14. december 2019 | Udpluk |
- Der står noget vrøvl på min te-termokande. Nogle ville hævde, at det er mig, der bruger termokanden forkert. Men i min opfattelse er termokander til te hvide og termokander til kaffe sorte. Det er på farven, man kender forskel og griber ud efter den rigtige kande. Altså er det producenten, der har gjort forkert.
- Det er længe siden, jeg har lavet mig en kande te bare til at nyde en kold decembereftermiddag. Havde glemt hvor koseligt det er. Havde også glemt lyden af termokanden, der står og suger luft ind. Eller slubrer ud, eller hvad det er den gør.
- Da jeg havde øjne og hænder oppe i kaffe- og teskabet, opdagede jeg en uåbnet dåse med noget farlig fint kakao beregnet til varm chokolade. Det må jeg prøve, når jeg er færdig med min nybryggede te, eller i morgen, som jo sikkert også hedder ’en kold decembereftermiddag’. ’Kold’ er den eneste ubekendte, og ’decembereftermiddag’ er nok til varm chokolade.
- På siden af dåsen står – med guldbogstaver på mørkebrun bund – opskriften på sådan en gang eksklusiv chokolade. Nedenunder står der Nu kommer den bedste del! Læn dig tilbage og nyd, hvor fyldig og lækker varm chokolade kan være. Se, dét var en dygtig tekstforfatter.
- Andre tekstforfattere ville tilføje Tag en hjemmebagt småkage til.
- Det var faktisk en god ide.
- Også til te.
9. december 2019 | den store bunke |
Troldhasseltræet i forhaven har mere end én gang lagt grene til nogle af de mindste stykker julepynt. Nogle grene i en stor vase, en lyskæde og små hjerter, stjerner og glimtende dimser, det bliver altid fint.
I år har jeg hængt en gren op i loftet og rigget den til med udvalgte juledimserier fra den ene og den anden, fra før og nu. Kay Bojesen-aben hænger der altid, med armen nonchalant slynget op om en lampeledning. Nu har den fået æren af at hjælpe med at holde troldegrenen, fordi vi syntes, det var sjovt. Da jeg i den store kasse med julepynt stødte på den lange røde perlelænke, draperede jeg den forsøgsvis om halsen på den nøgne abe. Også for at have kontrol over kæden, så jeg ikke pludselig finder den viklet ind i en potteplante eller om et dådyrgevir; man ved aldrig helt, hvad der findes af fantasifulde pyntenisser i husstanden.
Det blev aben egentlig sådan lidt hippieagtig af. På en eller anden måde kommer jeg til at tænke på den farverige Løjtnant Flap fra Basserne.
8. december 2019 | den store bunke |
Jeg fokuserer på at glæde mig over, hvad jeg får gjort, og gider ikke græmmes over det, der ikke er blevet streget på huskenoten.
Således sov jeg længe i dag (det tager altså noget tid at få hele organismen tilbage til GMT+1), spiste morgenmad og læste hele avisen, bagte boller, fedtebrød og lakridssmåkager, gjorde rent i badeværelserne, strøg en kjole, stenede i sofaen, talte i telefon med ældstebarnet, planlagde julegaver til alle børnene, spiste fiskefileter, så Tinka og kongespillet, stenede mere i sofaen – og det er der, jeg stadig er, nu med et glas aftenvin.
Var dét for meget overskud at give udtryk for? Men ingen ved jo, hvad det skal sammenlignes med. Ingen ved, hvor meget jeg ikke fik gjort. Og det gider vi heldigvis heller ikke beskæftige os med.
8. december 2019 | den store bunke |
Vi bor for enden af en stikvej, og vi er det hus på vejen, der hvert år kommer sidst med julebelysningen. Hvis vi overhovedet kommer med. I løbet af den sidste måned har vi konstateret, når vi er trillet ned ad vejen til os selv, at der kommer flere og flere lyskæder i forhaverne ved de andre huse, og da vi kom hjem fra Costa Rica, kunne vi se, at man tydeligvis var helt klar til jul i nabolaget. Indtil vi nåede det mørklagte hus for enden af vejen. Vores.
Vi har en troldhassel i forhaven, som sagtens kan bære et par funklende lyskæder. Og vi har kæderne. Jeg ved endda, hvor de er, for jeg fandt dem i dag. Men træet har skudt nogle gevaldige strittende vildskud, som næsten lige bør klippes af først. Det har vi bare ikke nået. Men det står på min liste. Måske bliver det i morgen. Eller en anden dag.
I mellemtiden synes jeg selv, jeg har været dygtig i dag. Jeg har haft alle tre kasser med julepynt inde i stuen og omhyggeligt udvalgt pæne stykker pynt, som jeg har hængt op og arrangeret. Flitterstads og klenodier vi hver især har bragt med. Her er blevet så fint og hyggeligt.
Og genistregen: En lyskæde i et højt glas i vinduet ud mod gaden, så naboerne kan se, at vi ikke er helt formørkede og juleløse.
7. december 2019 | den store bunke |
Et tilfældigt sammentræf sendte mig her i aften 35 år tilbage i tiden.
Morten er i gang med en arbejdsopgave, der blandt andet består i at køre rundt i Jylland og lave videointerviews med en række projektledere indenfor et specifikt område. Han fortalte om dagens oplevelser og de kommende dages aftaler. På mandag skal han mødes med en biologfyr, som jeg i sommeren 1984 tilbragte et par dage med i et hus i Sydfrankrig. Denne er nært beslægtet med en kendt, dansk musiker, og netop det faktum var årsagen til, at Morten og jeg sporede os ind på forbindelsen. Verden er sommetider virkelig lille.
Det var ikke bare mig og biologen, der var på ferie i Frankrig. Faktisk kendte jeg ham slet ikke i forvejen. Omstændighederne var, at vi var 10 unge fra Århus (det var dengang det blev stavet med bolle-å) og København, der havde lejet et stort, gammelt skrummel af et hus i Sydfrankrig, omkring 25 km nordøst for Carcassonne, som jeg husker det. Vi var studerende, i 20’erne, og jeg kan ikke huske præcis, hvem der egentlig havde fået dét der hus op under neglene, men det var noget med nogen, der kendte nogen, der kendte de danskere, der ejede det og var i gang med at sætte det i stand. I hvert fald var det kæmpestort, langt ude på landet og rørende billigt at leje. 6000 kroner for tre uger. Fordelt på ti mennesker, hva’beha’r! Det var også billigt i 1984. Læg dertil en interrailbillet og vores cykler, som vi sendte i forvejen som rejsegods og transporterede os rundt på i tre lange, dovne augustuger. Den ferie havde alt! Skønne rejsefæller, en fast base som udgangspunkt for ture ud, fælles måltider, leg og brætspil, byfest og masser af vin.
Vi havde alle sammen givet adressen til vores andre venner og opfordret dem til at komme forbi, hvis de kom på de kanter. Det var der faktisk en 10-11 stykker, der gjorde i løbet af de tre uger. Vi havde ekstra madrasser, tallerkener og vin nok og altid plads til gæster. Den senere biolog var en af dem, der kom forbi på sin interrailtur sammen med kæresten og blev hængende et par dage. Vi kaldte ham Musen, fordi hans kæreste kaldte ham det, og det er sådan, jeg i dag vil kunne få mine rejsefæller til at huske ham. Han hedder selvfølgelig noget andet, nemlig det navn, der nu – helt mærkeligt – står noteret i min og Mortens fælleskalender.
Jeg har aldrig mødt ham siden, men jeg har billeder af ham i mit fotoalbum fra dengang. Og nu har Morten også set fotos af ham forud for deres møde på mandag. Han skal dog nok ikke forvente det samme Playmobil-hår og sorte firserskæg som Musen bar i 80’erne.
Jeg er jo heller ikke længere den sprøde 25-årige med brunt hår og batikfarvet militærskjorte, der havde en fest med rejsekammeraterne i nattoget til Paris.
