Stener

Vi har været oppe så tidligt, at det føles, som om klokken nu er fire, selv om den kun er et. Vi har været oppe så tidligt, ikke fordi vi skulle noget, men fordi vi vågnede.

Det er en søndag lige efter mit hoved lige i dag. Lige ned midt i en lang række weekender fyldt med planer og aftaler faldt denne her som et blankt stykke papir. Vi skal ingenting andet end det, vi spontant finder på. I dag er det oplagte valg sofaen. Den har også længtes efter os, kan jeg mærke.

Vi har indrettet os, så vi ikke behøver at rejse os unødigt. Vi har computere, telefoner, head sets, aviser, kaffe og te, fjernbetjeninger, tæpper og hinanden inden for rækkevidde. Radioen er tændt, måske hører vi efter, måske gør vi ikke. Vi sidder i hver sin lille verden i bevidstheden om, at der er kort til lyt og nærvær, hvis vi siger noget.

Alt er godt.

På afveje i vildmarken

Det her er fire kilometer, hvoraf jeg halvdelen af tiden var på afveje. Faktisk havde jeg seriøst mistet orienteringen. Inde i mit hoved var der en klar forestilling om, hvad jeg skulle, men jeg kan se på oversigten her, at den på ingen måde stemte overens med virkeligheden.

Området hedder Neckelmanns Plantage og ligger nord for Viborg. Af og til kører jeg derud for at løbe en tur, især i de perioder, hvor jeg er i ekstremt dårlig form og ikke så gerne vil ses af bekendte, som stadig tror, at jeg er letfodet og fit. Min plan er, at jeg lige kan løbe mig lidt i form ude i skoven, inden jeg viser mig i bynære og befærdede områder. Det er aldrig rigtigt sådan, det går i længden. Jeg når aldrig rigtigt ind til byen. Til gengæld starter jeg tit.

Plantagen er ikke ret stor. Der er to vandre-/løberuter på 1,9 og 3,6 km, og det var den korte af dem, jeg begav mig ud på i dag. Da jeg var næsten rundt og kunne se parkeringspladsen og min bil, besluttede jeg, fordi det egentlig gik helt godt, og to kilometer var lige i underkanten, at tilføje en lille tur rundt på den anden side af den brede skovvej, bare lige lidt ind ad en sti og til højre og en gang mere til højre for at ramme skovvejen igen og følge den tilbage til bilen.

Som det ses af gps-oversigten fra mit løbeur gik det ikke sådan. Det vil sige, jeg ramte faktisk skovvejen og kunne snildt have løbet den hjem derfra. Tilsyneladende gik det bare aldrig op for mig, at jeg befandt mig, hvor jeg havde planlagt. I stedet fik jeg drejet en gang for meget til højre og forvildede mig langt mod nord. På et tidspunkt – oppe i hjørnet – anede jeg faktisk ikke, hvor jeg var. Det var godt, jeg til sidst kom ud til en asfalteret vej, som jeg kendte.

Heldigvis var det, inden det begyndte at regne.

Men er vi enige om, at det er bedst, jeg aldrig begynder at løbe orienteringsløb?

Aftenmadssnak i sportsstjernernes tegn

Det sker tit. Samtalen stikker af i helt uforudsigelige retninger ved aftensmaden. I aften blev det om sport.

Idrætsmærker i folkeskolen i 1960-70’erne. Man opnåede dem ved at opfylde specifikke krav i kast, spring og løb. Jo bedre resultater, jo højere karat. Jeg har stadig de mærker, som jeg løb, sprang og kastede mig til som letfodet skolepige: bronze, sølv, gulv og sølv med emalje. Så nåede jeg ikke flere, fordi mine arme var for vattede til at kaste langt nok, og min rumpe blev for tung at få med over overliggeren i højdespring. Guld med emalje og den eftertragtede guldfakkel var og forblev uopnåelige. Men de andre fire sætter jeg pris på. Når jeg kommer i tanker om dem. I aften blev de fremvist.

Højdespring, Jesper Tørring og Fosbury Flop. Vi kom til at snakke om en af atletikdisciplinerne, højdespring, og om saksespring, væltespring og andre springteknikker og fandt et næsten fem minutter langt klip fra 1968, hvor Hans Grønfeldt interviewer en ung Jesper Tørring, der er gået i gang med at træne det nye Fosbury Flop og har opnået bemærkelsesværdige resultater. Fem minutter! Senere opfandt man de hurtige klip. Og for nu at være ordentligt orienteret, så vi lige en gennemgang af højdespringets udvikling gennem historien. Den kan man også lige snuppe.

Det var mest dét, vi snakkede om.

Karl og Rasmine

Her står min mormor og morfar. De er nygifte, og der er egentlig ikke nogen grund til at se så alvorlige ud, som de gør. De er sikkert bare benovede og lidt utilpasse over at skulle stille op til fotografering og over al den stads, der er gjort af dem. Æresport og det hele. Den ses bag dem, stor og pompøs og med guirlander hen til porten ind til gårdspladsen, hvor festen blev holdt.

Datoen er den 27. marts 1920, og vi befinder os et par kilometer nord for Uggerslev på Nordfyn. Gården i baggrunden er min mormors barndomshjem, og morfar kom fra en gård i selve Uggerslev. Man fandt hinanden i det nære miljø dengang. De to unge er blevet viet i Uggerslev Kirke, som har dannet ramme om de fleste mærkedage i min familie. Vi er døbt, konfirmeret, viet og begravet der i flere generationer tilbage.

I kirkebogen står, at de ægteviede er Ungkarl Karl Kristian Jensen, Landmand af Uggerslev Mark og Sogn, født i Uggerslev Sogn 1893 den 5te April (altsaa 26 Aar), Søn af Gaardmand Rasmus Jensen og Hustru Karen Marie født Christensen af Uggerslev Mark og Sogn og Pige Rasmine Maria Rasmussen, Datter i Hjemmet Kjærsinggaard, Uggerslev Sogn, født i Holemarken, Uggerslev Sogn, 1893 den 2 Januar (altsaa 27 Aar), Datter af Gaardmand Rasmus Rasmussen og Hustru Johanne født Madsen af Kjærsinggaard, Uggerslev Sogn, og det er pastor Fog, som har viet dem.

Karl og Rasmine fik et langt og godt liv, fire børn og mange børnebørn.

Det vidste de ikke den halvkolde forårsdag i 1920, da de stod i deres stadselige bryllupsklæder, alvorlige, arm i arm foran porten til gården og fremtiden.

Loven om bakkamera

Ka-me-ra. Ikke karma.

Da jeg i sin tid fik Lille Hviden, syntes jeg, at en af dens allermest blærede features var bakkameraet. Jeg synes stadig, det er blæret. Men også en smule opreklameret.

Det virker. Vist virker det. Men det er måske kun sammenlagt to dage om året, det virker sådan … rigtig godt.

Resten af tiden ser jeg på skærmen inde i bilen bare et udflydende gråsmattet billede, der flimrer med lys og skygge, når bilen er i bakgear. Jeg kan se, om jeg er ved at bakke ind i noget (eller nogen), men jeg kan ikke se, hvad (eller hvem) det er. Derfor bruger jeg mest sidespejlene og det der gammeldags med at vende mig om og kigge bagud.

Men hver gang, jeg lige har vasket bil, tænker jeg flere gange i sekundet, at dét skulle jeg gøre noget oftere, for billedet på skærmen bliver fint og helt skarpt og detaljeret.

Så kommer der straks noget vådt og snavset vejr, og det gråsmattede flimmer vender tilbage i et halvt års tid.

Skal jeg virkelig gøre det til en rutine at fimre rundt i Hvidens rumpet med en lille renseserviet hver eneste gang, jeg skal til at sætte mig ind i bilen?

Men altså, sådan er bakkameraloven. Det ser sort ud.

Hvad lavede I så lørdag aften?

Jooo, altså, der skete det, at vi efter aftensmaden stod og kogte tre slags marmelade og stegte to middagsretter. Det var overhovedet ikke planen, og vi vidste først ti minutter inden aftensmaden, at det var det, vi skulle bagefter.

Fordi det var på det tidspunkt, jeg gik ind for at tage nogle boller op af fryseren. Og opdagede, at den var slukket, og at der var ret mange bløde pakker i den. Jeg kan sagtens begejstres over bløde pakker i andre sammenhænge, men i fryseren skal de helst være hårde.

Den stort set færdige aftensmad måtte vente, fordi vi var nødt til at vurdere og sortere hele indholdet i en fuld fryser og dernæst rense og vaske og tørre op – bunden sejlede i saft fra kød og bær.

Sandsynligvis er der ved et uheld blevet slukket for kontakten allerede i starten af ugen. Det er ellers svært at komme til kontakten, men det har tydeligvis kunnet lade sig gøre. En fryser, der er slukket i fem-seks dage, har ikke mange chancer for at holde kulden. Noget af indholdet har vi risikeret at fryse ned igen, en hel del smed vi ud, det skulle det nok have været alligevel, og så var der ting, som ikke var dårlige, de var bare tøet op, ligesom på et hvilket som helst andet tidspunkt, hvor man tør noget op for at tilberede det.

Tilberedning var altså det, vi gik i gang med, da vi var færdige med at spise. Den ene kogte blommemarmelade, hindbærmarmelade og jordbærmarmelade, den anden rørte fars og stegte medisterpølse og frikadeller, som nu er retur i fryseren.

Jeg havde faktisk regnet med at fede den i sofaen i aften, men det render jo ingen steder.

På den positive side: Der er nem mad i fryseren, og den er ikke fyldt med alle mulige gamle hotdogbrød, kartoffelbåde og spinatposer, som ingen har overblik over og alle har glemt.

Hurra, tror jeg.

Risimponeret

Det virker stadig på mig som noget, en fantasifuld eventyrdigter har fundet på, fordi ingen nogensinde ville have spået, at netop jeg ville kunne opdrage nogen i den retning, men det er den skinbarlige og uomtvistelige sandhed: Jeg har børn, der kan lave mad!

Jeg er fuld af respekt og stolthed, når yngsten kaster sig ud i ambitiøse projekter, fordi han kan og har lyst. Som nu i dag, hvor han tryllede sushi frem.

Vi har længe haft en pose fejlindkøbte sushiris i skuffen, og nu havde vi en rest fersk torsk, som han dybstegte, og i fryseren var der kylling, som han sojamarinerede og stegte, og vi havde agurk og avocado og tang. Rulle, rulle, trylle, trylle. Se hvor fint.

Det smagte godt, og der blev til både forret og madpakker til dem af os, som arbejder ude.

Forbigået

Jeg ville snyde mig foran i en kø, og så endte det med, at jeg selv blev snydt og kom sidst.

Det gik til på følgende måde.

De bøger, Morten og jeg læser, læser vi med ørerne. Vi læser mange bøger og mange forskellige bøger. Oftest går vi ad hver vores veje, men sommetider går vi lige i hælene på hinanden, og især når vi bevæger os blandt nordiske krimier, er vi ved at falde over hinandens fødder. Arne Dahl, Jo Nesbø, Thomas Enger, Lars Kepler, Mari Jungstedt, Åsa Larsson, Lotte & Søren Hammer, Oxen-trilogien, Afdeling Q er nogle af de universer, vi har været i begge to. Ikke sammen, ikke samtidig, men efter tur. For vi deler et Mofibo-abonnement, og det bliver for rodet at lytte til den samme bog og hele tiden skulle finde tilbage til det sted, hvor man selv er nået til, hvis den anden har lyttet i mellemtiden.

I nogle dage har jeg vidst, at Keplers Kaninjægeren var udkommet og lå tilgængelig på Mofibo, men jeg sagde det ikke til Morten, før jeg var blevet færdig med min igangværende bog og var helt klar til at downloade Kaninjægeren. Jeg ville nemlig gerne være den, der fik fingrene i den først.

Forinden ville jeg dog gerne lige vende med ham, hvordan den forrige, Stalker, sluttede, så jeg var opfrisket på, hvorfra handlingen og Joona Linna ville tage fat i den nye. Morten granskede sin hukommelse og kom med en masse “Var det ikke noget med…?” og “Jo, det var det med de der videoklip!”. Intet af det sagde mig noget. Ingen klokker ringede.

Jeg er ikke særlig god til at huske handlingen, når jeg er færdig med at læse en bog. Det bliver ikke lagret ret godt. Jeg kan sjældent referere en roman i meget mere end meget store træk, og jeg husker begyndelser bedre end slutninger. Men når jeg genhører brudstykker af lydbøger, kan jeg til gengæld genkalde mig, hvor jeg befandt mig, da jeg hørte det første gang; på landevejen tæt på Hammel, i kolonihaven, på vej ned i Føtex’ parkeringskælder, for eksempel.

I hele bloggens levetid har jeg haft et lille billede af min igangværende bog liggende ude i højre side under overskriften Lige nu i ørehøjde. Hvis jeg samtidig har haft gang i en papirbog, har der også været en bogforside nedenunder ved Lige nu i øjenhøjde. Jeg skifter dem ud, når jeg begynder på en ny bog. Det betyder, at jeg har et lille digitalt bibliotek med billeder af alle de titler, jeg har læst. Dét var bekvemt, da jeg skulle finde ud af, hvornår jeg havde læst Stalker.

Bortset fra at den ikke fandtes i mit arkiv. Jeg havde åbenbart slet ikke læst den.

Dérfor sagde referaterne af handlingen mig ikke noget. Da vi snakkede om den, bestemte Morten sig for at genlæse det sidste af Stalker og få opfrisket slutningen, inden han gik i gang med Kaninjægeren. Jeg er nødt til at læse hele Stalker først.

Nu har jeg hørt 20 procent af den, og der er ingen genkendelse. Jeg har ikke læst den før. Herover hævdede jeg, at jeg er bedre til begyndelser end slutninger, og den start ville jeg have kunnet huske. Det gør jeg ikke. Så jeg lytter videre. Mens jeg næsten ikke trækker vejret, så nervepressende er den.

Og Kaninjægeren? Jeg er nu nummer 2 i køen.

Når der skal nyt navn på skiltet

Vi har sagt lejligheden op.

Så er der jo den konsekvens, at vores udlejer gerne vil sikre sig, at han kan indkassere husleje også efter første maj, og derfor gør han en indsats for at leje den ud.

Det betyder, at der kommer håbefulde folk og kigger på den. Og at vi, inden de kommer, selv kigger rundt i vores hjem med andre øjne end vores egne. Hvorefter vi gør akutrent og panikoprydder.

Egentlig behøver vi jo ikke. Vi kan være lodret ligeglade med, hvad folk ser, og hvordan 150 kvm “patricierlejlighed på gågade med stor terrasse” tager sig ud. Vi pakker vores gods i kasser og forlader Vestergade, og hvem der herefter huserer i bygningen er ikke vores business.

Men sådan er vi jo ikke. Vi er gode mennesker. Gode mennesker, der ikke går sådan voldsomt op i rengøring. Vi ser det ligesom ikke. Altså, vi støvsuger da (det ene af børnene gør), og vi gør badeværelset rent en gang om ugen (det andet af børnene gør), vi rydder ordentligt op efter madlavning og tørrer af i køkkenet, og vi bor på ingen måde svinsk. Men vi får ikke vasket gulve så tit, som vi snakkede om, at vi ville, dengang vi flyttede ind på de flotte plankegulve af douglasfyr, som her er. Ovn og emhætte er heller ikke så skinnende flotte, som de var engang, og vi får ikke lige tørret stænkene af vinduerne, når køkkenvandhanen er vild. Vinduerne består heller ikke solskinsprøven. De vandrette overflader har uforstyrret fred til deres naturlige arbejde med at samle støv, og vi samler stakke. Papirer, tøj, ting i transit.

I lørdags var der varslet besøg af mulige nye lejere. Vi havde aftalt med hinanden at vaske gulvene om fredagen og at gå ud og spise brunch om lørdagen, mens lejligheden blev beset. Imidlertid blev besigtigelsen aflyst, og vi droppede gulvvasken, men holdt fast i brunchspisningen.

I dag blev der spurgt på fremvisning med kort varsel, og i en intens halv time var vi meget, meget effektive med at fjerne stakke, pudse spejle, skrubbe vaske, tørre overflader af og sætte nye lys i stager. Og gå på cafe igen.

Det tager jo i virkeligheden ikke særlig lang tid at få det hele til at skinne. Eller i hvert fald se ud, som om det gør. Jeg tror bare ikke på, at vi selv med den indsigt bliver bedre til det. Nogensinde. Og fred med dét. I det mindste ser vi ens på det. Eller rettere: vi ser det ikke.

Dagens potentielle lejer vil gerne se lejligheden igen på onsdag. Vi håber – for alle parters skyld, vores, udlejers, hendes – at hun tager lejligheden. Så kan vi få stoppet med at rende på cafe hele tiden, og vi kan igen gøre rent på den behagelige, tilbagelænede måde, vi trives så godt med.

Kaiserwetter

Ville man kalde dagens vejr, hvis man var i et tysktalende land og havde klumpstøvler og lange plader på fødderne.

’Solglimmer’ kalder jeg det og kniber øjnene sammen mod lyset og glæder mig over denne lørdag, hvor jeg…

… er på vej fra

brunch hos Søster Lagkage med Morten og Lasse, – noget vi aldrig har gjort før, selv om vi bor lige midt i caféland. Nu gjorde vi det, og det var hyggeligt.

… er på vej til

årets jagtmiddag på mit stambadehotel i Næsbydale med gode mennesker og god mad i gode omgivelser. Nu er vi raden rundt i jagtkonsortiet; første gang, jeg var med min jægersmand til jagtmiddag, var det også hos Mogens. Hvis vi ikke godt vidste det i forvejen, ville vi nu kunne regne ud, at vi har været kærester i over fem år.