Jeg løb en tur i dag! Det er ikke noget, jeg har prioriteret særlig højt på det seneste.
“På det seneste”….? Det sidste år, faktisk. 1. april 2012 løb jeg halvmaraton i Berlin og var i rimeligt god form. Derefter lod jeg mig distrahere af alt muligt andet og rendte måske også ind i en mindre motivationsskade. Det har imidlertid vist sig, at jeg stadig har et løberomdømme. Jeg bliver jævnligt spurgt, hvordan det går med mit løb, og det virker altid, som om den spørgende har rustet sig til at få beretninger om den ene bedrift efter den anden kastet i ansigtet. Så trøster jeg dem og siger, at det slet ikke er sådan fat.
Men so what? Det er længe siden, jeg holdt op med at ærgre mig over alle de gange, jeg ikke kommer ud. I stedet glæder jeg mig over, NÅR jeg kommer af sted. Og det gjorde jeg i dag.
Det var så længe siden, at jeg næsten ikke kunne huske, hvad man skal have på, og slet ikke hvor langt jeg var kommet i den lydbog, jeg hørte på, sidst jeg løb.
Kristi Himmelfartsdag skal jeg løbe Kalkmineløb, ti kilometer i kuperet terræn (Efter devisen: Er der en knold, skal man OVER den – aldrig uden om), og det er rart nok at vide, at jeg kan, også selv om jeg har hele dagen til det.
Og jeg kan! Det gik langsomt, men det gik godt. Jeg havde Langs Smertegrænsen i ørerne. Skrevet af Thomas Clemen og læst op af Bent Otto Hansen, som har den kedelige vane at holde lidt for irriterende lange pauser midt i sætninger. Ellers virker bogen lovende, og måske kan jeg anbefale den. Engang om længe. Jeg hører nemlig kun bog, når jeg løber eller støvsuger.
Mine fine syv kilometer i dag bragte april måneds statistik op på den svimlende distance af næsten 24 tilbagelagte kilometre. En KLAR fremgang i forhold til 17 i marts.
Wuhu, jeg har vinger.
