29. maj 2013 | den store bunke |
Vi løb Søndersøløbet i aftes. Traditionsrigt, lokalt og ikke særlig langt. Heller ikke særlig hurtigt. Jeg var ude på ruten i omkring fire minutter mere end sidste år. Det er en hel del, når distancen ikke er mere end 5,7 km. Morten lagde to et halvt minut oveni sin sidste års tid.
Jeg er god til at vende tingene på hovedet, så fakta smager bedre. Som i min Facebookstatus: “løb årets Søndersøløb fire minutter langsommere end sidste år. Men altså, det er REKORDmeget længere tid end min rekord”.
Og da Morten konstaterede, at han var kommet i mål præcis midt i feltet, som nummer 534 ud af 1068 deltagere, og jeg kiggede på mine tal og så, at jeg både i den samlede placering og i placeringen blandt kvinderne lå i sidste halvdel, så skumlede jeg lidt. I min aldersklasse lå jeg som nummer 24 af 46, og det var der jo heller ikke noget spektakulært i. Men hey, jeg var nummer 1 i den sidste halvdel!
Når man i flere år har flashet på de sociale medier hver eneste gang, man har løbet, og fortalt om den ene forbedring efter den anden og skrydet om nye ruter og landvindinger, og faktisk også er blevet set derude og har knyttet nye løbebekendtskaber, så har man et ry. Et omdømme som en, der løber. Og det forsvinder ikke så nemt. Mærkeligt nok hænger det ved endnu. For tre uger siden løb jeg Kalkmineløbet i Mønsted (og har kun haft løbeskoene på på en enkelt træningstur i de mellemliggende tre uger!), og da jeg pustende og gispende nærmede mig målet efter ti hårde kilometer, blev min chip registreret, og kommentatoren annoncerede i højttalerne, at jeg var på vej, og fortsatte “… hun er også en Viborgløber”. Uuuh, ja. Det er også et smalltalk-emne, når jeg møder mennesker, jeg ikke har talt med længe: “Du løber vel stadig helt tosset?”, som noget de bare går ud fra. Og genboerne synes, at min løbejakke hænger til luftning på altanen hele tiden. De ser det bare hver gang, den hænger der. Og i aftes mødte vi en bekendt, der sagde: “Åh nej, kommer I? Jeg skulle jo løbe langsomt i dag…!”
Jeg kan joke med, at jeg var rekordlang tid ude på ruten, og jeg kan insistere på, at jeg ikke vil ærgre mig over dårlige resultater og over, at jeg kommer så sjældent af sted, men glæde mig over, når jeg løber. Det fortsætter jeg med, og så længe der klæber et billede af en fit og stramhudet – og tynd – løber til mig, nyder jeg også dét.
Men.
Det er jo ikke godt nok. Jeg kan godt mærke det. Det kan vi begge to. Jeg ved ikke helt, hvilke mekanismer der har haft fat i os. Da vi mødte hinanden for halvandet år siden, løb vi begge regelmæssigt og med pæne distancer og tider, vi var glade for, og vi havde begge to startnummer til Berlin Halbmarathon i april sidste år. Løberiet er bare ikke blevet prioriteret særlig højt det seneste års tid af nogen af os.
Vi må lægge en plan, blev vi enige om i aftes. Vi må i gang igen. For det er jo godt at få motion. Det er dejligt at have god samvittighed. Det er simpelthen rart at være i form. Vi må prioritere.
Vi vil.
Vi kan.
Vi har bare først tid i næste uge.
28. maj 2013 | den store bunke |
Via et link på en anden blog havnede jeg på Wordle. Her kan man lægge ord ind, og så bliver de blandet og formet i et kunstnerisk udtryk. Man kan også lægge et link eller en tekst ind. Jeg linkede til Grevinden på tredje og fik den her collage:
Eller den her, som minder mig om morgenhår:
Eller den gotiske version. Måske et pletskud af middelalderadel og grevindeagtighed?
Det’ da meget sjovt. Prøv selv her.
25. maj 2013 | den store bunke |
Svalerne har ikke forsøgt at bygge rede oppe i altanhjørnet den sidste uges tid. Kampen var vundet. Troede jeg. Men i går, da det var magsvejr, syntes jeg godt nok, de svævede lige lovlig tæt og frækt omkring min altan. Og to svaler sad på hver sin tagrende og blinkede konspiratorisk til hinanden på den indforståede svalemåde.
Jeg har taget konsekvensen og bygget palisader. Så kan de bare tro, at der er nogle andre, der har købt grunden og sat håndværkere i sving inde bagved, og så er der åbningsfest til grundlovsdag eller noget. Jeg er ligeglad. Jeg vinder!
22. maj 2013 | den store bunke |
Der er flere ruter at gå, når målet er selvtilfredshed og en velvoksen glorie. Du kan rejse dig op for alt over tredive i bussen, give penge til alle de indsamlinger der findes, lægge hovedet på skrå og lytte til alle der stopper dig på gaden med spørgsmål om mobiltelefoni og eludbydere og Amnesty, købe fuldkornstarteletter, skure brusenichen, læse Information regelmæssigt.
Du kan også gå direkte i Blodbanken, svare på et spørgeskema – husk nej i alle felter, bortset fra to drillesteder, hvor du skal vælge ja, skrive under med din højre pegefinger, sige dit navn og personnummer tre gange, få en juice og et stykke chokolade, læse Billed-Bladet fra en gang i april og afgive en halv liter nul rhesus positiv.
Så kan du gå hjem med en mægtig pose god samvittighed.
Rundt regnet 35 tapninger i årenes løb giver cirka 17 liter blod. Jeg kan have totalreddet tre mennesker eller klatreddet ti gange så mange. I dag tager jeg glorien på.
17. maj 2013 | den store bunke |
Kære svaler
I er nogle af de fineste fugle, vi har. I hvirvler så elegant mellem murene i store hurtige sving. I står stille i luften med halefjerene spredt ud. I er smukke og fine, I må gerne suse rundt i min gård, og det er et dejligt godtvejrsvarsel, når I flyver helt heroppe i tredje sals højde.
Vi skal bare ikke bo sammen.
Hvorfor vil I spytte jeres rede sammen på den allermindste altan, I kan finde i hele komplekset? Hvorfor?!? Duerne ville også være her, men blev sendt væk, – vi kan altså ikke være så mange. Vi skal jo også selv være her, og det dur bare ikke, at vi skal skides i nakken, når vi sidder og nyder et glas hvidvin eller griller en pølse. Det er jo heller ikke sjovt for jer, vel? At I til den tid ikke tør flyve ind og fodre jeres unger, fordi vi sidder der.
Tag da ned og bo i parkeringskælderen sammen med alle de andre. Så kan I også råskide på min bil ligesom dem. Det er i orden. I skal bare holde jer væk fra min altan.
Så ja, det var mig, der skrabede jeres friske mudderspytklatter ned i eftermiddags og undskyld for det, og ja, jeg satte en vagtdreng ud på bænken for at holde jer væk. I forskrækkede ham faktisk, da I lige strøg forbi næsen af ham, og sig lige undskyld for det.
Og det tørklæde, jeg nu har monteret til at hænge og flagre, det er for at I ikke skal flagre op i hjørnet over døren og klistre på en mudderhytte igen. For jeg advarer jer! Jeg skraber det ned. Hvis I vil krig, så kæmper jeg. Med spartel og fejebakke.
Nu ved I det!
16. maj 2013 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Alt det gode står i kø i dag.
Bukkejagten gik ind ved midnat. Klokken 5.20 nedlagde min jægersjægersmand sin buk. Bukken. BukkEN. Ham som alle jægerne i konsortiet har gået og glanet efter og og drømt om om natten og håbet på at få. De vidste, han gik der. Det gør han ikke mere. Sådan ser han ud, og jeg ved ikke engang, om man må beskære et trofæbillede så skammeligt. Men jeg vil bare vise opsatsen, og hvis nogen er interesseret i data, er jeg sikker på, at der vil blive både opmålt og indvejet og sammenlignet.
På vej på arbejde cyklede jeg forbi kolonihaven for at se, om Buk allerede hang i værkstedet der. I stedet fik jeg øje på gartnerens røde lastbil med allerede nogle børfulde skrab på ladet og to stykker karlfolk i haven. Jeg gav mig ikke til kende, for det skulle jo nødigt virke, som om jeg lugelurer. Men nu ser haven SÅDAN ud:
Hjemme er der også sket noget. Jeg har længe plæderet hos Landlord for et nyt køleskab, fordi det gamle jævnligt gik amok i kuldeproduktion og gerne arbejdede i tocifrede minusgrader. Det er jo ikke til at holde mad så, når man aldrig ved, om æggene er frosne eller osten er uskærlig eller salaten rasler med iskrystaller. Landlords hårdehvidevaremand har hævdet, det kunne repareres. Det var nemlig et meget dyrt mærkekøleskab. Jaerh…! Men det virker bare ikke! Heller ikke efter reparationen. Al min mad er frosset ihjel. Så nu gav han sig, og i dag – OGSÅ på denne lykkedag – er denne fætter blevet installeret.
Se, hvor glad nogen blev!
Og og og og… i aften skal vi til koncert i Herning. En af jagtkammeraterne mener 110 %, at min jægersjægersmand kommer til at møde Bruce Springsteen personligt. Med det held.
Så gør det altsammen ikke noget, at jeg i et par timer i formiddag troede, at jeg havde drukket rengøringsmiddel fra kontorets kaffemaskine. Jeg var meget indadfølende hele formiddagen, men symptomerne kom ikke, og senere fik jeg at vide, at det bare er vand, den renser sig med – lige ned i min kop, som jeg ikke havde fået hentet. My lucky day!
Jeg lever også fint med, at jeg kom hjem til brev fra dem her:
