Overblikslimbo

Det er lørdag formiddag. Jeg arbejder på at tømme hovedet for alt det, jeg har skullet have overblik over i den forløbne uge. Studentertraktementer, hvide nystrøgne skjorter, snøfteri over dimissionstaler, basisbagage til student der springer til Roskilde Festival, generel morbekymringsomsorg for student der springer direkte fra fest til bus mod Roskilde.

“… har skullet have overblik over…”??

Ret beset er det nok mest mig, der synes, jeg har skullet. Studenten har ikke haft det store behov for overblik. Han var kun lidt presset i går eftermiddags efter dimissionen, da han både skulle nå at aflevere bøger, pakke til festival, printe festivalbilletten og frem for alt tanke søvn, inden han tog til den sidste studenterfest, der varede lige til i morges klokken 05, hvor han kort rundede hjemmet for at bytte studenterhuen ud med den sportstaske, han havde stillet frem, og derefter hoppede på festivalbussen sammen med kammeraterne.

Han har ikke meget med. Sovepose, et tyndt liggeunderlag (som jeg købte i går, mens han afleverede bøger), tandbørste og kontaktlinser, minimalt med tøj (her har han lyttet til jævnaldrendes erfaringer, ikke til mig), mobiltelefon. Og det er vel egentlig dét. Ikke engang moderlige formaninger er han tanket fuld af. Jeg har virkelig, virkelig, virkelig forsøgt at begrænse mig.

Jeg har sovet uroligt i nat. Dels fordi der er Snapsting i Viborg, byfest med masser af musik og folk og larm i gaden, men i særdeleshed fordi jeg ikke har kunnet give helt slip på tanker om yngsten. Kom han nu af sted, tænk hvis han faldt i søvn et sted og ikke nåede bussen og alt muligt andet, jeg kunne finde på at tænke. Men tidligt i morges var tasken væk, og hans nøglebundt lå tilbage, som vi havde aftalt. Han er sammen med kammeraterne, de passer på hinanden, og det skal nok gå.

Efter en hektisk uge er det lidt tomt. Jeg har sommerferie. Der er ikke noget jeg skal have overblik over og huske.

Nåååååh jo. Morten og jeg skal til Norge. Og det er da ikke gjort med bare at pakke vandrestøvler og fjeldtøj i bilen. Vi skal da have mad med. Det ville da være dumt ikke at forberede bare nogle af dagene. For eksempel skal vi da ikke betale 400 kr. for en agurk, når de hænger i kolonihaven lige til at plukke. Og salat. Og … og …

Jeg må hellere gå i gang med at få noget overblik.

Resten af studenteriet

Student2016

Vi har en student. Det gik godt i tirsdags. Dansk økonomi var en blandet landhandel, sagde censor og mente vistnok eksaminandens præstation snarere end selve den danske økonomi. Eller jeg tror, det var det, hun mente – jeg hæftede mig bare ved, at knægten var godt tilfreds med karakteren og med at få huen sat på plads og formodentlig også de velmente familiekram.

Student2016_1

At blive student er også:

  • At blive fejret af sine nærmeste – og få roser og gaver.
  • At tage til fest om aftenen – udenbys, så mor må køre en.
  • At spise middag med lærerne på gymnasiet, gå i byen og komme så sent hjem, at man når at sige godnat/godmorgen til den første, der står op – den dag man skal ud på studenterkørsel.
  • At rende tør for hvide skjorter.

I dag kører de rundt til alle klassekammeraterne i en pyntet lastbil, som jeg ikke så, fordi vi bor i gågaden, hvor man ikke må køre. Men de var her.

Vi havde overvejet, hvad man byder en flok ristede studenter, der rejser fra det ene traktement til det andet hele dagen og i virkeligheden ikke trænger til så meget. En omgang cheeseburgere, dåseøl og –cola og en stabel juicebrikker, var vi blevet enige om. Vi var tredje stop på ruten, klokken halv tolv ville de ankomme, havde vi fået trukket ud af studenten. Og det var han sikker på, insisterede han, da jeg satte ham af ved startstedet i formiddags.

Vi havde bestilt 30 cheeseburgere hos McDonalds til afhentning 11.15 sharp, for klassen havde kun 20 minutters ophold hvert sted, men burgerne skulle også gerne være lidt varme, når studenterne kom. Morten kørte af sted klokken 11…. og ti minutter senere hørte jeg råben, latter, snak og truthorn nede fra gaden, buldren på trapperne – og så ringede dørklokken, og studenterne myldrede ind i lejligheden og ud på terrassen, hvor det heldigvis var tørvejr. “Er der et toilet?”, kvækkede en pige, som tydeligvis havde mistet stemmen for lang tids hujen siden, og så forsvandt to af pigerne ind på badeværelset. En af drengene var hårdt ramt efter flere dages fest og ville hellere have et par Panodil og mente, at hvis han tiggede et par Panodiler hvert sted, kom han nok igennem dagen. Eller også gjorde han ikke. Han så i hvert fald ikke ud til at være bagud med alkoholindtag.

Student2016_2

Men de kom jo altså tyve minutter for tidligt ifølge det aftalte, og jeg havde slet ikke nået at stille drikkevarer frem fra køleskabet, og Morten var ikke kommet tilbage med burgerne. Jeg bar dåser og brikker ud og kastede det hele på terrassebordet, præcist så skødesløst som nok i virkeligheden var den allerbedste måde – og Morten kom drønede ind i gården og kastede bilen fra sig ureglementeret tæt på gadedøren og løb op ad trapperne med tre poser varme cheeseburgere, som fremkaldte en kollektiv begejstringsbrummen blandt de unge, og at dømme efter hvor få der var tilbage, da de kort tid efter drog videre, var det det helt rigtige valg, vi havde truffet.

student2016_3

Nu mangler vi dimissionen i morgen med taler, overrækkelse af eksamensbeviser, rektorhåndtryk, musik og hvad der ellers hører til sådan en ceremoni. Og SÅ er der sommerferie. Al studenterhalløjet i denne uge har været så fint og godt, men det er altså også lidt hårdt, også for forældrene.

I aften slapper jeg af. Jeg ved ikke, hvornår studenten kommer hjem, eller hvilken tilstand han er i. Men jeg har vasket de hvide skjorter, så han kan hældes i sådan en, inden han skal skrues i huen og trykke rektor i hånden i morgen.

Og så skal han have pakket til Roskilde Festival, som han tager af sted til lørdag morgen. Godt han er ung og ubekymret.

(Jeg har vasket tøj).

Opdateret: Han er hjemme i god behold og hæderlig tilstand, træt og tilfreds efter en rigtig god dag.

Studenteruge

I morgen laver jeg hattrick.

Ha, så fik jeg det lige vendt, som om jeg selv gør noget aktivt. Det er ikke tilfældet. Det er min yngste, der fuldt fortjent skal høste al æren, når han først på eftermiddagen får sat en studenterhue op på sit hoved. Min andel i hattricket består i at have produceret tre børn. De to ældste gennemgik studenterhalløjet for fire og tre år siden, og nu brygger vi på student nummer tre.

Lige nu sidder han på værelset og er i gang med 24 timers forberedelse til sidste eksamensfag. Det er samfundsfag, og emnet er noget med økonomisk vækst. Det er okay, siger han, der er bare meget stof. Jeg er sikker på, det nok skal gå godt. Han er fredet til ved middagstid i morgen, så kan han forvalte natten, som han vil. Jeg håber han finder tid til at sove lidt også. Men jeg siger det ikke. Det er mor-snak, og det skal han spares for lige nu.

Jeg har sat kassen med studenterhuen frem, skrevet champagne på indkøbslisten og taget tidligt fri. Så fejrer vi ham, lige de allernærmeste, inden han kaster sig ud i studenterglæde, byture, studenterkørsel, dimission – og dernæst nærmest direkte af sted til Roskilde Festival. Det er en vild tid, og det er ham vel undt at få det hele med. Jeg ser ham, når jeg ser ham, og jeg har vasket en hvid skjorte, til hvis han skulle få brug for sådan en.

Det er lykkedes mig at få lokket et konkret klokkeslæt ud af ham, på hvornår studenterkørselsflokken rammer vores matrikel, så vi kan koordinere og nyde samtlige de atten-tyve minutter, de har til rådighed her. Og så er jeg egentlig tilfreds.

Kryds lige fingre for hans begavede talestrøm tirsdag mellem halv et og et.

roser

Weekend i højt og lavt gear

Føj, jeg er træt. Det skyldes to døgn fyldt med oplevelser og indtryk, frisk luft, snak og god mad. Jeg er faktisk næsten for træt til at fortælle, at jeg har

• set ældstebrors revy i Søndersø på Nordfyn – han skriver tekster, laver kulisser og er på scenen. Han er selvfølgelig bare en ud af et stort hold, men vi kommer på grund af ham, og det var også forrygende i år.

• kørt fra syd til nord

• været på badehotel med jagtkonsortiet. Et af konsortiets fem jægerpar har købt Næsbydale Badehotel syd for Løgstør og driver café og B&B, samtidig med at de sætter de forsømte bygninger i stand. Sommerfesten plejer jægerne at holde i jagthytten øst for Viborg, men denne gang flyttede vi den til Limfjorden, og hvem ved, måske er en ny tradition født, for det var hyggeligt og sådan nogle fantastiske omgivelser.

• tilbragt søndag eftermiddag i kolonihaven med at indvi ny batteridrevet plæneklipper (Senegræs! Nu vinder vi!!), vende ryggen til mens en anden pillede en uheldig – fatalt uheldig – jordbærfristet solsort ud af fuglenettet, plukke jordbær, plukke salat, plukke blomster, plukke agurker, vande tomater, luge.

• vasket to maskinfulde tøj og hængt op

• bagt 48 boller

Det har været en skøn weekend. Nu er jeg så træt, at jeg nærmest er for træt til at gå i seng.

 Og derude ligger Livø


Og derude ligger Livø

Tre der snublede i sproget

Og jeg har ikke kommenteret. I hvert fald ikke højt. I hvert fald ikke mens nogen hørte det.

Mail fra kunde: “I får en oversættelse. Det skal lige omkring franskmændene, og de sadler ikke altid samme dag, som de rider.”

En mand fortæller om sit firma, og det lyder alt sammen vældig klogt. Indtil han siger “I første omgang gælder det om at konsilodere sig.”

Tidligere fodboldspiller om en af de aktuelle EM-kampe: “De fik virkelig reddet dem ud af kastanjerne!”

Kommenterede ikke, registrerede bare. Smilebåndet strammede kun lidt.

Udpluk #9

• Ordveksling, da det lå i luften, at tilvejebringelsen af aftensmaden hvilede mere på det ene par skuldre end på det andet par: “Det er en skam, du lavede pizza i går. Nu kan vi ikke trække pizzakortet…” “Men så kan vi vel trække sushikortet?” Og det gjorde vi.

• Island spiller sin første kamp ved EM i fodbold, og man siger, at 10 % af den islandske befolkning er taget til Frankrig i den anledning. Det er alligevel en del. Så lad bare være med at tage til Island i aften. Island er ikke hjemme.

• Den der nye indfødsretprøve med 40 spørgsmål, som folk ikke kan svare på. Det er heller ikke meningen. Det er kun fem af spørgsmålene, der handler om aktuelle danske begivenheder. De øvrige 35 bygger på et pensum, man forbereder sig på, inden man tager prøven. Der er ikke noget galt med prøven. Det der er galt er, at ingen fortalte, at der hører en teoribog til, da de kastede spørgsmålene ud til folket og sagde “Kan DU blive dansker?”
Har JEG prøvet at tage testen? Næ, for jeg har ikke bogen.

• Tilbage til fodbold-EM: I går hørte jeg en kommentator sige “… og tilbage til Paris, hvor Zlatan har frispark…” Undskyld, men hedder holdet ikke Sverige?

• Oliventræet på vores terrasse er under en meter højt. Alligevel er det så meget et træ, at gråspurvene sidder i det. Det er hyggeligt. Hvis duerne får samme idé, knækker stammen.

• Morten går til sport tirsdag og torsdag aften. Træneren har bestemt, at hvis man vil melde afbud, skal man ringe til tre andre fra holdet og fortælle, hvorfor man ikke kommer. Det skal ikke være for nemt at blive væk, og hvem har lyst til at sige tre gange til andre voksne mænd, at det regner eller man skal se fjernsyn? Så hellere tage af sted med ære. Jeg havde tænkt mig at løbe en tur i aften. Jeg har ikke tre fra holdet at ringe til og sige, at jeg ikke gider, fordi det regner og fordi jeg spiste for meget sushi. Jeg har ikke engang én at sige det til. Så jeg er nok nødt til at komme af sted…

Om svensk studenterfejring og om at køre som Jørgen

I weekenden var vi til studenterfejring i Helsingborg. Sara tog studenten, som de siger derovre. Det var sådan en fin og trevlig weekend med festligheder, solskin og hygge. Og denne gang vidste vi, hvad svenske studentertraditioner indebærer, og hvad vi kunne forvente.

For to år siden blev storesøster Anna student, og svenske studenter bliver fejret så markant anderledes end danske, at hele dagen dengang var et konstant bombardement af nye og overraskende indtryk for os danskere, som jo ellers nok ved, hvordan man fejrer studenter. Et orgie af rødt og hvidt, jo. Men nejnej, blåt og gult var det självklart. Jeg skrev om det her.

Sara

Dette billede fra i fredags opsummerer en stor del af det anderledes i ét billede: Skiltet, en fyldigere studenterhue, gule og blå bånd om halsen med blomster, champagneflasker og tøjdyr. Men billedet rummer også det universelle: En ung, glad pige i hvid kjole med verden og fremtiden for sine fødder.

For to år siden lavede jeg en fartbøde, da vi kørte hjem. Det gik så godt hen over Fyn. Lige det havde jeg ikke tænkt skulle være en tradition, der hørte sammen med svenske studenterfester, og derfor kørte jeg hele vejen som Jørgen. Jørgen var den meget, meget dygtige buschauffør, som bragte mig og en flok andre kvinder til Frauenlauf i Berlin for nogle uger siden. Han kørte simpelt hen så behageligt, at jeg sjældent har oplevet magen. Ingen heftige accellerationer eller hårde opbremsninger, bare smooth, smooth, og måske derfor sov jeg så godt om natten ned gennem Tyskland. Jørgen har en filosofi: “Vi vil jo helst undgå at køre ind i nogen, og så kan vi jo lige så godt holde afstand.” Sådan gjorde jeg mig umage for at køre. Og jeg fik ingen bøder.

Til gengæld ligner jeg en omvendt panda i ansigtet, fordi vi gik her i lørdags. Syv kilometer langs Øresund med solen lige ind i krydderen, og med solbriller på. Nu er jeg hvid om øjnene og hen over næsen, og rød i resten af ansigtet. Det minde vil jeg alligevel hellere have med hjem end en hilsen fra en politimester i en politikreds, jeg er kørt igennem.

TilHelsingborg

Her er flere svenske minder.

Studenten1Studenten2Studenten3Studenten5Studenten6

Fanget i få streger

Hov. Jeg har glemt at vise karikaturer af mig selv. Sådan noget selvpromovering er ellers vigtigt, især når det er gjort i elegante og minimalistiske streger.

Da der var 4. Niels Bugge Cartoon Award for et par uger siden – jeg beskrev noget af det her –, blev man ved ankomsten til festmiddagen om aftenen budt på et glas bobler og en kvadratisk sort skitsebog med lutter blanke sider. Og så kunne man gå hen til et bord, hvor fire internationale og knalddygtige satiretegnere sad på række med pennene klar, stille sig i positur og blive tegnet. I hver enkelt tegners karakteristiske streg, set med hans eller hendes øjne. Jeg nåede tre blade i min bog.

CartoonPohle

Først stod jeg i Marlene Pohles kø. Hun er tysk-argentiner, vicepræsident i FECO (FEderation of Cartoonists Organisation) og sad i juryen ved dette års Cartoon Award. Eksempler på hendes streg findes her.

Ligner det mig?

CartoonZoran

Så stillede jeg mig hen til Zoran Petrovic. Han er medarrangør af Niels Bugge Cartoon Awards, og han både tegner og snitter i træ, og nogle af hans værker kan ses her.

Han ville også have mig vendt i profil. Hvad ER det med den næse?

CartoonBrito

Carlos Brito tegnede kun, hvad han syntes var essensen af personen foran ham. Nogle var bare briller og en streg til mund. Jeg var det her. Mere behøves ikke for at karakterisere mig, synes han. Find andre eksempler på hans streg her.

Riber Hansson fra Sverige nåede jeg ikke.

Hvilken tegning i min bog er bedst?

Vækstvogter

Det er mig. Jeg holder øje med, hvordan det gror i haven. Og det er dygtigt derude for tiden. Se bare, hvor ambitiøs babyagurkeplanten er i år: MANGE på vej på én gang. Truuut, se hvad jeg kan, siger den med en koloni af gule trompetblomster. Uden for vinduet står skvalderkålens hvide skærmblomster. Dem vogter jeg også lidt på. Mere har jeg ikke nået.

babyagurk

Alle seks kammerater i plantekasserne gør det godt. Fra venstre: Bøftomat, almindelig tomat, blommetomat (den sidste har muligvis ikke så gode odds for stor avl, for den har ikke rigtig nogen top længere. Det var ikke mig!). Så kommer almindelig slangeagurk, babyagurk og peberfrugt (den sidste har lus. Som den indtil videre holder for sig selv. Nu må vi se, hvad den kan).

drivhus

Det her er stukket af fra mig. Der er ingen grænser for vækst. Lørdag aften, da damerne og jeg festede i kolonihaven, fik vi besøg af nogle unge drenge. De gik forbi ude på vejen, vi råbte dem an, og de kom ind (Det var heller ikke mig!). De syntes, det var en labyrint at finde ned til huset der i nattemørket. Det er ikke en labyrint. Det er en lang, lige havegang, men jeg vil godt indrømme, at gangen er blevet noget smal nu med alle de blomster, der vælter ind over fra begge sider. Det stak som sagt af fra mig. Men det er også pænt. Iris, fredløs, lupin og marguerit, I må godt være der, så længe I ser sådan ud.

havegang

Det glade pizzabud

9,9_2016

Billedet her er fra i lørdags, hvor jeg tilbragte eftermiddagen, hele aftenen og det halve af natten i kolonihaven sammen med to fantastiske kvinder, som jeg har delt arbejdsplads med for år tilbage. Nu er vi i vidt forskellige arbejdssituationer og bor i tre forskellige byer, men der er tale om tre mennesker, hvis kemi gik og går ualmindelig godt sammen, og derfor ses vi jævnligt. Som i lørdags. Det foregik som altid med rigelige mængder bobler, snacks og snak.

Da vi blev sultne, ringede vi efter pizzaer, som det sødeste pizzabud kom med.

Jeg gik op til lågen og tog imod. Han overdrog mig æskerne, kastede et langt fejende blik ind over væksterne i køkkenhaven og udbrød et dybfølt og glad: “Løg!!”.

Så konverserede vi lidt om løg, – gartneri interesserede ham tydeligvis.

Da jeg skulle betale, viste det sig, at han ikke tog kort. Heldigvis havde en af de andre kontanter. Jeg spurgte, om det simpelt hen ville sige, at de slet ikke tager kort, når de bringer ud. Og så leverede han endnu en replik, som kommer til at gå over i historien:

“Nej, kun Mobilepay og kontakt”.