15. maj 2013 | den store bunke |
I søndags flød internettet over af to ting: Den lokale fodboldklub rykkede op i Superligaen efter fem år i … et andet sted, og det var mors dag. Mors Dag. Skal det skrives med stort? Er det så etableret en institution?
Facebookopdateringerne vekslede KUN mellem “Sådan, VFF!” og “Se, hvad jeg har fået af mine børn”.
Ingen af delene kom rigtigt mig ved. Jeg er ikke synderligt fodboldinteresseret. Har det ligesom den lille pige, som sagde “Jeg synes, det er meget sjovt at være på Stadion, men jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal lave, mens de spiller.”
Og det andet er aldrig rigtig gået op for mine børn. Jeg er heller ikke selv vokset op med det. Kan kun huske en enkelt gang i førskolealderen, hvor jeg plukkede en skæv, men velment buket stedmoderblomster med alt for korte stilke til min mor i hendes egen have, fordi jeg havde hørt noget om mors dag. Mine børn er heller ikke blevet hjulpet på vej af deres far, mens de voksede op og stadig var til at forme. Omvendt har jeg så heller ikke lært dem, hvornår det er Fars Dag.
I virkeligheden er det jo bare Blomsterhandlernes Dag og Isenkræmmernes Dag.
I søndags skete der det, at villavejene i kvarteret omkring kolonihaven – og Stadion – var proppet med parkerede biler, at højskolebarnet tog tidligt af sted, fordi hun skulle til One Direction-koncert i Hamburg, den 19-årige så jeg slet ikke, og den 16-årige kom hjem fra farweekend sidst på eftermiddagen og anede intet om, at man kunne høste kolossal goodwill ved at begave sin mor.
Jeg er ikke skuffet. Jeg har opdraget dem sådan. Og jeg er et stort menneske, så jeg tager mit stive smil på og siger både “Tillykke, VFF” og “Næææh, så fine ting I fik”.
8. maj 2013 | den store bunke |
10.748,14
Det sidste døgn har jeg arbejdet intenst med disse tal. De er svære at vænne sig til.
Det er det beløb, jeg skal efterbetale i varme. Altså udover det, jeg allerede har betalt a conto. Det er et beløb, som nær har taget livet af mindst to mennesker. Min landlord, da han fik varmeopgørelsen for ejendommen, og mig, da jeg åbnede kuverten.
Når man bor øverst i en ejendom fra attenhundredeognoget, må man regne med, at det er den dyreste lejlighed at varme op. Varmen fiser ud alle steder, gør den. Det er også den bedste lejlighed. Men det er mange penge alligevel. Dem ville jeg godt have brugt på noget andet. Jeg vidste jo ikke, at jeg allerede havde brugt dem.
Siden i går har jeg prøvet at vinkle det uundgåelige faktum – pengene skal betales – på en måde, så jeg tror at det er noget godt.
“Hvor er det generøst af mig at finansiere en tredjedel af det samlede varmeforbrug i en ejendom, der huser en forretning og fem lejligheder.”
“Det er godt, afregningen kommer nu, så det ikke går ud over julegaverne.”
“Det er bare penge. Ingen er døde. Eller syge.”
“Godt jeg ikke har bestilt en dyr sommerferie. Eller efterårsferie. Eller vinterferie.”
Jeg nåede frem til to veje at gå. At foreslå min husejer at få energitestet, så man kan se, hvor varmen slipper ud, og under alle omstændigheder smide noget isolering op på loftet. Og at betale noget mere a conto, så det i det mindste bliver fordelt over hele året.
Så trampede jeg ned til Landlord med min jeg-er-din-bedste-lejer-attitude. Han vidste selvfølgelig med det samme, hvorfor jeg kom. Og så stod vi der og trippede i takt for at komme først med, hvad vi syntes, der skulle gøres. Han havde nemlig også tænkt. Han har selv boet i min lejlighed i mange år og ligger inde med hele varmeopgørelseshistorikken, og synderen er, tror han, … tadaaaa… skunkene. Og det er rigtigt, at de sommetider blæser op, når det stormer og vinden står rigtigt. Så han har faktisk allerede bestilt nogen til at isolere dem. Ind i snakken fik han flettet sit trumfkort: ”For du er en god lejer”.
Og er det ikke ligegyldigt, at jeg er til fals for den slags, hvis det hjælper med til at acceptere en femcifret efterregning?
“Landlord er et ordentligt menneske.”
Slemme, slemme skunk!
6. maj 2013 | den store bunke |
Nogle af de store blå IKEA-poser får et renligt arbejde. Andre tager de beskidte job. Disse tre har slået sig ned i en stald i Sverige, selve IKEAs moderland.
3. maj 2013 | den store bunke |
Den ene har ventet længe på dette øjeblik. Den anden sagde, lige efter at billedet var taget: “Og så må du godt holde op med at gro!”
Men vi ved godt, at den store bliver den lille og fremover må trække andre discipliner ind i konkurrencen. For eksempel omkreds af overarme.
2. maj 2013 | den store bunke |
Jeg har lige slået et skår i en tallerken. Fordi jeg tømte opvaskemaskinen på jeg-kan-da-bare-flytte-mange-tallerkener-på-en-gang-måden. Jeg tænkte bare nå, så gider jeg ikke have dén mere.
Men var dét forkert?
Engang var jeg hos en astrolog, og mens jeg sad i sofaen og ventede på at få uddybet det horoskop, han havde lagt for mig, tabte hans kone en skål ude i deres køkken. Den gik i stykker, og hun var så forfærdeligt ked af det, at hun næsten græd. Jeg prøvede at sige, at det jo bare var en skål, men det virkede ikke. Jeg kan jo heller ikke vide, hvordan planeterne stod for hende den dag. Eller for skålen.
Nu har jeg trukket på skulderen og smidt min tallerken i skraldespanden.
Er jeg et koldt og ufølsomt menneske?
30. april 2013 | den store bunke |
Jeg løb en tur i dag! Det er ikke noget, jeg har prioriteret særlig højt på det seneste.
“På det seneste”….? Det sidste år, faktisk. 1. april 2012 løb jeg halvmaraton i Berlin og var i rimeligt god form. Derefter lod jeg mig distrahere af alt muligt andet og rendte måske også ind i en mindre motivationsskade. Det har imidlertid vist sig, at jeg stadig har et løberomdømme. Jeg bliver jævnligt spurgt, hvordan det går med mit løb, og det virker altid, som om den spørgende har rustet sig til at få beretninger om den ene bedrift efter den anden kastet i ansigtet. Så trøster jeg dem og siger, at det slet ikke er sådan fat.
Men so what? Det er længe siden, jeg holdt op med at ærgre mig over alle de gange, jeg ikke kommer ud. I stedet glæder jeg mig over, NÅR jeg kommer af sted. Og det gjorde jeg i dag.
Det var så længe siden, at jeg næsten ikke kunne huske, hvad man skal have på, og slet ikke hvor langt jeg var kommet i den lydbog, jeg hørte på, sidst jeg løb.
Kristi Himmelfartsdag skal jeg løbe Kalkmineløb, ti kilometer i kuperet terræn (Efter devisen: Er der en knold, skal man OVER den – aldrig uden om), og det er rart nok at vide, at jeg kan, også selv om jeg har hele dagen til det.
Og jeg kan! Det gik langsomt, men det gik godt. Jeg havde Langs Smertegrænsen i ørerne. Skrevet af Thomas Clemen og læst op af Bent Otto Hansen, som har den kedelige vane at holde lidt for irriterende lange pauser midt i sætninger. Ellers virker bogen lovende, og måske kan jeg anbefale den. Engang om længe. Jeg hører nemlig kun bog, når jeg løber eller støvsuger.
Mine fine syv kilometer i dag bragte april måneds statistik op på den svimlende distance af næsten 24 tilbagelagte kilometre. En KLAR fremgang i forhold til 17 i marts.
Wuhu, jeg har vinger.
