8. juli 2018 | den store bunke |
Det mest markante, jeg har lært i dag, er, at min kjole skal vaskes for sig selv første gang. Jeg tror nemlig, der stadig er overskudsfarve tilbage i foret, udover det der har gjort mig heldækkende blå på maven og ryggen af at sidde og svede i bilen i rundt regnet 350 kilometer
Det var det nutidige. Ellers har jeg tilbragt nogle virkeligt hyggelige timer i fortiden. Jeg har besøgt min mor (92) og fortalte hende om det håndboldbillede, jeg viste her – det nederste, hvor hun er 15 år. Hun så helt blank ud, da jeg beskrev det, så jeg hentede min iPad og fandt det frem, så hun kunne se. “Det er ikke i Hjadstrup!”, hævdede hun, “det må være i Uggerslev. Vi spillede oppe ved møllen lige efter, jeg var konfirmeret”. Så det var altså ikke katalogiseret korrekt. Det er jo sådan, det er med arkiv.dk. Det kan aldrig blive mere nøjagtigt, end hvad lokalarkiverne, der har digitaliseret de gamle billeder, har kunnet finde frem til af oplysninger. Eller hvad de, der ejer billederne, selv har vidst eller kunnet huske om de afbildede personer og lokaliteter.
Så gik vi på opdagelse. Jeg som teknikbestyrer og mor med forstørrelsesglasset. Jeg tastede ’Uggerslev’ ind som søgeord på arkiv.dk, og så gik der et par timer i fortrinsvis 1920erne, 30erne og 40erne, med skolebilleder, gymnastikbilleder, præstebilleder, udflugter, kaffeborde, bryllupper, runde fødselsdage, sognerådsbilleder, portrætter, håndboldbilleder, og mor var helt inde i de bageste hjernevindinger for at huske, hvem de forskellige var, og vi granskede med lup og årvågenhed for at finde hende og hendes søskende på de gamle fotos.
Det var simpelt hen så hyggeligt, og jeg er glad for at have haft den stund. Det føles som at have reddet værdifuldt gods ud af et synkende skib. Billedligt talt, selvfølgelig, men det varer nok ikke mange år, før min mor ikke længere kan grave den viden frem. Ikke at der måske heller er nogen at give den videre til eller dele med, men nu er den i hvert fald deponeret hos mig indtil videre.
Vi nåede aldrig ud at gå tur, for vi syntes begge to, det andet var sjovere. Og mens hun spiste frokost med de andre på plejehjemmet, gik jeg selv en tur. Jeg elsker det gamle byskilt på hovedgaden, og jeg elsker, at det har fået lov at blive stående.
17. juni 2018 | den store bunke |
“Det er altså sejt, at farmor har været Danmarksmester i håndbold – på græs!”, sagde min niece i går. Og det er rigtigt… min mor spillede håndbold som ung – udendørs. Det var lang, lang tid før håndbold blev en indendørssport. Faktisk har jeg selv en enkelt gang som 12-13-årig været til håndboldtræning på min folkeskoles sportsplads. Dog kun den ene gang, fordi det viste sig, at håndbold ikke var min sport, og i særdeleshed brød jeg mig ikke om træneren. Og så blev jeg fodboldspiller i stedet for. Men omkring 1970 foregik håndbold altså stadig udenfor på græs.
I slutningen af 40’erne spillede min mor håndbold i Hjadstrup, der ligger på Nordfyn, nogle få kilometer fra barndomshjemmet. De var åbenbart skrappe, damespillerne fra Hjadstrup Gymnastikforening, for de blev altså Danmarksmestre. Mor står øverst til højre på billedet, og yderst til venstre står hendes kusine Inge. De lever begge stadig i bedste velgående, nu er de 92 og ikke heeeelt så hurtige som dengang. Resten af holdet kender jeg ikke, men jeg tror, at spilleren forrest til højre er anføreren, stjernespilleren Ville, som havde en stor andel i holdets succes og mesterskabet.
Jeg ved ikke, hvilket år det var, eller hvor hård konkurrencen var, og jeg kan ikke finde noget på nettet, som dokumenterer det nævnte Danmarksmesterskab, men der er ingen grund til at tro, at mor har fyldt os med ønsketænkning. Det er svært at finde ud af, hvordan rækker og ligaer var skruet sammen dengang. Så jeg bevarer historiefortællingen og synes ligesom min niece, at det er megasejt.
Under min research efter beviser fandt jeg på arkiv.dk et endnu tidligere damehåndboldbillede fra Hjadstrup, som jeg aldrig har set før, og som jeg synes er sjovere, fordi jeg genkender flere spillere. Billedet er angivet til at være taget i 1941. Mor Ella sidder forrest i højre side af billedet. Hun er bare 15 år. Forrest i midten sidder hendes kusine Johanne, som har været 25 år på det tidspunkt. Bagerst i midten som målmand står min 19-årige moster Gudrun – man kan faktisk godt se, de to er søstre. På smilet og de smalle ansigter. Bagerst til venstre står kusine Inge, som også er med på det andet billede, hun må også være 15 år, selv om de alle sammen med nutidens øjne ser ældre ud, end de har været.
Seje piger på græs!
2. december 2017 | den store bunke |
De gik godt. De var endda også hyggelige, de små fire timers julefest på plejehjemmet i eftermiddag.
Vi var vel omkring halvtreds, og mor og jeg havde overhovedet ikke behøvet at komme i så god tid for at få nogle ordentlige pladser, for der var lavet bordplan. Men så udnyttede vi tiden til en rundvisning, blandt andet i Sårklinikken, hvor jeg fik udpeget de undersøgelsesrum, min mor har fået behandling i, og Træningscenteret, hvor hun har gået og gået og gået, da hun genoptrænede efter et lårbensbrud for nogle år siden. Og så var det tid at vende tilbage til Caféen.
De gamle udgjorde en tredjedel af de forsamlede, og resten var fordelt på personale og gråhårede børn ligesom mig. Musikken var placeret i hjørnet, Carl på harmonika og Henning på elguitar, og til at styre de mange, mange sange og salmer, vi sang fra Det Store Sanghæfte, blev hver gang den samme udpeget – “Synger du for, Carl Martin?!”
Det var faktisk meget godt at få trænet julesangstemmen lidt inden juleaften. Jeg sad og kom i tanker om, hvor dirrende og anstrengt min stemme plejer at være, når vi når til den sidste og meget hurtige sang rundt om træet. I år kræver familietraditionen, at vi synger 13 sange – en for hvert hjerte i den kærlige krans – så det er bare med at have luft nok i sangstemmen.
Ind i mellem alt det syngeri blev der serveret ribbensteg med det hele og risalamande med det hele. Nogle skulle nødes, og nogle skulle endelig ikke have skålene stående foran sig, “for så ta’r han selv!!”, og jeg kunne se på den pågældendes omfang, at han har haft alt for let adgang til skålene tidligere i sit liv.
Et par stykker sad og fik en lille lur undervejs og havde nok ikke så meget ud af festlighederne, andre nød at få snakket med de omkringsiddende, og generelt var der god stemning. Min mor er den snakkende type og havde snart en samtale i gang med Åses dreng (på omkring halvtreds), der sad ved siden af, om heste og ridestævner på Vilhelmsborg. Ikke at hun nogensinde har interesseret sig for heste, men det gjorde min far, og så ved man jo et og andet, der kan holde en samtale i gang. Det var i hvert fald rart at se.
Henne omkring kaffen og småkagerne trængte flere af beboerne til at komme hjem og stirre huller i luften, og kørestolene begyndte lige så stille at trille af sted med gråhårede børn omkring. Og da ingen kunne drikke mere kaffe, og ingen måtte få mere Baileys, spillede Carl og Henning Nissernes vagtparade, og vi sluttede af med at synge Dejlig er den himmelblå (med det sidste både skrevet i ét ord i Det Store Sanghæfte og udtalt i ét ord, da sangen blev valgt!), og så brød alle op.
Vi evaluerede kort hjemme hos mor, inden jeg kørte hjem, og var enige om, at det var en god eftermiddag,
30. november 2017 | den store bunke |
Bemærkede I det manglende r i det sidste ord? Det mangler ikke.
På lørdag skal jeg prøve noget nyt – et arrangement, der bedst kan sammenlignes med bedsteforældredag i børnehaven, bare omvendt.
Det er endnu ikke et år siden, min mor flyttede i plejebolig, og dermed er hun stadig undervejs i det første års gang på plejecenteret. I overmorgen er der julefrokost på Caféen for beboerne i Hus 3 og 4 og deres familie, og det har mor heller ikke prøvet før. Hun syntes, det ville være trist at sidde der alene, og jeg var den af os børn, der havde mulighed for at deltage.
Så på lørdag sørger jeg for at ankomme til Vesterbo tids nok til, at vi kan begynde at gå hen på Caféen (vel 80 meter) en halv times tid, før det starter – det vil ’vi’ gerne for at få en god plads. Der skal såmænd også nok blive rollatorkaos, når vi nærmer os klokken 12.
Der vil blive serveret ribbensteg med rødkål og det sædvanlige tilbehør, risalamande med kirsebærsovs og noget med ’en lille én til halsen’. Senere er der kaffe og kage, og under middagen vil Carl Jensen spille på harmonika sammen med en på et strengeinstrument, muligvis en guitar, det vidste mor ikke helt (efter på lørdag ved jeg meget mere, det lover jeg!). Carl Jensen er bedemand i sit civile liv – det var ham, der spillede til mine forældres guldbryllup, og det var ham, der begravede min far. Ved sådan et arrangement som på lørdag servicerer han således flere af sine kundegrupper samtidig; det er meget smukt og helt.
Ellers ved jeg intet om, hvad der kommer til at ske. Hvis noget overhovedet. I de to huse er der tilsammen højst 24 beboere – færre i nedgangstider, det går sommetider stærkt med udflytningen, og så har de vel alle sammen nogle slægtninge med, så vi kan godt blive mange i Caféen. Jeg er meget spændt og har næsten ingen fordomme. Jeg forestiller mig, at det i hvert fald bliver en dag fuld af gode historier, og at jeg kommer til at betragte en hel del, mens jeg tænker mit.
Måske bliver der stof både til eftertanke og til larmende beretninger her.
Jeg glæder mig faktisk, kan jeg mærke nu.
6. november 2017 | den store bunke |
I løbet af november lykkes det hvert år min mor at få flettet noget med vinterdæk ind i vores telefonsamtaler. Det kommer op på det tidspunkt, hvor meteorologerne begynder at varsle om den første nattefrost og glatte morgenveje. Enten spørger hun, om jeg har fået vinterdæk på bilen, eller også har hun opgivet på forhånd og afslutter alle snakke om folk, der har skiftet til vinterdæk, med “… men dét har du jo ikke!”.
I år tværede jeg den ud fra starten. Troede jeg.
Da talen faldt på vejrudsigten, og jeg kunne høre, hun tog luft ind til det velkendte tema, kom jeg i hende i forkøbet og fortalte, at jeg aldrig har fået skiftet til sommerdæk i år, så det er ikke noget problem denne gang.
Svaret var: “Det har de altså ikke godt af!”
