Ran Slirpa og hans lede kumpaner
“Jeg har rustet mig mod dig hele morgenen! Du er garanteret en benhård førsteaprilsnarrer!”, sagde en kollega, da jeg mødte i morges.
Intet kan være mere forkert. Jeg. Hader. Aprilsnar. Jeg hader at blive narret, at stå som et fjols, der er hoppet på det usandsynlige, og første april ifører jeg mig et panser af skepsis. Jeg tror på intet denne dag. I aftes bønfaldt jeg min kæreste på et næsten patetisk niveau om at skåne mig for narring. Jeg er virkelig, virkelig dårlig til at tage noget gas.
Siden jeg nu har det sådan, udsætter jeg heller ikke andre for aprilsnar. I morges blev jeg ellers spurgt, om det ikke kunne være sjovt, hvis vi sammen lagde et ultalydsscanningsbillede på Facebook, ledsaget af et Yay! eller Hurra! Altså, nej, blev der sagt!
Så frygt ikke. I kan alle vide jer sikre for mig.
I gamle dage var det altid ægypteren Ran Slirpa, der huserede i aviserne 1. april med sære bygningsprojekter, eller han fiskede ørreder i åen fra Clemens Bro midt i Aarhus. Jeg var altid på vagt over for Ran Slirpa. I dag har jeg allerede skimmet medierne for årets naragtigheder.
Jeg tror på intet i dag. INTET.
