Sommertid kom med sol og andre ting

Solskin lokkede mig i kolonihaven i går. Havenaboen (hvis fornavn jeg i fire år ikke har kunnet komme i tanker om, men jeg kunne hendes mands navn) gik og ryddede op sit drivhus, og følgende samtale fandt sted over hækken: Mig: Hvad er det nu, du hedder? Jeg plejer at kalde dig fru Ivan, men det er jo ikke helt retfærdigt. Nabo: Jeg hedder Elly. Og nu er jeg så også nødt til at spørge, hvad du hedder. Mig: Jeg hedder Birgitte, og min kæreste hedder Morten. Elly: Nå ja, for jeg kunne godt huske, at han hedder Balle, så jeg plejer at kalde dig fru Balle … Godt at vi ikke længere behøver at kalde hinanden ved vores mænds navne, når det nu er os, der oftest er i haverne.

Elly og Ivan havde lagt kartofler aftenen før. Det skyldtes, fortalte hun, at hendes familie altid snakker så meget om, hvornår man får kartoflerne i jorden. Det er et stort og vigtigt emne, og alle vil være først. Og nu skulle de være sammen med familien i her i weekenden, og så ville de kunne snakke med. Tænk engang: VI har altid følt os lidt presset af dem, som var så tidligt ude med at få ting gjort – og så er det, fordi DE er presset af nogle andre.

Fordi vi skal bruge april på at flytte, bliver det en havesæson, hvor vi i første omgang kun bruger tid på det allernødvendigste. Jeg lader for eksempel bunkerne af visne blade ligge der, hvor de har valgt at lade sig blæse hen i løbet af vinteren, men nu har jeg indkøbt læggekartofler og stikløg og de fornødne frøposer, og jeg har gravet et stykke jord, som jeg ikke nåede i efteråret, og som var bulet og trampet godt sammen af gartneren, der har lagt vores fine nye havegang.

I går fik vi leveret firs flyttekasser, så nu er der intet til hinder for, at vi går i gang med at pakke ned. Det er i øvrigt kun to tredjedele af de kasser, vi har bestilt. Vi har heldigvis fantastiske flyttehjælpere, som godt ved, hvor meget jordisk gods vi har, fordi de også hjalp os med at flytte for mindre end tre år siden. Det er noget med Vi løfter i flok og Sammen er vi stærke

I går var vi igen nødt til at gå på vinbar, fordi der skulle være fremvisning af lejligheden. Vi mødte vores ven ejendomsadministratoren, da vi trådte ud på gaden, og vi snakkede om flyttesynsdato. Vi sagde, at vi lige skulle have gjort rent i lejligheden først. “Lad nu være med at gøre for meget ud af dét; der skal jo alligevel gøres i stand”, sagde administrator. Den indstilling synes jeg godt om.

Nu lader det til, at der ikke skal være flere lejlighedsfremvisninger. Det par, som så på den i går, har skrevet kontrakt og er taget hjem til København for at pakke. Vi er glade, fordi det kan være svært at holde lejligheden præsentabel, mens vi går og pakker ned, men vi er kede af, at vi ikke behøver at gå på vinbar mere.

Jeg fik forventet post fra Rigspolitiet. Og blev helt glad! Der var ingen klip i kort, og bøden var under halvdelen af det beløb, jeg mentalt allerede havde sat af til den. Fedt!

Fordi jeg kan passe mindre og mindre af mit tøj og efterfølgende tilskyndet af det her, har jeg besluttet, at der ikke er nogen grund til, at jeg tager mere end én portion af aftensmaden. Det er der sådan set ikke nogen grund til at snakke mere om. Men det skader nok heller ikke at bevæge sig, så jeg har også brugt søndagen til at løbe en tur i en skov. Det var op ad bakke. Og ned. Der var pænt, og der duftede af forår.

Sandheden skal man høre fra …

Det er ti år siden, jeg fik mit første digitalkamera. Så var det slut med få fremkaldt film og sirligt sætte billeder i album. Sådan noget fik jeg nemlig gjort. Men billeder fra de seneste ti år ligger på forskellige drev i den orden og kronologi, som kameraoverførslerne har foretaget af sig selv, og i de første år systematiserede jeg også filerne i emnemapper. Det sidste har jeg forsømt i de senere år, så nu er det eneste system kronologien.

Under en digital oprydning for nylig stødte jeg på de gamle filer igen. For ti år siden var børnene altså små. Der sker store forandringer med menneskers fysiske fremtoning, fra de er 10, 13 og 15 år, til de er ti år ældre. Også med deres stemmer, kan man høre på de videooptagelser, der er i mapperne. Naturligvis især drengenes stemmer.

I mit eget tilfælde er der også sket forandringer i udseendet, selv om det ikke netop skyldes overgangen fra barn/teenager til voksen. Jeg er klar over det, og min datter slog det fast i går, da vi sammen kiggede i de tidligste mapper: “Der så du godt ud, mor! Du var sådan tynd…!”. Ja ja, det er ti år og ti kilo siden. Jeg er blevet rundere og mageligere. Kageform frem for springform, kan man måske kalde det.

Hun skyndte sig at trøste mig: “Det er godt, du skal til at cykle igen”.

Testamente

Bare ordet. Det virker jo helt vildt voksent.

Men siden Morten og jeg nu har købt hus sammen – uden for ægteskab, men inden for mere end toårigt bofællesskab (den klumsede formulering er bare for at få et ordspil med -skab), har kloge mennesker af den slags, der hele tiden sender os noget, vi skal skrive under på, sagt til os, at vi skal se at få lavet et testamente.

Mest for hinandens skyld, men også fordi vi har særbørn – det hedder det! – og ikke lige mange af dem.

Vi vil gerne sikre hinanden bedst muligt i tilfælde af, at den ene pludselig stempler definitivt ud; sikre at arvingerne i første omgang kun skal have tvangsarv – det hedder det! – så den tilbageværende kan sætte sig ned og blive siddende i huset. Og vi vil sikre, at boet siden fordeles retfærdigt, når den sidste af os takker af.

Det er på mange måder sært at sidde hos advokaten og jonglere med ord som livsarving, begunstigelse og længstlevende og gennemgå muligheder og faldgruber og alle de scenarier, man skal huske at tage stilling til, når den grundlæggende tanke er, at den ene af os er død. Af en eller anden grund blev snakken sådan, at alle eksemplerne gik på, at det var mig, der var strittet af, men det var jo bare et eksempel. Morten havde lidt sværere ved at holde fast i, at det jo bare var et eksempel, da advokaten bad os overveje en passus om særeje, når nu Morten efter min sortie slår sig sammen med Connie med the big boobies, og skal hun så kunne rende med det hele, når de bagefter bliver skilt? Han har ikke planer med Connie. Men vi blev alligevel enige om særeje for længstlevende.

Det er ikke kun os selv og den nære fremtid, vi skal tænke på. Vi skal også beslutte, hvordan vi undgår, at arven bare går ud til kreditorerne, hvis et af vores børn i fjernere fremtid slår sig sammen med og senere bliver skilt fra en gældsat skodægtefælle. Vi håber jo, at ingen af dem kommer i den situation, men det er med et testamente som med en hvilken som helst forsikring: Vi håber, vi ikke får brug for den, men den er god at have, hvis nu. Og nu har vi lavet et usynligt skjold om vores børn, så skodægtefællerne bare kan komme an med al deres gæld og få en lang næse.

Og vi har sikret hinanden så godt, vi kan.

Voksent eller ej. Jeg har det helt utroligt godt med, at der snart ligger sådan et af begge parter underskrevet stykke papir på notarialkontoret – det hedder det!

Baneskift

Jeg havde egentlig fundet på, at jeg ville pakke termokaffe i en rygsæk og mig selv i varmt, uldent tøj og tage ud i kolonihaven og grave have.

Denne tid er lidt et ventelimbo, inden april eksploderer med nedpakning, flytning, indretning, nyt job, fødselsdage og konfirmation. Og med alt det in mente bliver der ikke megen tid til at starte årets avl i kolonihaven. Jeg regner med at trække en enkelt dag eller to ud af programmet og kaste frø og kartofler i jorden.

Derfor forekom sådan en søndag med min hakke, min skovl og min spade både forudseende og dulmende min latente havepanik.

Men jeg sov til klokken 11 (elleve!!), og da jeg havde hængt længe over morgen(?)kaffe, avis og køkkensnak og var klar til de lange uldne, begyndte det at regne skomagerdrenge. Det kunne jeg muligvis have forberedt mig på ved at tjekke vejrudsigten, men så klog er jeg ikke altid.

Jeg har i stedet noteret mig vejrskiftet og foretaget baneskift. Det bliver en søndag med mindre redskaber i hænderne. Vaskemaskinesæbeskuffe og tørrestativ, støvsugermundstykke og vandkande, røremaskine og dejskraber.

Kald mig bare forandringsparat.

Politimesteren, altså!

Nå.

I morges kringlede jeg mig muligvis en fartbøde. Igen. Jeg er ellers så omhyggelig med at holde mig inden for fartgrænserne på landevejene. Der er jeg faktisk en mønsterbilist, men jeg er herredårlig til bykørsel. De der 50 kilometer i timen. Det er dem, der får mig i fælden. Jeg er nemlig så nok muligvis lidt mere generøs med højre fod. Det røde blink i morges var placeret ganske kort før 60 km-tavlen. Måske kørte jeg også mere. Lidt. Det gjorde jeg nok. Måske kan der godt blive tale om det der med mere end tredive procent for hurtigt. Det kan godt blive en af de lidt større udskrivninger denne gang. Og saksen-som-ikke-må-nævnes.

Netop i dag får jeg så sponsorerede indlæg i mit Facebook-feed om et eller andet, jeg bør installere i min bil, og med den fængende indledning Træt af fartbøder?

Hvem har lækket? Jeg har ikke googlet noget og kun nævnt det to gange i dag, fordi alle ved, at man godt kan tie noget ihjel.

Jeg har altså ikke engang fået den digitale rudekuvert fra Rigspolitiet endnu, og helt ærligt: Jeg synes godt, at politimesteren kunne have sagt det til mig selv, så vi lige kunne aftale et beløb, før han begynder at sladre med hele internettet om det…!

Mig får de ikke!

Scenarie 1. Telefonen ringer.
Ung mand i telefonen: Hej, det er Frederik fra Politiken.
Mig: Nej! Dét skal jeg ikke!

Scenarie 2. Ved hvervestand (hvis det hedder sådan) i forområdet i Føtex.
Ung mand iført imødekommenhed: Må jeg spørge dig om noget?
Mig hastigt passerende: Hvis det er noget med telefoner, så skal jeg ikke dét!
Ung mand: Nej, nej, jeg er fra Red Ba….
Mig: Og hvis det er noget med noget andet, så skal jeg heller ikke dét!

Kort hukommelse, lang næse

Hvor dumt er det lige? At vende sig om og glemme alt, hvad der skete før dét?

“Jeg går i seng”, sagde Morten. “Det gør jeg også”, sagde jeg. Og kom i tanker om, at der står tre bageplader med boller, som skal bages. De har stået der i tre timer, og jeg har glemt alt om dem, mens jeg har feset husleje af i sofaen hele aftenen. Da vi ryddede af efter aftensmaden, syntes jeg lige, de skulle hæve lidt længere, inden jeg tændte ovnen. Og så. Ingenting.

Klisteret på min klæbehjerne er åbenbart slidt af, og min sengetid er udskudt lidt.

Men om lidt er bollerne bagt, og så skal de lige køle lidt af, inden jeg lægger dem i fryseren, og SÅ går jeg i seng.

Hvis jeg husker det.

Hun siger ord

Der er 86.836 lydfiler med udtale af ord i den digitale Den danske Ordbog. Det er tallet fra december 2016, og der kommer hele tiden flere til. Tænk lige, hvor lang tid det har taget at indtale alle dem. Og hende, der gør det, lyder frisk og imødekommende hele vejen igennem. Tak til hende, i øvrigt, for hun opklarer tit undringer for mig.

Afrodisiakum var jeg nødt til at slå op, fordi ordet optræder i Jussi Adler-Olsens Selfies, og indlæseren af lydbogsudgaven udtaler det helt tosset med tryk på afro, som om det har noget med Afrika at gøre. Men det er jo Afrodite, som spiller med, og dét ved damen fra Ordnet.dk!

Jeg har ikke gjort noget!

Kender du det, at du bliver lettet over at få at vide, at du ikke har gjort noget, selv om du godt vidste det i forvejen?

Pling, sagde det, da der røg en mail ind i boksen. “Du har fået ny post fra Rigspolitiet” stod der i emnelinjen. Nå?!? Min første tanke var “Hvornår er jeg blevet blitzet?”, for det plejer at være fartbøder, når Rigspolitiet skriver til mig. Jeg havde allerede glemt, at jeg to timer forinden havde rekvireret en digital straffeattest, og at det måtte være den, der kom.

Jeg holdt vejret igen, da jeg åbnede pdf’en. Jeg var da så godt som stort set næsten 100 procent sikker på, at jeg ikke er straffet – udover de føromtalte bøder, de hele tiden sender til mig, men jeg har aldrig haft brug for at se min straffeattest før, så jeg var helt blank i forhold til, hvad politimesteren kan finde på at sidde og doodle i lovlydige borgeres karakterbøger.

Det er ligesom, når man ser en politibil i bakspejlet og lige gennemgår med sig selv, om man har dårlig samvittighed over noget.

Jeg kunne puste ud.

Jeg er ren.

Når vi flytter, skal vi

  • gøre et seriøst forsøg på at lave madplaner og købe ind efter dem. Jeg gjorde det engang. Det er hæsligt at skulle igennem planlægning, indkøbslisteskrivning og indkøb, men når dét er gjort, og det er jo bare to timers investering en lørdag formiddag, så er det en daglig fest kun at skulle tage kød ud af fryseren og vide, hvad der skal blive ud af det.
  • grille noget mere.
  • anskaffe nogle spisebordsstole, som ikke grundet slitage drysser sort skindsmulder ned på gulvet, hver gang man sidder på dem, så jeg hele tiden tror, nogen har tabt chokoladekagekrummer ned under bordet. Også selvom ingen har spist chokoladekage.
  • tænde op i brændeovnen på råkolde dage.
  • gå med bare fødder fra stuen og lige ud i haven på varme dage.
  • have fat i et bordstativ til bageplader, så boller kan hæve i lag – og afkøle i lag – i stedet for at fylde hele køkkenbordet, som de gør nu, når jeg laver fire plader ad gangen. Ligesom bagernes stikvogne, bare i bordudgave. Jeg ved de findes, jeg skal bare finde ud af, hvor man kan få et. Om ikke andet, kan jeg vel altid bøje et i hegnstråd, ligesom jeg engang bukkede et fortrinligt kogebogsstativ. Man kan bukke alt i hegnstråd.