for kort tid siden i en høj alder, og at jeg og mine brødre har skullet rydde op og få minder og efterladte effekter til at falde på plads, fysisk og mentalt, er uden tvivl medvirkende til, at bogen gør et stort indtryk på mig.

Romanens fire søskende reagerer på hver deres måder og fokuserer forskelligt. Som en enhed samlet af individuelle komponenter. Sådan kan alle søskendeflokke sikkert beskrives. Sådan handlede vi også. På et tidspunkt i bogen er der hentet en bunke papirer frem, som en bror bladrer hurtigt igennem og overlader til søsteren, hvis umiddelbare reaktion er “Jeg bliver irriteret over, at han tilsyneladende bare drøner ligegyldigt igennem alle de detaljer, jeg selv drukner i”. Det kunne have været os. Vi reagerede lige så forskelligt på Nordfyn for små to måneder siden. Jeg er den, der ikke kan nænne at smide ud, og som slæbte fotografialbummer og dagbøger hjem, som jeg stadig ikke er nået nogen vegne med at få læst, fordi jeg fortaber mig, når jeg går i gang.

Heldigvis skulle vi ikke rydde et hus med 23 værelser, der bugnede af møbler, breve og gammelt legetøj efter tres år på samme adresse.

Udover at have et vedkommende og berigende emne er bogen ekstremt velskrevet, og jeg nyder sætningerne, som snor sig i rammende beskrivelser, der får scener og detaljer til at stå helt skarpt, lige til at træde ind i. Og Ellen Dahl Bang indlæser den så blidt og fint og rammer præcis den rette stemning.

Læs den, synes jeg.

På hovedet langt og længe væk

2. december 2019 | den store bunke | 0 Kommentarer

Jeg har været længe væk. Sådan føles det, og sådan er det.

Helt bogstaveligt. Vi har været i Costa Rica. Både krop og sjæl har været milevidt væk fra hjemlig novemberhverdag. Vi har vandret og lavet yoga. Vi har set regnskov og farvestrålende steder og mennesker i et helt fantastisk grønt og frodigt land med et venligt folkefærd. Vi har spist fisk og frugt og set pelikaner, aber og leguaner, fået ømme fødder og kroppe, skumsvedt i fugtig varme, set alle vores hjemlige potteplanter vokse frit ude i naturen, badet i vandfald og ocean og set solen gå ned i Stillehavet i et vanvittigt farveorgie. Vi ved, at julepynt går lige så fint til palmer og 30 graders varme som til gran og frostvejr, at man bare skal tage tingene, som de kommer, og at en almindelig personbil kan køre gennem større vandhuller, end man lige tror.

Vi har lagt mange forskellige farvestrålende og eksotiske billeder på vores sociale medier undervejs, men et af de billeder, som folk har lagt mest mærke til, er tilsyneladende det her. Det er i hvert fald dette splitsekund af balance, jeg har mødt flest kommentarer til.

Jeg er på benene igen og tilbage i mit hjemland, hvor jeg de næste dage vil bøvle lidt med konsekvenserne af syv timers tidsforskel og derfor gå meget sent i seng og (være nødt til at) stå tidligt op.