21. august 2017 | Hørt og set i forbifarten |

Store arealer bliver tit omregnet til ’så og så mange fodboldbaner’. Muligvis findes der mennesker, for hvis hjerner det giver mening, men det er ikke en sammenligning, der egentlig bidrager ret meget til min forståelse. Måske kan jeg bedre forstå arealer i mål. Længde gange bredde. Den slags.
Forleden så jeg imidlertid en endnu mærkeligere omregning. Jeg besøgte Strandingsmuseet i Thorsminde. Et virkelig godt museum, i øvrigt. Informativt, interaktivt, flot, lærerigt. Det beskæftiger sig i sagens natur med skibe, og på en af tavlerne stod der om et moderne containerskib, at ’Det kan laste 46.000 tons dødvægt, svarende til 106.000.000 par gummisko’.
Gummisko..?
Men hvorfor..?
17. august 2017 | den store bunke |

En af os rører dej til koldhævede brunchboller, fordi en anden af os har fødselsdag i morgen. En af os skal til en anden fest det meste af dagen, så hvis vi skal nå at fællesfejre, er muligheden der helt tidligt på morgenen, inden vi alle sammen katapulteres ud til alle sider. Så sådan bliver det. En af os står tidligt op og bager og flager.
Sød kæreste! Både den ene og den anden!
16. august 2017 | den store bunke |

Dag 3? Hold da op. At der allerede er gået tre hele dage tilbage på arbejdsmarkedet efter færdig og veltilbagelagt sommerferie kunne godt tyde på, at tiden ganske enkelt har fået så meget fart på, at det er jul lige om lidt. Men hey, når det er jul, er lyset vendt igen, og dagene er på vej til at blive længere. Og dét kan vi godt lide, ikke?
Men altså.
Med udsigt til en aftenhimmel, der er væsentligt mørkere end på samme tid for de efterhånden næsten fire uger siden, da jeg gik på ferie, sidder der én (mig), der er træt, fordi det har været en lang dag. Den tredje lange dag, siden ferien sluttede.
Jeps, jeg er i gang med hverdagen igen. Jeg må stå tidligt op for at være et sted til en bestemt tid og kan ikke bare vente, til jeg vågner og har lyst til at stå op. Jeg må koncentrere mig om opgaver, endda flere timer ad gangen. Det er jeg slet ikke vant til. Og jeg skal huske at gå i seng i ordentlig tid og ikke drikke vin hver dag. Måske.
Men når jeg tænker over det, føles det fuldstændig i orden. Jeg har haft tre dejlige uger. En i Norge med Morten, en i Hamborg med husstanden og en i kolonihaven med mig selv, og enkeltdage ind imellem med forskelligt og forskellige. Alle mine behov er dækket, og hvor er det rart at kunne sige dét.
Det har ikke engang været slemt eller specielt hårdt at starte på arbejde igen. Det er en rar fornemmelse.
Men jeg er træt i dag. Tredjedagen er altid kritisk. Tredje dag på en skiferie, hvor man synes, det går helt godt og slipper koncentrationen og kommer til skade. Tredje dag efter en fødsel, hvor man græder og græder og slet ikke kan håndtere alle de hormoner. Tredje dag på arbejde efter en ferie, hvor trætheden viser sig efter to dage på koncentreret speed.
Jeg drikker et lillebitte glas vin og øver mig i at gå tidligt i seng. Det er også i mellemtiden blevet helt mørkt. Og måske jul?
13. august 2017 | den store bunke |

Vi fik overhovedet ikke alkohol. Alligevel føles det lidt som tilstanden efter en fest. Hvad det på sin vis også er. Vi er baldrede, smadrede og trætte og går i en boble ved siden af os selv.
Hvorfor? Fordi vi har været en del af 24-timersløbet i Viborg, ligesom vi plejer den anden weekend i august. Der er ligesom to lejre den weekend. Nogle er aldrig med til 24-timersløbet, fordi de altid er til Smukfest. Andre er aldrig til Smukfest, fordi der er 24-timersløb. Og sådan er det bare.
Det er altså ikke alkohol, der har smadret os. Ret beset er det vel heller ikke løbeanstrengelserne. Vi har begge løbet to runder om Søndersø i løbet af det døgn, løbefesten varer, hvilken vil sige under 12 kilometer i alt. Trætheden skyldes snarere alt for meget frisk luft og alt for lidt søvn. Vi lagde os ved midnatstid og stod op igen klokken 04.30 for at være klar til vores morgenture – på det eventyrlige tidspunkt af døgnet, hvor natten møder dagen. Jeg løb solen op på min tur.
Men vi klager ikke. Slet ikke. Vi har selv valgt at være med, vi var begge tilfredse med vores indsats. For mit eget vedkommende har jeg aldrig været så længe om at løbe rundt om den sø før, men jeg var til gengæld stabil og havde samme tid på begge mine runder (9 sekunders forskel), jeg løb hele vejen, og det er længere, end jeg har løbet længe. Som i VIRKELIGT længe. Som sædvanligt var der udbredt hygge og god stemning på Guldsmed Norups hold af venner og familie gennem hele døgnet, og alt var nøjagtigt, som det skulle være.
Og så endte vi endda på en fornem femteplads i rækken af 24-mands mixhold, som der var 98 af!


Næste år synes jeg, vi skal have røde trøjer, for så kan vi alle sammen kalde hinanden den røde løber. Og rød neglelak har jeg.
10. august 2017 | På denne dag |

I dag synes jeg godt, jeg kunne have været mere specifik med min facebookopdatering for otte år siden. Var jeg måske lidt kæk over, at jeg to dage før havde holdt en gevaldig 50 års fødselsdagfest og ikke havde onde tømmermænd længere?

Og for syv år siden. Historien gentager sig. Der er 24 timers løb i den kommende weekend. Forskellen er bare, at dengang underspillede jeg jo for vildt. Jeg VAR i god form og løb skidegodt. Nu må jeg kompensere ved at flytte fokus fra urimeligt dårlig form til farvekoordineret neglelak og købe aflad ved at bage muffins til holdet.

Nåårrhhh! Fem år med den æggegule mastodont! Kæft, vi har bagt mange boller sammen.

Historien gentager sig fortsat. Det ER jo ved denne tid. Og selv om gamle dage var hurtigere, er det stadig en fest.

Årh ja, altså. Dét gentager sig også. Køkkenhaven er ALTID tilgroet i starten af august, og jeg slider.

Hvad er nu det? Den der har jeg ikke set i år. Hvorfor? Hvad? Hvorhenne? Død?

Det var en god ferie! Og jeg har alt det samme stadig: jakke, skjorte, hår, rygsæk, solbriller, smil.
Har jeg sagt, at jeg synes, Facebooks feature På denne dag er sjov?