Norsk kostumetorden

Nå. Så var der udklædningsfest i det norske Finansdepartement i weekenden. Man kunne vælge at klæde sig ud inden for temaerne superhelte, fantasy og det vilde vesten, og nu er der en finansminister, der er er kommet i vild modvind. Hun mødte ellers glad op til efterårsfesten i sit flotte indianerkostume. Så glad, at hun lod sig fotografere på hovedtrappen i departementet og lagde billedet på Instagram.

Og SÅ gik krænkelseshysteriet amok, og folk tordnede om respektløshed over for minoriteter og urfolk, der har været undertrykt og forfulgt.

Stop nu. Det var en ufarlig kostumefest. Og hvad MÅ man egentlig klæde sig ud som?

Selv har jeg ikke lavet andet gennem tiden end at klæde mine børn ud i krænkende kostumer fra forfulgte kulturer. Min datter har også været indianerpige til fastelavn. Jeg syede endda selv kjolen og stak fjer i håret på hende. Hun har også været heks, og tænk lige på, hvordan de er blevet forfulgt. Alle mine børn har været mus, og dem sætter man fælder for og hader. Selv klædte jeg mig ud som jæger engang, fordi det var nemt at låne tøjet, og jeg er også gået til kostumefest i landmandstøj af samme grund, og begge er meget udskældte grupper. Mit alletiders bedste karnevalskostume er en hjemmelavet pose lakridskonfekt. Fuld af usunde e-numre og unaturlige tilsætningsstoffer. Tænk at jeg kunne finde på det. Og en af mine venner var klædt ud som afrikansk udvekslingsstudent – indsmurt i sort skosværte og med en tre kilo tung tyrkisk lysekrone på hovedet hele aftenen. Det eneste, vi følte os krænkede over, var, at han smittede af hele tiden.

Jeg er glad for at læse, at der også er nogen, der støtter den norske finansminister, som for eksempel den tidligere fodboldspiller, der på Twitter skrev: “Jeg vil gerne beklage, at jeg bad folk klæde sig ud til min 50-års fødselsdag. Det var ikke meningen at fornærme dem, der havde deres storhedstid i 80’erne”

Mine forældres liv fortsatte, da jeg flyttede hjemmefra

Jeg havde en telefonsamtale med min mor om new zealandsk spinat. Jeg sad i kolonihaven og nippede bladene af en trillebørfuld spinatplanter, jeg havde trukket op af jorden. Efterårspilleriet, hvor jeg hvert år sidder i dagevis og spørger mig selv, hvor klogt det lige var at så så meget spinat i foråret. To en halv række virker som temmelig meget, når det skal høstes, og så føler jeg mig ikke særligt begavet. Det er i hvert fald ikke lønsomt, hvis man gør det op i tid og penge. Men glæden ved hele vinteren at kunne tage spinat ud af fryseren til hvilke som helst retter opvejer alt besværet. Messer jeg for mig selv, mens jeg sidder i yndlingshjørnet i haven og har fat i hvert e-ne-ste spinatblad, med kaffe i kruset og lydbog i ørerne.

Eller med mor i ørerne, mens vi vender dagens store og små tildragelser. Og så faldt snakken altså på spinaten. Mor spurgte, hvilken slags jeg har, og jeg fortalte, at det er new zealandsk spinat, fordi den slags ikke går i stok, men bare fortsætter med at sætte nye blade gennem hele vækstsæsonen, og derfor kan jeg bare lade det stå og høste det hele på én gang. ”Ja, det var også dét, jeg havde”, sagde hun.

Hvad?

Jeg kan ikke huske, vi dyrkede spinat i urtehaven, da jeg boede hjemme. Grønkål, ja. Spinat, nej. “Måske var det noget, jeg startede på senere”, mente mor.

Så de havde faktisk et liv, efter at jeg flyttede hjemmefra? Jeg ved ikke alt om dem, så? Der skete ting i deres liv, også ind imellem mine besøg? De tog for eksempel nye beslutninger? Såsom at begynde på at dyrke spinat. Det er ikke mig, der har opfundet det?

Det er en meget sær erkendelse. Jeg burde have vidst det. Jeg er 58, min mor er 91. Det er længe siden, jeg flyttede hjemmefra. Men jeg føler mig sådan lidt … narret. Hun kunne godt have fortalt mig, at hun dyrkede spinat.

En musisk erkendelse

Søndag formiddag. Sen og langsom morgenmad. Musikquizzen med Kenneth K på P3.

Den 14-årige popnørd behøver kun få stumper af eller stikord til tidens toner og kunstnere og slynger prompte svar ud. Kompetente og i langt de fleste tilfælde rigtige svar, vel at mærke.

Far til 14-årig musiknørd: “Jeg føler mig ÆLDgammel!”.

Mig – som er lidt ældre og har ældre børn – og har gjort tilsvarende erkendelse for år tilbage: “Lad være med det. Vær stolt af dit barns kunnen i stedet!”.

Jeg havde ellers forsvoret, at jeg ville blive et gammelt musikfjols. Det gjorde jeg den jul, jeg var 14, og min mor ville have mig til at hjælpe med forberedelserne til familiekomsammen juledag om aftenen ­– ligesom hvert eneste år. Men det havde jeg dårligt tid til, for om eftermiddagen var der en times musikprogram i fjernsynet, hvor blandt andre Gasolin skulle optræde, og dem skulle jeg BARE se! Imellem borddækning, opvarmning af rødkål og pyntning af ostefadet rendte jeg ustandseligt ind forbi fjernsynet for at se, om det var nu, jeg skulle smide, hvad jeg havde i hænderne og dyrke mine idoler. Til sidst mistede min mor tålmodigheden og udbrød irriteret: “Men hvornår kommer ham Gasolin?!?”.

Lige dér svor jeg, at sådan en ignorant ville jeg ALDRIG blive. Jeg ville altid-altid-altid have fingeren på pulsen, høre radio, følge med og vide, hvad der var hot og in.

Men jeg er der. Og jeg har været der længe. Jeg har også hørt Musikquizzen sammen med mine børn og er blevet sat totalt til vægs. På 100-0-måden.

Jeg er stolt af dem.

Og meget gammel.

Oh gavl, oh østergavl

Overskriften er en linje fra et af Niels Hausgaards stille mesterværker, en hyldest til, ja, en gavl. Jeg har forsøgt at finde den korrekte linje i den rette sammenhæng, men det lykkedes mig ikke. Det gør ikke så meget, for teksten er bare mit stikord til at vende mig mod vores egen østgavl. Vores rækkehus har facade mod nord og mod syd, og vores gavl – for vores er det ene af de to huse i rækken, der faktisk har en gavl – vender mod øst. Det er en helt vinduesløs gavl. Skal vi kigge mod øst, må vi have hovedet helt udenfor, og det gør vi som regel først, når vi decideret skal ud af huset og af sted. Derfor er det først på det tidspunkt, vi rigtigt får lejlighed til at kigge på østhimlen. Sommetider bliver vi overvældede. Det var det, jeg blev i går morges, da jeg gik over til carporten. Sikke en himmel. Øjeblikket efter var den forandret, og senere silede regnen ned.

Og dermed kommer jeg til mit egentlige ærinde. For jeg vil såmænd bare fortælle, at selvom regnen også silede ned i lørdags, fik vi faktisk fældet de to ahorntræer i kolonihaven. Det gik overraskende hurtigt, både med fældning, opsavning og oprydning, og jeg husker ikke engang, at vi blev særligt våde. Måske var der ophold i regnen, netop mens vi savede og bar, jeg ved det ikke. Se lige i denne lille film, hvor godt og dygtigt de to venner her nedlægger træer sammen. Det var det sidste af de to træer, med forsnit, hovedsnit og vætning i den rigtige retning. Det var helt efter bogen, og den brug- og brændbare del af træet har stablet sig sammen for at vente på tørre tider.

 

De svære procenter

Over aftensmaden i dag kom det til at handle om kommentarer til procentregning. Lasse læste deklarationen på glasset med pizzasauce (ja, halvfabrikata i vores køkken… undskyld): “Seks et halvt gram sukker pr. 100 gram… det er jo over 10 procent?!”

Det regnestykke fik mig til at fortælle om dengang, jeg selv læste deklarationen på en spegepølse og vantro udbrød: “TO procent salt?!? I sådan en lille pølse!!?”

Morten rundede af med en episode fra sin tid på Radio Viborg, hvor en kollega studerede lyttertallene for Radio Skive, som var deres største konkurrent. Det var noget med, at 55 % lyttede til lokalradioen i Skive, men dét troede kollegaen nu ikke på: ”Ej, så stor er den by da ikke!”

I dag var det sommer

Altså, det er jo efterår. Oktober ER efterår. Men i dag føltes det næsten som sommer, bare fordi solen skinnede, og det ikke blæste råkoldt.

Jeg benyttede lejligheden og vejret til at slå omkring kolonihaven efter arbejde, for al den regn har længe forhindret mig i at slå græsset, men forleden bemærkede jeg, at regnen ikke har forhindret græsset i at gro.

Så det var min agenda: Slå græs og tage bestik af tingenes tilstand. Og tingenes tilstand er generelt god, kan jeg fortælle. Ukrudt, ja. Afgrøder, der skal høstes, ja. Men overordnet: Prima.

Jeg pillede nogle udtjente salatplanter op og smed i containeren, skar de to eneste (og små!) hokkaidogræskar af, kiggede på visnende agurk- og tomatplanter og tænkte et kort øjeblik, at der ikke er så meget tilbage at høste i år. Men SÅ tænkte jeg mig om og talte op. Der er spinat, grønkål (hvis blade haren nipper af nedefra, ganske som den plejer), rødbeder, masser af pastinakker og fem små auberginer.

Lige så smukt vejret var i dag, lige så regnfuldt er det lovet i morgen. En front går hen over landet, siger de. Den er faktisk ikke velkommen, for det er meningen, at vi skal have væltet to ahorntræer. De står ved hækken ind til Evald, og han har været lidt vægelsindet i sin mening om de træer. Allerede sidste forår var han interesseret, i at de blev fældet, for han synes ikke rigtigt, han kan få noget til at gro under dem inde på sin side af hækken. Men så blev det en rigtig varm sommer (det var det faktisk sidste år, husker vi måske), og han og konen kunne sidde så dejligt i svalende skygge under ahornene. I dette forår havde han skiftet mening igen, og jeg lovede, at vi godt kunne fælde dem her i efteråret.

Evald skal selvfølgelig ikke bestemme over vores træer, men vi er lidt ligeglade med dem. De har sikkert sået sig selv, som ahorn bare gør hele tiden, og ingen har pillet dem op i tide, hvilket er en fejl, når det er ahorntræer, man har med at gøre. Nu er de STORE. Fældningen er arbejde, der bare skal gøres. Save-save, køre-køre væk, bortset fra stammerne, der skal blive til brænde og smage brændeovnen engang i fremtiden. Det er ikke slemt arbejde, vi gad godt bare gøre det i tørvejr. Nu må vi se, om vi kaster os ud i det i morgen. De træer løber jo ingen steder. Tydeligvis. Ud over i vejret.

Dino og Tony. En anbefaling #3

Ingen må være i Rom uden at spise hos Dino og Tony.

Ingen.

Det har jeg sagt tre gange inden for de seneste uger til folk, der skulle til eller var i Rom. Nogle af dem ramte desværre restauranten på lukkedagen, mens andre har fulgt min inderlige anbefaling og har spist på det mest fantastiske lille spisested i min yndlingsby.

Jeg spiste der første gang for otte år siden, da jeg og to veninder var på weekendtur til Rom 30 år efter, at vi var i byen sammen sidst. Det var den enes store søn, der havde fundet Dino og Tony og anbefalede os at spise der. Det gjorde vi, og det var en fantastisk oplevelse. Siden har jeg anbefalet stedet til alle, der bare kiggede i retning af Rom, og jeg har også haft Morten med derinde, da vi var på vores første kæresteferie.

Udefra ligner det ingenting. Der hænger kulørte lamper på facaden, og man ville ikke drømme om, at der findes en perle indenfor. Dino og Tony er brødre, den ene er tjener, den anden kok, og i 25 år har de drevet en familierestaurant, hvor også de lokale kommer og spiser, og det er i virkeligheden den bedste anbefaling, noget spisested kan få. I løbet af dagen og aftenen drysser folk ind og får mad, og man kan se, at det ikke er første gang. Alle kender alle og hilser på til højre og venstre. Et par andre gamle gutter er en del af den faste tjenerstab, den ene hedder Amadeo, han har altid helt sort tøj på, den andens navn har jeg aldrig fået opsnappet.

Der er ikke noget spisekort. Man skal ikke forvente at bestemme noget selv. Man får den mad, de laver. Når man er blevet placeret ved et bord, bliver man spurgt, om man vil have antipasti. Det siger man ja tak til, og så begynder maden at komme strømmende. Pølse, skinke, pizza, brød, noget med spinat, noget med noget andet, og bagefter går det over i hovedretter, pasta med ost, pasta carbonara, noget med kødboller, stegte artiskokker, forskelligt tilbehør. Dino eller Amadeo eller ham den tredje kommer kørende gennem lokalet med rullevognen fyldt med tallerkener og kaster dem af til begge sider hos gæster, der mangler eller ikke mangler næste ret. Der er rigeligt til alle, og ingen går sultne derfra. Der er også desserter, og de bliver delt rundt på samme måde. Det er alt sammen meget autentisk og meget underholdende. Og maden smager virkelig godt!

Et vinkort eksisterer heller ikke, og spørgsmålet er kun dette ene, om man vil have øl eller vin. Er det vin, er næste spørgsmål hvid eller rød, hvorefter man får en karaffel af den foretrukne fra hovedtankene bagest i lokalet. Al vin er ganske enkelt husets vin.

Det er et forrygende sted, og ingen jeg har sendt dertil har været utllfredse. De fleste har været overraskede, for det er stort set umuligt at beskrive præcist, hvad man kan forvente, og selv om jeg faktisk har fortalt nøjagtigt, hvordan det ville være, har ingen alligevel forestillet sig, at det var sådan. Men alle har begejstret overgivet sig til uforudsigeligheden.

Det er som sagt rigtig god italiensk mad – garantito! –, og det er ikke særlig dyrt. Det eneste, jeg er lidt betænkelig ved, nu hvor jeg har sluppet hemmeligheden ud, er at I alle sammen begynder at overrende stedet, så der ikke er plads til mig næste gang, jeg kommer til Rom. På den anden side ved jeg ikke, hvornår jeg gør dét, så det er fint, hvis I hjælper med at holde restauranten i gang. Og i øvrigt har de en Facebookside, så helt hemmeligt er det ikke. Der kan I også se nogle bedre billeder end mine rysterier.

Adressen er Via Leone IV 60, lidt nord for Vatikanet, og husk: INGEN må være i Rom uden at spise hos Dino e Tony.

På denne dag #5

Disse her På denne dag-nedslag har det med at komme dryssende med en temmelig uregelmæssig frekvens, som udelukkende er styret af, hvor sjov jeg synes, jeg selv var på denne dato for år tilbage. Jeg kan i hvert fald konstatere, at jeg var oftere sjov i begyndelsen af mit og Facebooks parløb, som startede for ni år siden. For snart fem år siden startede jeg bloggen blandt andet for at tage toppen af informationsstrømmen og spare verden for overload af mine finurlige betragtninger, som jeg i stedet kunne uddybe her.

Facebooks funktion Denne dag giver mig imidlertid en behagelig mulighed for også at dele de tidlige betragtninger med mine læsere. Her kommer 4. oktober.

For ni år siden var vejret som i dag:
tror det bliver en vandig dag: regn og svømmestævne

og samme aften var der mere vand i sigte:
er hjemvendt fra svømmestævne med en medaljeprydet dreng. Så trækker det jo nok op til stævne en anden gang….

Året efter, i 2009, tyder noget på, at der var stor koncert i området. I Boxen, måske. Eller Horsens. Jeg husker det ikke, for jeg var der tydeligvis ikke:
bemærker, at rigtig mange skriver om U2 og ville ønske, jeg kunne skrive “Me too”

Samme aften samme år trak det op til vinterkulde:
lukker luft ud af radiatorerne og kan pludselig huske, hvor koldt her var sidste vinter. I mit næste hjem vil jeg have brændeovn! Og nyde alle vittighederne om brændekløvning; det “giver varmen to gange, haha!”
Det med brændeovnen sprang en bolig over, men nu har jeg den. Og jeg tager gerne vittighederne om brændekløvning med!

For seks år siden var jeg en hjælpsom mor:
tror ikke, min datter klarer at se fjernsyn selv. Jeg må hellere hjælpe.

Jeg ved ikke, om jeg kom for tæt på hende i min hjælpsomhed, for samme aften skrev jeg:
tæller dagens faldne: 1.
Forkølelse givet videre til nummer et i arvefølgen.

I 2012 handlede den første opdatering om en svensk mærkedag:
Siden 1999 har 4. oktober været kanelbullens dag i Sverige. Men jeg blev budt på kanelsnegle to forskellige steder i Danmark i GÅR! Sært, hvad?!
Kanelbullens dag! Har vi husket herhjemme at sympatispise for svensken i dag, hva’, hva’? Jeg har ikke, slår det mig…

Om aftenen skulle jeg noget:
glæder mig til Flying Superkids i aften. Showet starter næsten lige så tidligt som en Leonard Cohen-koncert. Superbørn og gamle supermænd har det tilfælles, at de skal tidligt i seng. Tror jeg
Det var en fremragende opvisning, husker jeg.

Siden har jeg ganske enkelt ikke været meddelsom på Facebook den 4. oktober.

Se din by fra tårnets top

Der er to ting, man altid skal gøre, hvis det er muligt, når man er turist i en by.

Den ene er at tage en sejltur på byens kanaler, flod, havn eller hvad den nu har af vand. Den anden er at finde et højt tårn at klatre op i og se ud til alle sider. De to er de allerbedste måder at få overblik på.

Inden for de seneste måneder har jeg besejlet og begloet to storbyer på havn&tårn-måden. Fælleshelgenen for udsigtsbillederne fra de to byer er Sankt Nikolaj.

I Hamborg – genkend Hamborgbilledet på den spektakulære Elbphilharmonie – stod jeg i St. Nikolaikirkens restaurerede tårn og skuede ud. Kirken blev bombet af de allierede under 2. Verdenskrig, og kun tårnet er bevaret. For 5 € kommer man med elevatoren 76 meter op til udsigtsplatformen. Det er det værd. Resterne af kirken står som mindesmærke over krigens ødelæggelser, og i krypten er der et fortrinligt museum, som også er værd at besøge.

I København stod jeg i Christiansborgs tårn og kiggede blandt andet over på Sankt Nikolaj Kirke, der i dag huser Kunsthallen Nikolaj. Det er ganske gratis at komme op i tårnet på Christiansborg, man skal blot igennem et omfattende security check ganske som i lufthavnen, og det er jo fuldstændig rimeligt. Besværlighederne og ventetiden belønnes, når man står deroppe, især når der er Kaiserwetter som i lørdags.

Begge byer er sejlbare, og jeg har været på vandet begge steder. Havnen i Hamborg er KÆMPEstor, og kanalerne i København er hyggelige. Med Nettobådene fra Nyhavn koster det 40 kroner for en times rundtur med guide, og det er altså billigt for al den viden, man får serveret. Selv inkarnerede københavnere ved garanteret ikke alt om deres by. Og i godt selskab er sejlturen ekstra god. Jeg tog den sammen med min datter.

Når frisøren ved det …

Trofaste læsere her på domænet – og andre gode mennesker ude i det virkelige liv – vil vide, at det var i april dette år, vi indtog rækkehusidyllen. Folk, der følger lidt med tiden, ved, at vi nu skriver september.

Da vi flyttede ind, pakkede vi ud og ud og ud, og vi borede og skruede og indrettede. Indtil vi pludselig fik travlt med hverdag og arbejde og fester og ferie og hverdag og arbejde igen. Så stoppede indretningen. Alle vores mange billeder står op ad væggen i et hjørne af stuen.

Forleden opfordrede det ene barn os til snart at få hængt de billeder op. Få dage efter spurgte det andet barn, hvor længe vi egentlig har boet her, og fortsatte efter svaret “Fem en halv måned” med “… og vi har ikke fået hængt billeder op endnu!”.

En af grundene til, at skilderierne stadig står i hjørnet, er, at vores vægge slipper op længe før vores billeder, så der skal vælges, dels hvilke der skal op, og dels hvad der skal ske med dem, der ikke finder fælles nåde. Resten er vel bare distraktion og andre prioriteringer.

Når begge børn uafhængigt af hinanden kommenterer og synes, at der snart skal ske noget med depothjørnet, må vi nok tage det til efterretning og få noget til at ske.

Især fordi jeg erfarede hos frisøren i dag, at et af børnene havde siddet i samme stol med saksen i håret tidligere på dagen – og også dér havde nævnt den manglende ophængning. Jeg forklarede vores udfordring med for få vægge og for mange billeder, hvilket fik frisøren til at gå hjælpsomt ind i problemløsningen og foreslå efter en kort betænkningstid: “Men har I ikke en gang? Kan der ikke hænge nogle dér så?!”

Og når det nu også er nået frisøren, ved man aldrig, hvornår hele byen er orienteret og kommer anstigende for at hjælpe med at vurdere, hvilke kunstneriske hjørner og kroge, der kan inddrages.

Vi må hellere få fingeren ud, montere det kritiske øje og selv tage affære.