Hattepåhit

I mandags voksede der noget snak frem mellem et par af mine kolleger, og de fik kørt hinanden op og ud ad en tosset vej. Det resulterede i en allemail med titlen Hatte/parykdag på fredag. Vi skulle alle sammen komme på arbejde i dag med hat eller paryk på, stod der. Og kunstige tænder, hvis vi gerne ville.

Og så er der det helt fantastiske ved samtlige mine kolleger, at hvis nogen siger “Tag hat på!”, så tænker de “Vi tager hat på”. Og så er det det, alle gør. I virkeligheden er jeg selv nok den, der hælder mest til “Aaarhh, hold nu op med det hattefis!”. Men jeg forberedte mig og lånte Lasses New England Patriots-hjelm, som vi gav ham i julegave for et par år siden. Vi laver NFL Magasinet på bureauet, og det var derfor en særlig relevant hovedbeklædning at tage på på arbejde. Og ret upraktisk. Kaffedrikning er svær. Mad er svært. Telefoni er svært.

Det blev en sjov dag, og vi har grinet meget – ad og med hinanden – i dag. De fleste havde noget på hovedet, og nogle havde ekstra med, så der også var noget til dem, der havde glemt det. Starten af dagen gik bogstaveligt op i hat og briller, for vi skulle selvfølgelig have taget et billede til firmaets Facebookside, og it-supporteren, som netop var i huset for at servicere noget netværk, blev udstyret med kamera, mens vi alle sammen myldrede ud til først den ene mur, hvor vi havde alt for meget sol lige i ansigterne, hvorefter vi myldrede over til en anden mur, hvor it-Torben så ikke kunne komme til at fotografere for parkerede biler, hvorefter vi endte med at posere foran et plankeværk med solen i den rigtige vinkel.

hattedag1

Vi havde alligevel været for tidligt ude med kameraet, for det viste sig, at ikke alle var kommet endnu, og det var faktisk ærgerligt, for Carsten mødte op i sombrero og poncho, og vi overvejede at koste Torben og os alle sammen ud én gang til, men det orkede ingen rigtigt alligevel. Vi skulle jo sådan set også bruge arbejdsdagen på at arbejde.

Men så kom Carsten heldigvis anstigende på tegnestuen med en bakke med Tequila, salt og citron, og så tog vi lige et Tequilashot der i formiddags, og så blev han også fotograferet.

hattedag6

Nu kan I jo ikke vide, hvordan vi ser ud til hverdag, men jeg kan love jer, at det ikke er sådan her.

hattedag2hattedag4hattedag3hattedag5

 

Emnetanken

Sommetider vil jeg gerne lige smide et friskskrevet indlæg på bloggen. Sommetider kan jeg så ikke lige stampe et emne op af jorden, som jeg kan få rørt sammen til noget brugbart. Sommetider kommer jeg i tanker om noget, jeg vil skrive om, men er ikke i en situation, hvor jeg kan gøre det straks. Så gemmer jeg det til bedre tider ved at skrive stikord i en note på min telefon. Jeg har fire aktive noter med overskrifterne: Huske at, Blogge om, Bøger og Ønskeseddel, hvor jeg løbende tilføjer og sletter.

Blogge om indeholder i øjeblikket følgende emner:

Fastnettelefoner (Jeg har ingen ide om, hvad min ide var. Ingen)

Spørg en voksen (Heller ingen erindring om, hvorfor det var et godt emne)

Skolefotos (Ditto)

Delebørn (Nogen skrev noget begavet om det, og jeg tænkte, at det kunne jeg også. Det har jeg så ikke fået gjort)

Gammelt fodboldbillede (har jeg egentlig ikke skrevet om dét engang? Jo, her. Så har det jo ingen berettigelse i idebanken. Ud)

Beyoncé-koncert (Som jeg var til engang. I Gigantium i Aalborg. I 2007, mener jeg. Til gengæld kan jeg ikke huske, hvorfor jeg ville fortælle det)

Dengang med akillessenen, hvor folk handlede for mig (Det kan faktisk blive godt. Det må gerne blive på listen og modne lidt mere)

Ellers er det jo stort set en ubrugelig note, jeg går og bærer rundt på. Jeg tror, jeg bevarer overskriften og sletter resten. Så bliver der også luft og plads til nye blændende ideer. Bare vent og se!

Note til mig selv: Vask mere bil

Man kan ikke trække sin hvide bil gennem 8500 sommerkilometer med endeløse insektmassakrer og tro, det så kan klares med en enkelt tilbagelænet tur i vaskehallen.

Jeg må hellere få det lært.

Sidste år den 16. august kort efter hjemkomst fra bilferie til Amsterdam var jeg sjov på Facebook: Man må godt stadig have bil, selv om man efter en uge ikke har vasket for 1650 kilometer feriedøde insekter af, ikke?”. Det vidste jeg selvfølgelig godt, at man gerne må. Dårlig bilhygiejne giver hverken klip i kørekort eller nummerplader. Og ikke så længe efter var jeg i bilvaskehal.

I år kan jeg godt være mere i tvivl, om jeg må beholde bestallingen. Det er to måneder og otte et halvt tusind kilometer siden, vi var på bilferie til Strasbourg. To måneder! Og fire blodige millioner kvaste insekter på bilfronten. Jeg har ikke gidet vaske bil.

I dag tog jeg en rask beslutning. Spontan kan man vel ikke kalde den efter mere end to måneder. Men rask. Jeg kørte i vaskehal. Gav forskærme, kølerhjelm og omegn en hurtig (det var koldt, og det blæste!) håndvask med sæbevand, inden jeg kørte ind og satte børsterne i gang.

Den blev da overhovedet ikke ren, Lille Hviden. Lille Skiden. Den ser ud, som om den har udslæt i ansigtet. Pigmentforandringer og skjolder. Det er en ommer.

Jeg må gøre et lidt grundigere forarbejde. Nedsænke den i insektfjerner. Det fandtes ikke i det bilvaskeri, jeg besøgte i dag. En af dagene kører jeg til en lidt mere velassorteret vaskehal, triller lidt afsides, bevæbnet med et par dunke insektfjerner, fælgrens og godt med sæbevand og knofedt og slutter af med en super-duper-guld-platin-over-og-undervognsvask-med-ekstra-voks-og-plejepolering. For jeg er sådan en, der passer godt på min bil.

Det er jeg altså.

En forbehandlet kæreste og perfekt fange-forbrydere-vejr

Jeg ledte efter et bestemt billede i mine omfattende fotoarkiver. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg havde taget det, og jeg var også usikker på, om jeg overhovedet havde gemt det, så jeg var nødt til at skimme en temmelig lang periode i kamerarullen. Jeg skulle bruge billedet i et blogindlæg til at illustrere et udtryk, vi ofte bruger herhjemme. Jeg fandt det ikke, så jeg har nok i sin tid vurderet, at det ikke var værd at gemme.

Til gengæld fandt jeg en masse andet på min vej gennem arkiverne. Det hele er en vilkårlig og ustruktureret blanding af mobilfotos og skærmbilleder, og det eneste system, de er arkiveret efter, er kronologien. Det ville være rart, hvis de blev ordnet i mapper efter den geniale og indlysende struktur, som jeg ikke har fundet på endnu. Men indtil videre er kronologi også et godt og velafprøvet parameter.

Jeg faldt over nogle screenshots, som jeg af en eller anden grund har fundet det værd at gemme på, måske fordi jeg tænkte, jeg kunne bruge dem til noget sjovt. Samle dem i et indlæg engang. Det er så nu.

Fra en Til salg-side på Facebook. Det er sjovt på den forvrøvlede måde.

some

 

Fra et opskrift-nyhedsbrev. De er faldet noget af på den, både hvad angår opskrifterne, frekvensen og formuleringerne. Jeg har længe villet afmelde det – på grund af det ekstra n i “Velbekommen allesammen” nederst. De skriver det HVER gang. Nu så jeg, at de også rutter med vokalerne i opskriftens titel. Marieneret … tsk, tsk. Det mindste man kunne gøre for nyhedsbrevets læsere var vel lidt korrekturlæsning? Bare lidt.

some2

 

Til gengæld bliver jeg i godt humør af Politirapporten Fyns Facebookopdatering fra engang i foråret. Bum bum.

some3

Når jeg får lejlighed til det, tager jeg – igen – et billede af et bestemt motiv, så jeg kan løfte sløret for, hvad det er for en vending, vi har, som kun kan illustreres med netop dét. Stay tuned.

Åh, Svinkløv, altså

Selv om jeg hverken er nordjyde eller en hyppig badehotelgæst, er jeg ked af det i dag. Jeg synes, det er så trist, at Svinkløv Badehotel brændte ned i nat. Det er trist på linje med andre kulturinstitutioner og gamle perler og flagskibe, der af den ene eller den anden grund forsvinder uigenkaldeligt. Nogle har haft deres tid og hænger sammen med en æra, der også er ovre. Og så skal der somme tider forandring til.

Men Svinkløv var ikke færdig med at være. Det var en mastodont gennem næsten et århundrede, og det var både for alle og for de få, også i nutiden. Og helt, helt særligt af mange grunde.

Jeg har været der to gange. Jeg har venner med sommerhus i Torup Strand tyve minutters kørsel derfra, og begge gange har det været i forbindelse med besøg hos dem.

Første gang var et efterår eller en vinter for et par og tyve år siden. Vi kom to par med hver sin lille pige på halvandet og to et halvt år. Vi gik tur i klitterne og spiste bagefter frokost på badehotellet. Vi så godt skiltet med, at ting tager den tid, de tager, også i køkkenet. Slow food, med andre ord. Men vi havde to sultne piger, så vi tænkte, at det bedste og hurtigste var at få puttet noget rugbrød og leverpostej i dem, og så gjorde det ikke så meget, at det tog lidt længere tid at få maden til de voksne. Så det bestilte vi. Vi havde bare ikke helt regnet ud, at køkkenet først skulle bage leverpostejen, og da den endelig kom, havde der tårnet sig små bunker af sand fra gummistøvlerne og rugbrød pillet i mikrosmulder af små fingre op nede under bordet, og vi var småsvedte af at have holdt krudtuglerne i ro, så de øvrige gæster ikke følte sig generede. Vi nød stedets storhed, vi kunne godt lige at være der, men jeg er ikke helt sikker på, at omgivelserne godt kunne lide, at vi var der.

Det var en anden sag ved mit andet besøg for fem år siden. Der opførte vi os eksemplarisk, fem voksne og fire halvvoksne til kaffe og kage i Den Gule Stue på en solrig julieftermiddag. Jeg fik den legendariske valnøddelagkage, og i dag er jeg glad for de billeder, jeg har derfra. Jeg ville gerne have vist det fine lys i den gule stue, men jeg kan ikke gøre det uden at vise ansigter på mennesker, jeg ikke har spurgt om lov, så jeg viser kun udsigten derfra.

Det var en dejlig solbeskinnet eftermiddag med gode mennesker på et enestående sted, der pludselig ikke findes mere.

svink1svink2

Tre ord til arsenalet

konkurrencebikini

Det tog ikke mere end tre minutter af en snak hen over frokostbordet på arbejde at plukke tre nye ord til forrådet. Ord, som findes, men som jeg bare ikke har været i nærheden af, fordi de bruges i sammenhænge, hvor jeg ikke har været. Og nok heller ikke kommer til at være ret meget fremover. Men ordene er nyt og spændende legetøj, og jeg gik straks i gang med at udtænke, hvornår og i hvilke situationer, jeg kan få skudt med mine nye våben.

De to første er tæt forbundet, og de, der kender det ene, kender med garanti også det andet.

Konkurrencebikini

Bikinifitness

Stærke sager, ikke sandt. Man bliver allerede helt bange ved tanken om alle de muskler og al den selvbruner og glinsende olie, der er forbundet med ordenes univers. Hvis du ikke ved, hvorhenne vi bevæger os, så smid et hashtag foran og søg på #konkurrencebikini eller #bikinifitness – så skal du bare se glimmer og sixpacks.

Jeg fik også Power clean.

Det har ikke noget med rask rengøring at gøre, men er en vægtløftningsteknik – noget med at trække vægtstangen op foran skuldrene og støde den videre til strakte arme. Eller cirka. Jeg vil ikke klandres for mangelfuld forklaring, og af samme grund er det nok det af de tre ord, der vil komme sjældnest ud af værktøjskassen.

Personligt tror jeg mest på #konkurrencebikini, som jeg forventer mig meget af. Jeg tror faktisk, jeg vil arbejde med det allerede i de næste dage. Ikke anskaffe den fysiske ubeklædningsgenstand, men sende selve ordet af sted i overraskende sammenhænge og se, hvordan det går.

En spand frø

froe1

De sorte spande står stablet i redskabsrummet i kolonihavehuset. Jeg skulle bruge en af dem, for i morgen henter jeg en klump solhat, min yndlingsstaude, hos en bekendt. Jeg har ingen solhat, og Jens’ er alt for stor, men det laver vi om på i morgen eftermiddag.

Derfor tænkte jeg, at det var smart at have en spand med i bagagerummet til at have klumpen i. Den kan sagtens stå ved siden af den grønne Arlakasse, jeg også har i bagagerummet.

Da jeg tog den øverste spand i stabelen, råbte jeg en lyd, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal stave til. Ååøøerrrwwwhh-agtig. For der sad en frø/tudse i bunden af spanden nedenunder. Helt stille. Den sagde ikke noget. Som helst. Eller rørte sig. Ud af flækken. Enten blev den ikke nær så forskrækket, som jeg gjorde, eller også var den paralyseret.

ÅHHNEJNEJJ-HVORDAN-ER-DEN-KOMMET-DERNED-OG-HVORDAN-KOMMER-DEN-NOGENSINDE-OP-IGEN-OG-HVORNÅR-KOMMER-MORTEN-I-HAVEN-IGEN-OG-MON-DEN-FORSVINDER-AF-SIG-SELV-OG-HVAD-SKAL-JEG-GØRE-OG-HVORDAN-SKAL-JEG-NU-FÅ-FAT-I-REDSKABERNE-I-REDSKABSRUMMET-NÅR-DER-ER-ET-DYR-HERINDE?, råbetænkte jeg.

Jeg er ikke pjattet med frøer. Eller tudser. Eller fugle. Jeg kan ikke sige hvorfor, men uforudsigelige væsener, der bevæger sig rykvist i hop, spring eller flaksen er bare ikke mig. Nå ja, jeg kan heller ikke lide snegle. Kun hvis de har taget deres hus med og holder sig indendørs, er det i orden.

Men der sad den så, frøen/tudsen. Heldigvis havde jeg fået fat i en spand, så jeg kunne bare lade den sidde, ellers havde jeg virkelig været på … spanden. Jeg nøjedes med at holde mobilen frem i mine længste arme og tage et billede.

Den var lidt stor af en frø at være, og lidt lille af en tudse at være. Men mere frøagtigt flot grønmønstret end tudseagtig grå. Så jeg ved ikke, hvad det var for en. Senere har jeg googlet mig frem til, at forskellen på frøer og tudser er, at frøer har glat hud, og tudser har vortet hud.

Jeg kommer ALDRIG til at artsbestemme en!

Det blev så heller ikke nødvendigt. Da jeg nogle minutter senere kiggede ind i redskabsrummet, var artisten på vej væk for at drage ud i verden med et omrejsende cirkus. Helst til Pommern. Synes jeg.

froe2

At få øje på noget der ikke kan ses

Vi sad omkring spisebordet i eftermiddags og fejrede mindstens 13 års fødselsdag med gaver og kage, da snakken faldt på, om Morten havde fået gjort et eller andet specifikt, som jeg ikke lige nu kan huske, hvad var, så det har nok ikke været ret vigtigt. Det havde han ikke.

Men jeg har til gengæld gjort noget andet, som jeg er spændt på, om I opdager.

Hvad?

Ja, det er jo dét, om I kan se det.

Har du støvsuget?

Nej.

Vasket gulv?

Nej.

Ryddet op?

Nej

Men nu får vi jo nævnt en masse, som du må sige nej til, og så får du måske dårlig samvittighed over alt det, du IKKE har gjort, i stedet for at få ros for det, du HAR gjort… Er det noget, der er til alles bedste?

Ja.

Er det noget, vi har snakket om?

Jaeh, engang er det blevet nævnt.

Kan jeg se det herfra?

Ja. Eller… det er der ikke.

Har du fjernet noget?

Det kan man godt sige.

Har du afmeldt noget?

Nej, snarere påmeldt.

Har du bestilt noget?

Prøv at kigge på himlen ud af køkkenvinduerne… og på himlen ud af stuevinduerne.

Har du bestilt gardiner?

Nej!!

Jeg gi’r fortabt.

Havde det været en quiz i en avis, havde man kunnet finde svaret på bagsiden ved at vende avisen på hovedet og læse noget med småt. Nu er det en blog, og så kommer svaret bare lige nedenfor i et nyt afsnit.

Det var simpelt hen en vinduesvask, Morten havde skaffet. På vejen gennem gården var han nærmest bogstaveligt rendt ind i en vinduespudser, der kommer fast hos nogle af kompleksets andre beboere, havde fået ham til at vaske vores vinduer mod gaden og aftalt, med hvilken frekvens han herefter skal komme hos os.

I eftermiddags kunne jeg ikke sætte fokus på, hvad der manglede. Det var skidt.

Vi har boet her i to år. Vi har vistnok aldrig vasket vinduer.

Emojien der blev til fem høns

Forleden overfortolkede jeg en smiley. Det skal man lade være med. Eller også skal folk lade være med at overbruge emojialfabetet i deres telefoner.

Jeg fik sms fra min veninde: Er du mon i haven i morgen aften? Jeg er alene hjemme og kunne måske trænge til en kop kaffe – efterfulgt af en gul emoji, som var så lille, at jeg ikke rigtigt kunne tyde dens udtryk uden briller. Men jeg kunne godt se, at den ikke bare var gul og glad, og i stedet for at tage briller på viste jeg den til Morten og spurgte “Hvad forestiller dén her smiley?”. Det var en hmm-smiley, sådan lidt mellemfornøjet med et træt, skævt smil, og sammenholdt med ordene alene hjemme og trænge, og dét at det skulle være i haven – altså at ingen skulle høre hvad vi talte om, sendte mit beredskab nogle trin opad til veninde-krisehjælp-niveau, og jeg skrev tilbage: Er der noget, der går dig på? Kan også i aften.

Der kom straks svar: Tak for omsorg, men jeg har lavet unødig dramatik med den smiley! Jeg har det godt – efterfulgt af almindelig lalleglad smiley, som jeg godt kunne tyde, fordi jeg kunne se den havde det kendte tandsmil.

“Nu tager jeg ud i kolonihaven til en helt udramatisk snak”, sagde jeg derfor, da jeg den næste aften drog af sted til … ja, en helt udramatisk snak. Til gengæld var det virkelig, virkelig hyggeligt med kaffe og chokolade, tiltagende mørke, stearinlys og ild i den mexicanske stenovn, snak om alt vores og alle vores, opdateringer som vi var kommet langt bagud med, hendes hund der holdt et vågent øje med alle uregelmæssigheder i kvarteret, også pindsvinet, der havde vovet sig frem i ly af mørket og følte sig nødsaget til at rulle sig sammen til en stikkende kugle, indtil den firbenede og de to store tobenede var færdig med at glo på den.

Ellers var det en fuldstændig udramatisk aften.

Da jeg næste gang kom i haven, blev jeg helt glad ved mindet, da jeg fik øje på bordpynten fra forleden.

havevase

Men vær lige lidt varsom med den her:

skaermbillede-2016-09-15-kl-22-18-05

At det er længe siden, sommeren begyndte, kan man se på…

  • At det er mørkt allerede klokken 8 om aftenen.
  • At man er nødt til altid at kalkulere med cykellygter, når man skal ud om aftenen.
  • Højden på senegræsset i haven.
  • Hvor meget tånegl der er groet ud, siden neglelakken blev lagt på.
  • At lysten til at kravle ind i en stor ulden sweater rykker nærmere.
  • At der er ti dage til efterårsjævndøgn, hvor nætterne bliver længere end dagene.
  • At der kun er tre måneder og ti dage, til det går den anden vej igen.