Èt skud i bøssen

Hvorfor har vi ikke kørt vores biler ind i carporten? Hvorfor er de bare smidt lige ude foran?

Ja, det skyldes jo, at når bukkejagten går ind om onsdagen, og jægeren tager på udlandsrejse om fredagen, er der ikke levnet ham mange muligheder for at stå op midt om natten og sætte sig ud i et tårn inden daggry og vejre jagtlykke, – får han ram på noget, skal der jo også være tid til slagtning.

Der er faktisk kun en enkelt dag at gøre rigtig godt med. Jægeren drog ud i morges med årvågne øjne og sigtekornet indstillet på buk. Og ramte. Bum.

Dyret hænger i carporten.

Derfor.

Brug øjnene. Kig op, når du går.

Sådan sagde Birtes bedstemor altid, fortalte Birte, da hun og jeg var i kibbutz sammen for mange, mange år siden. Og selv om det er næsten lige så mange år siden, jeg sidst har set Birte, havde hendes bedstemor fat i noget. Man ser bedst, når man bruger øjnene.

Billederne her er taget med to dages mellemrum. På billedet til højre er syrenerne sprunget helt ud og står som kraftfulde hvide lys og udsender deres karakteristiske stærke duft.

Sikke en fart naturen har på lige nu! Det hele pibler op og frem, og med den fart skal det nok lykkes ALT i køkkenhaven, også ukrudt, at stikke af fra mig, mens jeg er i Utah.

Og dér var mit stikord: Nu er der ikke mange dage til. Jeg glæder mig til det hele. Når vi efter første flyskift flyver ud af Europa, er resten nyt for mig. Jeg har ikke prøvet så lang en flyrejse før, jeg har aldrig været i USA, jeg har ikke … ja, der er meget at nævne. Men jeg HAR prøvet at vandre og sove i telt og lade være med at vaske mig i en uge, og det glæder jeg mig også til.

Den hjemmeværende er ved at blive instrueret i at holde hus, mens vi er væk. Det indebærer blandt andet at slå græs, vande blomster og udvise sund fornuft – listen er ikke ret lang, og ingen har grund til at føle sig overlistet.

Vi gør selvfølgelig også, hvad vi kan for at efterlade det hele i orden. Jeg har for eksempel sørget for, at kolonihaven er så i orden, som den nogensinde bliver. Det er lige NU, det gælder om at nyde synet af stort set intet ukrudt.

Kig ned et øjeblik og værs’go’ og nyd.

Typen uden rygrad

Jeg gik til kolonihaven i dag. Altså gik, som i spadserede, som i vandrede på mine fødder de fire kilometer. Altså lod både bil og cykel stå hjemme, tog ranselen på ryggen – med madpakke og andre fornødenheder – og tilbagelagde strækningen til fods.

I kolonihaven gjorde jeg dejlige ting som at slå græs, luge, drikke kaffe, plante hokkaido- og squashplanter (fra nu er nattefrost lyst i band!) og beundre mit værk.

Bagefter vandrede jeg hjem igen. På vejen gik jeg ind i en butik og købte 2 kilo mel og et stort stykke ost, for det manglede vi hjemme, og sådan en type er jeg, at jeg tænker på den slags. Jeg købte også lidt sødt til gåturen, for det trængte jeg til.

Det viser sig, at jeg er typen, der når at kværne tre chokoladebarer, inden jeg gror en rygrad.

Majsommeraften

I den seneste time har der kørt noget melodigrandprixsemifinale i mit fjernsyn. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke har hørt efter en eneste sang og derfor ikke kan sige, hvilke lande der er favoritter til at vinde eller forsvinde. En gang imellem kigger jeg op, og der er ikke noget, der kan holde mig fanget, selv om Ole Tøpholm er begejstret som altid.

Hvad laver jeg da? Hvorfor slukker jeg ikke?

Forskelligt. Og tjah.

Først læste jeg i et friluftsmagasin, der var lagt med i en pakke med endnu et stykke vandreudstyr, jeg har købt.

Så var der noget med at få skrevet lister over ting, jeg skal huske at gøre. Og gøre nogle af dem.

Der gik også noget tid med at undersøge, hvorfor mine iPhone-fotos er begyndt at blive navngivet med IMG_ og et nummer i stedet for år-måned-dato-klokkeslæt. Jeg kan bedre lide sidstnævnte, men jeg fandt hverken ud af, hvorfor navngivningen er ændret eller hvordan jeg selv laver det om. Nogen?

Og så var jeg lige ude og snuse i min aftenhave. Den dufter godt, og jeg huskede at vande krydderurterne. Der er oregano, koriander, mynte og rosmarin. De kan lide at være hos os, ser det ud til.

Egentlig havde jeg en grafisk opgave, jeg ville have kigget på, men det er da ikke sikkert, jeg når at få gang i den i dag.

Sådan kan man nemt fylde en aften ud med … tjah, forskelligt.

Hvad har hun i sækken i dag?

Nu begynder det at ligne noget med alt vores outdoor-udstyr. Vi har nye ultralette, superkomprimerbare soveposer, nye ditto liggeunderlag, nye rygsække, foruden nye uldstrømper og t-shirts af superuld. Det var egentlig ikke meningen, det skulle være sådan. Vi havde det meste, vi kunne låne meget og skulle kun nyanskaffe ganske lidt, mente vi i begyndelsen.

Men det har bare været en øjenåbner at lukke op til de seneste 30 års udvikling af friluftsgrej. ALT er blevet lettere, mindre, mere åndbart og optimeret på ALLE måder. Og da vi kun rejser med håndbagage til USA, er vores udstyrs fylde og vægt blevet vigtige parametre. Derfor har vi investeret i nye, lækre sager.

Og nu er vi ved at være der. Dagens godt fire timers vandring med henholdsvis 11,5 og 14 kg i sækkene bekræftede, at det bli’r godt.

Det var Dollerup Bakker og Hald Sø, der var turens smukke rammer med solskin, nyudsprungne bøgetræer, klukkende vand, heste, primuskaffe og madpakke.

Ligner det ikke en prima dag?

Min sæk er på 40 liter, og i den har jeg sovepose OG liggeunderlag OG hovedpude, jakke, 1,5 liter vand, to madpakker og frugt. Så har jeg også et petanguespil (for vægtsimulering) og en stor sofapude (for at fylde). De sidstnævnte skal altså ikke med på den rigtige tur, men jeg har fået bekræftet, at der er plads nok i rygsækken, og at den sidder som den skal, også med vægt i. Jeg tror ikke, rygsækkene bliver tungere, end de var i dag. Der kan umulgt være noget mad eller tøj, der har så høj vægtfylde som petanguespillet og de to pakker søm og skruer samt Nudansk ordbog, som Morten havde i sækken.

Den ærgerlige side af mig

Den gode del af fortællingen er den fantastiske vandretræningstur, vi havde med Utah-holdet i går. Femten kilometer rundt om Hald Sø i det kuperede og smukke istidsterræn, op og ned i bakker og gennem skov i områder, hvor ikke mange færdes til daglig. Det var første gang, vi var samlet, og det ser ud til at være en flok gode mennesker, der nok skal få en eventyrlig uge sammen. Kemien virker god.

Den ærgerlige del af fortællingen kom, da vi i slutningen af turen vadede gennem et vandløb, der var lidt dybere, end jeg havde troet. Jeg var kæk, da jeg tog støvler og stømper af og vadede over åen i vand til midt på lårene. Først da jeg igen havde fået fodtøj på, slog det mig, at jeg havde mobiltelefonen i lårlommen på mine bukser.

Heldigvis så der ikke ud til at være sket noget med den.

Men så manglede lyden, da jeg tog et billede.

Senere var der kun lyd, når jeg satte hovedtelefonerne til.

Genstart hjalp ikke.

Så blev den for en sikkerheds skyld begravet i en pose ris nogle timer.

Måske ville en systemopdatering hjæl….

Dér døde telefonen. Lige da æblet var tonet frem skærmen.

Det var på det tidspunkt, jeg blev den kedelige version af mig selv. En udgave, jeg slet ikke kan lide.

Hele aftenen kunne jeg ikke tænke på andet end konsekvenserne af telefondød. Hvordan og hvad nu og hvad med og hvad gør jeg og snart Utah og mine data og numre og noter og hvordan er det nu med sikkerhedskopiering og forsikring og kan jeg låne en telefon og jeg må sikre mig, at min mor har Mortens nummer og hvorfor tænkte jeg mig dog ikke om og så videre. OG så videre. OG så videre.

Jeg vågnede endda klokken 01.45 i nat og tænkte med det samme ’åh nej, der er jo sket det forfærdelige’ og lå og stirrede hul i mørket. Indtil jeg heldigvis faldt i søvn igen. Og vågnede 25 minutter før alarmen var sat. På iPaden.

Så meget skal det altså hyle mig ud af den, at en gadget forulykker! Den reaktion er jeg faktisk ikke vild med. Men det er jo næsten min ene arm, og det er godt nok længe siden, jeg har været helt uden telefon og ikke engang har haft en aflagt mobil at sætte simkortet i.

Så blev det næste dag.

Selvfølgelig var mine spekulationer overdrevne og unødvendige.

Jeg har lånt en midlertidig telefon, den druknede kan måske genoplives, og hvis ikke, har jeg to forskellige veje til en ny. Værre er det ikke. Verden står endnu.

Men jeg vader aldrig tankeløst over en rivende flod igen uden at have telefonen højt løftet over hovedet!

Fuglekrigen fortsætter, nu med gamle våben

Tre gange har jeg nu pillet en rede under konstruktion ned i kolonihavehuset. Samme sted, over døren ind til køkkenet.

Eller ’jeg’ og ’jeg’ … ret beset har jeg kun selv gjort det én gang, ellers har jeg fået Morten til det. Men altså, tre gange, samme sted. Første gang var, da jeg trak skatkortet, anden gang var en uges tid senere, hvor solsorten var gået i gang igen, men kun havde nået at støbe fundamentet, hvorfor jeg selv godt turde pille redeligheden ned. Tredje gang var i formiddags, da vi var forbi med et par plantesække. Det var det mest omfattende byggeri hidtil, men heldigvis havde jeg min helt med til at fjerne det, og heldigvis var der ikke lagt æg.

Men det må høre op! Der er IKKE givet byggetilladelse, og det bliver der heller ikke. Som vagtværn har jeg genansat en gammel kending, som ellers var sendt på pension på grund af uduelighed.

Skræmmeuglen!

Den var aldrig pengene værd, skønt den fik flere chancer, end rimeligt var. Find vagtuglens tvivlsomme CV her, her og her.

I flere sæsoner har den stået gemt væk på en hylde i kolonihavehuset, faktisk lige over for solsortens drømmebolig. Nu har jeg imidlertid trukket uglen helt frem i frontlinjen som den centrale og upassérbare forsvarskæmpe. Solsorten må IKKE komme ind på den byggegrund igen. Jeg bekriger fugle med fugle!

Men det er SIDSTE chance! For både uglen og fuglen!

Sikke meget man kan nå i en ferie

Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte i sidste uge, og i starten gik det også meget godt med både at få nået OG dokumenteret alle mine gøremål. Som kolonihaveklargøring og mosfjerning i alle vores græsplæner.

Så stak tiden af.

Jeg gjorde alt muligt, men jeg dokumenterede det ikke, og så ved alle, at det ikke fandt sted. Eller gjorde det? Nu udsender jeg i hvert fald en lille billedserie med highlights fra de hemmelige dage.

Vi havde vores mødre på besøg. Den ene blev hentet og bragt med taxa fra Randers, den anden blev hentet og bragt af sin datter, hvorfor jeg den dag kørte 647 km og passerede Lillebæltsbroen fire gange. Det var første gang, mødrene mødtes, og vi havde en hyggelig – og lidt trættende – dag.

Morten og to af vores venner var til løbeskydningskonkurrence i Aarhus. Ligesom skiskydning, bare uden ski. De var tilmeldt som Team GGM – Gnavne Gamle Mænd. Den mest gamle af dem vandt den indbyrdes konkurrence, det var dejligt vejr, og ingen var rigtigt gnavne.

Yngsten fyldte 21 og blev fejret med flag, gaver og brunch. Og havde bestilt Tarte au citron som fødselsdagskage. Og fik en frituregryde i gave, som skal testes i aften.

Så var der ikke mere ferie.

Men siden har vi været til jagtmadlavning. Det foregår på den måde, at jægersmændene i konsortiet laver mad sammen, og imens går jægerkonerne tur og opdaterer hinanden på siden-sidst-i-andedammen-og-verden. Det er en fortrinlig ordning. Her er vi gået sydpå og har en storslået udsigt over Viborg i ryggen.

Så kan jeg ikke huske mere, for jeg har ikke taget billeder.

Jeg blev aflyst

En halv time før jeg skulle under skalpellen ringede telefonen. Akutpatienter gjorde, at man var nødt til at aflyse min operation.

Nå. Øv. Det var godt nok et kort varsel. Det passede mig ellers så godt lige i dag. Det er ganske vist et lille, harmløst indgreb, men så ville snittet have været overstået, og jeg ville have haft fin tid til at holde mig i ro.

Men farvel da, rekreationsdag i en stol i haven med sol i ansigtet og lovlig laven ingenting.

Så skulle jeg finde på noget andet at bruge dagen til. Heldigvis stod der mange spændende opgaver i kø på min huskenote.

Først støvsugede jeg to biler.

Så gik jeg i gang med at fjerne mos i rækkehusgræsplænen. Vi har sørme meget mos!

I løbet af eftermiddagen spurgte jeg mig selv flere gange, hvorfor jeg overhovedet var gået i gang. Der blev bare ved med at være mos, der kunne krattes væk.

Jeg blev ikke engang færdig med hele plænen, og så stor er den altså heller ikke. Men jeg har ni (9, nine, neuf, nove!) sorte sække med mos stående allerede.

Og jeg ved, hvad jeg skal lave i morgen. Hvor jeg heller ikke skal rekreere.

 

I ser jeg sår, især i år

Nej. Det passer ikke. Det var bare, fordi det gav en sjov, rimende remse, jeg skrev den overskrift. Jeg såede lige så meget sidste år og årene før.

Men det er rigtigt, at jeg har haft en skøn dag i kolonihaven. Og nu er haven tilsået.

Nej. Det er heller ikke rigtigt. Der er plads til mere, og der kommer mere i jorden. Men det haster ikke. Bønner kræver en noget højere jordtemperatur, end vi har nu, og kål, squash og hokkaidogræskar må også godt plantes lidt senere.

Men ellers er jeg færdig. Jeg har lagt to kartoffelsorter og sat tre slags løg, sået dild, rødbeder, skorzonerrødder, spinat, pastinak og fire slags salat. Så hvis der ikke kommer mad på bordet og i forrådskamrene, er det ikke min skyld.

Jeg har lagt kimen til den fineste rigdom, jeg kender. At kunne høste kurve fulde af frugt og grøntsager og hele sommeren og efteråret hente ingredienser og inspiration til aftensmaden i sin egen køkkenhave. Dét er rigt!

I morgen er det min tredje feriedag, og der holder jeg havefri. Jeg skal have fjernet et lipom, som lægen der forundersøgte mig hellere ville kalde aterom, og med et par sting på ryggen skal jeg efterfølgende ikke foretage mig noget, der anstrenger mig det mindste. Når jeg kommer hjem efter operationen, forestiller jeg mig havestol på rækkehusterrassen, tæppe, kaffe og kloge tanker, mens jeg ser græsset gro. Måske vil jeg lytte til andres kloge tanker og proppe en lydbog i ørerne. Det bliver også en god dag.