I søndags flød internettet over af to ting: Den lokale fodboldklub rykkede op i Superligaen efter fem år i … et andet sted, og det var mors dag. Mors Dag. Skal det skrives med stort? Er det så etableret en institution?
Facebookopdateringerne vekslede KUN mellem “Sådan, VFF!” og “Se, hvad jeg har fået af mine børn”.
Ingen af delene kom rigtigt mig ved. Jeg er ikke synderligt fodboldinteresseret. Har det ligesom den lille pige, som sagde “Jeg synes, det er meget sjovt at være på Stadion, men jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal lave, mens de spiller.”
Og det andet er aldrig rigtig gået op for mine børn. Jeg er heller ikke selv vokset op med det. Kan kun huske en enkelt gang i førskolealderen, hvor jeg plukkede en skæv, men velment buket stedmoderblomster med alt for korte stilke til min mor i hendes egen have, fordi jeg havde hørt noget om mors dag. Mine børn er heller ikke blevet hjulpet på vej af deres far, mens de voksede op og stadig var til at forme. Omvendt har jeg så heller ikke lært dem, hvornår det er Fars Dag.
I virkeligheden er det jo bare Blomsterhandlernes Dag og Isenkræmmernes Dag.
I søndags skete der det, at villavejene i kvarteret omkring kolonihaven – og Stadion – var proppet med parkerede biler, at højskolebarnet tog tidligt af sted, fordi hun skulle til One Direction-koncert i Hamburg, den 19-årige så jeg slet ikke, og den 16-årige kom hjem fra farweekend sidst på eftermiddagen og anede intet om, at man kunne høste kolossal goodwill ved at begave sin mor.
Jeg er ikke skuffet. Jeg har opdraget dem sådan. Og jeg er et stort menneske, så jeg tager mit stive smil på og siger både “Tillykke, VFF” og “Næææh, så fine ting I fik”.
