Åh, at være et æble

Jeg ryddede op i kamerarullen på min telefon. Eller … indebærer ’oprydning’ ikke en vis form for omstrukturering, som gør et eller andet lettere eller mere overskueligt? En systematisering af en slags?

Så var det ikke oprydning.

Forfra.

Jeg rullede igennem kamerarullen på min telefon. Der ligger mange sære billeder der. Også en hel del, som jeg ikke erindrer, hvorfor jeg har taget. Her er for eksempel en Samsung-telefon, der har klædt sig ud som en iPhone.

Vi ved ikke hvorfor. Android plejer ikke at ville være Apple. Slet ikke. Men denne her har været i fastelavnshumør den dag.

Hold da op!

Det var de første ord, jeg sagde, da jeg vågnede i morges og tjekkede, hvad klokken var. Hold da op! For det var ikke engang morgen længere. Uret viste 11.05! Vi kan stadig!

Vi var til jagtmiddag i går. Hele konsortiet med fruer til flerretters menu med gode vine og snakkesaligt samvær. Det var en god aften, og vi var først hjemme i seng henad tre. Så ved vi jo bare af erfaring, at efter sådan en aften vågner vi lige så tidligt, som vi plejer, enten fordi vi skal tisse eller bare fordi vi plejer. Selv om det netop kunne være dejligt at sove et par timer længere og nyde, at vi ikke har planer om udgående aktiviteter.

Jeg var da også vågen for at forrette ved halv otte-tiden, og jeg nåede da også at tænke øv.

Men det lykkedes åbenbart alligevel at sende systemet i slummer igen. Vi stod op halv TOLV og spiste noget, vi jo ikke rigtigt kunne kalde morgenmad. Siden har det bare været den hyggeligste dag med ild i brændeovnen og tullen rundt og vinter-OL og alt og ingenting.

Men 11.05! Det er alligevel imponerende.

Den tarvelige type

Kender I de mennesker, der forklæder lumpenhed som gode gerninger?

Det er dem, der siger med perlende stemme: “Nu har jeg taget sengetøjet af og lagt noget rent frem, så kan den af os, der går først i seng, lægge det på.” Velvidende, at det oftest er den anden, der rammer soveværelset først.

Jeg er den type.

Men mit lumpne trick virkede ikke, som det skulle.

Den anden blev sjovt nok ikke træt først den aften, og så gik det sådan, at sengen stadig var upåklædt, da vi halvsent og heltrætte kom op i soveværelset samtidig.

Jeg er en dårlig sniger.

Ligesom Gun-Britt

Hos frisøren. Frisør C klipper i mit hår, frisør A fejer gulvet for nogle andres hår og kaster et blik i spejlet hen på mig.

Frisør A: Det er en rigtig flot farve, dit hår har! (MIT hår!)

Frisør C: Ja, dét er det!

Frisør A: Der er lidt Gun-Britt over det.

Mig: Tak! Jeg ville også godt have hendes hårtykkelse.

Frisør C: Århh, det er slet ikke sikkert, det er så tykt, som man tror. Hun kan sikkert nogle tricks.

Jeg synes godt, frisør As anden replik tåler gentagelse: Der er lidt Gun-Britt over det.

Jeg er en sucker for hårkomplimenter. Jeg har stadig traumer over dengang, frisør C kaldte mit hår ’pjevset’.

Shape up – hit med det

Jeg er til fals for engelske to-ordskombinationer, der lover mig en smukkere kropsform. Super support, magic lift, jeg falder for det hele. Shape up – med perfect lift-finessen ved sidesømmen i de nye bukser, jeg har været nødt til at købe. Jeg havde kun ét par bukser tilbage, fordi mit andet par revnede i sidste weekend i Bruxelles. Derfor rejste jeg i øvrigt lettere hjem end ud, det er vist aldrig sket før.

Så jeg har købt bukser. Det lykkedes. To par shape up jeans i hver sin farve. Jeg har tidligere købt bukser i samme forretning og fik også denne gang god behandling. Derimod opgav jeg at købe undertøj. Jeg vidste allerede, da jeg gik ind i undertøjsbutikken, at det ikke ville gå. Der var ikke andre kunder, og ekspedienten gik i gang med det samme: “Hej, kom indenfor og velkommen til [butikkens navn]”, ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?”, “Er det en speciel model, du leder efter?”, “Aj, men du ser bare så målrettet ud”, “Der er jo også de to stativer der i midten, du kan blande tilbuddet med”, “Altså, du skal bare sige til” … Jeg kan SLET ikke ha’ det! Jeg gik en pligtrunde med stift blik og styrede hurtigt ud igen. Det er nok derfor jeg næsten aldrig køber tøj. Jeg vil ikke ekspederes …?

Jeg finder noget magic online. Måske.

På denne dag #7

Det sjoveste ved Facebooks mindedelinger er at gense de tråde, der trak mange kommentarer, og huske mine tanker i forbindelse med opslaget. På den femte februar har jeg historisk set delt en lang række uinteressante opdateringer, som at jeg havde købt Parisbilletter til mig og børnene – skrevet på halvfransk; som at jeg gerne ville bytte et sæt mormorarme til en morfar; som at jeg havde været til en inspirerende løbedag med Allan Zachariasen og fået syret organismen til, og som at jeg lavede wokmad til en skiferie.

Men den fineste femte februar-finurlighed var denne her fra for to år siden. Fordi det ikke kun var mine minder, men tråden trak mine venners minder med ind.

Værsågod. One Direction, Donny Osmond, David Bowie og Suzi Quatro i ét.

Udpluk #18

  • For en uge siden på dette tidspunkt havde vi travlt med at være forsinkede i lufthavnen i Bruxelles.
  • Og ugen efter… dén er bare gået hurtigt. Jeg synes ikke, jeg har lavet andet end at arbejde. Og vaske tøj og lave aftensmad og gå aftentur og gå for sent i seng.
  • Jo, jeg har også været på kursus. Men det var også arbejde. Kunsten at skrive fængende salgstekster. Og fængende overskrifter til dem. Det ser ikke sådan ud, men jeg HAR altså lært noget.
  • Weekenden er også gået hurtigt. Jeg har besøgt min mor og været til generalforsamling og fest og lavet en stor grafisk opgave og gået en lang tur.
  • For resten er det nok også al den snak om vores rørskade, der har trukket mig træt i de seneste dage. Vi har haft smed, murer, tømrer og maler i gang med at give tilbud, som vi skal sende til forsikringsselskabet, så de kan gå i gang med at behandle sagen. Der er altså et stykke vej endnu, inden vi kan sige, hvad der konkret kommer til at ske. Jeg tør ikke rigtigt gennemtænke alle konsekvenserne, men jeg har vovet mig så langt som til at tælle op, at ud af de 12 rum, som vores hus indeholder, vil de otte blive berørt og skal have enten gulve, vægge eller lofter brækket op. Pffffhh! Træt …
  • Jeg hørte om en gruppe kvinder, som har lavet en forening, hvor de blandt andet vil arbejde på, at de landmænd, de er gift med, kommer ud for færre arbejdsulykker, og helt generelt vil de gerne gøre opmærksom på alle de ting, der glæder dem ved landbruget, og publicere de gode historier. Jeg tænker bare, at en forening, der gerne vil tages seriøst, måske ikke skulle have kaldt sig De glade stiletter.
  • Nå, men jeg er Den glade hjemmesko, og jeg har opdaget, at jeg har glemt at se afsnittet af Broen fra sidste søndag, hvor jeg jo hang for vildt ud i den belgiske lufthavn. Det må jeg hellere få gjort.

Ambiorix – ringen er sluttet

Vi var hjemme fra weekend i Bruxelles klokken lidt over 2 i nat.

To en halv times forsinkelse fra Zavertem (lufthavnen i Bxl), fordi en flydør var gået i stykker … vente på nyt fly fra Nantes … tanke brændstof … is på vingerne, vente på at is smelter, vente, vente … men bare rolig, vi spiller noget forfærdeligt musik for jer imens. Sådan cirka var det, og derfor kom vi noget senere hjem end planlagt, og derfor har jeg kun sovet fire timer i nat. Til gengæld har jeg haft en meget lang dag på arbejde, hvilket dog var planlagt i forvejen.

Nå.

Men forud for den uplanlagte forsinkelse har vi haft en skøn, skøn weekend i Bruxelles, som efter min mening er en noget overset europæisk hovedstad. Byen er ganske vist hovedsæde for temmelig mange EU-institutioner, men den står sjældent øverst på ønskelisten over steder, man bare skal besøge, medmindre man kender nogen der. Det gør jeg, og derfor har jeg været der nogle gange. Det har Morten også. Han har faktisk haft en del forskellige folk at besøge der i forskellige perioder af sit liv. En af dem var hans tidligere kones moster Gudrun, som var sprogrevisor i EU-regi gennem tredive år, lige fra hun i 1972 blev sendt derned for at oversætte indmeldelsespapirerne. Det var hende, han mange år senere overtog vores kolonihave efter. Den historie har jeg fortalt her, og her vil man også kunne læse, at Gudrun boede på Square Ambiorix i Bruxelles, og da hun kom hjem til Viborg og købte kolonihaven, kaldte hun den Hyldehaven Ambiorix og satte en navneplade på huset.

Derfor måtte vi selvfølgelig lægge en af vores byruter omkring denne navnkundige plads – for at jeg kunne se og Morten gense. Han fik mémoires, og jeg fik en prequel til historien om kolonihaven, og nu er fortællingen rundet så fint af.

Fin.

Gå til gaten

Jeg har sagt god weekend til kollegerne og vendt ansigtet mod – ikke Mekka, men Bruxelles. Vi vil gå vanligt sent i seng, stå op engang i nat og spise morgenmad i et andet land. Det bliver så vældigt.

Siden jeg forlod min arbejdsplads, har jeg

  • Foretaget online check in, fået boardingkort tilsendt på sms – og printet dem også, bare for en sikkerheds skyld, og fordi jeg er mig. Der åbenbart godt vil have så meget som muligt at slæbe på.
  • Talt virkelig meget om vores watergate. Det har udviklet sig til en større affære, noget med ulovlige rør på byggetidspunktet, ejerskifteforsikring, udskiftning af h-e-l-e rørsystemet gennem vægge, gulve og lofter – og nødvendigheden af en KÆMPEstor ja-hat. På positivsiden kan det så være, vi får et nyt stuegulv på forsikringens regning. Måske opdaterer jeg jer (og min mor, sig ikke noget til hende endnu!), når vi har overblik over, hvad der konkret kommer til at ske. Eller løbende, hvis jeg skal have afløb (tøHØ!)
  • Talt om fordelingen af kufferter (“Hvilken kuffert vil du gerne pakke i, den nye eller den gamle?” “Det ved jeg ikke, jeg er ligeglad. Den, du ikke tager”. Så nemt er det hos os.)
  • Talt med min mor. Om alt muligt andet end rørlækager.
  • Sat mig grundigt ind i både det belgiske og det hollandske monarki, fordi det var der, snakken over aftensmaden bragte os hen. Det er Philippe og Mathilde, der lægger land til i weekenden.
  • Pakket en værtindegave ind i julepapir. Note til mig selv: Husk at købe ikke-julepapir.
  • Indset, at jeg skal op om seks timer.

Jeg havde næsten glemt U Thant

U Thant var et poetisk eventyrnavn, da jeg var barn. Han var FN’s generalsekretær fra 1961 til 1971. Og sommetider kommer jeg i tanker om ham og det, som navnet minder mig om. Noget med barndomsglimt og Pressens Radioavis i transistorradioen og TV-Aktuelt om aftenen.

FN har altid haft generalsekretærer med fantastiske navne; tænk bare på Boutros Boutros-Ghali og Kofi Annan. Ban Ki-Moon er heller ikke tosset.

Men U der… Thant var faktisk hans eneste navn. U er bare en høflighed, ligesom hr. eller Mister.

Fedt! Og nemt.