Lysets historik

Jeg er ikke typen, der smider væk. Dette dekorationslys har jeg flyttet med mig i over ti år. Det kan jeg regne ud ved at genkalde mig forskellige steder i forskellige boliger, hvor jeg har haft det liggende. I kælderen i Slesvigsgade, i pulterkammeret i Sct. Mathias Gade, i det sorte skab i Vestergade. Til sidst havnede det i det røde skab i Teglmarken.

I gode venner, der gang på gang har hjulpet mig med at flytte – og uendeligt mange tak for dét! – véd hermed også, hvad der for eksempel har været i mine mere end firs flyttekasser, som I har bakset med. Det røde lys har I flyttet for mig tre gange. Det har det overlevet, for lyset vinder altid, og det gode er, at I ikke skal bære på det mere. Vi skal nemlig ikke flytte foreløbig, og lyset fra fortiden ender sin rejse nu.

Det står nemlig i en juledekoration sammen med en plade mos, jeg gravede op fra skovbunden med mine behandskede næver på turen til Vedsø i går og bar hjem i én hånd, så min arm til sidst var helt forkrampet. I halvmørket nappede jeg også en fyrredusk, en barket pind, en grankvist og noget der stikker, og sammen med et par dimserier fra den store kasse med julepynt gør naturen sig helt godt på julescenen, synes jeg.

Nu må vi se, hvor længe det holder, inden det visner. Naturen har det jo bedst ude i naturen.

Til gengæld er der kun få dage, til lyset – altså det store udendørs – vender og begynder at vende tilbage.

11.821 skridt mod Utah

Landet ligger sådan, at om cirka fem måneder putter vi vandrestøvlerne i rygsækkene, og når vi tager dem op og snører dem fast på fødderne, er vi i Utah.

Jeg ved ikke rigtigt, hvilken udtale jeg skal lægge mig fast på. Når jeg udtaler det Jutaarhh, kigger folk spørgende på mig, og når jeg prøver at sige det på en mere dansk måde, ser de på mig med et blik, der siger “Hvem Jutta?”

Men Utah. Det vestlige USA. Mormoner. Der hvor Donny Osmond kommer fra – hvis man er så gammel, at man kan huske ham. Nationalparkerne Canyonlands og Grand Staircase Escalante.

Det er netop i disse to nationalparker, vi skal vandre. Tre dage i den ene og tre dage i den anden, og der er rasende pænt begge steder. Se bare.

Det vil være rigtig godt at få trænet. At få gået. At få nogle kilometer i fødderne. Både fordi det vil komme os til gode, når vi går i gang derovre, og fordi det jo helt generelt er godt at røre sig. Vi er ikke fantastisk gode til at få det gjort.

Men i dag var en flot dag, og i dag gik vi otte kilometer.

Det er ganske vist ikke amerikanske kløfter og taffelbjerge, men få kilometer fra hvor vi bor ligger et meget smukt dansk istidslandskab med søer og bakker, og der gik vi ud.

Så er vi i gang.

Husets vin er den vin, man har

“Er løbet tør for rødvin og må drikke tør hvidvin”, skrev jeg på Facebook for nogle år siden. Det var dengang jeg opdaterede noget oftere, end jeg gør nu, og det her var så en status, der ikke handlede om at løbe. Det gjorde mange af dem ellers, kan jeg se nu bagefter, og jeg kan også godt se, at jeg på den måde egentlig har været ret irriterende at følge. Og betragtet fra den vinkel er det vel ret fint, at jeg ikke får løbet så meget.

Men det var nu slet ikke derhen, jeg ville. Sagen er, at jeg er nået til den samme erkendelse som den aften i 2013 eller hvornår det nu var. Jeg kiggede lige i vinskabet, og jeg synes altså, at rødvinsbeholdningen er noget pauver. Tænk, jeg mente, vi havde så meget, men det hænger måske sammen med alle de tomme vinflasker, jeg kastede i flaskecontaineren tidligere i dag.

Så må jeg jo nøjes med tør hvidvin.

Og sagt mellem os er det slet ikke noget kors.

To om dagen

Det her handler ikke om, hvor meget fisk eller frugt man bør spise, eller om hvor mange gange om dagen man lyver. Overskriften er bare valgt, fordi det var det antal billeder, jeg i gennemsnit tog i en virkelig dejlig og hyggelig weekend. Spørgsmålet er nu, om den weekend overhovedet fandt sted, når den nu ikke blev gennemdokumenteret. Eller om jeg bare havde tilstrækkelig travlt med at være til stede i virkeligheden.

Her er, hvad der blev pixelbåret.

Det fine, fine Nytorv i Viborg, som er gået all in på julemarked – og gør det fortryllende godt.

På Nytorv ligger den ganske nyåbnede restaurant Kehlet, som gør det i italiensk – og gør det guddommeligt godt.

Sneen dryssede og skabte eventyr lige uden for vinduerne

Søndagsspadsereturen gav røde kinder og varm chokolade – sødmefuldt, lækkert og godt.

I dag er det sådan her – varmt og godt.

Resten kan ikke bevises.

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , - Skriv en kommentar.

Ønsker eller bestillinger? Utopi eller realisme? Fred eller tasker?

Hold da op, hvor kom jeg lige til at føle mig tingsfikseret og kommercielt orienteret!

Jeg scrollede igennem mit Facebookfeed og stoppede op ved en af de mange adventskonkurrencer, som de digitale medier er fulde af i øjeblikket. Det var fra en guldsmed, der udloddede et smukt smykke, og man kunne få et lod, hvis man likede guldsmedens side og det aktuelle opslag samt skrev sit største juleønske i kommentarfeltet.

Jeg overvejede, hvilken ting på min ønskeseddel, jeg ville blive allergladest for at få, og mon ikke det var den taske, jeg sådan trænger til, fordi alting skaller af og går i stykker på den, jeg slæber af sted med hver eneste dag. Jo, en ny taske, bestemte jeg mig for, og så begyndte jeg at udtænke en kæk formulering om det til kommentarfeltet ved guldsmedens opslag. Imens ville jeg lige kigge de øvrige kommentarer igennem.

Og tænk, så havde de ALLE SAMMEN skrevet ’fred på jorden’, ’en skøn juleaften’, ’at børnene får en dejlig jul’, ’lykke’, ’en hyggelig jul’ og meget mere fra samme hylde. Ikke en eneste havde skrevet, hvad de virkelig ønskede sig.

Tænk, det havde jeg slet ikke tænkt på. Jeg var så naiv, at jeg bare troede, guldsmeden ville have et ærligt svar, samtidig med at de får nogle navne, de kan trække lod imellem. Men hvad forstår jeg mig på dét?

Jeg deltager ikke i konkurrencen nu. Jeg vil ikke være den eneste, der offentligt ønsker mig en taske frem for fred på jorden.

Bruxelles i lange januar

For to måneder siden købte jeg to knaldbillige flybilletter til Bruxelles til en forlænget weekend i slutningen af januar. Min kusine har boet i byen i vel 30 år efterhånden, de seneste mange år i det fedeste byhus i Saint-Gilles. Billedet herover er fra gårdhaven, fotograferet sidst jeg var der. Jeg har besøgt hende flere gange, og det er også hos hende, Morten og jeg indlogerer os om … ja, der er faktisk kun lidt over 7 UGER til! Det er julen, der snyder tidsfornemmelsen – alt på den anden side af jul virker uendeligt fjernt, men om syv uger er vi sikkert ved at tænke på at pakke vores kufferter. Den smule håndbagage, som de knaldbillige flybilletter tillader os at have med, altså.

Morten har en længere Bruxelleshistorie end jeg og har været der mange gange, og nu skal vi trække de bedste dele af vores historikker ud og forene dem. For eksempel forestiller jeg mig da, vi skal på Tintinmuseet.

Og lige nu kan jeg mærke, at jeg glæder mig virkelig meget til at tage min kæreste i hånden og komme af sted!

Moster i Farstrup

I et blødt sving på landevejen mellem Morud og Søndersø ligger en ejendom med en karakteristisk kvist, og jeg har ingen anelse om, hvem der bor i huset. Men da jeg var barn, boede min rige familie der.

Bag huset ligger Farstrup Furniture, som dengang hed Farstrup Savværk, og det blev grundlagt i 1910 af min mormors søster Marie og hendes mand Theodor. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg kan huske Theodor, som døde, da jeg var knapt 4 år, men Moster i Farstrup er et fyrtårn i min erindring.

Min mormor og hendes søskende med ægtefæller spillede kort hver tirsdag eftermiddag, mændene spillede l’hombre, og konerne spillede et kortspil, der hedder brus, og som vi sikkert er meget få mennesker tilbage i verden, der kan. Jeg lærte det som helt lille, og sommetider blev jeg tilkaldt, hvis damerne manglede en fjerdemand. Jeg elskede det, og Moster var den af mormors søskende, jeg bedst kunne lide. Hun var rap i replikken, klog, velhavende og eventyrlig, rejste til eksotiske steder, der hed De Kanariske Øer, fortalte sjove historier og var på alle måder et fascinerende menneske med tanke for andre. Hun blev altid kaldt Moster i Farstrup – fordi hun var min mors moster og boede i Farstrup. Hun tog endda titlen så meget til sig, at hun på sine gamle dage pyntede den lidt op, når hun skrev postkort og fødselsdagkort til mig. Hun indledte dem altid med ’Kære lille Bergitte’ (sådan udtaler gamle mennesker på Fyn mit navn) og afsluttede dem med ’Kærlig hilsen Mosther’ med et kækt h føjet ind.

Alt det når jeg at tænke på, hver gang jeg passerer huset og fabrikken.

Tip til anden søndag i advent

Ja, for det er lige sent nok at give gode råd til den første adventssøndag. Og det er ikke fordi jeg har holdt kortene tæt og smølet med at give tippet her videre, for jeg har først lavet vores adventskrans i dag. Udelukkende fordi det først var i dag, det lykkedes mig at købe dekorationsler. Jeg har vidst i flere dage, hvordan jeg ville skrue adventsdekorationen sammen, men jeg har BARE ikke kunnet finde en butik, der solgte ler. LER!

Jeg har forsøgt. Ihærdigt. I forgårs var jeg i tre supermarkeder i Viborg, og i går var jeg i fire dagligvarebutikker i en by på Nordfyn. Alle steder havde de alt muligt andet, – gran, lav, kogler, lys, bånd, oasis, men ikke noget ler. Jeg var faktisk ved at tro, der var udstedt en fatwa mod dekorationsler, at det pludselig var blevet fyldt med forbudte tungmetaller og sundhedsskadelige mikrober, og jeg var den eneste, der ikke vidste det.

Men i Plantorama i dag havde de ler. Til 6,95 for en standardrulle. Og SÅ kunne jeg gøre adventskrans efter inspiration fra et nyhedsbrev fra Politiken. Og måske er du sådan en, der HAR ler, men ikke ved, hvad du skal bruge det til, og i øvrigt har glemt alt om advent. Men så kan du stadig nå at gøre sådan her:

Du skal fore din randform med husholdningsfilm (fordi den skal kunne holde vand) og lægge fire lerkugler ned i den. Dem planter du lysene i, og ind imellem sætter du fire potter minijulestjerner. Til sidst vikler du ståltråd om noget sløjfeformet bånd og stikker det fast i leret foran hvert lys. Så venter du til på søndag, hvor du tænder to lys. Husk at vande julestjernerne af og til. Jeg ved godt, at julestjerner er overraskende svære at slå ihjel, men det skal da nok lige passe, at det lykkes netop når man har brug for, at de er i live. Så vand!

Jeg har også brugt søndagen på at bage småkager, mens jægersmanden slagtede rådyr. Vinterforråd på forskellige planer. Der er lakridssmåkager og fedtebrød i dåserne, og de smager godt. Den ene opskrift er revet ud af et blad, den anden er Frøken Jensens.

Så var der ikke flere juletips i dag.

Jul på Vesterbo #2

De gik godt. De var endda også hyggelige, de små fire timers julefest på plejehjemmet i eftermiddag.

Vi var vel omkring halvtreds, og mor og jeg havde overhovedet ikke behøvet at komme i så god tid for at få nogle ordentlige pladser, for der var lavet bordplan. Men så udnyttede vi tiden til en rundvisning, blandt andet i Sårklinikken, hvor jeg fik udpeget de undersøgelsesrum, min mor har fået behandling i, og Træningscenteret, hvor hun har gået og gået og gået, da hun genoptrænede efter et lårbensbrud for nogle år siden. Og så var det tid at vende tilbage til Caféen.

De gamle udgjorde en tredjedel af de forsamlede, og resten var fordelt på personale og gråhårede børn ligesom mig. Musikken var placeret i hjørnet, Carl på harmonika og Henning på elguitar, og til at styre de mange, mange sange og salmer, vi sang fra Det Store Sanghæfte, blev hver gang den samme udpeget – “Synger du for, Carl Martin?!”

Det var faktisk meget godt at få trænet julesangstemmen lidt inden juleaften. Jeg sad og kom i tanker om, hvor dirrende og anstrengt min stemme plejer at være, når vi når til den sidste og meget hurtige sang rundt om træet. I år kræver familietraditionen, at vi synger 13 sange – en for hvert hjerte i den kærlige krans – så det er bare med at have luft nok i sangstemmen.

Ind i mellem alt det syngeri blev der serveret ribbensteg med det hele og risalamande med det hele. Nogle skulle nødes, og nogle skulle endelig ikke have skålene stående foran sig, “for så ta’r han selv!!”, og jeg kunne se på den pågældendes omfang, at han har haft alt for let adgang til skålene tidligere i sit liv.

Et par stykker sad og fik en lille lur undervejs og havde nok ikke så meget ud af festlighederne, andre nød at få snakket med de omkringsiddende, og generelt var der god stemning. Min mor er den snakkende type og havde snart en samtale i gang med Åses dreng (på omkring halvtreds), der sad ved siden af, om heste og ridestævner på Vilhelmsborg. Ikke at hun nogensinde har interesseret sig for heste, men det gjorde min far, og så ved man jo et og andet, der kan holde en samtale i gang. Det var i hvert fald rart at se.

Henne omkring kaffen og småkagerne trængte flere af beboerne til at komme hjem og stirre huller i luften, og kørestolene begyndte lige så stille at trille af sted med gråhårede børn omkring. Og da ingen kunne drikke mere kaffe, og ingen måtte få mere Baileys, spillede Carl og Henning Nissernes vagtparade, og vi sluttede af med at synge Dejlig er den himmelblå (med det sidste både skrevet i ét ord i Det Store Sanghæfte og udtalt i ét ord, da sangen blev valgt!), og så brød alle op.

Vi evaluerede kort hjemme hos mor, inden jeg kørte hjem, og var enige om, at det var en god eftermiddag,

Jul på Vesterbo

Bemærkede I det manglende r i det sidste ord? Det mangler ikke.

På lørdag skal jeg prøve noget nyt – et arrangement, der bedst kan sammenlignes med bedsteforældredag i børnehaven, bare omvendt.

Det er endnu ikke et år siden, min mor flyttede i plejebolig, og dermed er hun stadig undervejs i det første års gang på plejecenteret. I overmorgen er der julefrokost på Caféen for beboerne i Hus 3 og 4 og deres familie, og det har mor heller ikke prøvet før. Hun syntes, det ville være trist at sidde der alene, og jeg var den af os børn, der havde mulighed for at deltage.

Så på lørdag sørger jeg for at ankomme til Vesterbo tids nok til, at vi kan begynde at gå hen på Caféen (vel 80 meter) en halv times tid, før det starter – det vil ’vi’ gerne for at få en god plads. Der skal såmænd også nok blive rollatorkaos, når vi nærmer os klokken 12.

Der vil blive serveret ribbensteg med rødkål og det sædvanlige tilbehør, risalamande med kirsebærsovs og noget med ’en lille én til halsen’. Senere er der kaffe og kage, og under middagen vil Carl Jensen spille på harmonika sammen med en på et strengeinstrument, muligvis en guitar, det vidste mor ikke helt (efter på lørdag ved jeg meget mere, det lover jeg!). Carl Jensen er bedemand i sit civile liv – det var ham, der spillede til mine forældres guldbryllup, og det var ham, der begravede min far. Ved sådan et arrangement som på lørdag servicerer han således flere af sine kundegrupper samtidig; det er meget smukt og helt.

Ellers ved jeg intet om, hvad der kommer til at ske. Hvis noget overhovedet. I de to huse er der tilsammen højst 24 beboere – færre i nedgangstider, det går sommetider stærkt med udflytningen, og så har de vel alle sammen nogle slægtninge med, så vi kan godt blive mange i Caféen. Jeg er meget spændt og har næsten ingen fordomme. Jeg forestiller mig, at det i hvert fald bliver en dag fuld af gode historier, og at jeg kommer til at betragte en hel del, mens jeg tænker mit.

Måske bliver der stof både til eftertanke og til larmende beretninger her.

Jeg glæder mig faktisk, kan jeg mærke nu.