8. juli 2018 | den store bunke |
Det mest markante, jeg har lært i dag, er, at min kjole skal vaskes for sig selv første gang. Jeg tror nemlig, der stadig er overskudsfarve tilbage i foret, udover det der har gjort mig heldækkende blå på maven og ryggen af at sidde og svede i bilen i rundt regnet 350 kilometer
Det var det nutidige. Ellers har jeg tilbragt nogle virkeligt hyggelige timer i fortiden. Jeg har besøgt min mor (92) og fortalte hende om det håndboldbillede, jeg viste her – det nederste, hvor hun er 15 år. Hun så helt blank ud, da jeg beskrev det, så jeg hentede min iPad og fandt det frem, så hun kunne se. “Det er ikke i Hjadstrup!”, hævdede hun, “det må være i Uggerslev. Vi spillede oppe ved møllen lige efter, jeg var konfirmeret”. Så det var altså ikke katalogiseret korrekt. Det er jo sådan, det er med arkiv.dk. Det kan aldrig blive mere nøjagtigt, end hvad lokalarkiverne, der har digitaliseret de gamle billeder, har kunnet finde frem til af oplysninger. Eller hvad de, der ejer billederne, selv har vidst eller kunnet huske om de afbildede personer og lokaliteter.
Så gik vi på opdagelse. Jeg som teknikbestyrer og mor med forstørrelsesglasset. Jeg tastede ’Uggerslev’ ind som søgeord på arkiv.dk, og så gik der et par timer i fortrinsvis 1920erne, 30erne og 40erne, med skolebilleder, gymnastikbilleder, præstebilleder, udflugter, kaffeborde, bryllupper, runde fødselsdage, sognerådsbilleder, portrætter, håndboldbilleder, og mor var helt inde i de bageste hjernevindinger for at huske, hvem de forskellige var, og vi granskede med lup og årvågenhed for at finde hende og hendes søskende på de gamle fotos.
Det var simpelt hen så hyggeligt, og jeg er glad for at have haft den stund. Det føles som at have reddet værdifuldt gods ud af et synkende skib. Billedligt talt, selvfølgelig, men det varer nok ikke mange år, før min mor ikke længere kan grave den viden frem. Ikke at der måske heller er nogen at give den videre til eller dele med, men nu er den i hvert fald deponeret hos mig indtil videre.
Vi nåede aldrig ud at gå tur, for vi syntes begge to, det andet var sjovere. Og mens hun spiste frokost med de andre på plejehjemmet, gik jeg selv en tur. Jeg elsker det gamle byskilt på hovedgaden, og jeg elsker, at det har fået lov at blive stående.
17. juni 2018 | den store bunke |
“Det er altså sejt, at farmor har været Danmarksmester i håndbold – på græs!”, sagde min niece i går. Og det er rigtigt… min mor spillede håndbold som ung – udendørs. Det var lang, lang tid før håndbold blev en indendørssport. Faktisk har jeg selv en enkelt gang som 12-13-årig været til håndboldtræning på min folkeskoles sportsplads. Dog kun den ene gang, fordi det viste sig, at håndbold ikke var min sport, og i særdeleshed brød jeg mig ikke om træneren. Og så blev jeg fodboldspiller i stedet for. Men omkring 1970 foregik håndbold altså stadig udenfor på græs.
I slutningen af 40’erne spillede min mor håndbold i Hjadstrup, der ligger på Nordfyn, nogle få kilometer fra barndomshjemmet. De var åbenbart skrappe, damespillerne fra Hjadstrup Gymnastikforening, for de blev altså Danmarksmestre. Mor står øverst til højre på billedet, og yderst til venstre står hendes kusine Inge. De lever begge stadig i bedste velgående, nu er de 92 og ikke heeeelt så hurtige som dengang. Resten af holdet kender jeg ikke, men jeg tror, at spilleren forrest til højre er anføreren, stjernespilleren Ville, som havde en stor andel i holdets succes og mesterskabet.
Jeg ved ikke, hvilket år det var, eller hvor hård konkurrencen var, og jeg kan ikke finde noget på nettet, som dokumenterer det nævnte Danmarksmesterskab, men der er ingen grund til at tro, at mor har fyldt os med ønsketænkning. Det er svært at finde ud af, hvordan rækker og ligaer var skruet sammen dengang. Så jeg bevarer historiefortællingen og synes ligesom min niece, at det er megasejt.
Under min research efter beviser fandt jeg på arkiv.dk et endnu tidligere damehåndboldbillede fra Hjadstrup, som jeg aldrig har set før, og som jeg synes er sjovere, fordi jeg genkender flere spillere. Billedet er angivet til at være taget i 1941. Mor Ella sidder forrest i højre side af billedet. Hun er bare 15 år. Forrest i midten sidder hendes kusine Johanne, som har været 25 år på det tidspunkt. Bagerst i midten som målmand står min 19-årige moster Gudrun – man kan faktisk godt se, de to er søstre. På smilet og de smalle ansigter. Bagerst til venstre står kusine Inge, som også er med på det andet billede, hun må også være 15 år, selv om de alle sammen med nutidens øjne ser ældre ud, end de har været.
Seje piger på græs!
