Læselistens heste … eller nej …

Det er, som om Mofibo er kommet lidt mere op … på hesten, var det nærliggende at skrive, men jeg mente nu i omdrejninger. Her på det seneste har jeg lagt mærke til, at de nye bøger er hurtigere tilgængelige som lydbog. Tidligere skulle vi vente i ret lang tid efter udgivelsen af papirudgaven, før man havde fået indlæst og lagt op. Det går langt hurtigere nu. I øjeblikket lytter jeg til Sissel-Jo Gazans Blækhat, som er forholdsvis ny, og før den var jeg igennem Michael Katz Krefelds Pagten, som jeg kunne downloade allerede dagen efter udgivelsen. Jeg kunne måske have gjort det allerede på selve dagen, men da var jeg endnu ikke helt færdig med Bjørneby af Fredrik Backman. Den blev i øvrigt udgivet i starten af oktober.

Jeg kunne godt remse flere titler op på nyudkomne bøger, jeg allerede har læst, men jeg vil hellere fortælle, hvad jeg har i vente. Jeg har en åben note på telefonen, hvor jeg løbende skriver forfatter og titel, når jeg støder på omtaler, snuser rundt i boghandeler og bliver anbefalet bøger af andre. Nogle af dem har jeg næsten opgivet at se på Mofibo, andre strømmer ind. Nogle kan jeg ikke huske, hvorfor jeg noterede, andre glæder jeg mig virkelig til at komme i gang med. Listen er skrevet i den rækkefølge, jeg blev opmærksom på titlerne, og helt uden prioriteringer.

Her er læsehestens liste:

Ove Dahl: Drabschefen
Hustvedt: Sommeren uden mænd
Riebnitzsky: Orkansæsonen og stilheden
Lucinda Stilet: De syv søstre
Jussi Adler-Olsen: Alfabethuset
Pauliina Rauhala: Himmelsang
Paul Auster: 4321
Albertine Sarrazin: Astragal
Michel Houellebecq: Underkastelse
David Lagercrantz: Manden der søgte sin egen skygge
Jonathan Franzen: Purity
Maria Gerhard: Der bor Hollywoodstjerner på vejen
Steffen Jacobsen: Da blev jeg døden
Elsebeth Egholm: Jeg finder dig altid
Dan Brown: Oprindelse
Colson Whitehead: Den underjordiske jernbane
A.J. Kazinski: Miraklernes nat
Anne B Ragde: Liebhaverne
Hanne-Vibeke Holst: Som pesten
Lotte og Søren Hammer: To små piger

Om der ellers sker noget i mit liv? Ja, i morgen skal jeg i biografen, og i maj skal jeg til Utah.

Summen af kardemommen

Der stod kardemommekapsler på min indkøbsseddel. Det skal bruges til noget rødbedechutney med peberrod – en opskrift, Morten havde ledt efter i et stykke tid og fandt forleden, da han tog et ryk med noget oprydning.

Jeg har aldrig købt kardemommekapsler før og vidste hverken, hvordan de ser ud, eller hvor de købes. Udseendet beskrev Morten efter hukommelsen som en slankere udgave af bog. Fra bøgetræer, I ved. Det andet gav internettet svar på: Hele kardemommekapsler kan købes hos etniske købmænd og asiatiske supermarkeder, og sådan et sted har vi i Viborg.

De har alt muligt derinde. Mængder af alskens krydderier i små og store glas og breve, posevis af farvestrålende ris og kerner, bønner og linser, lige fra små poser til store sække. Dåser med alt muligt. Bag disken sidder indehaveren i sin blå kittel og overskuer det hele og tager mod betaling og ordner verdenssituationen med kunderne. Eller lokalsituationen – jeg er ikke helt sikker.

Jeg koncentrerede mig om de mange krydderihylder. Der var flere udgaver af hel kardemomme, men ikke noget med kapsler, og ikke noget der lignede smalle bog. Til sidst tog jeg et brev med hen til disken.

– Er det det her, man kalder kardemommekapsler?

– Ja.

– Okay, så skal jeg have det her.

– Hundrede kroner.

Hundr… ?? Jeg syntes, det var dyrt, men hvad ved jeg om kardemomme. Måske er det sjældent guld ligesom safran. Jeg holdt masken og begyndte at trække dankortet frem i stedet for de mønter, jeg havde tænkt var nok.

Begyndende glimt i sorte øjne.

– Det koster 15 kroner, men du betaler hundrede kroner i dag.

– … Hvorfor?!?

Latter i sorte øjne.

– Det er for sjov. 15 kroner!

Latter i blå øjne også.

– Men synes du ikke, jeg var god til at tage det med stenansigt? Jeg ved jo tydeligvis ikke noget om kardemomme.

Det syntes han.

Man bli’r så glad af sådan en lille episode. Det var aldrig sket i Føtex.

Tankestrejf i løbet af en sygedag

Det der Singles Day, hvis ankomst hertil først blev varslet i forgårs – det var i hvert fald første gang, jeg hørte om det – er åbenbart det helt store i Kina. Den falder i dag, 11. november, og er en slags Valentinsdag for singler, hvor man i stedet kan date ting på udsalg. Det får angiveligt Black Friday til at ligne en grøntsagsbod ved vejkanten, og jeg hørte i radioen, at der allerede er omsat for seks milliarder i Kina i dag. Jeg ved ikke, om det er kroner eller dollars, men seks milliarder er temmelig meget i alle valutaer.

Går glip af ting i dag. Workshop og fest for frivilligkorpset på Paletten. Men er ufrivilligt syg.

Der er også Bogforum. Der kunne jeg også være. Men fordi syg.

Faktisk gør de også Domkirken lysflot i aften med noget, der hedder Himlen over Viborg. Men ditto.

Både Morten og jeg har meldt fra til de arrangementer, vi havde på programmet i dag. Så megen ynkelighed under ét tag.

Jeg ville ønske, det var muligt at lytte til Michael Katz Krefelds Pagten (som jeg er i gang med) samtidig med, at jeg læste Ildefonzo Falcones’ Jordens Arvinger i analog papirbog (som jeg ikke er startet på) og så DRKs Vild med Bøger-programmer (som jeg ikke har fået set endnu) på iPaden. Det kan jeg ikke, og siden jeg ikke har kunnet tage et valg, bladrer jeg bare i vores store bog om Miniatur Wunderland i Hamborg og spiller Candy Crush, når jeg får tildelt et nyt liv.

Satte gang i Wordfeud-appen og har vundet to spil. Hjernen virker.

Har talt varmekilderne op. Otte optændingspinde og syv store stykker brænde i brændekassen. Vi behøver ikke rejse udenfor til brændestablen i aften.

I Miniatur Wunderland Hamburg varer et døgn 15 minutter. På det kvarter skifter alle de tusindvis af LED-lamper til natbelysning og tilbage til dag igen. Det vil sige, at jeg i miniatyretid var derinde i fire uger, da jeg besøgte stedet i sommerferien. Ret lang sommerferie, alligevel.

Så var der ikke flere tanker.

Vi er gået i badebold

I dagens løb sendte jeg Morten en mail med ordlyden: “I aften vil jeg gerne have nippemad og vin og brændeovn”.

Jeg har fået begge dele, og vi er begge sunket sammen i sofaen og har det præcis som Apples pauseikon, der kører på skærmen, når systemet tænker grundigt over en ordre – når det for eksempel har fået besked på at åbne et program eller gemme noget og ikke ved, hvor det skal starte. I gamle dage var det et timeglas, der senere blev opgraderet til en farvestrålende badeboldlignende cirkel, der kører rundt og rundt. Windows’ pendant var tidligere en blå ring som en vaniljekrans, der drejer rundt i uendeligheden, nu er det en urskive, der langsomt fyldes ud, har jeg ladet mig fortælle.

Det hele fortæller bare, at der faktisk ikke rigtigt foregår noget i motorrummet.

Morten har skrantet i en uges tid, og jeg er lige startet og for nedadgående. Vi har det sådan her: ondt i musklerne, ondt i halsen, dækket af en dyne af træthed, den ene hoster, og den anden er begyndende fugtig i næsen. Det er faktisk ikke muntert.

Inden længe får vi nok en besked om, at systemet ikke længere svarer.

Udpluk #16

  • Jeg var i Skagen i weekenden. Ikke PÅ Skagen. Det er kun dem fra Holte og Hellerup, der siger det. Siger vi.
  • I Skagen spiste jeg fisk fredag aften, til frokost lørdag, i to ud af tre retter lørdag aften, søndag til frokost. Fisk er Skagenmad. Fisk er godt.
  • I øvrigt kan jeg anbefale Cafe & Restaurant Kokkenes i Skagen. Jeg tror aldrig, jeg har spist så godt og fået så god og kyndig en betjening.
  • I dag så man pludselig et par unge mennesker i køkkenet midt på eftermiddagen. “Vi bager”, sagde de, og så var der igen et ambitiøst værk at nyde til aftenens tv-bagedyst. Det er sket før, så måske er det en tradition. “Det er smagen, vi satser på”, sagde de om shortbread-resultatet. ’Det smager fuldstændig perfekt – tak’, siger jeg som en anden kagedommer.
  • Det ser ikke ud til, at jeg gør fremskridt i at køre en upåklagelig ild i brændeovnen. Stay tuned.
  • Der står ’tænke på adventsgaver’ på min to do-liste, og jeg er begyndt. TÆNKE, blev der sagt, børn der læser med!
  • Jeg har taget cyklen på arbejde de første tre dage i denne uge. Det har været virkelig koldt og meget, meget flot. Jeg kommer nok til at tage bilen de sidste to arbejdsdage i ugen, for jeg kan slet ikke cykle med så meget glorie.
  • På trods af ringe fyringsfærdigheder er der blevet meget, meget, MEGET varmt i stuen. ’Det er målet, ikke vejen dertil, jeg satser på’, kan jeg sige med samme logik som de unge bagere, og med den vinkel stryger jeg direkte på podiet.

Intet er så godt, at det ikke er galt for noget

I løbet af november lykkes det hvert år min mor at få flettet noget med vinterdæk ind i vores telefonsamtaler. Det kommer op på det tidspunkt, hvor meteorologerne begynder at varsle om den første nattefrost og glatte morgenveje. Enten spørger hun, om jeg har fået vinterdæk på bilen, eller også har hun opgivet på forhånd og afslutter alle snakke om folk, der har skiftet til vinterdæk, med “… men dét har du jo ikke!”.

I år tværede jeg den ud fra starten. Troede jeg.

Da talen faldt på vejrudsigten, og jeg kunne høre, hun tog luft ind til det velkendte tema, kom jeg i hende i forkøbet og fortalte, at jeg aldrig har fået skiftet til sommerdæk i år, så det er ikke noget problem denne gang.

Svaret var: “Det har de altså ikke godt af!”

På denne dag #6

Dagens denne dag er faktisk slet ikke fra denne dag, men fra den anden dag. Og denne gang nøjes jeg med en enkelt statusopdatering, som medførte en lang kommentartråd. Fortrinsvis fra folk, der heller ikke havde noget klart at sige. Den dag.

Den 2. oktober 2010 undrede jeg mig:

Mig: har pludselig fjernsynet fyldt med kanaler … !?! Hvor kom de fra? Børnene er i saligt lykkechok.

Og kommentarerne tog fart i løbet af aftenen:

Anne: åh nej, det er lissom sidst, hvor du fik gratis aviser! Der er ALTID en regning, der skal betales! SLUK!

Søren: Mæcen’en igen!?

Gerda: …  er også sket her hos os. Vælger du så TV Charlie eller Unge Mødre??

Anne: ØV! Har lige testet mit eget fjernsyn, og jeg får – som sædvanligt – intet gratis. Og jeg ville ellers så gerne se DR K. Øv. Altså.

Mig: Det er ligesom dengang i Venner, hvor Chandler og Joey havde gratis porno og ikke turde slukke for tv’et af skræk for, at det ikke var der, når de tændte igen. Men jeg har lige tjekket – børnene ser TV2 Film…
Er det sket for dig nu i dag, Gerda? Så er hele byen måske i lykkerus? Altså undtagen Anne…
Ved godt jeg lyder som min mor, når jeg spørger: Hvordan er de kommet IND i mit fjernsyn??

Gerda: … vi har ikke observeret tegn på indbrud – men de er kommet ind i vores TV i går. Og det står endda på 1. sal.

Anne: Nogen burde orientere hele byen, hvis de nu pludselíg kan se CNN. MEGET belejeligt, en nat som denne. Kæft, hvor er jeg træt af min digital-boks-som-omformer-noget-halløjsa-til-noget-andet-halløjsa-men-som-ikke-giver-mig-news-eller-Update. Må se det hele på computeren, og det virker bare så FATTIGT på en aften med FCK-Barca og midtvejsvalg. Dobbeltøv.

Mig: Nej nej, orientér ingen!! Er blevet pålagt følgende: “Mor, sig til Gerda, at hun ikke må sige det til NOGEN!”. Så schyyyy!!

Anne: Som journalist påberåber jeg mig naturligvis kildebeskyttelse. I en tid, hvor den slags ikke er i høj kurs, hvis du forstår “summen af kardemommen”. Men jeg holder tand for tunge. Betyder det egentlig, at man har underbid?

Mig: Vi har CNN. Det har jeg aldrig haft … men jeg får slet ikke lov til at komme i nærheden af fjernbetjeningen.
Næh, det betyder vist bare at tungen er spærret inde bag gitteret.

Gerda: – det bliver mellem os og internettet. Ved i øvrigt heller ikke, hvem jeg skulle sige det til … så junior kan være ganske rolig. Det blr’r en lang nat.

Anne: Godt så! Kentucky – en af de første stater – lukker om en time, og der er dine børn lagt i seng, hvis du er en ansch… anscwwhh.. ANSvarlig mor! Resten af natten er remoten din, og du opdaterer jævnligt din profil, så jeg kan følge med. Deal?

Mig: Det mærkelige er, at jeg kun har en forhistorisk antenne på loftet med en ledning ned til mit supermoderne fjernsyn – hverken parabol eller boks eller kort eller noget. Jeg kan ikke engang formulere spørgsmålet….

Anne: Smutter lige på loftet og sætter min antenne til! Gider du ringe efter en ambulance, hvis du ikke hører fra mig inden for et par dage? Så er jeg nemlig faldet ned af stigen og ligger og raller i kælderskakten….

Næste dag viste det sig, at det var Boxer, der holdt fødselsdag og gav gaver: 28 gratis betalingskanaler 1.-14. oktober, hvilket fik et af de lykkeberusede børn til at udbryde: “Nooooo, vi gik glip af den første dag …!!

Telefon synes

“Bedst i året 2017” … Den påstand blev jeg mødt af, da jeg åbnede min mobiltelefon for lidt siden for at … ja, for det man nu gør med telefoner.

Den nyeste systemopdatering har åbenbart selvstændige syn’sninger om, hvad mine bedste billeder og oplevelser har været i dette år. Og har lavet en film. Med blid musik. På 1 minut og 10 sekunder.

Der er da godt nok lidt af hvert i en lidt mystisk kronologi, og hvilke algoritmer der er valgt fotos og film efter har jeg svært ved at gennemskue. Men det er skam gode minder. Ganske vist har jeg aldrig knyttet nære bånd til hverken min mors køkkenskuffe eller en ensom stol på Drejø, men hvis Telefon har, så er det okay med mig.

Blot skal jeg huske til næste gang, Telefon beslutter sig for at lave scrapbog, at det er bedst at fotografere i tværformat. Ellers går man glip.

 

Og solen skinnede jo, uanset hvor jeg var

Flere gange i dag har jeg sagt til mig selv, at jeg er en stor klovn til at udnytte vejret. Mens solen skinnede så flot derude og bare kaldte på udendørsaktivitet – som for eksempel at høste og rydde op i kolonihaven – gik jeg rundt herhjemme og gjorde ting indenfor. Jeg svedte oven i købet, fordi solen bagte hedt ind af vinduerne.

Til gengæld – og dét er væsentligt – er jeg grundtilfreds med de ting, jeg fik gjort. De lyder virkelig kedelige, de punkter jeg vinklede af, men det skæmmer ikke tilfredsheden.

Hænge længe over morgenmad og avis (det stod nu ikke på listen) og nyde at der var en hel time ekstra at gøre det i på grund af skift til normaltid. Støvsuge hele huset, – solen afslører jo ALT. Vaske tre vaske. Bage 64 boller. Skære kødet fra en vildsvinebov og lave simremad. Tage bad (fordi hvis en drone kom flyvende og fotograferede mig oppefra, ville man ud fra billederne tro, jeg var Johnny Madsen!). Stille mange hyldemeter ubrugelig fortid ind i en reol.

Det sidste er næsten det bedste. En kæmpestor kasse med musik-cd’er og film-dvd’er, som ikke er blevet afspillet i årevis og med størst sandsynlighed aldrig mere bliver det, har længe stået i vejen foran reolen ovenpå. Jeg kan ikke sige, om kassetterne kommer til at stå i vejen i reolen, men de er ikke helt modne til udsmidning endnu, og vi har ikke et loft, vi kan stille kassen op på. OG: Jeg er altså virkelig, virkelig, virkelig tilfreds med at have fået den kasse tømt.

Mens solen skinnede.

 

Yndlingsmorgen med kaffe og avis

Solbeskinnet stue, nu med billeder på væggene – og støvsuget gulv!

Set og hørt

Flamsk vildsvinestuvning med udseendet imod sig og smagen med sig.

Facebook, din sladrehank …

Vi har længe haft alle de små og store billeder fra billedvæggen i Vestergade liggende og vente på, at nogen skulle nå frem til at sætte dem op. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har været længe om at få hængt billeder op i rækkehuset, men dét har vi faktisk fået gjort nu. Og tænk engang, vi havde vægge nok til dem alle sammen, det havde jeg slet ikke troet.

Så manglede vi bare de små billeder i portrætgalleriet, og det blev min tjans. Jeg lagde dem ud på gulvet for et par dage siden og fordelte dem, sådan som jeg ville have dem til at hænge. Og da Morten var taget af sted til et arrangement her i aften, bevæbnede jeg mig med værktøj og vaterpas … og mobilkamera. Jeg lagde et foto på Instagram og delte det videre på Facebook med teksten Er alene hjemme med 50 blå søm og 22 familiebilleder”.

Og så kunne Morten sidde dér til sit arrangement og tjekke Facebook og se allerede på overskriften, at jeg var i gang.