Den ædle kunst at lave ingenting
Juleferien giver fred til at træne den klassiske disciplin At Lave Ingenting. Det er ikke så nemt, som man skulle tro, men jeg er ret god og har forfinet mit kunstneriske udtryk i to dage nu. Jeg fik hjælp onsdag aften, da jeg tog strømper af for at gå i seng: Et smæld i højre balle, som efterfølgende fik mig til at tænke over alle bevægelser, når jeg skulle skifte stilling i såvel liggende, siddende og stående position.
I går morges var jeg derfor en gammel kone, der fandt det klogest ikke at bevæge mig. Nærmest overhovedet. Og derfor så mit synsfelt sådan ud det meste af dagen. Jeg fik noget smertestillende creme på ballen, et par ditto piller indvortes, og så sad jeg her.
Det var rart. Jeg lyttede bog og spillede Candy Crush, og vi så et par afsnit af den britiske bagedyst, hvor de ikke er nær så dygtige dekoratører som i den danske. Slet ikke. Bogen, jeg hørte, var Anne Knudsens erindringsbog Hvor jeg var barn var der isbjørne. Hun er vokset op 1950erne i Syd- og Østgrønland, og bogen er både interessant og oplysende. Jeg kan anbefale den – men jeg synes, at de fleste forfattere skal lade være med at indlæse egne værker. Min app siger, at jeg gik 239 skridt i går. Så gik jeg da heller ikke i vejen for nogen.
I dag var ballen rask, og jeg fortsatte finpudsningen af ingenting. Indtil jeg besluttede mig for at gøre køleskabet rent og kom til at gøre HELE køkkenet rent. Vi kan kalde det julerengøring. Det er nok ikke sket siden sidste jul. Gisp, måske er det en tradition nu??! Men det gav mig anledning til at få Grønlandserindringerne gjort færdige, samtidig med, at der kun er datogode varer og tilladte bakterier i køleskabet, og så gik jeg heller ikke i vejen for andre så længe.
Jeg gik en lang tur bagefter for at teste min mirakuløse helbredelse – og for at få frisk luft med en ny bog i ørerne. Hjorth Rosenfeldt har lykkeligvis netop udgivet sjette bind i serien om kriminalpsykologen Sebastian Bergman. En højere retfærdighed hedder den, og der gik 8,7 raske kilometer i Viborgs østlige omegn med at få genopridset persongalleriet og skyde seriemyrderierne i gang.
Nu er jeg klar til at genoptage At Lave Ingenting og se dansk Jule- og nytårsbagedyst i tv. Jeg tror jeg er god til det. Min app siger i dag 11.297 skridt indtil nu, så jeg tror næsten, jeg både fører i både At Lave Ingenting og At Gå Mange Skridt. Det er ret godt gået.