Da jeg i sin tid blev skilt, var der den gevinst ved det, at jeg tabte en hel masse kilo. Den følgevirkning var jeg glad for, men jeg vil trods alt ikke anbefale nogen en skilsmisse bare for at tabe sig. Der er for mange ærgerlige bivirkninger ved den slankekur, og kun én fordel. Men den var der så også.
Den sidegevinst, der er ved at have feriehund, er, at vi bliver mere fortrolige med nærområdets stisystemer og stikveje på tre uger, end vi ville have været uden hund, når vi aften efter aften traver kvarteret tyndt på lufteturene.
Hmm…
Kom det nu egentlig ikke til at lyde, som om 1) jeg umiddelbart sidestiller skilsmisse og hundepasning, og 2) det er slemt at passe hund? Ingen af påstandene er imidlertid tilsigtede eller afspejler min holdning.
Sommetider får man bare noget udover det egentlige, som man slet ikke havde tænkt på, og som viser sig at være en fordel, og selv om aftenturene med hunden stadig kan tælles på én hånd, har de allerede givet en effektiv forståelse for kvarterets opbygning, som vi ellers ikke ville have fået, fordi vi normalt bare har travlt med at komme ud af området til andre steder.
Så vi snuser videre og kommer til bunds i det.