Ligner jeg Birthe Rønn Hornbech?

Jeg har købt en knælang, plisseret nederdel i sort, imiteret læder. Den er rigtig fin, jeg er glad, og jeg synes godt, jeg kan bære den.

Jeg har dog en helt klar forestilling om, hvad jeg kan have på til, så jeg ser ud som den høje, slanke model på forhandlerbillederne. Det går nok mest på, hvad jeg ikke skal sætte sammen. For sammen med nederdelen bærer jeg også en frygt for at fremstå konet.

Plisserede nederdele læner sig nemlig kraftigt op ad ’konet’ i min gammelgroede optik. Blåt garbardineplissé sammen med en mønstret skjortebluse godt ned over hofterne, tykke hudfarvede nylonstrømper og fornuftige travesko. Dem har jeg set mange af.

For lidt siden var min koneuro nødt til at have en ventil, og min kæreste hørte mig spørge, om han vel syntes, jeg lignede Birthe Rønn Hornbech…

Hvad skulle han dog svare til dét?!

Noget om småt brændbart

Jeg føler mig som en helt vildt bæredygtig genbrugsperson.

Den Store Oprydning I Værkstedet i søndags afstedkom en række ting, der skal fjernes. Køres helt væk. Til genbrugspladsen. Snart. I første omgang samlede jeg dem i bryggerset på den plads, hvor jeg plejer at have tørrestativet til at stå på vaskedage. I dag var vaskedag, så jeg slæbte det hele ud i værkstedet igen, hen i nærheden af yderdøren, som det alligevel skal ud af. Snart.

Blandt effekterne var et tiloversblevet skostativ af fyrretræ. Engang havde vi to af dem i brug, men nu er det kun nødvendigt med ét, så det ene skulle bare ud. Men da jeg stod med det i hænderne, tænkte jeg, at det i stedet for at komme i Småt brændbart på genbrugspladsen hellere skulle genbruges som småt brændbart i egen brændeovn.

Sådan noget godt, gennemtørt fyrretræ. Optændingspinde!

Så jeg skruede 24 gode skruer ud, brækkede alle pindene fra hinanden, savede dem i passende længder og hev alle metalkramper ud. Her var jeg begejstret for, at jeg også fandt min lille skruestik forleden, og for at jeg vidste, hvor både fukssvansen og knibtangen var.

Jeg følte mig helt vildt handy i en halv times tid. Det var en god fornemmelse, og det er det stadig, nu hvor skoreolen ligger i en kurv og bare venter på at blive brændt af.

Vi har blandet søm og skruer – nu er vi et rigtigt par

Er der noget med, at det har været en rigtig flot dag? Udenfor?

Ja ja, det jeg ved selvfølgelig godt, at det har. For min dag startede sådan her:

Med fire plader boller til hævning, avisen, kaffe og solen knaldende henover en rimhvid plæne ind gennem fedtede ruder. Mit yndlingshjørne på sådan en dag.

Men jeg kom aldrig ud. Først fordi jeg støvsugede hele hytten og bagte boller, senere på grund af det her:

Og enhver kan se, at det tager mere end en eftermiddag at komme til bunds i dét. I dag er det ni måneder siden vi flyttede ind. Det vil sige, at det har taget os trekvart år ikke at rydde op. Jo, der er skam stillet reoler op, og noget er da også sat på plads, men den gennemgribende oprydning og værkstedsindretning er det ikke blevet til. Jeg tog et ordentlig ryk i dag, og derfor nåede jeg aldrig at komme længere ud end lige uden for bagdøren, hvor jeg opdagede, at vi stadig havde sodavand og øl stående til køl fra nytårsaften. De var bundfrosne!

Men altså. I værkstedet er der stadig et stykke vej at gå, men jeg kom langt i dag. Der er skabt både gulvplads og bordplads, – mutter har kasseret og systematiseret, og de mange æsker med søm og skruer i alskens størrelser og faconer til alskens formål er sat i skuffer og skabe, så de er nemme at komme til. Vi har flettet værktøj, så nu er vi et virkelig etableret par.

Jeg har samlet en betydelig stabel af urent jern og småt brændbart, som gør lidt ondt i øjnene, indtil vi får det kørt væk. Men jeg bliver ærlig talt glad af at komme ud i det værksted nu.

Og så er det man tænker: Hvorfor har vi ikke gjort dét før nu?

Derudover over spekulerer jeg på, om alle har en stor bøtte med brugte jeg-gemmer-dem-lige-for-dem-kan-jeg-altid-bruge-skruer, eller det bare er os. Vi har tre!

Færdig med sytten, ind med atten

Alle de, der er i sync med samtiden, HAR allerede udgivet et udførligt tilbageblik på deres 2017 og er forlængst i gang med at se frem på et 2018, som de forventer sig utroligt meget af.

Men jeg tænkte altså allerede på mit årets tilbageblik, da jeg gik på juleferie for et par uger siden, så på en måde var jeg langt foran. Så gik ferien, og jeg kom muligvis bagud, og måske er tidspunktet forpasset, og måske skulle jeg hellere se fremad med det samme.

Men ska’ vi ta’ den alligevel?

Det kan gøres kort. Mine vigtigste milepæle i 2017 var, at vi købte hus og byttede midtbyens larm og hurlumhej ud med højt til himlen og dobbelt carport i forstæderne. Vi ved nu, at solen står op i øst, og at nytårsaften giver toiletpapir i hækken og frække barberskumstegninger foran hoveddøren. Og jeg skiftede job – efter 32 år som grafiker sprang jeg ud som tekstforfatter på fuld tid, og efter tre år med 2.500 månedlige landevejskilometer er jeg tilbage i hjembyen med cykelafstand til arbejde. Men vejret har bare været så vådt i de sidste otte måneder, ikke også…?!

Hvad mere? Jeg har fået ny cykel og iPhone 6. Vi har holdt konfirmation og dyrket kolonihaven. Min mor flyttede på plejehjem og har snart været igennem en årscyklus i den nye gamleverden. Men dét er jo hendes 2017 mere end mit. Vi har holdt ferie i Norge og Tyskland, besøgt Sverige et par gange, haft gæster fra nær og fjern. Tiden er fløjet af sted, og jeg har ingen forventning om, at det kommer til at gå langsommere.

For eksempel er der allerede gået to dage af et nyt år. Har jeg så nytårsforsætter? Næh, det har jeg faktisk aldrig, men jeg mindes, at jeg nytårsaften sagde, jeg ville begynde at tygge min mad noget bedre. Det er jo til at overkomme, så det kan vi godt aftale, at jeg gør.

I marts havde jeg nogle forsætter for vores nye liv i rækkehuset. Over tid har vi fået banko på fire ud af seks. Det første er vi tilsyneladende ikke nået til endnu, og det sidste lever jeg fint foruden. Jeg tror, 2018 bliver et godt år. Vi har for eksempel allerede fået nye – i hvert fald for os – stole og ryddet huset helt op efter nytårsfesten.

Godt nytår!

Skuffe-Karl, Marius Trekant og de andre

Jeg ledte efter klejneopskriften i min mors håndskrevne kogebog, som jeg har arvet. Den rummer også en stabel udklip og løse lapper med opskrifter, udvekslet over et halvt livs kaffeborde. På en af de forreste sedler var en ingrediensliste til appelsinmarmelade, som mor tilsyneladende har fået hos Inge Knud Snedker. Navnet satte en tankerække i gang hos mig. Inge hedder ikke sådan, men det er ved det navn, man ved, hvilken Inge der er tale om. Den Inges mand hed nemlig Knud, og han var snedker.

Næsten alle mennesker i min barndoms persongalleri havde et tilnavn, der refererede til enten deres erhverv, udseende eller tilhørsforhold.

Det giver sig selv, hvad Ingrid Købmand, Arne Politi og Poul Slagter erhvervede sig ved, mens det måske kræver mere forklaring, hvad Kristian Dæk og Kaj Møg lavede. Den første kørte taxa og var kørelærer, den anden tømte landmændenes møddinger og spredte efterfølgende gødningen på deres marker. Nogle kaldte ham også Kaj Møgspreder.

Så var der Kaj Dueunge, hvis forældre havde byens fjerkræslagteri.

Andre folk havde noget udseendemæssigt, der stak ud, nogle mere bogstaveligt end andre, og det blev deres tilnavn. Folkeviddet kan virke nådesløst og ubønhørligt, men det var i lige så høj grad informativt. Man vidste med det samme, hvem der var tale om. Lille Verner var ikke så høj, Skuffe-Karl havde underbid, og Svend med Ørerne havde … nå ja. Og Laurids Hat gik nok bare oftere med blød hat end med kasket som de fleste andre.

Nogle boede et sted, som gjorde det lidt nemmere at præcisere dem. Det var for eksempel Rasmus i mosen, Else ude på hjørnet og Marius Trekant, hvis hus lå på en spids grund mellem to veje.

Og så var der alle kvinderne på egnen, som ganske enkelt blev refereret til med deres mænds navne. Anna Thorvalds, Marie Alfreds og Martha Henriks. Andre koner blev kaldt ved hele mandens navn, som Else Jørgen Jensen og Marie Karl Knudsen. Inge Thormod havde af en eller anden grund ikke et genitiv-s på sin mands fornavn. Men det var nemt at skelne hende fra Inge Knud Snedker.

Jeg har aldrig hørt min mor omtalt med min fars navn. Eller omvendt. Men jeg ved på den anden side heller ikke, om Svend med Ørerne selv vidste, hvad andre folk kaldte ham.

Spredt tænkning om mandler og tasker

Jeg har en tilståelse. Jeg har ikke formidlet sandheden. Men jeg var i god tro. Og det er nok ikke så slemt. Faktisk har jeg bare talt forkert. Gik det op for mig for to nætter siden, lige da jeg var på grænsen til at falde i søvn.

Sandheden er, at jeg ikke har tolv dages juleferie, og så giver det seneste indlæg jo slet ingen mening. Men jeg troede altså, at det var tilfældet, for det havde jeg talt mig frem til. Men fintællingen forleden nat – dobbelt fintælling, endda – viste, at jeg kun har elleve. Og nu er der kun fire tilbage.

Det er en hel uge siden, jeg har meddelt verden noget digitalt, og det er ikke engang, fordi jeg har villet være smart og moderne og har bekendt mig til digital detox. Det har bare været så nemt og enkelt at nøjes med at være nærværende i den virkelige verden og kun skæve til den digitale i de sene nattetimer, når de andre sov. Ja, nok har jeg fulgt med i feedet, men uden at bidrage med noget selv, og der er helt sikkert verdensnyheder, der er gledet uden om mig. Det kan være, nogen laver et tilbageblik i uddrag og langsom gengivelse til mig på et tidspunkt.

Men jeg har det godt. Det har været dejlige dage hidtil. Og jeg spiste godt, og jeg drak kun lidt (… nej, vent, det var Fader Abraham??). Men jeg morede mig godt.

Mandlen blev væk juleaften. Ingen spiste den, ingen fandt den, og der var ingen risalamanderester. Det er meget mystisk. Medmindreeee … at ham, der havde mandelgaven med, ikke gad have den og lod mandlen forsvinde? Erik??? Nå, men vi raflede om mandelgaven, og jeg vandt ikke. Men jeg gad godt have haft den.

Nu står vi lige på grænsen mellem bagjul og fornytår. Jeg er så småt ved at indse, at jeg nok alligevel ikke får ryddet op i værkstedet i min lange, lange juleferie med de mange, mange dage uden de store planer. Dagene går jo, og jeg skal også slappe af.

Blandt mange virkeligt gode gaver – jeg fik kun gode og dejlige gaver – fik jeg en ny taske, og den er jeg flyttet ind i i dag. Jeg har tømt den gamle og overvejet hver enkelt ting, jeg tog op. Skulle de over i ny taske eller ej. Barkortene fra Paletten og hårklemmen skulle andre steder hen, men alt det andet er vigtigt og fandt nåde. Bortset fra indkøbssedlen, der røg ud. Jeg mangler ikke noget af det, der står på den.

Nu ved I, at jeg har det godt, og hvad der er i min taske.