De svære procenter

Over aftensmaden i dag kom det til at handle om kommentarer til procentregning. Lasse læste deklarationen på glasset med pizzasauce (ja, halvfabrikata i vores køkken… undskyld): “Seks et halvt gram sukker pr. 100 gram… det er jo over 10 procent?!”

Det regnestykke fik mig til at fortælle om dengang, jeg selv læste deklarationen på en spegepølse og vantro udbrød: “TO procent salt?!? I sådan en lille pølse!!?”

Morten rundede af med en episode fra sin tid på Radio Viborg, hvor en kollega studerede lyttertallene for Radio Skive, som var deres største konkurrent. Det var noget med, at 55 % lyttede til lokalradioen i Skive, men dét troede kollegaen nu ikke på: ”Ej, så stor er den by da ikke!”

I dag var det sommer

Altså, det er jo efterår. Oktober ER efterår. Men i dag føltes det næsten som sommer, bare fordi solen skinnede, og det ikke blæste råkoldt.

Jeg benyttede lejligheden og vejret til at slå omkring kolonihaven efter arbejde, for al den regn har længe forhindret mig i at slå græsset, men forleden bemærkede jeg, at regnen ikke har forhindret græsset i at gro.

Så det var min agenda: Slå græs og tage bestik af tingenes tilstand. Og tingenes tilstand er generelt god, kan jeg fortælle. Ukrudt, ja. Afgrøder, der skal høstes, ja. Men overordnet: Prima.

Jeg pillede nogle udtjente salatplanter op og smed i containeren, skar de to eneste (og små!) hokkaidogræskar af, kiggede på visnende agurk- og tomatplanter og tænkte et kort øjeblik, at der ikke er så meget tilbage at høste i år. Men SÅ tænkte jeg mig om og talte op. Der er spinat, grønkål (hvis blade haren nipper af nedefra, ganske som den plejer), rødbeder, masser af pastinakker og fem små auberginer.

Lige så smukt vejret var i dag, lige så regnfuldt er det lovet i morgen. En front går hen over landet, siger de. Den er faktisk ikke velkommen, for det er meningen, at vi skal have væltet to ahorntræer. De står ved hækken ind til Evald, og han har været lidt vægelsindet i sin mening om de træer. Allerede sidste forår var han interesseret, i at de blev fældet, for han synes ikke rigtigt, han kan få noget til at gro under dem inde på sin side af hækken. Men så blev det en rigtig varm sommer (det var det faktisk sidste år, husker vi måske), og han og konen kunne sidde så dejligt i svalende skygge under ahornene. I dette forår havde han skiftet mening igen, og jeg lovede, at vi godt kunne fælde dem her i efteråret.

Evald skal selvfølgelig ikke bestemme over vores træer, men vi er lidt ligeglade med dem. De har sikkert sået sig selv, som ahorn bare gør hele tiden, og ingen har pillet dem op i tide, hvilket er en fejl, når det er ahorntræer, man har med at gøre. Nu er de STORE. Fældningen er arbejde, der bare skal gøres. Save-save, køre-køre væk, bortset fra stammerne, der skal blive til brænde og smage brændeovnen engang i fremtiden. Det er ikke slemt arbejde, vi gad godt bare gøre det i tørvejr. Nu må vi se, om vi kaster os ud i det i morgen. De træer løber jo ingen steder. Tydeligvis. Ud over i vejret.

Dino og Tony. En anbefaling #3

Ingen må være i Rom uden at spise hos Dino og Tony.

Ingen.

Det har jeg sagt tre gange inden for de seneste uger til folk, der skulle til eller var i Rom. Nogle af dem ramte desværre restauranten på lukkedagen, mens andre har fulgt min inderlige anbefaling og har spist på det mest fantastiske lille spisested i min yndlingsby.

Jeg spiste der første gang for otte år siden, da jeg og to veninder var på weekendtur til Rom 30 år efter, at vi var i byen sammen sidst. Det var den enes store søn, der havde fundet Dino og Tony og anbefalede os at spise der. Det gjorde vi, og det var en fantastisk oplevelse. Siden har jeg anbefalet stedet til alle, der bare kiggede i retning af Rom, og jeg har også haft Morten med derinde, da vi var på vores første kæresteferie.

Udefra ligner det ingenting. Der hænger kulørte lamper på facaden, og man ville ikke drømme om, at der findes en perle indenfor. Dino og Tony er brødre, den ene er tjener, den anden kok, og i 25 år har de drevet en familierestaurant, hvor også de lokale kommer og spiser, og det er i virkeligheden den bedste anbefaling, noget spisested kan få. I løbet af dagen og aftenen drysser folk ind og får mad, og man kan se, at det ikke er første gang. Alle kender alle og hilser på til højre og venstre. Et par andre gamle gutter er en del af den faste tjenerstab, den ene hedder Amadeo, han har altid helt sort tøj på, den andens navn har jeg aldrig fået opsnappet.

Der er ikke noget spisekort. Man skal ikke forvente at bestemme noget selv. Man får den mad, de laver. Når man er blevet placeret ved et bord, bliver man spurgt, om man vil have antipasti. Det siger man ja tak til, og så begynder maden at komme strømmende. Pølse, skinke, pizza, brød, noget med spinat, noget med noget andet, og bagefter går det over i hovedretter, pasta med ost, pasta carbonara, noget med kødboller, stegte artiskokker, forskelligt tilbehør. Dino eller Amadeo eller ham den tredje kommer kørende gennem lokalet med rullevognen fyldt med tallerkener og kaster dem af til begge sider hos gæster, der mangler eller ikke mangler næste ret. Der er rigeligt til alle, og ingen går sultne derfra. Der er også desserter, og de bliver delt rundt på samme måde. Det er alt sammen meget autentisk og meget underholdende. Og maden smager virkelig godt!

Et vinkort eksisterer heller ikke, og spørgsmålet er kun dette ene, om man vil have øl eller vin. Er det vin, er næste spørgsmål hvid eller rød, hvorefter man får en karaffel af den foretrukne fra hovedtankene bagest i lokalet. Al vin er ganske enkelt husets vin.

Det er et forrygende sted, og ingen jeg har sendt dertil har været utllfredse. De fleste har været overraskede, for det er stort set umuligt at beskrive præcist, hvad man kan forvente, og selv om jeg faktisk har fortalt nøjagtigt, hvordan det ville være, har ingen alligevel forestillet sig, at det var sådan. Men alle har begejstret overgivet sig til uforudsigeligheden.

Det er som sagt rigtig god italiensk mad – garantito! –, og det er ikke særlig dyrt. Det eneste, jeg er lidt betænkelig ved, nu hvor jeg har sluppet hemmeligheden ud, er at I alle sammen begynder at overrende stedet, så der ikke er plads til mig næste gang, jeg kommer til Rom. På den anden side ved jeg ikke, hvornår jeg gør dét, så det er fint, hvis I hjælper med at holde restauranten i gang. Og i øvrigt har de en Facebookside, så helt hemmeligt er det ikke. Der kan I også se nogle bedre billeder end mine rysterier.

Adressen er Via Leone IV 60, lidt nord for Vatikanet, og husk: INGEN må være i Rom uden at spise hos Dino e Tony.

På denne dag #5

Disse her På denne dag-nedslag har det med at komme dryssende med en temmelig uregelmæssig frekvens, som udelukkende er styret af, hvor sjov jeg synes, jeg selv var på denne dato for år tilbage. Jeg kan i hvert fald konstatere, at jeg var oftere sjov i begyndelsen af mit og Facebooks parløb, som startede for ni år siden. For snart fem år siden startede jeg bloggen blandt andet for at tage toppen af informationsstrømmen og spare verden for overload af mine finurlige betragtninger, som jeg i stedet kunne uddybe her.

Facebooks funktion Denne dag giver mig imidlertid en behagelig mulighed for også at dele de tidlige betragtninger med mine læsere. Her kommer 4. oktober.

For ni år siden var vejret som i dag:
tror det bliver en vandig dag: regn og svømmestævne

og samme aften var der mere vand i sigte:
er hjemvendt fra svømmestævne med en medaljeprydet dreng. Så trækker det jo nok op til stævne en anden gang….

Året efter, i 2009, tyder noget på, at der var stor koncert i området. I Boxen, måske. Eller Horsens. Jeg husker det ikke, for jeg var der tydeligvis ikke:
bemærker, at rigtig mange skriver om U2 og ville ønske, jeg kunne skrive “Me too”

Samme aften samme år trak det op til vinterkulde:
lukker luft ud af radiatorerne og kan pludselig huske, hvor koldt her var sidste vinter. I mit næste hjem vil jeg have brændeovn! Og nyde alle vittighederne om brændekløvning; det “giver varmen to gange, haha!”
Det med brændeovnen sprang en bolig over, men nu har jeg den. Og jeg tager gerne vittighederne om brændekløvning med!

For seks år siden var jeg en hjælpsom mor:
tror ikke, min datter klarer at se fjernsyn selv. Jeg må hellere hjælpe.

Jeg ved ikke, om jeg kom for tæt på hende i min hjælpsomhed, for samme aften skrev jeg:
tæller dagens faldne: 1.
Forkølelse givet videre til nummer et i arvefølgen.

I 2012 handlede den første opdatering om en svensk mærkedag:
Siden 1999 har 4. oktober været kanelbullens dag i Sverige. Men jeg blev budt på kanelsnegle to forskellige steder i Danmark i GÅR! Sært, hvad?!
Kanelbullens dag! Har vi husket herhjemme at sympatispise for svensken i dag, hva’, hva’? Jeg har ikke, slår det mig…

Om aftenen skulle jeg noget:
glæder mig til Flying Superkids i aften. Showet starter næsten lige så tidligt som en Leonard Cohen-koncert. Superbørn og gamle supermænd har det tilfælles, at de skal tidligt i seng. Tror jeg
Det var en fremragende opvisning, husker jeg.

Siden har jeg ganske enkelt ikke været meddelsom på Facebook den 4. oktober.

Se din by fra tårnets top

Der er to ting, man altid skal gøre, hvis det er muligt, når man er turist i en by.

Den ene er at tage en sejltur på byens kanaler, flod, havn eller hvad den nu har af vand. Den anden er at finde et højt tårn at klatre op i og se ud til alle sider. De to er de allerbedste måder at få overblik på.

Inden for de seneste måneder har jeg besejlet og begloet to storbyer på havn&tårn-måden. Fælleshelgenen for udsigtsbillederne fra de to byer er Sankt Nikolaj.

I Hamborg – genkend Hamborgbilledet på den spektakulære Elbphilharmonie – stod jeg i St. Nikolaikirkens restaurerede tårn og skuede ud. Kirken blev bombet af de allierede under 2. Verdenskrig, og kun tårnet er bevaret. For 5 € kommer man med elevatoren 76 meter op til udsigtsplatformen. Det er det værd. Resterne af kirken står som mindesmærke over krigens ødelæggelser, og i krypten er der et fortrinligt museum, som også er værd at besøge.

I København stod jeg i Christiansborgs tårn og kiggede blandt andet over på Sankt Nikolaj Kirke, der i dag huser Kunsthallen Nikolaj. Det er ganske gratis at komme op i tårnet på Christiansborg, man skal blot igennem et omfattende security check ganske som i lufthavnen, og det er jo fuldstændig rimeligt. Besværlighederne og ventetiden belønnes, når man står deroppe, især når der er Kaiserwetter som i lørdags.

Begge byer er sejlbare, og jeg har været på vandet begge steder. Havnen i Hamborg er KÆMPEstor, og kanalerne i København er hyggelige. Med Nettobådene fra Nyhavn koster det 40 kroner for en times rundtur med guide, og det er altså billigt for al den viden, man får serveret. Selv inkarnerede københavnere ved garanteret ikke alt om deres by. Og i godt selskab er sejlturen ekstra god. Jeg tog den sammen med min datter.