Jeg går og rydder op i skærerummet på kontoret for tiden. Det er der, vi har printere og hullemaskiner og papir og omslagsmapper – og alt muligt andet. Da vi flyttede ind i lokalerne, samlede vi nogle reoler og kastede tingene ind på hylderne for at få dem væk fra korridorer og fællesarealer. Vi har næsten vænnet os til, at der overhovedet ikke er nogen logik i logistikken, og ved hvor det meste er, men det er alligevel blevet tid til at få indført en overordnet orden. Og det er her, jeg blev udpeget. Det er lige mig, mente de.

Det er sådan set okay arbejde, nu hvor jeg har fået udstukket mig en kurs. Først var det mig og en kollega, men jeg sendte hende ud og lave noget andet igen. Det er nemmere at gøre det selv.

Jeg propper nogle ørepropper med lydbog i ørerne, og så går jeg og udtænker systemer. A3 100g her, A3 160g her, A3 200g overstørrelse her, A4 100g her… fortsæt selv. Det er varmt derinde, og jeg sveder som en asfaltarbejder, men som sagt, det er okay arbejde.

Der er bare lige én ting. Sidst jeg kom ud fra et længere ophold i skærerummet, var Margaret Thatcher død i mellemtiden. Nu er jeg faktisk lidt bekymret for, om jeg får slået Nelson Mandela ihjel.