Uagtsom vits

Sommetider får hjernen vredet et elegant ordspil sammen, uden at den ved det. I går faldt snakken på netop det, og jeg kom i tanker en græskopgave, jeg skrev i gymnasiet.

Jeg var klassisksproglig student, derfor græsk.

Til den slags afleveringer havde vi både en original græsk tekst og den officielle danske oversættelse til rådighed, og en af delopgaverne var at gøre rede for, hvorfor oversætteren havde oversat netop sådan, selv om der ikke ordret stod det samme i originalteksten.

I den specifikke opgave, jeg tænker på her, stod der i den græske originaltekst blot noget med “Han vandt første gang … (i et eller andet hestevæddeløb)”, mens der i oversættelsen stod, at “Han høstede sine første laurbær ved …”.

Jeg kunne have svaret, at det var for at gøre teksten mere blomstrende og floromvunden, at det var for at sætte kolorit på. Men det jeg skrev var, at oversætteren havde ønsket at sætte mere krydderi på teksten.

Da jeg fik opgaven tilbage, havde min lærer sat et udråbstegn netop dér og noteret, at “En sådan vits fornøjer enhver, der sidder og retter opgaver!”. Først forstod jeg overhovedet ingenting af, hvad han mente. Vits? Hvad?

Men så: Aaaahh…! Laurbær. Krydderi.

Tøhø. Den er en lurendrejer, den hjerne.

Det jeg ikke forstår

er, at da vi var på ferie i Norge i Mortens bil, og når førersædet var indstillet i hans foretrukne position, det vil sige afpasset efter hans benlængde, sad jeg og strittede med mine korte ben og kunne ikke nå pedalerne med så meget som den yderste spids af min længste tå.

Og da vi var på ferie i Strasbourg i min bil, blev førersædet ikke reguleret en eneste gang, selv om vi skiftedes til at køre.

Vi havde altså nøjagtigt lige lange ben en hel uge.

En fugl på taget – eller i hånden, hvis man tør. Eller har en helt

I går lød der et skrig så skingrende jammerligt, at det meste af gården, vi bor i, blev alarmeret. Morten, som sad i køkkenet og arbejdede, troede nærmest, nogen blev dræbt, og løb ud på terrassen og kiggede op og ned. Frisøren kom styrtende ud af sin salon og kiggede til alle sider, og adskillige andre forsøgte forgæves at finde ud af, hvem der havde skreget. Der var ikke andet at se end nogle måger oppe i luften.

Lidt senere, kort før jeg kom hjem, havde der været en værre larm lige over vores terrassedør, og Morten var gået ud igen og havde endelig fået øje på en stor mågeunge, der ganske enkelt stod oven på markisebeslaget. Det var den, der havde skreget. Den gjorde ikke anstalter til at flyve væk, stod bare med åbent næb og drejede hovedet fra side til side. Og sked lidt af skræk en gang imellem.

Jeg har det stramt med fugle. Såvel levende som døde og ikke mindst store hjernedøde mågeunger, der når som helst alligevel kan brede vingerne ud og flyve durk ned i hovedet på mig. Man ved aldrig med uforudsigeligt fjerkræ.

Så det var ikke så godt, der stod en meget stor fugl på markisebeslaget. Selv om det var helt inde ved væggen, og markisen var ude. Og den gjorde som sagt ingen mine til at flytte sig. Det er en gåde, hvordan den overhovedet var havnet deroppe, når den nu ikke så ud til at være ret glad for at flyve. Men den var jo ikke født deroppe, blev vi enige om.

Er I egentlig klar over, hvor kæmpestor en mågeunge er, når den er tæt på?

Men altså, den stod der. Med åbent næb og paralyseret udtryk. Og lignede en, der ville blive stående, til den væltede om af udmattelse. Og man ved jo ikke, hvor længe det varer, inden dét sker. Vi har ikke rigtigt nogen erfaring med tidshorisonten for faldende fjerkræ.

Så.

Er det godt, der er en helt i huset.

Morten bevæbnede sig med trappestige, handsker og vasketøjskurv. Det sidste til at indfange den i, men det blev ikke nødvendigt. Fuglen var så lammet af skræk, at han bare kunne række op og tage fat i den, bære den ned og dumpe den ned over gelænderet. Den bredte vingerne ud og duvede nedad og landede med et dumpt flump. Så stod den dér. Længe.

Længe.

Så opdagede den, at den kunne gå. Og så gjorde den dét. Traskede ned igennem gården, lidt frem og tilbage, holdt pause, traskede igen, gik i stå, gik lidt en anden vej og lidt tilbage igen, skiftede retning, stod stille, gik videre. Den kunne bruge benene, men tilsyneladende ikke vingerne og helt åbenlyst ikke hjernen. Til sidst stod den inde i et hjørne og kiggede ind i muren. Som om den store gule flade var den befriende åbne port ud i verden. På et tidspunkt bredte den vingerne ud og flaksede, fløj en halv meter op – og direkte ind i muren. Så gik den lidt ud i gården igen og drejede nogle gange rundt om sig selv, inden den gik tilbage og stirrede huller i hjørnet.

Det fortsatte sådan i lang tid. Jeg stod på terrassen længe og kiggede ned på den. Da vi cyklede ud i kolonihaven, stod den der stadig. Da vi kom hjem sent om aftenen, var den væk.

Hvad blev der af den? Tog nogen den? Lærte den endelig at flyve? Vendte den sig om og gik ud i verden?

Vi ved det ikke.

maage1maage2maage3

Nede med flaget, nej, oppe

Når jeg er så træt efter den første arbejdsdag efter færdig ferie, kan jeg næsten godt se det positive i, at jeg først igen har en første arbejdsdag efter færdig ferie lige i starten af 2017.

Jeg er alene hjemme. Helt. Det sker sjældent, og jeg nyder at tilbringe aftenen i sofaen med computer og iPad, en kande te, et fjernsyn der summer med madprogrammer, slumretæppe og blødt tøj, måske et glas vin senere, og helt sikkert skal jeg tidligt i seng. Tænker jeg i hvert fald nu.

I morges stod jeg op klokken 05.55. Som er det, jeg gør til hverdag, men som jeg kun har gjort én gang i de forløbne tre uger, nemlig den morgen vi stod endnu tidligere op og kørte til Strasbourg. Jeg er slet ikke lavet til den slags. Mit system vil sove sent og vågne sent. Sådan er det bare. Jeg kender det system, for jeg har levet i det i 57 år. Næsten.

Det er min fødselsdag i morgen. Når jeg står op klokken 05.55, siger jeg tillykke til mig og glæder mig til, at vi senere på dagen – altså efter arbejde – samles for at fejre både mig og min datter, som fylder 24 i morgen.

Skulle jeg i morgensløvheden glemme det, skal jeg bare tage og åbne øjnene helt. Nogen har kompenseret for ikke at være til stede selv.

flag2016

Så har jeg ikke fundet flere.

Punktum

Mine tre ugers ferie slutter i dag. Det er jeg ikke tilfreds med. Slet, slet ikke. Jeg er også træt. Og har jeg ikke også lidt kvalme?

Nå.

Det er nok mest ynk, fordi der findes folk i mit feed, som først starter på deres ferie nu og dermed har alt det til gode, som jeg har brugt op. Vi er kun midt i juli, og min næste kendte ferie er juleferien.

Hnff.

Jeg har haft en både dejlig og fantastisk ferie. Det er flere år siden, jeg har haft ferie tre uger i streg. Hvor jeg hverken skal flytte eller gøre andre pligtvoksenting. Rigtig ferie bare lige til at holde. Og så har det endda været lige et par dage mere end tre uger, fordi jeg startede med yngstens studenterhejs i slutningen af ugen før første ferieuge.

Det føles som virkelig længe siden.

Det har været en yderst veldisponeret ferie i år. Først kæresteferie i Norge, hvor vi vandrede, var tæt på natur og hinanden og slappede grundigt af.

Sommer16_1

Så havde vi nogle dage hjemme, hvor jeg faktisk knapt kan huske, hvad jeg lavede. Jo, Lasse og jeg besøgte min mor en dag, og så var det noget med at meditere med noget tulren i kolonihaven. Og i mandags tidligt, tidligt pakkede vi to voksne, en 19-årig og en 12-årig i Lille Hviden og kørte til Strasbourg. Det har været en dejlig uge. Storbyferie fungerer godt for en familiekonstellation som vores. Der har været byvandring og shopping, museer, sejltur, en udflugt til middelalderborgen Haut-Koenigsbourg og vinområderne i Alsace, afslapning i lejligheden, fejring af Bastilledagen med fyrværkeri (heldigvis både fredeligt og festligt), god mad, gode samtaler og gode grin. Det meste har vi gjort sammen alle fire, noget har vi splittet os op til, og det har fungeret rigtig godt. Alle har ydet til fællesskabet, og der har samtidig været rum til forskellighed.

Sommer16_2

Jeg kendte stort set intet til Strasbourg i forvejen, og den blev nærmest tilfældigt årets feriedestination. Men den har været et godt nyt bekendtskab.

Sommer16_3

Sommer16_6

Og nogen har Europaparlamentet lige i baghaven.

Sommer16_4

Det var kun tre af os, som kom hjem til Viborg sent i nat. Inden vi drog hjemad i går formiddags, fulgte vi nemlig Lasse til toget mod Venedig, hvor han fortsætter ferielivet med farfamilien den næste halvanden uge. Det heldig asen. Jeg gad virkelig godt også lige have en pose norditaliensk ekstraferie.

Men hvornår mon man egentlig holder op med at morbekymre sig? Det var en sær, sær fornemmelse at vinke farvel til sin yngste dreng og sende ham ud på de europæiske jernbaner helt på egen hånd. Børn af vor tid har fløjet mere, end de har kørt i tog, og selv om der var styr på både billetter, pladsbilletter og ikke mindst moderlige formaninger (jeg ville have givet meget for at kunne transplantere alt, hvad jeg ved om at køre i tog, over i hans hoved), var jeg alligevel lidt stille, da vi kørte nordpå, og jeg var glad, da jeg om aftenen fik besked om, at ni timers togrejse med to skift undervejs var overstået, og at han var hentet og forenet med sit næste feriecrew på campingpladsen. Her er han ved at smøre madpakke til rejsen.

Sommer16_5

Måske er jeg klar til at starte på arbejde i morgen. Det vil vise sig. Det kan i hvert fald nok ikke være anderledes.

Udsigt til agurker, forbryderjagt og ingen præmier

Forleden var jeg i haven, og på et tidspunkt så jeg et optog ude på vejen, som fik mig til at tænke, at der nok var inspektion. Jeg så dem først uden for hækken ved den ene nabohave, hvor de stod og snakkede. Så passerede de forbi vores have, og jeg genkendte en af dem som kassereren, der har et meget stort ord at skulle have sagt i forbindelse med den årlige præmieuddeling. De forbigik altså os, men gik til gengæld helt ind i den anden nabohave, Evalds og fruens. Helt ind. Evald og frue er nye, så jeg gætter på, at de står til en præmie i år.

Det får man automatisk det første år, man har have i foreningen. For tre år siden blev vi ringet op og bedt om at komme til præmiefesten, og til selve festen modtog vi så diplom, en hundredekroneseddel og en virkeligt anderledes oplevelse. Derefter kan man ikke gøre sig håb om at få nogen form for anerkendelse de næste tre år.

Nu ved jeg ikke, hvordan man skelner intervallet. Om der skal passere tre præmiefester med afsavn, altså fire hele år, eller om man kan få noget igen præcis tre år efter. Er det det sidste, kunne vi jo godt kandidere i år, men eftersom processionen skred forbi vores have, er det nok det første. Tænkte jeg.

fliser1

Men så kom jeg til at kigge på den øverste del af vores have med fremmede øjne. Vi har måske ikke været så omhyggelige med at holde ukrudtet nede omkring trædestenene. Slog det mig. Så jeg greb den og gjorde det til dagens projekt. Og nu ser det faktisk ret godt ud, synes jeg. Mellem fliserne.

fliser2

Man kan aldrig vide, om juryen er helt færdig med at votere. Måske blafrer der alligevel et blomstret diplom og en hundredekroneseddel forude.

Ved nærmere eftertanke … Jeg har faktisk overhovedet ikke savnet bestyrelsens anerkendelse, indendørs rygning, tre stykker smørrebrød og amerikansk lotteri på noget tidspunkt i de forløbne tre år.

Til gengæld er vi ved at segne under dette års agurkeavl. Vi kan næsten ikke nå at spise dem. Alle vores salater indeholder agurk, og besøger vi nogen, har vi agurker med som gave. Men der hviler sandelig også et stort ansvar på agurkeplanterne. Det er dem, der skal stå for alt udbytte i kapillærkasserne i år: Der er lus i peberfrugtplanten, og tomatplanterne satser næsten udelukkende på at producere blade i år, hvorfor tomathøsten ser ud til at blive lille og sørgelig.

agurker

Vi har spillet Scotland Yard i aften. Det er et brætspil fra 80’erne, og jeg fik det i svendegave, da jeg var færdiguddannet som reklametegner i 1985. Det og Trivial Pursuit. I Scotland Yard jagter nogle detektiver forbryderen Mr. X gennem Londons trafik via bus, taxa og undergrund. Det er ret skægt og kan spilles af folk i alle aldre, og vi tager det nok med på ferie.

scotlandyard

Risiko for at danne grimme billeder

Dette indlæg ledsages ikke af nogen fotodokumentation. Det er for stærke sager. I kan selv danne jeres billeder.

Jeg tror aldrig, jeg har haft så mange myggestik og knotbid på én gang, som jeg har netop nu. Jeg har dem med hjem fra Norge, og på mystisk vis synes de at blive flere, som dagene efter hjemkomsten går. Eller også har de bare indbygget varierende “klækning” og starter kløe på forskellige tidspunkter. For de klør. Klør. Klør. Hele tiden. Et eller andet sted på kroppen. Eller flere steder. Det skifter. Lige nu er det over venstre øjenbryn, på venstre kindben, på højre hofte og et sted højt på ryggen lidt til højre. Jeg prøver at ignorere det.

Jeg har altid været god til at få myggestik. Hvor jeg end har været, er rygtet gået blandt myggene, at “hun er dér!”, og så er de strømmet til med hele deres familie. Denne gang er det bare helt ekstremt. Jeg har opgivet at tælle, men der er i hundredvis. Rundt om øjnene, i panden, på kinderne, på halsen, i ørerne, på hænderne, på arme og ben, på ryggen, på maven, på siderne. Jeg har sært nok ingen på fødderne. Endnu. Jeg ligner et rødbakket landskab, en pukkelpist. En med skoldkopper.

Det virker en smule tarveligt at have alt det med hjem. Det var måske lidt mere i orden i Norge, hvor jeg sådan lidt selv var ude om det. At smide tøjet for at bade i en elv, at være udenfor og få gode oplevelser. Det skal man så åbenbart straffes for, men fred med det da. Men at være hjemme i Danmark, og de så bliver ved med at materialisere sig med kløe med kradsning og blod og sår til følge. Dét er altså råddent.

Så, nu gik der ét i gang på låret. Og i hovedbunden, lige i min skilning. Og på venstre skinneben.

Det gode er, at jeg ikke står for at skulle på badeferie!

En vandrehistorie

I får altså lige en enkelt vandrehistorie mere fra Norge. Turen op til Hægefjell havde jeg glædet mig til, og jeg er så glad for, at vi fik den med. Vejret var godt, og det var godt, for at gå turen i regnvejr ville have været skidt, både for udsigten og for sikkerheden.

Når man står nede på skovvejen, hvor turen starter, er det virkelig uvirkeligt, at vi skal dérop. Vi er i 585 meters højde over havet, og der er 436 meter op til toppen.

Haegefjell14

Haegefjell2

Her forlader vi skovvejen og begynder opstigningen. Der var en gruppe foran os, som vi halede ind på nede på skovvejen, og vi havde talt om, at det ville være rart at komme ind på stien opad før dem. Der var et barn med, og vi troede, at vi så ville gå i et raskere tempo end dem. Men de var nordmænd. Vi kom ikke ind på stien før dem, og de var oppe længe før os.

Haegefjell3

Det var stejlt, – vi steg 400 højdemeter over tre kilometer, og det trak tænder ud. Vi pustede og holdt snildt varmen.

Haegefjell4

Men se så lige, hvad vi kom op til.

Haegefjell5

To på toppen.

Haegefjell13

Madpakken var god med den udsigt.

Haegefjell6

Derovre er der lige en sky, der hælder sit vand ud. Det står helt bogstaveligt ned i stænger. Heldigvis ikke på os.

Haegefjell7

Vi får kaffe.

Haegefjell8

Den der lille, tynde vej dernede ved siden af elven, som snor sig… det var der, vi gik før.

Haegefjell9

Det var lige så stejlt nedad. Det var samme vej, faktisk.

Haegefjell10

Når man går nede på skovvejen igen, er det lige så uvirkeligt, at man lige har stået déroppe. Men vi kunne mærke i vores ben, at det var rigtigt, og vi var nødt til at blive ved at gå og gå og ikke stoppe, for så ville vi aldrig være kommet i gang igen.

Haegefjell11

Turen var 10,5 km og tog 4,5 time inklusiv kaffepause. Toppen af Hægefjell er 1021 meter over havet.

Vi fejrede bedriften med at dele en flaske. Vi kunne ikke finde champagneglassene, men jeg lover, at på sådan en dag smager Cava akkurat lige så knaldgodt af ølglas.

Haegefjell12

Om at kunne holde ferie sammen

Vi er lidt over halvvejs i fjeldferien, og i dag har jeg tænkt meget over, hvor gode Morten og jeg er til at holde ferie sammen. Det kan man jo ikke være sikker på, når man møder hinanden ved at slå til på en datingside. Man håber og tror selvfølgelig, at man har gjort en god handel, men der er så mange faktorer, der skal spille sammen, at man ikke kan være sikker på at score på alle parametre. Det er noget, der skal vise sig med tiden.

Vi har holdt storbyferier sammen, både alene og med børn, og med dem har vi også været i sommerhus, på charterferie og på flerdages kanoture. Vi har aldrig talt om vandreferie, bortset fra dengang, vi var på skiferie i Østrig, og det viste sig, at alpinskiløb ikke helt er noget for mig (langrend ja, alpin nej), og jeg nævnte, at det kunne være sjovt at komme tilbage om sommeren og vandre.

Før denne tur til Norge har der heller ikke været snak om vandring i særdeleshed. Jeg har bare gerne villet vise ham det her fantastiske sted, jeg har adgang til, og jeg har haft et par vandrestier i tankerne, som jeg har gået før, og hvor jeg ved, der er pænt og god udsigt. Og så har jeg tænkt, at jeg gerne ville op på Hægefjell på 1021 m, som ligger en god mil nord for, hvor vi bor. Og jeg havde fået nye, ordentlige vandrestøvler, men det var ikke som sådan et mål for ferien at indtage terræn til fods. Bare noget vi kunne gøre, hvis det var det, vi fik lyst til.

For mange år siden har jeg vandret i både Grønland, Lapland og Norge med min daværende mand, – det var den slags ferier, vi tog på sammen, og jeg har egentlig ikke tænkt den slags aktiviteter ret meget ind i mine ferier siden.

Men det har vist sig at være rigtig fedt at gøre det på den her tur, og det ender med at blive til en hel del kilometer. Eller rettere timer, for på fjeldvandring regner man i tid fremfor afstand. Det kan være stejlt og besværligt at gå, og så kan det jo være lige meget, om der kun er en halv kilometer, hvis det tager en time at tilbagelægge distancen.

Vi er heldigvis begge sådan nogle, der kan få en formiddag til at gå med at rode med vores gadgets, – spille og opdatere os og læse netaviser, mens det småregner udenfor, og vi egentlig ikke er kommet længere end til nattøj og kaffe. På den måde ligner vi hinanden, og ingen af os står og trækker utålmodigt i den anden, og det er helt i orden at lave ingenting, er vi enige om. Men når vi så kommer af sted, er det virkelig, virkelig dejligt – og heldigt, at det er det samme, vi godt kan lide at gøre.

I går var det at sejle med Norges mindste kabelfærge over Nisser, køre en lang tur op over fjeldene i stejle hårnålesving, se landets næstmindste stavkirke i Eidsborg, drikke kaffe og spise ostekage på Vest-Telemark Museum, køre ned gennem Fyresdal og hjem over fjeldet.

I dag var at køre en lille tur i bilen, med støvler og rygsæk parat for en sikkerheds skyld, spontant at vælge en turløjpe på vejen, at gå opad, opad, opad og at sidde med vand og KvikkLunsj på Solåsknatten, da solen endelig kom frem. Hvor var det godt.

Og i morgen ser det ud til, at vejret bliver godt, så der satser vi på Hægefjellturen.

Det er egentlig mærkeligt, at vi aldrig har tænkt på vandreferie. Vi har trods alt kendt hinanden i fire et halvt år. Men noget viser sig altså først efter lang tid.

Vi har også først lige fundet ud af – på færgen herop, faktisk – at vi begge to er vilde med Bounty. Chokoladen, altså.

 Norges mindste kabelfærge. Det er ikke rampen. Det er færgen.


Norges mindste kabelfærge. Det er ikke rampen. Det er færgen.

 Stavkirken i Eidsborg. Norges næstmindste


Stavkirken i Eidsborg. Norges næstmindste

Dalen

Bandak

 Det her bliver det næste hit: Et svævende telt.


Det her bliver det næste hit: Et svævende telt.

Solaasknatten1

Turløjpeklar

 Afmærkning på Solåsknatten.


Afmærkning på Solåsknatten.

 Det hele værd. Manden og udsigten.


Det hele værd. Manden og udsigten.

Der er vejr på fjeldet

Når man opholder sig i de norske fjelde, kigger man ofte opad. Dels for at se, hvor den næste afmærkning af turløjpen er, dels for at greje skyernes drift og vurdere, om det er smart at tage jakken på nu, – inden bygen kommer.

Vejret skifter hele tiden her. Vi kigger op og får sol i ansigtet og rammes af en frisk vind. Det næste øjeblik, når vi kigger op, drypper det. Sådan er Norge. Selv meteorologerne på yr.no, som vi ellers sætter vores lid til, når vi skal beslutte, hvornår det er bedst at lægge de ture, vi gerne vil ud på, er i vildrede. I går skrev de: “Se opp! Mange byger i #SørNorge i dag, men vanskelig å varsle nøyaktig hvor de treffer og til riktig tidspunkt på Yr”. Jamen, hvordan skal et par danskersnuder så kunne gøre andet end bare at se op og ellers pakke en regnfrakke med i rygsækken?

I dag er vi ikke i tvivl. Det regner. Meteorologerne tweeter: “Fredagen starter med sammenhengende regn i #SørNorge, senere går det over til regnbyger. Ikke glem paraplyen!”, og så slutter de med fire emojis: en glad smiley, en paraply med regn på, en sky med regn – og en bruser. Nu er vi slet ikke i tvivl. Men vi sidder lunt og godt i køkkenet og lider ingen nød. Det er hyggeligt, og senere kører vi en tur, når vi sådan lige har fået besluttet, hvor vi vil henad.

I går vandrede vi op på fjeldet bag huset. En relativt letgået rute på et par timer, som jeg har gået nogle gange før med børn helt ned til 4-5 år. Det er en smuk tur med udsigt ud over sø og fjelde. Med spor af elge og med blåbær, der bliver modne om nogle uger. Billederne taler for sig selv.

Husfjell1Husfjell2Husfjell3Husfjell4Husfjell5Husfjell6Husfjell7

Senere kørte vi op for at bade i en å, der strømmer ned over fjeldet og danner små gryder og strømme, som man kan være heldig at dyppe sig i. Det lykkedes ikke helt for mig at komme i, klipperne nede i vandhullerne er vildt glatte og umuligt at finde fodfæste på, og så er vandet i øvrigt p-koldt! Men pænt er det deroppe, og nøgne var vi. Og primussen var med, så vi fik alligevel kaffe og chokolade. Måske prøver vi lidt længere nede ad elven en anden dag.

lindefjell1lindefjell2