28. december 2018 | den store bunke |
Juleferien giver fred til at træne den klassiske disciplin At Lave Ingenting. Det er ikke så nemt, som man skulle tro, men jeg er ret god og har forfinet mit kunstneriske udtryk i to dage nu. Jeg fik hjælp onsdag aften, da jeg tog strømper af for at gå i seng: Et smæld i højre balle, som efterfølgende fik mig til at tænke over alle bevægelser, når jeg skulle skifte stilling i såvel liggende, siddende og stående position.
I går morges var jeg derfor en gammel kone, der fandt det klogest ikke at bevæge mig. Nærmest overhovedet. Og derfor så mit synsfelt sådan ud det meste af dagen. Jeg fik noget smertestillende creme på ballen, et par ditto piller indvortes, og så sad jeg her.
Det var rart. Jeg lyttede bog og spillede Candy Crush, og vi så et par afsnit af den britiske bagedyst, hvor de ikke er nær så dygtige dekoratører som i den danske. Slet ikke. Bogen, jeg hørte, var Anne Knudsens erindringsbog Hvor jeg var barn var der isbjørne. Hun er vokset op 1950erne i Syd- og Østgrønland, og bogen er både interessant og oplysende. Jeg kan anbefale den – men jeg synes, at de fleste forfattere skal lade være med at indlæse egne værker. Min app siger, at jeg gik 239 skridt i går. Så gik jeg da heller ikke i vejen for nogen.
I dag var ballen rask, og jeg fortsatte finpudsningen af ingenting. Indtil jeg besluttede mig for at gøre køleskabet rent og kom til at gøre HELE køkkenet rent. Vi kan kalde det julerengøring. Det er nok ikke sket siden sidste jul. Gisp, måske er det en tradition nu??! Men det gav mig anledning til at få Grønlandserindringerne gjort færdige, samtidig med, at der kun er datogode varer og tilladte bakterier i køleskabet, og så gik jeg heller ikke i vejen for andre så længe.
Jeg gik en lang tur bagefter for at teste min mirakuløse helbredelse – og for at få frisk luft med en ny bog i ørerne. Hjorth Rosenfeldt har lykkeligvis netop udgivet sjette bind i serien om kriminalpsykologen Sebastian Bergman. En højere retfærdighed hedder den, og der gik 8,7 raske kilometer i Viborgs østlige omegn med at få genopridset persongalleriet og skyde seriemyrderierne i gang.
Nu er jeg klar til at genoptage At Lave Ingenting og se dansk Jule- og nytårsbagedyst i tv. Jeg tror jeg er god til det. Min app siger i dag 11.297 skridt indtil nu, så jeg tror næsten, jeg både fører i både At Lave Ingenting og At Gå Mange Skridt. Det er ret godt gået.
23. december 2018 | den store bunke |
Jeg stod på byens torv under dette flotte juletag, som jeg tror er fotograferet de første 10.000 gange – mindst, fordi det er så pæææhhnt, og det gik op for mig, at det er lillejuleaften. Det lyder sært, at det skulle overraske mig, for jeg er selvfølgelig helt med på, at det er juleaften i morgen. Jeg havde bare ikke tænkt tanken “I dag er det lillejuleaften“. Det gjorde jeg så lige der, mens et kor sang julesange på scenen. Jeg kunne ikke rigtigt se noget, fordi alle viborgensere og alle fra omegnen havde forsamlet sig, og fordi mine ben er så korte og mine øjne derfor sidder for langt nede. Men jeg kunne høre, og Morten var ved min side, og vi havde drukket gløgg og spist gourmethotdogs og fået masser af frisk luft, da vi gik ind til byen (og samme mængde på hjemturen).
Alle vores børn er andre steder i aften, og vi har nydt en stille tosomhed med ingen verdens ting udover en rask spadseretur, fjernsyn, gadgets, romtoddy (mig fordi jeg fik næseløb og nys af al den snigende kulde ude i verden) og hvad vi nu syntes.
Meget fredfyldt.
Og måtte resten af julen blive det. Fredfyldt og i godt selskab.
Glædelig lillejul og storejul, små og store.
20. december 2018 | den store bunke |
Hvor ER tiden bare gået langsomt i dag. På arbejde nåede jeg allerede i går det, jeg syntes, jeg skulle inden jul, og siden har jeg egentlig bare drevet tiden foran mig… Gå, gå, gå! Imens har jeg sørget for at drikke kaffe nok og gøre mit til, at mindst muligt slik overjulede i afdelingen.
Og nu er det nu. Jeg er heldig, for jeg har juleferie. I tolv lovende dage.
Bemærkede I lige ordspillet der? Lovende i dobbeltbetydningen ’med noget godt i udsigt’ og ’lovprisende’. Det første er noget med at fylde glæde, familie og afslapning i en næsten endeløs række rare dage, det andet er jo hele grundlaget for julen.
Jeg er også færdig med alle gaveindkøb og går ikke engang og sender længselstanker til postvæsen og pakketransporter. Det hele er i hus, hyllet i gavepapir og forsynet med angivelse af, hvem der skal pakke op om fire dage. Måske har jeg aldrig været i så god tid og så afslappet. Jeg mangler faktisk bare at sikre forsyningerne af mad og drikke, og det skal vi nok nå.
Inden længe begynder de udeboende børn at indfinde sig herhjemme, og det glæder jeg mig til. Kalenderlyset har snart fuldendt sin mission, og inden det er brændt ned, vender det store lys, og så begynder dagene i det helt, helt små at blive længere igen. Det er virkelig godt fundet på.
Glædelig jul og lov og tak for det hele.
