3. april 2014 | den store bunke |
Jeg var nummer et i køen til Maren Uthaugs roman som lydbog. Længe stod der “under udarbejdelse” ud for min bestilling på bibliotekets database. Og det gjaldt vist både lydbogen og selve biblioteket.
Men halløj, nu er de blevet færdige med at nyindrette biblioteket – det har endda stået i avisen, og Mogens Rex er blevet færdig med at læse ind, og jeg har hentet en frisk og jomfruelig dvd. Den glæder jeg mig til at få ørerne i.
22. februar 2014 | den store bunke |
På billedet ser man lyd på vej ind i ørerne på en kvinde, der støvsuger. Man ser ikke lyden, men nu har I fået at vide, at den er der. Ledningerne antyder det også. Man kan ikke se, at hun støvsuger, men nu ved I det. Oplysningen er kun interessant i det omfang, at det er kedeligt at støvsuge (synes kvinden), men når man får et skud lydbog samtidig, gør det ikke noget, at der er mange kvadratmeter at støvsuge, at der virkelig trænger, og at det derfor tager et stykke tid.
Støvsugning, cykling, løb og havearbejde er ideelle forhold til at høre bog. Det der betager mig for tiden er Karl Ove Knausgårds Min Kamp. Der er seks bind, og jeg er ved anden bog. Der har været megen hype og megen debat om værket i Norge. Man har diskuteret, hvor tæt man kan gå på personerne i en selvbiografi. Knausgård skriver aldeles uden filter. Personerne omkring ham – og han selv – er beskrevet med deres rigtige navn og fuldstændig hudløst og til tider stærkt udleverende.
Men for mig er det bare deres interne norske og familiære udfordringer. Jeg læser det som den fremragende roman, det er. Han skriver bragende godt. Råt, følsomt, reflekterende, dokumentarisk, detaljeret. Fantastiske formuleringer og et smukt og flydende sprog. Jeg er begejstret.
Der er skrevet meget om Knausgård også, og der ligger masser af anmeldelser på nettet. Jeg har ikke læst ret mange, vil nødigt have spoilers om de kommende bind, men jeg er ret sikker på, at jeg med tiden og måske nødvendige pauser undervejs kommer igennem hele værket.
Det kan endda være, jeg bliver nødt til at støvsuge lidt grundigere, løbe et par kilometer ekstra eller lægge flere kartofler for at beholde headsettet på lidt længere.
26. oktober 2013 | den store bunke |
Jeg har været på Fyn og besøge min mor i dag. For en gangs skyld var det kun mig, der var af sted, så der var tid og rum til snak. Snaksnaksnaksnaksnak fra begge sider, tankespring, tangenter, kronologier der skulle opfriskes, naboernes gøren og laden, fortællinger og gennembladning af 248 billeder fra Kreta på iPaden, status på min urtehave og mors stauder. Og alt muligt midt i mellem og ved siden af. Frokost der skulle spises, kaffe der skulle drikkes. Pludselig var der gået fem en halv time, og jeg har også pillet en lampe ned for hende og stillet køkkenuret en time tilbage. Fordi jeg bedre kan nå, og fordi vi har forbudt mor at kravle op på stiger og stole, når der ikke er andre til stede. Sidst på eftermiddagen kørte jeg hjem med et kumquat-træ, som hun ikke havde lyst til at have mere, fordi alle kumquatterne falder af, og verdens fineste polkaprikkede metalmadkasse med tre hylder, som jeg altid har ønsket mig at arve og kan huske, vi har haft smørrebrød med i på udflugter, da jeg var lille.
Se hvor fin den er.
Der er brugt mange ord i dag. Nu hviler vi ørerne.
Paul Becker skal også hvile stemmen.Han har snakket Jonas Jonassens Den hundredårige som kravlede ud af vinduet og forsvandt ind i mine ører i mere end fire timer i dag.
29. august 2013 | At have have |
Når modebloggere laver et Dagens-indlæg, viser de billeder af det tøj, de har på lige den dag med links til mærker og priser.
Når jeg laver et Dagens-indlæg, er der større sandsynlighed for, at det fortæller om, hvordan haven ser ud lige nu. Jeg kunne have kaldt det Havens.
Haven trængte til kærlighed, og det har jeg givet den i aften. Luget hele køkkenhaven, mens jeg lyttede til Giganternes Fald. Universet kvitterede med en regnbue.
Hvem der bare boede i dét gavlværelse
Haveredskabsstalden rummer dine, mine og dem der var der i forvejen. Jeg fandt en kantspade. Og nu er plænen fin i kanten.
Tossede jordbærplanter, der tror de skal blomstre og bære i august
Astrids monsterstore solsikker. Nummer to fra venstre – den allerhøjeste – er ikke engang nået op til sin blomst endnu.
(Sol)sikke en stamme!
18. juni 2013 | den store bunke |
Det har taget mig et stykke tid at vænne mig til lydbøger. Tidligere opfattede min hjerne et headset som et signal til at lade tankerne tage på walkabout og slet ikke fokusere på det, der blev læst op. Måske har der også været en ulyst til at slippe kontrollen med verden udenfor, når ørerne er optaget. Jeg har altid villet følge med i alting. Når man sidder med en analog bog, kan man godt nås fra verdens lydtæppe, mens man med en lydbog monteret kun ved, at andre vil en noget, hvis man får øjenkontakt eller de kommer og prikker til en.
Men nu går det rigtig godt, og jeg lytter, når jeg løber eller støvsuger eller laver havearbejde. Jeg er blevet rigtig god til at lade kroppen gøre det, den skal, og så bare være fuldt ud i det rum, bogen skaber. Derfor tør jeg ikke lytte, når jeg kører bil. Kun når jeg ikke skal tage stilling til noget andet. Og så er jeg helt væk.
Lige for tiden hører jeg Anna Grues Et spørgsmål om penge, som P4 forærede væk som sommerlytteratur i starten af måneden.
Og paradokset igen: når jeg lytter, hører jeg ikke noget. Derfor var det godt, det ikke gik værre den aften, Morten rensede tagrender på kolonihavehuset.
Jeg lugede og lyttede og kiggede først op, da han kom luskende med bøjet hoved og hængemule på undskyld-jeg-kunne-ikke-gøre-for-det-måden. Og lidt på av-mit-ben-måden. Han havde stået på havebordet for at nå tagrenden og drejet sig rundt for at gå ned på bænken, og i stedet for at træde ved siden af trådte han igennem. Og knækkede tre planker. Og var ked af det, for det var mit bord. Og fik en stor hudafskrabning på skinnebenet.
Jeg kom til at grine. Over hele sceneriet. Først derefter kom jeg i tanker om at løsrive mig fra de materielle skader og spørge til hans skader. Som heldigvis var begrænsede. Og bordet var gammelt, og det gode er, at jeg endnu ikke havde nået at rense og oliebehandle det.
Bordet kan ikke reddes. Morten kan reddes.
Men tænk nu, hvis det var gået rigtig galt. Så kunne han have ligget der og være rigtigt tilskadekommen, mens jeg havde fiktive døde i ørerne. Må fremover huske at holde mandtal over de levende en gang imellem.
