Skindluehiking

Min jægersmand havde været på årets sidste jagt, og den slags giver en vis portion motion og i hvert fald så meget frisk luft, at han ikke var til sinds at klæde sig i vandremundering og skridte mere ud, da han kom hjem. Det havde jeg heller ikke regnet med, men selv var jeg tilpas fuld af skridt, der skulle gås, efter have tilbragt det meste af dagen med vasketøj, støvsugning, bollebagning, brændeindbæring og telefonsnak.

Så jeg tog vandrestøvlerne på fødderne og skindluen på hovedet og drog af sted. 7,7 km afternoon hike, sagde mit Endomondo-track bagefter, og det sagde den, fordi jeg havde indstillet aktiviteten til ’vandring’. Det var måske lidt overgjort, for Den Danske Ordbog definerer ’hike’ som ’vandretur som varer en dag eller et døgn, og som man tilbagelægger medbringende al nødvendig bagage, mad osv.’. Sådan var det ikke helt. Jeg gik trods alt kun 7,72 kilometer og var ude i en time og 40 minutter. Og jeg havde ikke mad med.

Her er jeg ikke kommet ret langt hjemmefra

Det her cirka 800 meter fra, hvor jeg bor. For trekvart år siden skiftede jeg job og holdt op med at køre den her vej. De har lavet en rundkørsel, mens jeg vendte ryggen til, opdagede jeg i dag. Men den er åbenbart stadig så ny, at de er nødt til at skilte med det.

Broen efter rundkørslen bærer en motortrafikvej, som man ikke bare sådan kan krydse til fods. Men jeg kender den hemmelige passage.

Og så kommer man ad en fin, øde skovvej mellem høje nåletræer.

Men man ved, at der færdes både mennesker og dyr, når nogen har villet have ulejlighed med at sætte en hochsitz op. Men de var der ikke i dag.

Der er både pænt og vådt omkring Viborg.

Til sidst var der også blevet pænt mørkt, og så fortjente jeg også at komme hjem til brændeovn og sofa.

Da havde skindluen også gjort det godt.

En slags femårsdag

“New Kid on the Blog”…! For fem år siden spillede jeg ord med navnet på et amerikansk boyband fra slutfirserne-starthalvfemserne og fandt det første mod til at servere mig selv for eventuelle læsere gennem Facebook.

Der var ikke nogen særlig anledning til at breake lige den dag midt i januar. Det var ikke engang hverken det første eller det andet indlæg, jeg skrev, og ikke om noget særligt. Det var det her, og det handlede om at løbe og lytte. Det første gjorde jeg jævnligt dengang, det sidste var nyt. Det sidste gør jeg stadig, det første er mere eller mindre taget af programmet til fordel for andre beskæftigelser. Sådan er tilværelsen så dynamisk.

Men bloggen består, stadig med sit oprindelige navn trods flere adresseændringer siden starten. Faktisk bor Grevinden nu sin tredje fysiske adresse. Og så passer det hele jo.

En slags tillykke til mig!

PAS nu på

Jeg har lige sagt farvel til yngsten og hans kæreste, som tager på forlænget weekend i London i morgen. Siden de nu ikke er sammen med os i aften, har jeg opbrugt mulighederne for at kaste moderlige kommentarer efter dem med Husk nu, Hvornår, Hvordan, Hvad, Har I tænkt på … find selv på flere. Det var nok klogt gjort af dem ikke at være her. Jeg kunne nemt være kommet til at gentage mig selv.

Men det er jo bare, fordi vi véd alt det, de ikke har tænkt på. Alt det, vores forældre aldrig formanede os om, fordi de ikke kendte verden og slet ikke vidste alt det, vi selv gjorde vores erfaringer om.

Men VI ved det!

Jeg har prøvet at komme i tanker om, hvornår jeg selv var på egen hånd første gang. Det kan jeg ikke. Så her er bare mit første pas. Med hessianomslag og udstedt i 1974. Tænk, at jeg alligevel var 15 år, før jeg havde brug for et pas, og det var altså ikke, fordi jeg tidligere har været skrevet i mine forældres. De havde ikke pas.

Jeg må have fået det til en lejrskoletur til Sønderjylland i 2. real, hvor vi sikkert har skullet over grænsen. Men der var jeg jo ikke engang på egen hånd. I virkeligheden har jeg nok ikke rejst selv før interrail med to veninder efter gymnasiet, og det var på mit næste pas.

Yngsten har haft eget pas, siden han var 8. Nu rejser han på sit tredje, og selvfølgelig går det godt, og selvfølgelig får de en kanontur.

Som man altid gør, når man rejser på egen hånd uden sin mors evindelige formaningsdrys.

Sådan undgår du tømmermænd

Det er enkelt: Hold det enkelt.

Ok, indrømmet, overskriften bevæger sig i omegnen af click-bait. Men selve konklusionen er der altså ikke noget i vejen med.

I weekenden har jeg haft besøg af to veninder og tidligere kolleger, og når vi er sammen, plejer det at være både højrøstet og med rigeligt alkoholindtag. Lad os bare være ærlige og sige, at vi ofte har groet nogle velvoksne tømmermænd i hinandens selskab.

Og det var såmænd ikke, fordi vi denne gang drak ret meget mindre, end vi plejer, vi holdt os bare udelukkende til bobler. Champagne/Asti/Crémant/Spumante fra vi mødtes midt på eftermiddagen, til vi gik i seng på den anden side af midnat, også til oksemørbraden. Vi nåede aldrig til al den hvidvin og de øl, vi også havde klar, ganske enkelt fordi vi havde bobler nok.

Og det var åbenbart den helt rigtige formel. I hvert fald vågnede vi alle tre søndag morgen og var helt friske uden antydning af hovedpine eller andre former for tømmermænd.

Tænk engang. At dét skulle komme fra mig!

Men altså: Keep it simple, stick to champagne og slip for tømmermænd. Det vil JEG til.

Udpluk #17

  • Leden ved at opdage, at en hårsæk på hagen har taget sig uopdagede friheder og groet et tolv millimeter langt sort skæghår – Hvor længe har dét siddet der?! Blandet med en hemmelig fryd over stadig at kunne gro et hår, der er sort.
  • Synes hele tiden der er grus i mine sko. Kommer det måske ud af mine fødder?
  • Vandrekasket!! Findes det? Jeg skal have en.
  • ’Et usandtroligt uhav af forlemper’. Fik en veninde engang sagt.
  • En kollega annoncerede sit kommende faderskab. Jeg har ét råd til nybagte forældre: Lad være med at skændes om, hvem der sover mindst. Sov i stedet!
  • Et bonusråd: Der. Er. Ingen. Grund. Til. At TO mennesker er vågne om natten!
  • Så har jeg ikke flere aktuelle råd. Min yngste fylder snart 21. Min viden om spædbarnspleje er gået af mode.

Ligner jeg Birthe Rønn Hornbech?

Jeg har købt en knælang, plisseret nederdel i sort, imiteret læder. Den er rigtig fin, jeg er glad, og jeg synes godt, jeg kan bære den.

Jeg har dog en helt klar forestilling om, hvad jeg kan have på til, så jeg ser ud som den høje, slanke model på forhandlerbillederne. Det går nok mest på, hvad jeg ikke skal sætte sammen. For sammen med nederdelen bærer jeg også en frygt for at fremstå konet.

Plisserede nederdele læner sig nemlig kraftigt op ad ’konet’ i min gammelgroede optik. Blåt garbardineplissé sammen med en mønstret skjortebluse godt ned over hofterne, tykke hudfarvede nylonstrømper og fornuftige travesko. Dem har jeg set mange af.

For lidt siden var min koneuro nødt til at have en ventil, og min kæreste hørte mig spørge, om han vel syntes, jeg lignede Birthe Rønn Hornbech…

Hvad skulle han dog svare til dét?!

Noget om småt brændbart

Jeg føler mig som en helt vildt bæredygtig genbrugsperson.

Den Store Oprydning I Værkstedet i søndags afstedkom en række ting, der skal fjernes. Køres helt væk. Til genbrugspladsen. Snart. I første omgang samlede jeg dem i bryggerset på den plads, hvor jeg plejer at have tørrestativet til at stå på vaskedage. I dag var vaskedag, så jeg slæbte det hele ud i værkstedet igen, hen i nærheden af yderdøren, som det alligevel skal ud af. Snart.

Blandt effekterne var et tiloversblevet skostativ af fyrretræ. Engang havde vi to af dem i brug, men nu er det kun nødvendigt med ét, så det ene skulle bare ud. Men da jeg stod med det i hænderne, tænkte jeg, at det i stedet for at komme i Småt brændbart på genbrugspladsen hellere skulle genbruges som småt brændbart i egen brændeovn.

Sådan noget godt, gennemtørt fyrretræ. Optændingspinde!

Så jeg skruede 24 gode skruer ud, brækkede alle pindene fra hinanden, savede dem i passende længder og hev alle metalkramper ud. Her var jeg begejstret for, at jeg også fandt min lille skruestik forleden, og for at jeg vidste, hvor både fukssvansen og knibtangen var.

Jeg følte mig helt vildt handy i en halv times tid. Det var en god fornemmelse, og det er det stadig, nu hvor skoreolen ligger i en kurv og bare venter på at blive brændt af.

Vi har blandet søm og skruer – nu er vi et rigtigt par

Er der noget med, at det har været en rigtig flot dag? Udenfor?

Ja ja, det jeg ved selvfølgelig godt, at det har. For min dag startede sådan her:

Med fire plader boller til hævning, avisen, kaffe og solen knaldende henover en rimhvid plæne ind gennem fedtede ruder. Mit yndlingshjørne på sådan en dag.

Men jeg kom aldrig ud. Først fordi jeg støvsugede hele hytten og bagte boller, senere på grund af det her:

Og enhver kan se, at det tager mere end en eftermiddag at komme til bunds i dét. I dag er det ni måneder siden vi flyttede ind. Det vil sige, at det har taget os trekvart år ikke at rydde op. Jo, der er skam stillet reoler op, og noget er da også sat på plads, men den gennemgribende oprydning og værkstedsindretning er det ikke blevet til. Jeg tog et ordentlig ryk i dag, og derfor nåede jeg aldrig at komme længere ud end lige uden for bagdøren, hvor jeg opdagede, at vi stadig havde sodavand og øl stående til køl fra nytårsaften. De var bundfrosne!

Men altså. I værkstedet er der stadig et stykke vej at gå, men jeg kom langt i dag. Der er skabt både gulvplads og bordplads, – mutter har kasseret og systematiseret, og de mange æsker med søm og skruer i alskens størrelser og faconer til alskens formål er sat i skuffer og skabe, så de er nemme at komme til. Vi har flettet værktøj, så nu er vi et virkelig etableret par.

Jeg har samlet en betydelig stabel af urent jern og småt brændbart, som gør lidt ondt i øjnene, indtil vi får det kørt væk. Men jeg bliver ærlig talt glad af at komme ud i det værksted nu.

Og så er det man tænker: Hvorfor har vi ikke gjort dét før nu?

Derudover over spekulerer jeg på, om alle har en stor bøtte med brugte jeg-gemmer-dem-lige-for-dem-kan-jeg-altid-bruge-skruer, eller det bare er os. Vi har tre!

Der er kun mysli til én …

Nytårsaften kom der sandheder frem.

Kender vi ikke alle sammen dét, at vi på et tidspunkt har hørt noget, der har gjort et uudsletteligt indtryk på os; nogen har sagt et eller andet, som har fæstnet sig i vores sind og været en rettesnor for resten af livet?

For eksempel har jeg altid haft min venindes 12-årstraume i tankerne og derfor aldrig haft julegaverne til at ligge fremme før jul. De er altid blevet gemt godt af vejen, så ingen skulle ledes i unødig fristelse og mærke på dem, eller endnu værre: pakke dem op før tid. Det var nemlig dét, min veninde gjorde som barn, da alle gaverne lå i spisestuen og ventede på at blive lagt under træet. Mens mor og far sov middagssøvn, fandt hun de pakker, der stod hendes navn på, og pakkede dem alle sammen op. Og pakkede dem ind igen. Ingen opdagede det, og hun sagde det ikke til nogen – udover sin tvillingsøster. Men magien var fuldstændig væk juleaften, har hun fortalt.

Hendes fortælling mange år senere gjorde indtryk på mig, og jeg tænker på det hver jul, når jeg finder steder at gemme julegaverne.

Nu viser det sig så, at jeg selv har været ophav til en talemåde, de har brugt i hendes og søsterens familier i årevis. “Der var kun til én!”, siger de som berettigelse for at tage det sidste af noget, som egentlig godt kunne være delt mellem flere.

Historien er, fortalte søsterens mand nytårsaften, at han i tidernes morgen – i 1980’erne – sad og spiste morgenmad i vores kollegielejlighed sammen med mig og min kæreste. Jeg skal så have taget det sidste mysli uden at spørge, om andre ville have, og som forklaring, da min kæreste stirrede forundret og måske lidt forurettet på mig, blot have sagt: ”Der var kun mysli til én!”

Korrektion af legenden: Det var altså tykmælkkartonen, jeg tømte dengang, og det giver jo historien en HELT anden vinkel. Mysli kan man altid dele! Men alle ved, at det er bedre, at én bliver glad for sin rimelige portion tykmælk, end at to bliver ulykkelige over hver sin lillelillebitte klat i bunden af tallerkenen.

Bare så vi har dét på det rene! Resten af historien er rigtig nok.

Og nu er min yngste søn – som var til stede nytårsaften – begyndt at sige “Mysli til én!” med et sigende og triumferende blik på mig, når han tager det sidste af noget uden at dele.

 

Fra en dag i sommeren 1983, hvor der var mad nok.

Færdig med sytten, ind med atten

Alle de, der er i sync med samtiden, HAR allerede udgivet et udførligt tilbageblik på deres 2017 og er forlængst i gang med at se frem på et 2018, som de forventer sig utroligt meget af.

Men jeg tænkte altså allerede på mit årets tilbageblik, da jeg gik på juleferie for et par uger siden, så på en måde var jeg langt foran. Så gik ferien, og jeg kom muligvis bagud, og måske er tidspunktet forpasset, og måske skulle jeg hellere se fremad med det samme.

Men ska’ vi ta’ den alligevel?

Det kan gøres kort. Mine vigtigste milepæle i 2017 var, at vi købte hus og byttede midtbyens larm og hurlumhej ud med højt til himlen og dobbelt carport i forstæderne. Vi ved nu, at solen står op i øst, og at nytårsaften giver toiletpapir i hækken og frække barberskumstegninger foran hoveddøren. Og jeg skiftede job – efter 32 år som grafiker sprang jeg ud som tekstforfatter på fuld tid, og efter tre år med 2.500 månedlige landevejskilometer er jeg tilbage i hjembyen med cykelafstand til arbejde. Men vejret har bare været så vådt i de sidste otte måneder, ikke også…?!

Hvad mere? Jeg har fået ny cykel og iPhone 6. Vi har holdt konfirmation og dyrket kolonihaven. Min mor flyttede på plejehjem og har snart været igennem en årscyklus i den nye gamleverden. Men dét er jo hendes 2017 mere end mit. Vi har holdt ferie i Norge og Tyskland, besøgt Sverige et par gange, haft gæster fra nær og fjern. Tiden er fløjet af sted, og jeg har ingen forventning om, at det kommer til at gå langsommere.

For eksempel er der allerede gået to dage af et nyt år. Har jeg så nytårsforsætter? Næh, det har jeg faktisk aldrig, men jeg mindes, at jeg nytårsaften sagde, jeg ville begynde at tygge min mad noget bedre. Det er jo til at overkomme, så det kan vi godt aftale, at jeg gør.

I marts havde jeg nogle forsætter for vores nye liv i rækkehuset. Over tid har vi fået banko på fire ud af seks. Det første er vi tilsyneladende ikke nået til endnu, og det sidste lever jeg fint foruden. Jeg tror, 2018 bliver et godt år. Vi har for eksempel allerede fået nye – i hvert fald for os – stole og ryddet huset helt op efter nytårsfesten.

Godt nytår!