Den længste næstkorteste dag

Hvor ER tiden bare gået langsomt i dag. På arbejde nåede jeg allerede i går det, jeg syntes, jeg skulle inden jul, og siden har jeg egentlig bare drevet tiden foran mig… Gå, gå, gå! Imens har jeg sørget for at drikke kaffe nok og gøre mit til, at mindst muligt slik overjulede i afdelingen.

Og nu er det nu. Jeg er heldig, for jeg har juleferie. I tolv lovende dage.

Bemærkede I lige ordspillet der? Lovende i dobbeltbetydningen ’med noget godt i udsigt’ og ’lovprisende’. Det første er noget med at fylde glæde, familie og afslapning i en næsten endeløs række rare dage, det andet er jo hele grundlaget for julen.

Jeg er også færdig med alle gaveindkøb og går ikke engang og sender længselstanker til postvæsen og pakketransporter. Det hele er i hus, hyllet i gavepapir og forsynet med angivelse af, hvem der skal pakke op om fire dage. Måske har jeg aldrig været i så god tid og så afslappet. Jeg mangler faktisk bare at sikre forsyningerne af mad og drikke, og det skal vi nok nå.

Inden længe begynder de udeboende børn at indfinde sig herhjemme, og det glæder jeg mig til. Kalenderlyset har snart fuldendt sin mission, og inden det er brændt ned, vender det store lys, og så begynder dagene i det helt, helt små at blive længere igen. Det er virkelig godt fundet på.

Glædelig jul og lov og tak for det hele.

Vær velkommen, julefred

jul

Nu er der ikke så meget mere, jeg kan stresse over. Ikke at jeg har været voldsomt stresset. Bestemt ikke. Jeg har måske muligvis bare haft et vildt blik i øjnene af og til, og haft lister liggende både på computeren og i dropbox og på køkkenbordet og i hovedet.
Nu har julefreden har sænket sig. Jeg kan ikke finde på mere. Rundt omkring i lejligheden er mine dejlige børn, som jeg glæder mig over at have samlet, så småt ved at vågne, kan jeg høre, og inden så længe begynder det store familiejulehurlumhej. Jeg glæder mig.
Glædelig jul!