I går morges vågnede jeg op til denne udsigt ud over bølgende kornmarker og mergelgraven-med-træer og Præstemarken og Holemarken og de andre lokaliteter, som jeg er vokset op med. Størstebror er fjerde generation på min fødegård, og vi overnattede der efter at have været til revy i den lokale teaterforening, hvor han er en af de bærende kræfter, både som tekstforfatter og skuespiller. Også i år var det turen værd. Han er god! Vi er stolte.
Haven var anderledes, da jeg var barn for over fyrre år siden. Staudebedene er lagt om, de små træer er blevet store træer, og de store træer er blevet kæmpetræer. Der hvor det lille træ står, stod et kæmpestort moreltræ, som vi har klatret i, er faldet ned fra, har haft vores gynger i og er gynget op til himlen i og modigt er sprunget ned fra svimlende højder. Det væltede den nat i 1999, hvor decemberstormen gik hen over landet og især raserede hen over Fyn. Bror og svigerinde vågnede op til en sær fremmed skygge hen over haven og en mægtig trækrone lige uden for vinduerne. Året efter røg nogle af de gamle æbletræer i en anden storm. Birketræet i venstre side af billedet har en tvilling til den anden side. De blev plantet, da min mor var ung, og deres stammer er så store og tykke, at de næsten ikke har hvide birketræsaftegninger længere. De må have så lange rødder, at hvis de vælter, vipper det halve af stuehuset med.
Det her er alléen set fra gården. En imponerende hal af 25 mægtige kastanietræer. Min oldefar plantede dem. Der var oprindeligt lige mange i begge sider, men da vejen skulle udvides – nu er den vel tre meter bred, selv med god vilje kan den kun beskrives som en bivej – måtte det øverste træ fældes. Det er et flot syn ved denne tid, hvor de blomstrer og står fulde af lys. Vi har samlet kastanier og lavet kastaniedyr, det har vores børn også, og den, der til enhver tid har været ansvarlig for at holde alléen pæn, har bandet over nedfaldet og alle de nye træer, der er skudt op. Nogle af skuddene lever stadig og er blevet store træer så fjerne steder som Aarhus og Telemark i Norge.
Det her er Æbelø. Vi tog en omvej hjemad. Flyvesandet er Fyns nordligste punkt, og der badede vi som børn. Vi cyklede ti kilometer med et sammenrullet håndklæde på bagagebæreren, og måske havde vi penge med til en ispind. I størstebrors revy hed et af numrene Kuk kuk. Det handlede om regentparrets sommerbesøg i Bogense på onsdag, men melodien var den, som i forbindelse med Sangens Dag sidste år blev valgt som Nordfynboernes yndlingssang, “Kukker på Æbelø”. Ifølge Ugeavisen Nordfyn var det en overlegen sejr, den fik nemlig 40 ud af 152 stemmer. Hør den her, det er Poul Reichardt, når han er bedst, men gør det med omtanke, for den er en rigtig ørehænger. Og Æbelø kan man altså se fra Flyvesandet, og når tidevandet er lavt, kan man gå derud. Det har jeg aldrig gjort. Måske skulle jeg.
Efter al den snak om dronningebesøg fik jeg lyst til at køre igennem Bogense, hvor jeg både er født og har taget kørekort. Det er den kønneste lille købstad med det fineste torv og en lille havn. Hvor kongeskibet altså desværre stikker for dybt til at kunne gå ind, så de behøver ikke pudse hele havnen; hun kommer ad landevejen fra Middelfart.
Vi kørte den modsatte vej, og hele turen var én lang memory lane for mig. Heldigvis – for ham – faldt min sidemand i søvn, og jeg måtte holde alle minderne inde i mit hoved. Om dengang jeg kørte på min grønne Puch Maxi hele vejen hjemmefra til Gamborg Havn for at tilbringe en dag med min kæreste og hans kammerat på hans forældres lystbåd og ringede hjem med en virkelig tynd historie om, at jeg ikke kunne få fat i noget benzin til min knallert og var nødt til at overnatte på båden. Jeg havde ikke engang prøvet, måske manglede jeg heller ikke benzin, men jeg ville så gerne blive der, og jeg har sikkert skullet hjem og hakke roer. Næste dag købte jeg ansporet af tyk dårlig samvittighed to kæmpebundter hvide asparges med hjem fra en af de mange boder med grøntsager, man stadig finder som perler på en snor langs landevejen på de kanter.
