Juleposten

julepostenHov? Hvordan er det nu med julebrevene? Hvornår skal de senest puttes i postkassen?

Da jeg var barn, havde mine forældre en række venner og bekendte, de skrev julekort til hvert år. Mor indkøbte julekort, frimærker og sidst, men ikke mindst, julemærker. Et helt ark, som vist dengang var 50 mærker. Ikke fordi de skulle sende 50 julehilsner, men fordi det gik til et godt formål.

Så sad far og mor over nogle aftener og skrev “I ønskes en glædelig jul og et godt nytår” til familie, venner og naboer. Nogle fik et par ekstra småsætninger med, hvis der var plads på kortet (det var der ikke på de kort, min far skrev med sin store håndskrift), og nogle få fik et helt brevkort med en opsummering af årets gang og kommende begivenheder. Det var mest til folk i Jylland.

Omtrent samme antal julekort kom den modsatte vej fra de samme mennesker. Der var også postomdeling juleaftensdag, og den dag tog vores nabo Thorvald med postbudet rundt for at hjælpe til med ekstraposten, og også lidt for at hjælpe med at drikke det øl, kaffe og knas, folk bød dem ind til undervejs på ruten.

Siden er portoen steget betragteligt, og mængden af julepost er faldet lige så betragteligt. Men der har ALTID været en sidste frist for, hvornår breve og kort skulle sendes for at kunne nå frem til jul. Som regel omkring den 21. december og nogle dage før, hvis forsendelserne skulle til udlandet. Vi har fået det at vide i annoncer og fjernsynsreklamer, og ingen har behøvet at være i tvivl om, hvornår det var.

I år har jeg har ikke set noget til nogen konkret frist, og set i lyset af væsenets seneste portostigninger og forsikringer om, at selv en skildpadde kan levere post hurtigere end Postdanmark, er der vel heller ikke den store julestorm på landets røde postkasser.

Jeg undersøgte alligevel sagen, og på Postnords hjemmeside skriver de i vage vendinger under overskriften Frist for julepost 2016: “Husk, at brevet er op til 5 hverdage undervejs og derfor skal sendes i god tid fra de røde postkasser eller posthusene.” Se, de tør ikke engang selv garantere noget.

Så tør jeg i hvert fald heller ikke risikere noget.

Det sikreste er nok i virkeligheden bare at sidde her og råbe det ud:

I ØNSKES EN GLÆDELIG JUL OG ET GODT NYTÅR!

Opbrud i ældresektoren

Tre timer efter, at vi havde købt hus, blev jeg ringet op af områdelederen for hjemmeplejen i min mors kommune. Hun ville fortælle, at der var et tilbud om en plejebolig til mor, og så ville hun spørge, hvor de skulle sende det hen. Man ville nemlig gerne undgå Postdanmark for at være sikker på at få det frem i tide inden for svarfristen.

Det er nu tolv dage siden, og det er gået stærkt. Vi har set boligen, målt op, talt med personale og kommune, drøftet indgående og taget beslutninger. Enden på det er blevet, at min mor lige efter nytår flytter til den bolig, der med størst sandsynlighed bliver hendes sidste. Det bliver en stor omvæltning, og det bliver ikke let.

Tilbuddet kommer på et tidspunkt, hvor hun faktisk har det godt og klarer sig rimeligt i eget hjem. Da hun ansøgte i foråret, gik det skidt, og dengang ville hun være flyttet i samme sekund, hun havde fået muligheden. Som det går nu, havde det været fint at vente nogle måneder, måske et halvt år. Omvendt ved man aldrig, hvornår verden vender rundt, og de små besværligheder bliver til store udfordringer. Pessimismen kan pludselig tårne sig op over optimismen. Vi tør faktisk ikke sige nej til boligen.

Der er også masser af gode ting ved det nye arrangement. Mor skal flytte et par hundrede meter hen til en bolig i et plejecenter, hvor hun er vant til at komme et par gange om måneden til foredrag og musikarrangementer. Hun kan stadig gå hen og besøge sine gamle naboer og gå ture i det område, hun kender. Hun slipper for at skovle sne, vaske tøj, frygte at glemme at slukke for kogepladen, og hun får stadig sit eget sted, hvor hun kan sidde og læse avis og løse krydsord og trække sig tilbage, når hun har lyst til det. Der er nogen til at hjælpe, når hun skal have skiftet en pære, og når hun er bange for at falde i brusebadet. Der er nogen at spise og drikke kaffe sammen med. Hun kan nemt blive et friskt og oplivende element blandt beboerne i enheden, for sådan er hun nemlig også.

På den anden side er der syvtusind ting, der bliver anderledes, og det er dem, der fylder mest. Hun må ikke længere deltage i den ugentlige ældreaktivering i en anden by sammen med andre hjemmeboende gamle, som hun ellers er blevet så glad for, og hun kommer til at savne barndomsveninden Ellen, der bor lige overfor. Det ER bare ikke nemt at blive plantet om, når man er 90. På det nye sted spiser de rugbrød midt på dagen og varm mad om aftenen, og i hele hendes liv har det været omvendt. Hvordan skal lejligheden møbleres, hvad og hvor lidt skal hun have med, mon de kan lave øllebrød på den rigtige måde, hvad skal der ske med alle de ting hun IKKE skal have med, hvem skal sy gardiner, hvem skal sætte lamper op, har vi bestilt gelænder ved toilettet, skal hun kun have de blå kopper med, hvor skal hun aflevere sit vasketøj, hvor er skraldespanden i badeværelset, – alt det og meget mere ligger hun vågen og spekulerer på om natten, og det går ud over overskud og livsmod.

Der er opture og nedture, og når det er en af de tunge dage med ophobet tankemylder, som i dag, er der ikke andet at gøre end at sætte mig med telefonen og masser af tid, lytte og kommentere og forklare og lytte mere og prøve at ’tale til fornuft’, som hun selv kalder dét, jeg gør. Og det hjælper. Jeg kan høre i løbet af samtalen, at det letter. At det måske nok kommer til at gå alligevel. At der måske også er gode ting at se frem til.

Selv er jeg selvfølgelig ikke i tvivl om, at det hele bliver løst og vi får styr på al praktikken. Vi er gode til den slags. Men jeg må indrømme, at jeg ser frem til om en månedstid, når vi er ved at have pakket ud igen, har stillet det hele på plads og fundet de fleste af svarene.

Selv om …

… jeg ikke er begyndt at købe julegaver

… jeg ikke engang har skrevet min egen ønskeseddel endnu

… jeg synes december allerede har for meget fart på

… jeg insisterer på ikke at lade mig presse af alt det, ’man’ forventer af mennesker i december

… der er alt for mange folk på gaden og i indkøbscentre og på parkeringspladser

… jeg gerne ville have beholdt november lidt længere

… jeg er bagud med adskilligt, eller i hvert fald ikke foran med noget

… jeg for eksempel lige om lidt skal sætte mig og skrive et fødselsdagsbrev til min kusine i Bruxelles, som har fødselsdag i, ja, altså i dag, og som jeg tidligere på dagen har spist af med en sms med ordlyden “… og ved du hvad? Der er faktisk et brev på vej…”

… jeg lige skal lave aftensmad først

… jeg bare har taget et virkeligt ringe billede af det

så synes jeg altså, at byens gadejulebelysning lige uden for vores stuevindue er så fin om natten, når lyset er slukket indenfor.

gadelys

Har vi hare?

haremad

Jeg tror det næsten. At vi kålføder en vegetar, der er højere end en snegl og lavere end et rådyr. Jeg var en tur i kolonihaven i dag, for det lå netop inden for rammerne af, hvad jeg orkede efter en forholdsvis ginholdig firmajulefrokost i går. Varmt tøj, frisk luft, skære hindbærbuske ned, hente grønkål til aftensmaden og bagefter vaske bil. Det var min plan for dagen. Vinterhave og vaskehal. To punkter skulle være til at overkomme, og så kunne jeg med god samvittighed indtage sofaen resten af dagen, forestillede jeg mig. Og sådan blev det.

Haven havde det godt. Bortset fra de tydelige spor efter gæster, der havde bestilt fra spisekortets nederste del og var skredet fra oprydningen. Det gør ikke noget, så længe skaderne ikke er større, og så længe det bare ikke er snegle, der huserer. Der er stadig grønkål nok til os, og jeg kan i øvrigt anbefale den salat, jeg lavede til aften: 12 blade grønkål overhældes med kogende vand, bladstilken/ribben fjernes og bladene grovhakkes, to-tre tomater skæres i små tern, en passende mængde feta smuldres i. Det hele blandes med en dressing af citronolie, balsamico, salt, peber og timian. Enkelt, nemt og struttende af sundhed og velsmag.

Udsigt til ny udsigt

nyudsigt

Sommetider går det hurtigt i mit liv, og jeg når ikke altid at holde mig til den oplagte rækkefølge. Sommetider laver jeg ting, jeg ikke har fået skrevet på min to do-liste, hvorefter jeg skriver dem på listen, så snart de er udført, og straks sætter flueben.

Det er omtrent også sådan, jeg gør, når jeg køber hus.

Fra vi havde første møde med banken om, hvor købekraftige vi kunne tillade os at være, til vi havde en købsaftale i hånden, gik der en uge. Og i den uge nåede vi at se et hus, give et bud på det, få at vide at der var flere interesserede, give et bud mere og samtidig bære rundt på en kolossal mængde is i maverne, mens vi holdt vejret. Når man holder vejret, er en uge temmelig lang tid, men i en beslutningsproces om at investere i noget, der koster et syvcifret beløb, er det faktisk ikke ret lang tid.

Derfor har jeg slet ikke nået at fortælle, at vi overhovedet kiggede på hus. Men det gjorde vi altså, og nu har vi købt et.

Sværere var dét åbenbart ikke. Jeg troede ellers, der skulle gå lang tid med at se på en masse, overveje og afveje, og pejle os ind på, hvad vi hver især gerne ville og især ikke ville, og hvad vi kunne blive enige om, hvilke krav vi ikke ville gå på kompromis med, og hvad der var lige meget. Fra starten så billedet nemlig helt forskelligt ud i vores hoveder. Den ene ville ikke gå ned på plads (det var mig), den anden vægtede kvalitet højt (det var Morten), og så var beliggenheden også en faktor, især i forhold til hvor det ikke skulle være (mig), og derudover skulle det selvfølgelig være noget, vi havde råd til. Men hele denne føljeton går verden nu glip af. Vi har set ét hus før det, vi nu har skrevet under på at købe, og det var vi enige om ikke at kunne se os selv i.

For at gøre en kort historie endnu kortere, erklærede jeg forrige søndag ved 16-tiden: “Det her kan jeg godt se os i”, og Morten sagde: “Jeg behøver ikke at se flere”. Der var plads, kvalitet og beliggenhed i den samme pakke. Så gav vi det et skud og et bud. Nu hedder vi “køber” på flere stykker papir.

Jeg er slet ikke landet endnu. Jeg er ikke sikker på, at jeg er voksen nok til at være sådan en, der køber hus. Men det bliver godt, og nogen (det er banken) holder mig i hånden og hævder, at det nok skal gå. Fra 1. april, hvis nogen skulle spørge.

Og nu vi er ved spørgsmål, så er det de samme ting, vi hele tiden bliver spurgt om, og jeg kan lige så godt give svarene her.

Har I virkelig brug for så stort et hus? Ikke kvadratmetermæssigt. Men det har det antal værelser, vi gerne vil have, og så har det en stue/repos på første sal, som vi ikke har efterlyst, men det er jo bare en bonus.

Skal I så beholde kolonihaven? Ja, som udgangspunkt. Vi vil jo gerne dyrke grøntsager stadigvæk, og en køkkenhave anlægger jo ikke sig selv. Den nye have skal være nydehave, og kolonihaven fortsætter som ydehave. Så vil tiden vise, om balancen forrykker sig.

Rykker Morten så kontoret hjem? Nej.

Nogle har måske kun ét eneste brændende spørgsmål: Der var jo flere interesserede … Hvad var jeres endelige bud? Et beløb og en flaske champagne. Sælger siger, det var champagnen, der tippede handelen til vores side. Måske et godt tip til andre, der skal ud i budrunde.

Nå men altså: Købe palæ til Grevinden – tjek.

Nogle er i god tid og nogle er bare i tide

I går aftes postede en bekendt på Facebook et billede af et glas rødvin og skrev, at hun syntes, hun havde fortjent det, for nu havde hun udnyttet Black Friday til at købe alle julegaver og adventsgaver. Altså ALLE. Hun havde været i gang siden klokken 8 om morgenen. Så nu kan hun i princippet sole sig i dovenskab og ladhed hele december og nøjes med at nyde… Når jeg ser sådan noget, kan jeg godt blive nødt til at få helt hængende skuldre og mundvige og poser under øjnene og sukke langtrukkent. Men jeg kommer aldrig til at smide en ironisk eller sarkastisk kommentar om al hendes effektivitet.

For jeg er fuld af respekt for dem, der klarer at være så forudseende og planlæggende, og som har gavemodtagere, der faktisk har afleveret ønskelister allerede nu.

Jeg bliver bare aldrig sådan en. Aldrig, aldrig, aldrig. Jeg ved ikke engang, hvad jeg selv ønsker mig. Og jeg er på ingen måde gået i gang med nogen som helst juleforberedelser endnu. Jeg har ikke engang tænkt på nogen. Det er jo for pokker kun november!! Hvis jeg blev spurgt, ville jeg sige, at julen er vildt opreklameret, og jeg behøver heller ikke rigtigt noget julepynt herhjemme. Men jeg er ikke blevet spurgt, og der er andre i min husstand, som behøver.

Det, der kommer til at ske, er, at jeg forhaler det med hjemmeoppyntningen så længe, jeg kan uden at virke direkte modvillig, og henne omkring den 10. eller 12. december går jeg i julegavepanik, fordi det går op for mig, at jeg skal købe mange flere gaver, end mit overblik kan håndtere. Det var det, der skete, da jeg mødte Morten for fem år siden, og derfor vidste han fra starten, hvad han gik ind til.

Men props til hende, der slipper for panik og kan tylle rødvin resten af året.

Men en adventskrans… dét vil jeg gerne have. Og lave. Og der har jeg ingen faste traditioner. Nogle år har den været en klassisk grankrans med hvide lys og røde sløjfer, andre år har den været mere minimalistisk, for eksempel fire sorte bloklys med guldsløjfer omkring på en firkantet sort bakke. Og bare så vi er enige: man tænder ét lys den første adventssøndag, og derefter ét mere for hver søndag. Ikke alle fire på en gang. IKKE alle fire på en gang!

I år blev jeg lidt inspireret af Dorte, som skriver bloggen Familiefletninger, og jeg har råplanket ideen. Tak for det. En bakke, fire lys og et lillebitte pottetræ i midten, oasisskiver/-blokke lagt rundt om og overhældt med vand, dækket med grankviste og skovmos, nogle kogler og kunstige bær stukket i, en rød sløjfe af tyndt bånd stukket i med en knappenål, og til sidst et rundhåndet pust med kunstig sne. Så er den klaret. Og jeg er klar. Med noget.

Må jeg få rødvin nu?

advent

Denne dag

Facebook har en funktion, der hedder Denne dag. Her kan man se, hvad man har delt og gjort sig klog på, og hvor man har tjekket ind på netop denne dato i tidligere år. Det er ikke en funktion, jeg har benyttet mig meget af, men jeg har haft en Facebookprofil i lidt over otte år og har til tider været ret aktiv, så der er en hel del gamle opdateringer at fordybe mig i. Sikke meget dvælen det kan føre til. Der sker alligevel noget i et liv over otte år.

Netop i dag, den 23. oktober, var der kun yderst fredsommelige ting at hente.

Men for tre år siden var jeg i Berlin sammen med mine to gymnasieveninder og vores mænd. Det var dæleme en god tur. Jeg skrev om det her og her.

dennedag1

For fem år siden lugtede jeg af fiskefileter, da jeg kom hjem. Tænk engang, der var jeg stadig mor til nogen i folkeskolen.

dennedag2

For seks år siden havde jeg ondt i økonomien, fordi det gik op for mig, at jeg havde sagt ja til både jul og sne og skiferie.

dennedag3

Senere samme dag:

dennedag4

… det smarte system til bilen … er det ikke det, der hedder vinterdæk?

Året før havde jeg tilsyneladende travlt. Jeg ved ikke med hvad, men tidspunktet taget i betragtning har det sikkert indbefattet noget aftensmadlavning. Men travlheden har da ikke været større, end at der har været tid til en Facebookopdatering.

dennedag5

Den 23. november for otte år siden har stensikkert været en søndag, siden jeg har haft tid til at lumre inden døre en hel dag med noget strikketøj og ende med til allersidst at have fået en lille smule dårlig samvittighed over al den lumren. Sweateren har jeg i øvrigt stadig, den er tyk og hvid og fuld af snoninger og ganske rigtigt varm.

dennedag6

Det som Facebook siger: Det var alt for i dag.

Le Beaujolais est arrivé

I mine unge dage – som var i midtfirserne – var J-dagen ikke opfundet. Det var i hvert fald ikke noget, vi som sådan gik op i, dengang jeg var en glad studerende i Aarhus. Måske var vi bare lidt ligeglade med Tuborgs julesne, måske drak folk i min omgangskreds Royal X-mas, hvis de skulle have juleøl. Måske tager jeg fejl. Erindringen er forsvundet i fortidens sprittåger.

Nej, så var der mere hype omkring ankomsten af årets nye Beaujolais-vin. Meget, meget mere hype. Dét var noget, vi forstod os på, dengang i firserne. Tredje torsdag i november strømmede vi til de værtshuse og barer, der lokkede med Beaujolais Nouveau, og så stod vi der med vores venner og var noget og drak helt ung og sur vin og blev væk fra hinanden på to kvadratmeter.

Det var dengang, det gjaldt om at modtage den nye vin først, dengang Thorkild Thyrring ræsede fra Kastrup Lufthavn til indre København med politieskorte og årets første flasker og blev forsidestof på alle landets aviser.

Beaujolais’en kommer stadig ud tredje torsdag i november, den har stadig kun gæret et par uger og er tappet på flaske kun 6-8 uger efter høsten, og den smager sikkert stadig derefter. Men det hele sker i ro og mag. Ingen lastbiler kører om kap gennem Europa for at komme først med vinen til deres hjemlande. Den vin der er ankommet til landet i dag, er sendt af sted fra Frankrig for et par dage siden, og hvis der er arrangementer i den anledning, giver de i hvert fald ikke noget postyr.

Jeg kan ikke engang lade, som om jeg får mig en godnat-Beaujolais i dagens anledning. Jeg kunne have gjort det, hvis jeg i det mindste havde haft et glas rødvin at flashe.

Her er i stedet min øl. Drik med respekt, står der på den. Og jeg gør det.

beaujolais

Tænk mig om

I et par dage har min mor kredset meget om at få nye læsebriller, og jeg har talt hendes iværksætteri ned.

Historien om min mors syn er lang og fyldt med begreber som bygningsfejl, AMD, reststær, slørede pletter og dobbeltsyn. En tålmodig optiker har lavet briller og lavet dem om. Hun er blevet udstyret med ekstra læsebriller, som ikke er blevet brugt, fordi det alligevel ikke var godt med dem. Alle instanser har gjort, hvad der kunne gøres, efter bedste evne, men helt godt er det ikke blevet, og det bliver næppe bedre på grund af de forskellige fejl og mangler, hendes øjne har. Hun læser avis og løser krydsogtværs med de briller, der blev det seneste resultat af alle tilpasningerne, og er desuden nødt til at alliere sig med lup og stærkt lys. Jævnligt nævner hun, at hun ikke kan forstå, de briller ikke kan laves bedre. Og vi børn er sikre på, at optikeren er dygtig og har gjort det bedst mulige. At få dem lavet om så hurtigt igen er penge ud af vinduet.

Synet er den sans, hun har det sværest ved udsigten til at miste, fordi det i givet fald vil stoppe læsning af avis og løsning af krydsord, og det vil gøre livet trist. Og det vil være svært at klare sig i eget hjem. Hun er 90, og synet bliver ringere og ringere, det er et uafviseligt faktum. Men det går endnu med at læse og løse med luppens og lysets hjælp.

Hele tiden har de ekstra læsebriller ligget ubrugte og uaccepterede på køkkenhylden, men i de seneste dage har de været på tale igen. Mor ville tage dem med hen til den lokale brillemand – som ikke er den optiker, der har hele hendes historik i sin database – og forhøre sig om nogle stærkere briller, og hun ville gøre det mandag, så snart butikken åbnede. Og jeg var der straks med alle mine argumenter. Hvad hun troede, han kunne stille op, når den anden ikke kunne? Hvorfor hun ikke ville til den sædvanlige? At så kunne den nye tjene penge på at foretage alle målingerne igen. At hvis hun gik derhen, skulle hun i det mindste bare få nogle enkeltstyrkebriller med hjem, så hun kunne afprøve dem i det rigtige miljø, i stedet for straks at købe dyre nye. Jeg er strid og formodentlig ofte urimelig, når det kommer til mors utallige idéer.

I morges, da jeg ringede, sagde hun: “Du kan være ganske rolig, jeg går ingen steder”. Hun havde sovet dårligt igen og var svimmel og træt og skulle bare være hjemme. Og så kunne det med læsebrillerne i øvrigt sagtens vente, til hun har været til kontrol hos øjenlægen i næste uge, syntes hun i dag.

Jeg tror stadig ikke, det gør nogen forskel, og jeg tvivler på, at brilleløsningen kan blive bedre, end den er nu. Men jeg er alligevel ærgerlig over, at jeg igen tog den diskussion i går. For jeg bliver trist, når hun er modløs og initiativforladt i dag.

Jeg kunne bare tage og bakke op om de fikse idéer og glæde mig over, at hun stadig har energi og initiativ til at ville gøre noget for at forbedre sine vilkår. Men jeg ved også, at dét, at jeg tager diskussionen og lægger øre til, gør, at hun får luft for alle de tanker og frustrationer – ja, og også glæder, hun ellers går alene med. Vi gør jo alle sammen det, vi mener er bedst. Både hun og jeg. Og optikeren.

Tyve år efter

hvornaarvardetnu

Det her er min yngste, som sidder og ser en tyve år gammel udgave af tv-quizzen Hvornår var det nu det var. Manden i midten af skærmen er Hans-Georg “Gorm” Møller, der var vært på programmet. Kvinden til venstre er en Hanne fra Randers, og manden til højre er yngstens far.

Da Hvornår var det nu det var kørte over skærmen i halvfemserne, sad han i vores sofa derhjemme og gættede med, slyngede årstal ud i rummet og skrydede, når de var rigtige, hvilket de tit var. “Hvor er jeg god! Hvorfor melder du mig ikke til?”

Så det gjorde jeg. Jeg skrev et brev til den adresse, der, så vidt jeg husker, stod på skærmen efter hver udsendelse og fortalte om min selvsikre mand. Ham skulle de tage og invitere ind, opfordrede jeg. Jeg havde tænkt det som en overraskelse, men jeg er faktisk i tvivl, om det lykkedes mig at holde mund med det.

En dag ringede en produktionsfyr til ham og stillede ham nogle testspørgsmål. Han gik gennem nåleøjet og fik en optagelsesdato, hvor han drog til København. Han gjorde det godt. To klokkerene korrekte årstal satte han ind, fik endda flere point end den forsvarende mester, Hanne fra Randers, men hun var bare bedre til bonusspørgsmålene og tog derfor rundesejren hjem og fik en ny udfordrer. Den unge journalist rejste hjem til Viborg med en tusse, en DR-transistorradio og en god oplevelse – og æren i behold.

Jeg optog udsendelsen på VHS, da den blev sendt, men det videobånd røg selvfølgelig til anden side i bodelingen, da vi blev skilt, så det er længe siden jeg har set det. Ved en tilfældighed opdagede jeg, at netop det program fra 1996 blev sendt på DRK i eftermiddag, og derved fik yngsten (født i 1997) mulighed for at se sin unge far være sej på tv i gul skjorte og højtaljet buks.

Det var skægt.