Jeg kan godt lide Facebooks funktion På denne dag/On this day, hvor man bliver mindet om, hvad man har skrevet, uploadet eller på anden måde været involveret i på selvsamme dato for år tilbage. Så kan jeg hygge mig med at svælge i, hvor sjov og klog, jeg var, og hvad jeg har valgt at delagtiggøre omverdenen i. Ren ananas i egen juice!
For otte år siden skrev jeg om morgenen: “skal til dimission på efterskolen i dag. Har et par hundrede kilometer til at træne forståelseogoverbærenhedmedtristteenager og lave Kleenexdepoter i bilen. Det gik hurtigt, dét år..!” og et halvt døgn senere: “har hjembragt en mascaraplettet datter med bjerge af bagage. Fornøjelsen er helt på min side…”
Og netop i dag for syv år siden lænede jeg mig op ad den dagsaktuelle debat om, hvorvidt bekymrede forældre skal lade deres børn stå på egne ben på festival.
Jeg er ikke så blødhjertet, når de først er af sted. Selvfølgelig tænker jeg på dem og holder øje med vejrudsigten, men jeg regner da med, at de kan klare sig, og at de og kammeraterne passer på hinanden.
Min yngste søn på 20 år befinder sig netop nu i en camp i Roskilde. Med ham har jeg aftalt, at han sender mig en sms i ny og næ, som bekræfter, at han lever. Det er mere, end jeg åbenbart forlangte af storesøsteren for syv år siden, da hun var 17 år, men det lever han nok med. Indtil nu har jeg fået tre enslydende beskeder: “I live”.
Det skal nok gå.
