Udpluk #14

• Det myldrer med studenter derude. Glade, lettede og lettere berusede studenter.

• Stolte forældre viser billeder af glade studenterpoder på de sociale medier, men jeg har lagt mærke til, at det ikke længere er moderne at sende de ungdommelige afslutningskarakterer med ud. Det er godt.

• Der er studenterkørsel i dag, og den første bortkomne studenterhue er blevet efterlyst på de sociale medier. Huen er fundet, lyder seneste opdatering på some. Det er også godt.

• Sidste år havde jeg selv en student. Det er ret rart bare at være fredelig tilskuer i år. Jeg husker det som en hektisk tid med eksamen, huepåsætning, studenterkørsel, fester og dimission. Det er også hektisk for stolte forældre.

• Især for mødre, der ser det som en del af mor-opgaven at overgå sig selv i velmenende råd til student, der skal på Roskilde Festival for første gang.

• Det var faktisk helt befriende – for begge parter – da han endelig var taget af sted til Roskilde.

• Han skal også på Roskilde Festival i år, og jeg er en rutineret mor, der næsten ikke har givet gode råd. Han ved, hvad han går ind til, og jeg ved det.

• Om lidt spørger jeg ham alligevel, om han ikke skal have sin billet printet ud.

• I næste uge skal Morten og jeg være alene hjemme. Det er helt sært.

• Nå ja, ikke helt alene. I morgen får vi feriehund, som bliver hos os i tre uger. Det bliver spændende. Jeg ved intet om hunde.

• I læser ikke ikke med her, vel, feriehundens ejere?

• Nu til noget helt andet.

• Man kan nemlig altid vise billeder af pæne blomster. Så nedenfor ser I først, hvad der gror op af et hul i kolonihaven, hvor der er gravet en træstub op, og bagefter en vase med rækkehushaveroser, som kun er en lille smule fedtede, efter at jeg har sprøjtet for lus.

• Han printer sin festivalbillet i morgen, siger han.

• Glædelig student, hvis I er nogle af dem, der har sådan noget.

2-0 til naboerne

Huskøb betyder dobbelt op på hæk. Det har det i hvert fald gjort for os. Sammen med rækkehusidyl, skader på taget (altså fuglen skade) og dobbelt carport har vi erhvervet os adskillige meter lærkehæk. Den type hæk er meget anvendt herude i kvarteret, og vi vil jo gerne blende ind med omgivelserne og gøre tingene rigtigt, for eksempel at klippe hækken inden sankthans, hvis det er dét, vi skal, så i går ringede Morten på hos en af naboerne til en snak om den hæk, vi ejer hver sin side af.

Det er nemlig Morten, der er hækansvarlig og derfor den af os, det påhviler at indhente fornøden hækinformation. Og det var godt, han konsulterede nogen, inden han viklede hækklipperens ledning om livet og gik i gang på vores side.

Vi klipper nemlig slet ikke hæk inden sankthans her hos os, og det er, fordi lærkehækken er så populær en bosættelse blandt småfuglene, og vi synes, det er ærgerligt at klippe hækken nøgen, så skaderne (fuglene!) oppefra kan få øje på fugleungerne nede i rederne og hapse dem! Nej, her hos os venter vi med at klippe hækken til august.

Anderledes er det i kolonihaven. Her har vi navrhæk, og dén skal klippes omkring denne tid. Netop i går nævnte Morten, at han snart ville klippe hækken derude – hvor han sjovt nok også er hækansvarlig – “og så kommer vi måske først..!”, fantaserede han glad ved tanken om for en gangs skyld at distancere sig i forhold til kolonihavenaboerne. Jeg turde nu ikke tro på, at Ivan og Elly ikke pludselig ville have klippet deres hæk snorlige, og at Evald ville gøre det samme, mens vi lige vendte ryggen til eller var på arbejde. Vi er jo de unge, der har et arbejde at passe, mens naboerne til begge sider er pensionister.

Jeg cyklede forbi kolonihaven på vej hjem fra arbejde i dag. Det her syn mødte mig. Det er vores stykke hæk i midten. Ellys og Ivans til venstre og Evalds til højre.

Smadremandens søsters søster

Vi har igen været på Nordfyn og se revy i den teaterforening i Søndersø, hvor min bror har været en af de frivillige ildsjæle i 35 år.

Jeg kan egentlig bare gentage mig selv fra sidste år: “…  han skriver tekster, laver kulisser og er på scenen. Han er selvfølgelig bare en ud af et stort hold, men vi kommer på grund af ham, og det var også forrygende i år.

Eller jeg kan linke til det, jeg skrev for to år siden.

Vi var også godt underholdt denne gang. Et af denne revys numre hedder Søndersø er sagen, og for dem af jer, som ikke strutter af paratviden om nordfynske byer, ridser jeg lige op, at den nuværende Nordfyns Kommune består af de tre ’gamle’ kommuner Bogense, Otterup og Søndersø, og selv om de nu i ti år har været én enhed, lever tidligere tiders kappestrid stadig.

Søren Østergaards figur Smadremanden er som bekendt fra Otterup, men hans søster er fra Søndersø. Ved vi nu. Og hun giver ikke meget for de andre pisbyer. Det er Lene Karina Hansen, som har skrevet teksten, og det er min bror, der tør være så grim, at man hverken kan holde ud at se på ham eller lade være. Bedøm selv. Om lidt går døren op, og et kvindemenneske kommer ind…

 

Kærlig hilsen fra Smadremandens søsters søster.

PS. Dialekten der. Den har han ikke skullet øve sig på. Han kan den. Det var sådan, vi snakkede i vores barndomshjem, og det er den dialekt, jeg stadig slår over i, når jeg snakker med min mor. Måske bander jeg dog knapt så meget…

HVIS nu…

Hvis nu ikke solsortene tager dem ALLE sammen… Altså, HVIS nu … HVIS nogle af dem når at blive røde og forblive hele og ikke hakket i af spidse, grådige, gule fuglenæb … SÅ bliver det en fænomeNAL jordbærsæson!!

For så tungt som denne bærer alle 40-50 planter. Og jeg har besluttet ikke at lægge fuglenet over dem i år. For det første bliver det mere bøvlet at plukke bær, og for det andet er risikoen for decideret at fange en fugl stor, og sker dét, er jeg alligevel afskåret fra jordbærrene. Jeg tør nemlig ikke nærme mig hverken døde eller levende fastviklede fugle. Sådan en kylling er jeg. Så ikke noget net i år.

Men altså, HVIS nu … SÅ…!

Rejehandel på Drejø

I weekenden gik turen til Drejø. Bedstevenner holdt sølvbryllupsfest og samlede deres folk omkring sig til et døgn med fest og fejring, dans, sol og hav, snak og latter, sommerdag og sommernat i det sydfynske øhav.

Sådan ser det ud, når man nærmer sig Drejø i strålende og heldigt junisolskin.

Det var dårende dejligt, det hele, og endnu en perle er føjet til kæden af danske steder, vi nu kender. Det var godt at være sammen med gamle bekendtskaber igen og blive opdateret på gøren og laden. Mange har jeg kendt, fra vi var helt unge, og vi har fulgt hinanden på tættere og fjernere afstand og set hinandens børn vokse op til unge voksne, der kan og gør alt det, vi selv gjorde engang, på deres egen måde.

En ny generation af børn er også trådt frem i rækken. Et par af dem havde en stor og givtig handelslørdag. De ni-ti-årige drenge fiskede rejer, som de kogte og solgte.

1 reje for 2 kroner
5 for 7 kroner

– og lige hér knækkede så Køb-flere-spar-mere-princippet:
10 rejer for 15 kroner og
20 for 30 kroner.

De bittesmå rejer smagte faktisk udmærket, i hvert fald de af dem, der var kogt helt. Det var nok også Danmarks dyreste rejer til en meget, meget høj kilopris, men så længe kunderne vil betale, er der jo basis for forretning. Drengene tjente 61 kroner og havde en storslået eftermiddag som handelsmænd.

Betragtning #23

Når et menneske med sit udseende eller sin væremåde får dig til at tænke på et andet menneske, er det ALTID bedst at sige, at ’xx minder mig om yy’ frem for ’xx ligner yy’.

’Ligner’ bygger på en forestilling om, at I ser det samme, og den, du taler med, kan til hver en tid bare sige: Næ!, hvis han ikke synes, xx ligner yy.

’Minder mig om’ er subjektivt, og INGEN i hele verden kan modsige, at du kommer til at tænke på yy ved at se xx!

Bare et godt tip. Selv tak.

Theresa May minder mig i øvrigt om Moster Gudrun, som vi overtog kolonihaven efter.

Kylle, Pop, Bente og de andre

Pinseferie er anledning til at være sammen med mine voksne børn – og føre dem sammen med deres barndoms bløde følgesvende.

Det er længe siden, tøjdyr og bamser er blevet uinteressante at have siddende i sovehjørnet. De er blevet bortdømt fra kridthuset, men endnu ikke helt fra udhuset, og i måske otte år har de slumret i papkasser i pulterkammer, i kælder, i loftsrum, og efter den seneste flytning, hvor kasserne igen skulle fragtes videre, tænkte moderen, at det var på tide at rydde op i minderne, så kun de virkeligt mindeværdige bløddyr bliver genhuset.

For selv om vi (jo!) ikke skal flytte foreløbigt, skal vi alligevel finde plads til det hele i nye depoter, og der er selvsagt ingen grund til at gemme på noget, som ingen længere kan huske, at de ikke har villet slippe helt.

Nu var anledningen der til at slippe bamser, ællinger, Kajer, Andreaer, Poliwhirl, tigre og tigerdyr, sneleoparder, slanger, sæler, katte og flere bamser ud af sækken foran pelotonen. De var ikke i tvivl om, hvilke der var hvis, og hvilke der stadig skulle bo hjemme. Og de, der blev stemt væk, må stadig ikke gå i småt brændbart, men skal ’gives til nogen’, har jeg lovet. Det må blive en hylde i genbrugspladsens tag-selv-afdeling.

Og vi fik da én papkasse mindre at huse.

Det næste er, at jeg selv får fundet tid til at gennemgå mine egne mange kasser med udrangerede, men dog gemmeværdige ejendele, som man jo aldrig ved, hvornår man får brug for.

Konfirmandrejse

Mens jeg sidder i Viborg og skriver, har Morten og Astrid lagt sig til at sove i Barcelona. De er fløjet dertil i dag og har taget hul på fem far-datter-dage i en af verdens mest fantastiske byer. Vores konfirmationsgave til hende var netop det: En rejse for kun de to. Der skal formodentlig shoppes igennem i de små designerbutikker i det gotiske kvarter og samtlige barcelanske Desigual-filialer, traves op og ned ad Ramblaen, øjensmovses i La Boqueria-markedet, bades i Middelhavet, og så skal hun måbe over La Sagrada Familias himmelske, betagende storhed og lys – især lyset – og begejstres over Parc Güell og Gaudis mosaikker og sprudlende fantasi.

Jeg er kun en lille smule misundelig.

Og hvorfor skulle jeg så ikke med? Gaven var jo også fra mig…?

Det skulle jeg ikke, fordi jeg ved præcis, hvad sådan en én-til-én-tur er værd.

Jeg har tre børn, og det kan godt være svært at finde fælles interesser, når børnene både har forskellige aldre og forskelligt køn. Feriemål, rejser og udflugter bestemmes altid af fællesnævneren – dét, som alle kan være i, men ikke nødvendigvis dét, som alle blomstrer ved. Derfor besluttede jeg tidligt, at min gave til min første konfirmand skulle være en rejse, bare os to og på konfirmandens præmisser. Jeg vidste, hvor Laura drømte om at komme hen, og hun blev både glad og overrasket på konfirmationsdagen, da hun fik gavekortet. Der var ingen klynk fra de to yngre brødre, da vi tog af sted, for de vidste, at det også ville blive deres tur. Og de kunne oven i købet selv være med til at bestemme destinationen. Især Niels var vidt omkring, inden han landede på det endelige rejsemål: Måtte det være badeferie? Kunne det være Rom? Prag? Hvor mange dage kunne vi?

Det har været virkelig godt givet ud, og jeg klapper mig selv på ryggen over at have været så klog at prioritere på den måde. Det var enestående konfirmationsgaver til glæde for alle parter. Jeg har haft tre næsten ens og samtidig vidt forskellige rejser med mine børn en ad gangen. Forskellige, fordi børnene er forskellige og ville noget forskelligt. Ens, fordi der alligevel var gengangere blandt de ønskede seværdigheder, og fordi de alle tre faktisk endte med at ville samme sted hen. Det fremgår formodentlig af billederne, hvilken by de tre 13-årige valgte?

Jeg håber, at i dag er første dag af en uforglemmelig rejse, som de to i Barcelona bærer med sig resten af livet.

Du sover som en løve

Jeg er dygtig til at sove.

Måske skal jeg passe på med at sige det på den måde. Det kunne være hybris, og jeg kunne blive ramt af nemesis og herefter ligge søvnløs og roterende nat efter nat til mine dages ende. Men nu er det gået godt med soveriet i næsten tres år, så jeg forestiller mig vel bare, at det fortsætter sådan.

Lægge mig til at sove. Sove. Vågne næste morgen. Det er mønsteret i store træk. Jeg er glad og dybt taknemmelig for mit gode sovehjerte. Om jeg snorker eller skærer tænder er det andres udfordring at håndtere. Jeg sover.

Men jeg tror ikke, at jeg snorker.

Sommetider sover jeg med ørepropper for at skabe mig et dæmpet rum uden udefra kommende lyd. Det kan være gadestøj, andres snorken eller fremmede lyde, når man sover nye steder, – jeg lukker bare lyden ude.

Man kan godt gøre sovelyd til noget sejt og attraktivt. Min venindes søn har opfundet mange nye fantasirige begreber gennem tiden – det var for eksempel ham, der kaldte en kaktus for en ’stiktus’ og prutter for ’bærøg’, og engang han som lille havde sovet til middag sammen med sin mor, vækkede han hende og udbrød begejstret: “Mor! Du sover som en LØVE!!”

Det er både sødt og sjovt. Det giver enhver snorken en ekstra dimension af sejhed. Giv det en tanke næste gang, du ligger i en løves hule og prøver at falde i søvn. Måske kan du bilde dig selv ind, at det er lidt sejt, og at du bliver passet på?

Udgivet i den store bunke - Tagget med , , , - Skriv en kommentar.

Uforudset vækst

Det her…. det er det bed i kolonihaven, som jeg sidste år i august skrød over, at vi endelig havde fået gennemgravet og finsorteret og plantet lupiner og figenbusk i. I dette indlæg pralede jeg uhæmmet af, hvor pænt det var. Nu ser det så sådan her ud. Man skal kigge godt efter for at finde figenpindene og lupinskuddene. Jeg havde jo ikke tænkt over, at når først alle tulipaner og narcisser satte blade og gav sig til at blomstre, ville det være umuligt at luge, så tæt som jeg havde lagt løgene. Og jeg havde da slet ikke forudset, at der stadig ville være så mange ukrudtspirer tilbage i den finsigtede jord. Det bed havde jeg sat mig for at få styr på i dag.

I stedet lugede jeg her. I dette hjørne af haven har ukrudtet haft en særlig evne til ikke at kunne hænge fast på mit falkeblik. Men nu er der pænt. Lidt. Ikke?

Så kunne jeg ikke nå mere, for jeg fik en besked hjemmefra teksten “Vi savner dig…” og dette billede.

Derfor ser bedet foran huset stadig ud som på det øverste billede. Men nogle timer senere så køkkenbordet sådan ud.