Denne dag

Facebook har en funktion, der hedder Denne dag. Her kan man se, hvad man har delt og gjort sig klog på, og hvor man har tjekket ind på netop denne dato i tidligere år. Det er ikke en funktion, jeg har benyttet mig meget af, men jeg har haft en Facebookprofil i lidt over otte år og har til tider været ret aktiv, så der er en hel del gamle opdateringer at fordybe mig i. Sikke meget dvælen det kan føre til. Der sker alligevel noget i et liv over otte år.

Netop i dag, den 23. oktober, var der kun yderst fredsommelige ting at hente.

Men for tre år siden var jeg i Berlin sammen med mine to gymnasieveninder og vores mænd. Det var dæleme en god tur. Jeg skrev om det her og her.

dennedag1

For fem år siden lugtede jeg af fiskefileter, da jeg kom hjem. Tænk engang, der var jeg stadig mor til nogen i folkeskolen.

dennedag2

For seks år siden havde jeg ondt i økonomien, fordi det gik op for mig, at jeg havde sagt ja til både jul og sne og skiferie.

dennedag3

Senere samme dag:

dennedag4

… det smarte system til bilen … er det ikke det, der hedder vinterdæk?

Året før havde jeg tilsyneladende travlt. Jeg ved ikke med hvad, men tidspunktet taget i betragtning har det sikkert indbefattet noget aftensmadlavning. Men travlheden har da ikke været større, end at der har været tid til en Facebookopdatering.

dennedag5

Den 23. november for otte år siden har stensikkert været en søndag, siden jeg har haft tid til at lumre inden døre en hel dag med noget strikketøj og ende med til allersidst at have fået en lille smule dårlig samvittighed over al den lumren. Sweateren har jeg i øvrigt stadig, den er tyk og hvid og fuld af snoninger og ganske rigtigt varm.

dennedag6

Det som Facebook siger: Det var alt for i dag.

Dengang jeg næsten var ven med Lillian Bondo

Sommetider vælger Facebook at præsentere dig for emner og opdateringer, du ikke umiddelbart har bedt om. Det kan være, fordi dine venner kommenterer eller reagerer på noget, som Facebooks algoritmer så overfører til din nyhedsstrøm. Derfor havde jeg konstateret, men ikke undret mig over, at Lillian Bondo gennem et stykke tid optrådte ret hyppigt i den strøm af artikler og meninger, jeg dagligt bliver præsenteret for.

Lillian Bondo er jordemoder og formand for Jordemoderforeningen samt medlem af Etisk Råd. Det er sådan set interessante og vedkommende sager, hun interesserer sig for og deler på de sociale medier, og hun virker som et godt og fornuftigt menneske. Pludselig var hun der bare næsten dagligt.

En dag sendte hun mig faktisk en besked.

bondo1

Øhh nå? Taget med bukserne nede, på en måde. Jeg synes jo, at folk der bare sender venneanmodninger ud til højre og venstre til mennesker, de har læst om eller set i tv og synes, de kender, er latterlige, og jeg har da kun foragt til overs for dem, der gør den slags. Tsk tsk. Og man kommer jo ikke bare til det …!

Men det må jeg jo have gjort. Selv om… jeg har altså IKKE anmodet Lillian Bondo om facebookvenskab! Det har jeg ikke. Uanset hvor pænt hun siger det. For dét gør hun. Siger det i en pæn tone.

Jeg svarede, at jeg ikke ville hende noget, og bad hende skubbe mig til side og gå videre. Med pænere ord.

bondo2

Der gik et par uger, og så fik jeg selv en uventet venneanmodning fra en tidligere kollegas far, som jeg ikke kender, og som ikke kender mig. Han var nok kommet til at anmode alle sine datters forbindelser om fb-venskab, tænkte jeg med min nyvundne rummelighed. Jeg afviste hans anmodning og kom til at tænke på, om Lillian Bondo mon også havde fået afvist mig sådan for alvor, for nu, hvor jeg tænkte over det, var hun faktisk slet ikke forsvundet ud af mit feed.

Så jeg skrev en ny besked.

bondo3

Og hun svarede hurtigt. Måske ville hun også gerne have mig til at gå væk.

bondo4

Jeg syntes, det var mærkeligt, og gik ind på hendes profil. Og her var det, jeg opdagede, at jeg stod som Following. Endnu en pind til Dumme Mig. For hvordan kunne dét dog være sket, når jeg aldrig bevidst har tænkt “Jeg vil følge Lillian Bondo på Facebook!” – og aktivt sat processen i gang. Men jeg ryddede op efter mig selv og skrev igen til Lillian (som jeg efterhånden via vores næstenvenskab syntes, jeg var på fornavn med).

bondo5

Hun sendte mig et lykkeligt klistermærke.

bondo6

Hun kunne være blevet en god ven, men nu tror jeg faktisk, det er lykkedes os at gå hver til sit.

Hede Barcelonadrømme

Den prikker mig på skulderen, udlængslen.

For det første kaster Facebook Barcelona-billedminder på mig. I disse dage er det tydeligvis fire år siden, børnene og jeg brugte en række vinterferiedage i Barcelona. Mens andre folk spændte ski på fødderne og opsøgte sneen, fløj vi sydpå og fik det første svirp af forår og varmere vinde. Lidt koldt var det nu også. Jeg kan godt huske, at vi frøs, da vi sad på denne udendørs cafe.

Barcelona1

Men den sidste dag var der sol og fjorten fine grader, da vi drev af sted langs strandpromenaden. I februar. Næsten uden jakker.

Vi var også på chokolademuseet, mindede Facebook mig om i dag. Bagefter spiste vi billetterne.

Barcelona2

Det var den sidste ferie, jeg var af sted på alene med mine tre børn. Vi har været mange steder, vi fire. Paris, Kreta, Mallorca, nævnt i flæng. Og Barcelona. Derefter begyndte de at flytte hjemmefra, og lige forinden havde jeg mødt Morten, og så blev rejsekonstellationerne anderledes. Der har været både kæresterejser og familieture med et, flere eller alle børn, og der har været mor-og-barn- og far-og-barn-ferie. Og de store børn rejser selvfølgelig også selv med venner og kærester.

Men den der Barcelona. Det er en dejlig by, både at opleve med store børn for fire år siden og med kæreste sidste forår.

Og samtidig med Facebook-erindringsstormen bliver jeg bombarderet med noget Sweetdeal-nyhedsbrev, der lokker med lækre billeder og rasende billige rejsetilbud. Barcelona igen. Den by, altså. Vi mangler jo at prøve den der svævebane, de har. Det er nemt at lade sig friste.

Barcelona3

Knausgård og autofiktionsovervejelser

knausgaard

Vi læste første bind af Min Kamp af Karl Ove Knausgård i min læseklub for et par år siden, og siden er jeg fortsat med de efterfølgende bøger.

Forleden blev jeg spurgt, hvad jeg læser for tiden, og jeg svarede, at jeg er i gang med femte bind af Min Kamp. “Du må godt nok være fan!”, var kommentaren, og jeg fik ikke spurgt, hvad der lå i dét. Et opgivet forsøg?

Det er en speciel genre, men jeg er fascineret af Knausgårds blændende sprog og fanges af fortællingen og fortælleren. Jeg har læst bøgerne med gode pauser imellem; det synes jeg er nødvendigt for ikke at blive rendt over ende af al den autofiktion.

Egentlig er det mere auto end fiktion. Tror jeg. Jeg kan ikke gennemskue, om der overhovedet er nogen fiktion. Men det er altså sådan, genren betegnes. Knausgård beskriver sit liv, sine mennesker, sine følelser. Til tider både intimt og udleverende, synes jeg, både af sig selv og navngivne mennesker omkring ham. Hans værk har vakt opsigt og har både fået mange priser og været stærkt omdiskuteret. Kan man gå så tæt på mennesker i sit liv og gøre dem offentlige på godt og ondt, uden at de selv har valgt det? Forældre og bedsteforældre, ekskærester, ægtefæller, børn, venner, bekendte. Nogle personer i galleriet skildres ikke specielt flatterende, i særdeleshed faderen, som han hele sit liv er bange for. Paradoksalt nok er faderen den eneste i persongalleriet, hvis fornavn aldrig bliver nævnt. Der bliver kun sagt for eksempel “… de råbte min fars navn”, mens bror, mor, onkler og tanter, kusiner og fætre, venner, kærester og alle andre nævnes ved deres rigtige navne. Og de findes altså. De er levende mennesker, som har almindelige liv, og som ikke nødvendigvis længes efter at være offentligt kendte.

Med de verserende debatter in mente om, hvorvidt man udleverer sine børn, når man lægger billeder af dem op på Facebook, virker Min Kamp særlig stærkt. Det bliver seriøst sært, når jeg finder storebroren på Facebook og via hans venneliste går videre til de personer, som er nævnt i bøgerne og ser profilbilleder af moderen, niecen og nevøen, forfatterkammeraten, barndomsvennen, ungdomskæresten, den første kone, den nuværende kone.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Selv om de havde fået andre navne og derved ikke kunne findes på eksempelvis sociale medier af en nyfigen kreativ googler i fjerne Viborg, ville de selv og alle i deres kreds alligevel vide, hvem de var, og forholde sig til det, der er skrevet om dem.

Men sådan er det måske bare med biografier. Det ved jeg ikke. Jeg skal til at læse nogle flere biografier og blive klogere, tror jeg.

Men først skal jeg være færdig med årene i Bergen.