Høvdingebolddage

I går var min arbejdsdag som at spille høvdingebold med hænderne på ryggen.

Der blev skudt bolde på mig fra alle sider, og jeg blev ramt af dem alle sammen. Vil du skrive …?, Er du sød at rette …?, Kig lige på…, Jeg har brug for din hjælp til det her …, Har du fået oversættelsen af …?, Ved du om …?, Du er booket til …, Vil du læse det her …?, og jeg nåede ikke engang ind i det sikre høvdingeområde imellem skuddene.

Og da jeg mødte ind om morgenen, troede jeg, det var rundbold, jeg skulle spille.

Ser I billedet?

Sådan er dagene ind i mellem. Det er de dage, hvor man bliver bombarderet med opgaver, der trækker en i alle mulige andre retninger end den, man troede man skulle, og hvor det føles som om man er mere bagud, når man går hjem, end når man kommer. De dage kan jeg nu også godt lide. Det kan være både sjovt og berigende, når det uventede sker, og man lader sig føre med, uden at frustrationerne af den grund får grobund. Vi når som regel det vi skal alligevel.

Det skøre er, at jeg netop aftenen før havde hævdet, at mine dage egentlig ligner hinanden meget. Da troede jeg nemlig stadig, jeg skulle spille rundbold.

Jesper Christensens stemme. En anbefaling #4

Så er jeg færdig med Harry Potter. To en halv måned har det taget at komme igennem alle syv bind af sagaen for jeg-ved-ikke-hvilken-gang. Jeg har tidligere læst bøgerne højt for børnene, de første af dem mere end én gang, og jeg har set alle filmene.

Fortællingen er stadig lige fantastisk og helstøbt. Den endte, som den plejer, og undervejs gennemgik personerne de samme prøvelser og faldt i de samme fælder som altid – man synes jo ellers, at de godt kunne være blevet klogere og have lært et og andet. Således var der ikke andre overraskelser i historien end de passager, jeg havde glemt eller ikke forstået første gang.

Alligevel var der denne gang en væsentlig forskel: Jeg lyttede. Det er skuespilleren Jesper Christensen, der har indlæst lydbøgerne. Siden slutningen af september har jeg haft hans stemme i ørerne i sammenlagt 130 timer, og han gør det intet mindre end fremragende. Alene mængden er en stor præstation at indlæse, men han holder samme tårnhøje standard gennem HELE produktionen.

Indlæsningen er tydeligt grundigt forberedt. Der er ikke noget i forløbet, som kommer bag på indlæseren undervejs. Han har givet de fleste personer forskellige stemmer, og det er top-gennemført hele vejen gennem bøgerne. For eksempel kan Dumbledore have været fraværende gennem det meste af en bog, og i samme øjeblik, han dukker op igen, kan man høre på stemmen, at det er ham, længe inden vi når til “… sagde Dumbledore”. Det samme gælder Hagrid, Dobby, Kræ, Remus Lupus, Ron, Hermione og de fleste andre karakterer.

Desuden er indlæsningen blød, behagelig og letglidende. Stemmen og oplæsningen er en symbiose. Man lægger ikke mærke til den, og det er faktisk det allerfineste, man kan sige om en lydbogsindlæser: Der er ingen ’støj’ der bryder koncentration. Der er heller ingen ord, der er udtalt forkert, og hvor er det en lettelse for en fejlfølsom lytter.

Jeg giver Jesper Christensen 12 ud af ti stjerner. Han er en af de bedste lydbogsindlæsere, jeg nogensinde har lyttet til, hvis ikke DEN bedste.

Nogens mor

I går skrev jeg om et møde med et menneske, der ikke kunne huske mig.

Siden har jeg været til et arrangement i et lokalt erhvervsnetværk, hvor jeg, da vi ved ankomsten gik rundt og gav hånd, nåede til en kvinde, om hvem jeg kun ved, at hendes datter er veninde med min søns kæreste. De to veninder har rejst sammen og skal snart dele lejlighed i deres nye studieby.

Derfor var det naturligt at præsentere os for hinanden som ’Frederikkes mor’ og ’Lasses mor’. Jeg kunne ikke lade være med gøre mig munter over, at vi til sådan et arrangement præsenterede os ud fra, hvem vi var mødre til. Det medførte, at den næste kvinde i rækken hilste med ordene: “Jeg er Alexanders mor”, og det gav et moment af fælles fornøjelse i rækkerne.

Det fik mig til at tænke på en episode for en måneds tid siden, hvor jeg ved en anden begivenhed hilste på en kvinde, hvis datter har gået i folkeskoleklasse med min anden søn. Jeg er – som vi konstaterede i skovene omkring Ry i søndags – god til at huske ansigter og navne, og jeg var helt klar over, at det var Karen, jeg stod over for. Men jeg var lidt i tvivl, om hun kunne placere mig, og spurgte derfor, om hun vidste, hvem jeg var.

“Ja, det gør jeg da! Jeg kan tydeligt huske det allerførste forældremøde i klassen. Du spurgte, om vi ikke godt kunne præsentere os med vores egne navne, ’for jeg orker altså ikke at være “Niels’ mor” de næste ti år!’ Så jeg ved skam godt, at du hedder Birgitte”.

Jeg kan overhovedet ikke huske, at jeg gjorde min entré i 0.A med den salut, men det er typisk mig at sige sådan.

Det er en fin måde at sætte aftryk på.

Forgængelige aftryk

Mange mennesker passerer igennem et levet liv, og når man som jeg er flyttet en del rundt i løbet af voksenlivet, er der skabt mange typer relationer. Nogle lever stadig, andre er gledet ud, og det kan der være mange grunde til. På den måde er tilværelsen vidunderligt dynamisk.

Særlig sjovt er det så, når et gammelt bekendtskab dukker op et helt uventet sted.

Måske.

Sommetider kan fornøjelsen ligge på et lillebitte sted.

Jeg var på søndagstur med nogle venner i et midtjysk skovområde. Det var en fødselsdagsgave, jeg indløste: En vandretur i godt selskab efterfulgt af frokost på et spisested i nærheden.

Jeg kommer sjældent på de kanter, og derfor syntes jeg, det var ret skægt pludselig at se to kvinder komme gående imod os på skovstien og genkende den ene som en gammel bekendt, jeg så en del til for 24-25 år siden.

Jeg og min mand kendte hendes mand fra vores kollegieår og da vi tilfældigt rendte ind i dem dengang, små ti år efter kollegietiden, ventede vi i begge familier vores første barn og var præcist samme sted i vores liv. Vi så en del til hinanden de næste par år. Vi fik hver en pige, og halvandet år senere kom der en lillebror til i begge familier. Vi holdt sommerferie sammen et år i et lejet sommerhus, med badebassin og barnevogne og alt det fællesskab, småbørnsforældre med børn i samme aldre bare har. Og vi besøgte hinanden og fulgte med i hinandens liv. I løbet af nogle år gled det ud igen, vi flyttede omkring, udviklede os forskelligt og var ikke helt så ens længere, og der var ingen dynamik i at holde fast. Siden blev begge familier brudt op, og jeg ved ikke meget om, hvordan det gik dem sidenhen. Jeg vidste dog, at hun bor på den egn, hvor vi gik i går, og jeg kunne sagtens genkende hende. Genkendelsen viste sig kun at gå den ene vej.

Jeg stoppede og hilste hjerteligt, endda med hendes navn. Hej, sagde hun bare og gik videre.

Du kan ikke genkende mig?

Neeej, ikke rigtigt…

Jeg sagde mit navn. Ingen klokker. Jeg nævnte hvor og hvornår vi kendte hinanden fra. Blankt ansigt. Jeg fortalte mine børns navne. Heller ikke noget.

Til sidst: Vi har også været på ferie sammen! På Langeland! Da drengene var fire-fem måneder…! Dæmrer det …?

Og så kunne jeg se, at hun fandt noget genkendelse frem fra de allerbageste hjernearkiver.

Nåååeh … ja …

Men da syntes jeg efterhånden, at forsøget havde trukket så længe ud, at jeg sluttede den dér og ønskede dem god tur, og vi gik videre. Det rumlede fortsat i mit hoved, og senere udtrykte jeg til mine venner, som jeg var på tur med, og som jeg har kendt endnu længere, at det alligevel var lidt trælst, at jeg ikke havde sat større aftryk.

Vi morede os lidt over episoden, og så sagde en af dem, at ’Men du er også bare så skidegod til at huske mennesker og ansigter. Dét der kunne sagtens være sket for mig også, men du kan bare huske alt!’

Han kan have ret. Det må jeg hænge mit selvværd op på. Det er ikke mig. Det er hende. Og de vigtige spor har jeg sat.

Nostalgi er lavet af fyrretræ

Dette bord er for nylig blevet stillet op i yngstens kollegiekøkken, og dermed er det givet videre til næste flytte-hjemmefra-generation.

Det er nemlig det selvsamme bord, som jeg selv flyttede hjemmefra med for næsten 40 år siden. Da jeg flyttede ind på mit lille fjerdesals klubværelse i Thorsgade i Odense lige før jeg begyndte i 3.g, købte mine forældre mig dette praktiske fyrretræsbord med endeklapper, som både skulle være mit skrive- og spisebord i mit mikroskopiske første eget hjem.

Siden har det fulgt mig på min vej gennem livet i alle mine skiftende boliger (og det er mange), oftest i brug og ind imellem stillet i depot, til der blev brug for det igen. Da vi kørte hjem fra Aarhus efter at have samlet det hos den seneste udflytter, talte jeg op, at det nu står sit tiende sted siden sommeren 1979. Det bord har virkelig tjent mig godt. Skrammer og brugsspor vidner om, at det har været med dér, hvor tingene skete, og hvor liv blev levet. Det fortsætter det så med.

Er det ikke lidt vildt alligevel?

Billederne taler for sig selv: Bordet var næsten nyt, da vi skrev biologirapport i 3.g, og for syv år siden var det stadig i brug som køkkenspisebord. Nu er det tilbage i Aarhus, hvor det har boet før.

Inden frosten

Jeg har plukket de sidste blomster fra haven, inden frosten angiveligt slår dem ihjel i nat og endda har en ekstra time til at gøre det i.

Sikke en flot dag, det har været på mine breddegrader, og sikke meget jeg har ordnet. Gjort badeværelser rene, stablet brænde, forsøgt at holde varmen i kolonihaven ved at rode med noget ukrudt – eller snarere mod noget ukrudt.

Og nu har jeg været i bad og fået pænt tøj på, og i aften skal vi til gospelkoncert.

Så kort kan en fin oktoberdag beskrives.

Fem bogstaver vandret: STOLT

Jeg købte BILLED-BLADET i sidste uge, og det var måske i virkeligheden første gang nogensinde, at jeg betalte for bladet og ikke bare bladrede i det hos frisøren eller i et venteværelse. Men der var en ganske særlig grund til, at jeg ville eje det, og det var ikke for at læse sidste nyt om Morten Grundwalds sygdom eller Harry og Meghans bryllup.

Derimod var det for at beundre en helt bestemt krydsord! Min datters første professionelle krydsogtværs var nemlig trykt i netop dette blad – uge 42 i 2018. Jeg er MEGAstolt!

Midt i september startede Laura som krydsordskonstruktør hos Aller, og nu sidder hun hver dag i hovedkvarteret på Havneholmen med udsigt og indsigt og konstruerer lodret og vandret. Jeg synes, det er verdens sejeste job, og Aller så helt rigtigt, da de valgte hende! ’Kryds med de kongelige’ i BILLED-BLADET er hendes værk fremover, og inden længe kommer hendes første ’Vise ord’ i Familie Journal.

At bidrage til netop dét blad er stort, for mormor har abonneret på Familie Journal i mange år; hver uge læser hun det fra ende til anden og løser ALLE krydsogtværserne. I virkeligheden startede den nyslåede konstruktørs interesse vel dengang, hun ved familiebesøgene på Fyn fik tiden til at gå med at løse børnekrydsen i Familie Journal. Mormor er også ved at revne af stolthed.

Jeg HAR løst krydsogtværsen. Den er godt gjort og ikke helt let.

Fede briller

Da jeg fyldte 40, fik jeg et par RayBan solbriller i gave. Fornylig var der igen-igen faldet en skrue ud, og den ene brillestang lå løst i etuiet. Det er sket mange gange, og hver gang har jeg ladet dem reparere, for de fylder ikke så meget og er nemme at have i tasken. Måske er det derfor, de jævnligt kommer til skade.

Forleden dag gik jeg ind til min optiker med de gamle RayBans.

“Kan jeg hjælpe dig?”, spurgte yngre ekspedient.

“Ja, kan du reparere briller?”, spurgte jeg og rakte ham patienten i to dele.

“Det skulle jeg mene”, sagde han og tog imod. “Fede briller, ellers, den her gamle RayBan-model!”

“Ja, de er 18 år gamle”, sagde jeg (- idet jeg regnede forkert; det er faktisk 19 år siden jeg fyldte 40 …!).

“Men de er ved at blive moderne igen”, sagde ungersvenden anerkendende og gik hen for at reparere.

Kort efter kom han tilbage og erklærede brillerne for brugbare igen. Han beklagede først, at han ikke var meget for at pille ved den anden brillestang, som er hjemmerepareret med tyndt ståltråd, og dernæst at han ikke længere kunne skaffe nye næsepuder til dem.

“Men trænger de da til udskiftning?”

“Nej, nej, men bare så du ved det, når de trænger. De kan ikke fås længere”, sagde han og kastede et sidste – lidt længselsfuldt, syntes jeg – blik på solbrillerne, da han rakte dem til mig.

“De er topmoderne!”

Sådan blev jeg lige et stilikon med min supertrendy retrobrille. Det er hvad der kan ske, når man fastholder status quo i nitten år. Man kan blive firstmover uden overhovedet at bevæge sig.

Et hævetårn

Hvad? Mener hun havetårn? Nej, hun mener det, der står! Tårnhævning.

For måske halvandet år siden nævnte jeg, at jeg gerne ville have et stativ, så alle mine mange bageplader med boller til hævning ikke behøvede at fylde hele køkkenbordet, når jeg bager. Det drejer sig som regel om fire plader ad gangen.

Så skete der det, at der ikke skete noget. I lang tid fandt jeg ikke et stativ, og vindueskarmen var lang og bred nok.

Men SÅ skete der det, at Morten går på jagt med en smed, der kan konstruere den slags hverdagspraktiske gadgets. Nu er stativet i hus og afprøvet et par gange. Når det ikke er i brug, står det fint sammenklappet i skabet. Bagermadammen er glad.

Et barn er født

At skrive en bog er næsten som at få et barn. Tror jeg. Jeg har aldrig skrevet en bog. Men i de sidste fire måneder har jeg arbejdet intenst på at hjælpe et bogbarn til verden.

Bogen er en erindringsbog om livet på og omkring en strandingsgård i Fjand i Vestjylland. En sommer for hundrede år siden kom en københavnsk familie fra det bedre borgerskab for at holde ferie på egnens badehotel, som de var blevet anbefalet. Men uheldigvis var alt fuldt optaget, og familien blev indkvarteret på en lokal gård for natten. Det blev indledningen til en livslang række af efterfølgende sommerferier og et lige så langtrækkende venskab mellem de lokale bønder og bedsteborgerne fra hovedstaden. Med tiden har både børn, børnebørn og oldebørn af de københavnske gæster tilbragt ferierne i Fjand. Mikael, som ejer gården i dag, er barnebarn af det ærværdige direktørpar, som måtte tilbringe deres livs første vesterhavsnat i gårdens ydmyge stuer. Han har skrevet en bog om dels gårdens historie og samtid, dels familiens liv på gården og egnen, og det er dette manuskript, vi er ved at forvandle til en rigtig bog.

I går kom forløsningen, da vi var i Fjand og præsentere Mikael for det første print. Det var første gang, han så den opsat, og alle var glade og tilfredse. Vejen er lang endnu, men vi er godt tilpasse her ved milepælen.

Og så havde vi i øvrigt en dejlig dag i virkelig smukt vejr i fantastiske omgivelser – og i godt selskab.