Jeg har lige slået et skår i en tallerken. Fordi jeg tømte opvaskemaskinen på jeg-kan-da-bare-flytte-mange-tallerkener-på-en-gang-måden. Jeg tænkte bare nå, så gider jeg ikke have dén mere.
Men var dét forkert?
Engang var jeg hos en astrolog, og mens jeg sad i sofaen og ventede på at få uddybet det horoskop, han havde lagt for mig, tabte hans kone en skål ude i deres køkken. Den gik i stykker, og hun var så forfærdeligt ked af det, at hun næsten græd. Jeg prøvede at sige, at det jo bare var en skål, men det virkede ikke. Jeg kan jo heller ikke vide, hvordan planeterne stod for hende den dag. Eller for skålen.
Nu har jeg trukket på skulderen og smidt min tallerken i skraldespanden.
Er jeg et koldt og ufølsomt menneske?
Min mormor fortæller altid om Fru Bastholm, som var fruen i huset, der hvor mormor kom ud at tjene som ganske ung. Når en af pigerne kom til at smadre noget af husets fine porcelæn sagde Fru Bastholm altid “at spildet skal have sit”. Det tænker jeg altid på, når noget går i stykker. En slags karmalov for ting, fordi der skal være balance i sagerne. Min mormor elskede Fru Bastholm. Og det var tilsyneladende gengældt. For jeg har fået et fint armbånd af momse, som Fru Bastholm gav hende. Det var oprindelig en kæde, som Fruen fik lavet om til to armbånd: et til hendes egen datter og et til momse. Jeg håber ikke at “spildet” har noget større behov for at få armbåndet lige foreløbig. Jeg går ofte med det 🙂
Spildet skal have sit. Det er et godt mantra! Og sikke en sød fortælling om mormors armbånd. Jeg er vild med ting, der har en historie – derfor bliver der aldrig strømlinet der, hvor jeg bor. Næsten alle mine møbler har jeg enten arvet, fået eller købt brugt.