Udpluk #13

  • Når Morten er på flerdagesjagt i Sverige, står det lysende klart, hvem det egentlig er, der reder vores seng hver morgen.
  • Det står ligeledes klart, hvem der i hans fravær skal lave aftensmad hver eneste dag.
  • Fordelen er, at det gode sofahjørne altid er ledigt.
  • Hverken internetforbindelsen, Sonos eller andre vitale installationer har gjort knuder, mens kongen af it har været bortrejst.
  • Han kommer hjem i dag, men først efter at jeg har plantet mig tungt i hjørnet.
  • Han får nok alligevel travlt med at pakke ud. Alt jægersmandens camouflageoutfit med orange strejf. Og måske gaver til mig.
  • Jeg glæder mig til at få ham hjem.
  • Og noget helt andet:
  • Kan Dokk1 i Aarhus ikke nok udtales Dokk-ét? Det troede jeg i starten, den hed, og jeg kan ikke vænne mig til at sige Dokken. Det kan godt være, vi selv må bestemme, hvad vi kalder den, men jeg helst have, at en tydelig voksen bare tager en beslutning.

Send din mor på plejehjem

Det er helt fantastisk, hvad det har gjort af godt for min mor at flytte i plejebolig. Hun er tilpas og tryg i visheden om, at hjælpen er nær, hvis hun har brug for den. Hun sover bedre om natten af samme grund. Efter de første to uger med nye mennesker og nye rutiner at lære er hun ved at finde sit ståsted i den blandede flok af beboere i Hus 3, hvor hun befinder sig i den friskeste fjerdedel.

Jeg tør næsten ikke skrive det af skræk for at jinxe miraklet. Men det er samtidig for godt til at holde hemmeligt.

Forleden snakkede mor og jeg om grunden til, at hun sover så meget bedre det nye sted end det gamle, og vi tror begge, at det skyldes, at alle bekymringerne er lagt over på nogle andres skuldre. Alt det, som hun i sin alenehed har været bekymret over, gruet for og har fået til at vokse sig stort uden nogen at drøfte det med og uden nogen til at trække hende tilbage til virkeligheden, er væk. Om hun gled i badet, om hun huskede at slukke for kogepladen, om det var vejr til at vove sig ud at købe ind, om skraldecontaineren blæste omkuld, om madleverandøren ringede på mens hun var på toilettet, om det var glat på vej ud til postkassen efter avisen.

Det meste er ikke længere aktuelt, resten er der personale til at håndtere. Og når man bor i en lejlighed på et plejecenter har man den perfekte balance mellem socialt og privat. Mor går hen og spiser i fællesrummet til alle måltider, får sig en snak med dem, der vil og er i stand til at snakke, hvorefter hun går hjem til sig selv og læser avis, løser krydsord og ser fjernsyn, som hun plejer at gøre. Alt sammen med det sikkerhedsnet, der er i, at “pigerne” kun er et kald væk.

Jeg håber med alt, hvad jeg har af kærlig karma, at hun får en række gode år der, for det er et godt sted. Det er en stor omvæltning, men gevinsten er større.

Den sidste formiddagskaffe i det gamle hjem.

Installeret i nyt hyggeligt sofahjørne, nærmest en kopi af stuen det forrige sted.

“Du kan sige til din mor, at hun roligt kan flytte på plejehjem”. Den anden dag ringede datteren af en kone fra mine forældres gamle omgangskreds. Ida har været næsten døv i flere år, og derfor foregår kommunikationen gennem Idas døtre. Nu ville hun gerne vide lidt om, hvordan mors flytning var gået. Datteren fortalte, at Ida er ringe nu. Udover den mistede hørelse ser hun heller ikke længere ret godt, men hun vil ikke på plejehjem. Og det anbefalede mor så, at hun roligt kunne gøre.

Bedre forsikring om, at vores mor trives, kan vi næsten heller ikke få.

Hvor kom BS fra?

Nu stod der jo BS allerøverst på den sang fra min trediveårsfødselsdag, som jeg offentliggjorde i går, og nogle undrer sig måske. Hvorfor blev jeg kaldt BS mange år før en skaldet jægersoldat blev tv-kendis? Hvor stammer det fra, og hvornår opstod det?

Det kan jeg fortælle helt præcist. I juli 1980 tog jeg og to gymnasieveninder – de samme som skrev bemeldte sang ni år senere – på interrail. Jeg har fortalt om det her. Vi førte en fælles dagbog i et kladdehæfte, som vi skiftedes til at skrive i. To af os hedder Birgitte, og de første dage blev jeg refereret til som Birgitte S. (for Sørensen), men dovenskab og forkortelser vandt, og i løbet af kort tid optræder vi i dagbogen som MT, BT og BS.

Jeg har fundet frem til det allerførste sted, det står i kladdehæftet. 25. juli. Jeg er ikke stolt af sammenhængen, det står i, og jeg er da heller ikke overbevist om, at det skrevne er sandt. Men der blev BS født.

Fem dage senere blev det sagt højt for første gang. Vi var taget på en ambitiøs tur til Licenza langt oppe i bjergene øst for Rom. Her havde digteren Horats haft sin sommerresidens, og som nyudsprungne klassisksproglige studenter ville vi gerne besøge ruinerne. Meget ambitiøst. Det var en lang og besværlig tur. Vi rejste med flere forskellige busser, og de sidste fem-seks kilometer vandrede vi. Vi for også vild undervejs, fordi vi troede vi kunne skyde genvej igennem noget uvejsomt terræn. Det kunne vi ikke, og vi måtte gå tilbage til landevejen. Jeg gik bagest på en smal sti gennem noget buskads, og så var det, at det blev sagt højt. Råbt, faktisk. “Har vi BS med?”, råbte den forreste. Jeg var med, men jeg svarede ikke, fordi jeg blev så irriteret over at blive kaldt BS. Jeg ville ikke reduceres til to bogstaver. I dagbogen var det i orden, men ikke ude i det virkelige liv.

Det var lige før dette billede blev taget, at det blev sagt højt for første gang. Jeg husker det tydeligt.

Det endte jo med, at navnet hang ved, og at jeg accepterede det. Lige siden har det været mit kaldenavn i visse kredse, og det gik heller ikke væk, da jeg giftede mig, og det ikke længere var mine rigtige initaler. Jeg har ikke noget imod det længere.

Det udtales i øvrigt med kort B og tryk på S.

Hurra, for BS er 30 år!

Det her indlæg handler ikke om, hvor godt mor har det, efter at hun flyttede på plejehjem. Jeg var ellers gået i gang med at skrive det.

Så gik det imidlertid op for mig, at I meget hellere vil bruge aftenen på at synge den sang, som bedsteveninderne skrev til mig på Smilende Susie, da jeg fyldte 30.

Jo, I vil. Her er den.

Smilende Dansktoppen

Jeg er ramlet ind i DR Ks dansktop-temauge. Eller dage, jeg ved ikke hvor omfattende det er. Det er fedt. Det er jeg ikke for fin til at indrømme. I aftes endte det med, at jeg kørte DR K i tre timer. Der var noget Dansktoppens hyldestshow, hvor man både så tilbage og havde mange af koryfæerne på scenen med nutidige fremførelser af deres gamle hits. De fleste var blevet 40 år ældre. Undtagen Maria Stenz. Hun er ikke. Hun ser præcis ud, som da hun sang Hvor er alle drømmene du drømte. Det er meget mærkeligt og vistnok ulovligt.

De tre timer i aftes var én lang kavalkade af tekster, jeg kunne udenad. Ordret. Nu er Dansktoprim ganske vist forholdsvis nemme at gætte sig til. Hjerte-smerte, dig-mig-vej. Men jeg kan dem. Fra 1970 og tre-fire år frem sad jeg hver eneste lørdag eftermiddag ved transistorradioen og hørte Dansktoppen. Jeg havde et kladdehæfte, hvor jeg omhyggeligt noterede de ugentlige listeplaceringer og nedskrev alle sangteksterne. Det var en meget, meget stor interesse for mig i den periode.

Da jeg blev konfirmeret, var det gået over. Min faster havde skrevet en konfirmationssang, hvori det blev nævnt, at jeg altid hørte Dansktoppen. Jeg var vred og flov, da den blev sunget til festen, for det var flere uger siden, jeg var holdt op med at høre den fjollede musik.

Ikke desto mindre ligger sangene derinde og har gjort det alle årene, lige til at tage frem og synge med på, og det er jeg ikke længere flov over. Det er som glæden ved at finde noget glemt og umoderne tøj, som man elskede engang og opdager, at man stadig kan passe.

Så jeg hænger nok ud på DR K i morgen også. Der kommer blandt andet noget om John Mogensen, som var en af mine helt store favoritter. Da jeg fyldte 30, ønskede jeg mig – og fik – en LP med Johns Allerbedste. Lutter perler. Og jeg gentager: Det var, da jeg fyldte 30.

Men den allerbedste sang nogensinde – for mig selve indbegrebet af Dansktop i starten af halvfjerdserne – er denne her. Netop af den grund skrev mine veninder en sang til mig på den melodi til selvsamme 30 års fødselsdag.

Lige ned i arvekassen

At tømme min mors hus var som en tur igennem IKEA: På et tidspunkt undervejs mistede jeg dømmekraften og fik behov, jeg ikke havde, da jeg gik ind.

Det er i hvert fald, hvad indholdet af min hjemtagne kasse blandede arvebolscher antyder. Alle i familien havde haft mulighed for at ønske og prikke ud, hvilke af mors efterladte ting, de gerne ville overtage, når hun selv havde taget det, hun gerne ville have med til sit nye hjem. Jeg var listebestyrer, og under mit navn på listen stod der egentlig ikke ret meget. Det gule æggeur, de hæklede mellemlægsservietter og portvinsglassene.

Men skulle grænsen være trukket der, skulle vi have sendt en anden over for at tømme hus. Der gik jo nostalgi i det, og faktisk skal vi nok være glade for, at det ikke gik værre.

Mangler jeg en håndmixer? Nej. Vi har endda en ekstra i kælderen, fordi vi heller ikke behøvede to, da vi flyttede sammen. Men det her er jo en Ballerup! Selveste en Balletto de Luxe. I original emballage. Man smider ikke kram ud.

Det anerkender hele verden.

Lyngbyvasen ville min mor have med. Men hvem har et Lyngby askebæger? Jeg har. Der er en hel barndom i det askebæger, og jeg vidste ikke engang, det var et Lyngby.

Et skandinavisk modeblad for toilette og kvindelige håndarbejder fra 1880? Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Eller hvad jeg vil med det. Men man smider det jo ikke ud, vel?

Mors store opskriftbog med et helt husmoderlivs håndskrevne opskrifter og mormors lille. Jeg kommer aldrig til at lave noget, der hedder Tobbington, men mormor startede på den i 1913. Sådan noget vil slet ikke i småt brændbart.

Måske kommer der engang en vinteraften lang nok til, at jeg pludselig broderer mors nye stramajbetræk til fodskamlen færdigt.

Der røg også kagegafler, fotografirammer med og uden gamle fotografier, en dug, et par fade og en skål, en rullemadras, stearinlys, brilleetuier og ostestrenge i kassen. Ja, jeg ved det godt! Dømmekraften røg med på genbrugspladsen.

Til gengæld var denne her hjemtagelse helt efter planen. Stopuret, der ringer så højt, at man kan høre over hele egnen, hvornår æggene er færdige og småkagerne skal ud af ovnen. Dét har vi ønsket os.

Om mindre end tre måneder skal vi selv flytte, og så skal alle de nye rare sager pakkes ned og flyttes igen. Yay…

En dag i pit

Joggingbukser og uldsweater. Inden døre hele dagen. Mads & Monopolet. En længere tekst, der skulle skrives af (hvor har jeg altså mange gange været glad for, at jeg havde maskinskrivning som valgfag i 2. real). Otte timers frit Candy Crush-liv. En enkelt tøjvask. Bagning af verdens bedste brød, som det gik op for mig, at jeg ikke har bagt i de toethalvt år, vi har boet i Vestergade (opskriften er her, hvis det skulle friste). Jægersmanden på kronvildtjagt. Yngsten på værelset. En hel kande te. Tæt snefald uden for vinduerne.

Jeg har haft en helt igennem fredelig dag i laveste gear. Det trængte jeg til, og hvor har jeg nydt det. Helt ind i det bageste hjertekammer. Det har været så godt med en langsom hjemmedag blandt arbejdsdage og flytte-for-mor-dage.

I morgen kører jeg til Fyn igen, denne gang for at lave bunker i min mors gamle hjem. En bunke med det, arvingerne gerne vil arve (det skal yderligere deles i en underbunke pr. arving – som deles i det, de/vi skal have nu, og det der skal deponeres, til de/vi får plads), en bunke til genbrug/velgørenhed og en bunke til lodret arkivering. Det skal nok gå godt – vi har ret godt overblik over, hvad der skal i hvilken bunke. Det kommer sikkert alligevel til at tage noget tid at få tømt hytten og gjort den klar til salg, og på vejen hjem drager jeg ud på fordelingstogt til nogle af de store børn, så er dét nemlig gjort.

Så lige nu sidder jeg i min sofa og ruster mig til en formodentlig lang dag i morgen.

I aften kl. 19.50 var det nøjagtigt 45 år siden, kronprinsesse Margrethe blev dronning af Danmark. Da døde hendes far, kong Frederik den Niende, nemlig, og hun har sikkert grædt lidt og pludselig indset, at “Gud, nu er det mig, der har den…”. Jeg håber, hun også har haft en langsom lørdag i pit i dag og måske tænkt lidt tilbage på, hvordan hun har varetaget hvervet i de 45 år. Hvis hun spørger mig, vil jeg sige, hun har gjort det godt.

Måske har hun også haft sin Römertopf fremme og bagt Verdens Bedste Bröd.

Det ingen snakker om

For knapt tre år siden startede Sundhedsstyrelsens store screeningsprogram for tarmkræft. Over en fireårig periode bliver alle danskere mellem 50 og 74 år tilbudt en screening, og efter indkøringsperioden vil man få en invitation hvert andet år. Formålet er at nedsætte dødeligheden ved at opdage sygdommen i tidlige stadier, hvor den kan helbredes.

Metoden er enkel. Man modtager et brev med prøveudstyr og vejledning i, hvordan man gør. Så tager man en afføringsprøve og sender den ind, og inden for ti dage får man svar på, om der er blod i afføringen. Er der det, bliver man hurtigt efter tilbudt en kikkertundersøgelse. Er der ikke, bliver man glad.

I 2014 fik de, der er født i april, juni og september måned, et brev med prøvetagningsudstyr. I 2015 var det januar-, august- og novemberfødselarer. Borgere med fødselsdag i maj, juli og oktober fik brev i 2016, og i 2017 kan resten stille sig ud til postkassen.

Det er altså ganske mange, der allerede har sendt en brun prøvepind af sted.

Jeg er i den udvalgte aldersklasse, og størsteparten af min bekendtskabskreds er også. Statistisk set må der være mange, jeg kender, som har fulgt vejledningen omhyggeligt og med hovedet på skrå og læsebrillerne på næsen studeret resultatet og vurderet, om det var gjort efter forskrifterne.

Det sjove er, at ikke én har sagt det højt.

Jo, alligevel én. Morten. Lige i hans tilfælde ville det også have været underligt andet. Vi snakker om alt. Han var på tønden i 2015, for han har fødselsdag i august. Og var lettet, da han fik besked om, at alt var i orden. Jeg fik mit brev for to måneder siden, men fik først i sidste uge taget mig sammen til at bruge udstyret. Og jeg har da heller ikke talt med andre end Morten om det.

Det er bare ikke noget, man snakker om. Det er det bare ikke. Hvor taknemmelig man end er over at bo i et land med et sundhedssystem, der laver sådanne programmer, så er det ikke noget, man lige småsnakker om over frokostbordet i kantinen eller til familiefesten på samme måde, som hvis man skulle have en influenzavaccination eller en penicillinkur.

Jeg fortalte heller ikke min mor, hvad det var, jeg skulle sende, da vi sidste fredag aften kørte omkring Brugsen i en lille nordfynsk flække, fordi det var dér, de havde hængt byens røde postkasse. Hun spurgte heller ikke. Jeg var lidt ivrig efter at komme af med kuverten, dels fordi det virkede sært at køre rundt med brun bæpind i tasken, dels fordi jeg kunne se i vejledningen, at man helst skulle løbe hen til postkassen.

Jeg har fået svarbesked. Der er heldigvis ikke noget galt. Det troede jeg egentlig heller ikke. Men da jeg fik meddelelsen om, at der var ny post fra Region Midtjylland, var det alligevel som at få en knytnæve i hjertet. Tænk nu hvis… Men nej, heldigvis.

Jeg kan vente en ny invitation til screening om to år. Medmindre jeg fylder 75 år forinden, står der i brevet.

Så jeg regner med om to år.

Gammel i nyt

Overskriften kunne også have været ’gammelt og nyt’, det hele er rigtigt.

Det er Dag 3 i min mors nye liv. I søndags installerede vi hende i plejebolig, og det går forrygende. Det er mit udtryk, selv ville hun aldrig udtale sig så kategorisk positivt. Man kan jo altid finde noget at bekymre sig om, og man skal altid huske at tage forbehold.

Men det har faktisk været forbavsende lidt, der har været at klage over, siden hun flyttede. Og det bekræfter bare, at det har været usikkerheden over for det ukendte, der har hersket og overskygget det meste andet i den senere tid. Nu griber hun det nye og tilvænner sig og synes, at alle er så flinke og hjælpsomme.

Jeg er simpelt hen så lettet.

Jeg er også træt, for det har trukket kræfter at pakke ned, vælge ud og skære ind til det nødvendigste. Det er mine kræfter, der er trukket, mor overlod det stort set til mig at tage beslutningerne, og heldigvis for det. Vi startede med at gå rundt og snakke om så godt som alle ting i hendes hjem – skal eller skal ikke flyttes med –, så jeg nemt kunne pakke de ting i kasser, som skulle med. Adskillige gange i løbet af de fire dage, jeg var der, mistede jeg tålmodigheden og skældte ud. Over tåbelighed, gentagelse og gammelkonethed. Over at skulle forklare igen og igen. Det var svært at undgå, men jeg tror faktisk ikke, at det har skadet vores forhold. Nogen var nødt til at være førerhun, og det var bedst, at det var mig. Vi håndterede det hele bedst, hvis jeg fik lov at pakke i fred, mens mor sad og løste krydsogtværs, så sådan var det meget af tiden.

Imens gjorde min bror klar i den nye lejlighed og satte gardiner og ledninger op, og i søndags flyttede vi den 90-årige og hendes sager, indrettede og installerede. Det gik så godt! Der var fire sæt aktive og effektive arme, og da vi nåede aften, manglede vi kun at sætte billeder og en enkelt lampe op. Det gjorde vi færdigt om mandagen.

Det er tilsyneladende uvant for mig at henvende mig så meget til min bror. Hver anden gang kaldte jeg ham Morten (han hedder Mogens), og når jeg kom i tanker om, det ikke var rigtigt, var mit næste forsøg Far… Han ligner ganske vist vores far mere og mere, men alligevel…

Der er blevet fint, hjemligt og hyggeligt hos mor. Alt er godt. Alle er flinke. Alle den aleneboendes bekymringer er fjernet. Hun er tryg og taknemmelig og i fuld gang med at lære det hele at kende. Der kan stadig opstå bekymringer, men tankerne behøver ikke at vokse sig store, inden hun får snakket med nogen om det, der fylder. Hun går ud i fællesrummet til fire daglige måltider og snakker med personalet og de beboere, der kan og vil, og så kan hun gå hjem til sig selv og gøre det, hun plejer at få tiden til at gå med. Det er en perfekt kombination af socialt og privat, og det er enormt betryggende for os og rart at tænke på, at der faktisk bliver draget omsorg for de gamle og dem, der trænger. Jeg er fan af Nordfyns Kommune.

I en af de mange skuffer og skabe, vi fortsat mangler at tømme og fordele mellem arvinger, velgørenhed og genbrugspladsen, genfandt jeg glemte mesterværker. To hjemmelavede brilleetuier, som er fremstillet i samme årti, men som markant repræsenterer hver sin epoke, hver sin stil og modebillede. De er syet omkring 1975, muligvis lidt før og lidt efter. Det til venstre syede min mor til sin mor. Det er hende, der både har broderet små korssting og monteret det hele med snoet snor og gyldne beslag. Etuiet til højre syede jeg til min mor, og det er sjovt, så markant anderledes det er i sit udtryk, nærmest popart, og i en moderne stil, der peger fremad, hvor korsstingene rækker bagud. Jeg er i overvejelser, om jeg skal gemme dem eller lade være med at fylde mit hjem med flere nostalgiske darlings fra dengang, jeg var ferm med fladsting.

Analogt land

Egentlig skal jeg gå i seng. Det skal jeg altså. Jeg har fire rå dage foran mig i Landet Uden Internet. Dét i sig selv slår mig ikke ud, det er mere det, at i det land bor min mor, og formålet med at rejse dertil er, at hun flytter i plejebolig, og det er mig der skal pakke hendes liv sammen og pakke det ud igen.

Det lyder ret enkelt. Pakke ind, pakke ud. Men hun downsizer og skal ikke have alle sine ejendele med. Jeg skal derfor i første omgang kun pakke de ting ned, hun skal have med. Jeg har bare ikke helt overblik over, hvilke det er, og hun har endnu mindre. Så jeg forestiller mig i store træk, at vi kommer til at snakke om samtlige genstande – også dem der ikke skal med, og at vi kommer til at snuble i nostalgien nogle gange. Jeg er fortrøstningsfuld og regner med, at det nok skal gå. Det er jo ikke sådan, at vi træder ud af den gamle dør og kaster en tændstik over skulderen. Vi (jeg) kan gå de tre hundrede meter tilbage og hente det, jeg ikke tænkte på at få med, inden vi rømmer og tømmer den gamle bolig for alvor og distribuerer resten ud til arvinger, salg, genbrug og velgørenhed.

Jeg ved ikke, hvor jeg starter i morgen, når jeg rammer fødeøen. Jeg håber, jeg ved det, inden jeg bliver spurgt første gang. Jeg har flyttekasser i bagagerummet og nogle lamel- og rullegardiner, som størstebror sætter op på den nye adresse, mens jeg håndterer og huserer på den gamle.

Intet internet bliver en fordel. Der er ingen overspringsmuligheder. Jeg er glad, når det er overstået og alle kan give sig til at vænne sig til de nye tider. Jeg er spændt på min egen habitus, når jeg vender snuden hjemad engang på mandag. Udmattet og lettet på en gang, sikkert.

I dag også har været en udmattende dag. Udover mental forberedelse til morflytning har jeg været til MUS-samtale på arbejde, og da jeg kom hjem, var vi til laaangt møde i banken. Min nye bank, som jeg skifter til på grund af huskøbet. Så det er nye konti, nye lån, nye metoder, ny bankrådgiver, nye beslutninger, nye voksenting at forholde os til. Hvilket kreditforeningslån vil I have? Tag stilling til pension og livsforsikring, begunstigelse og budget. Overvej testamente. Udfyld skema om helbredsoplysninger.

Der er gravet dybere end sædvanligt på alle planer denne torsdag.

Det blev der egentlig også i går. Jeg havde besøg af min veninde Hanne fra Sydney. Vi havde ungarsk sammen på Aarhus Universitet i starten af firserne, da vi var midt i tyverne, den ene sorthåret og den anden mellemblond. Hanne læste ungarsk, og jeg læste komparativ lingvistik, men institutterne lå i samme hus, og jeg havde også ungarsk som et af mine fag de første to semestre, så vi havde mange lektioner sammen. Jeg havde årskort nummer 810402, hun havde 810401, og vi grinede meget. Sådan starter et venskab. Hanne rejste til Australien med sin Malcolm i 1990 og har haft sit liv i Sydney siden. Vi ses, hver gang hun er i Danmark, og hver gang snakker vi om, at engang skal jeg også besøge hende. I 27 år har vores gensyn godt nok været på dansk grund, men jeg er sikker på, at jeg kommer til Australien en dag. Det fantastiske og dejlige er, at selv om vi er midt i halvtredserne og har halv- og helvoksne børn, er vi også unge, når vi er sammen, og vi snakker og griner, som var der ikke gået 35 år, siden vi mødtes. Men nu har vi stort set samme hårfarve.