Lørdagsdims mellem travle dage

Vores hus er fyldt med parallelliv i disse dage, vi har skiftende ekstra logerende, vi er på skift ude og hjemme, men lige nu på denne lørdag formiddag sidder jeg på den plads i stueetagen, hvorfra man kan overskue alt, også tilværelsen – ja, det er store ord på en novemberdag, jeg ved det – med computeren og er alene i en solstråle. Jeg har Mads & Monopolet i radioen, kaffe i kruset og gode ideer i hovedet. Jeg skal bare bestemme mig for, hvilken der skal bruges først.

Tidligt onsdag morgen låste en træt regionsmedarbejder sig ind af vores hoveddør for at snige sig til nogle timers fortjent søvn efter at have talt stemmer og kommunikeret valgresultater hele natten. Det var ugens første parallelfærden.

I aftes lagde vi lokaler dels til den 20-åriges forfest med drengene inden en gammel elev-fest på gymnasiet, dels til et par trailløbere, der tankede overnatning her inden et løbsarrangement på disse kanter i dag. Den 14-årige tankede biograf og Black Friday inde i byen, og selv havde jeg frivilligtjans på Paletten til Huxi Bach. Han var i øvrigt god.

Da jeg kom hjem, var alle enten gået i seng eller til fest, og da jeg stod op, var de fleste taget til trailløb eller var på vej på jagt, og resten sov. Siden er der blevet ryddet op efter ungefesten ovenpå, og senere på dagen kommer både løbere og jægere hjem – de sidste har dyr med, er der netop indløbet besked om. Det bliver en hyggelig aften, hvor alle for en gangs skyld er hjemme samtidig.

Derfor sidder jeg nu alene her på min måske yndlingsplads og er tilfreds med tingenes tilstand, mens jeg overvejer, hvad jeg skal.

Jeg kan rydde op i en kasse børnebøger, der står ovre i hjørnet og venter på netop dét. Jeg kan skrive en juleønskeseddel. Jeg kan gøre køleskabet rent. Jeg kan ringe til min mor. Jeg kan sortere strømpebukser. Jeg kan lave en beskrivelse af en design-idé jeg har. Jeg kan støvsuge. Jeg kan vaske tøj. Jeg kan tage i kolonihaven og se på noget vinterklargøring. Jeg kan køre ud og købe ind til aftensmaden.

Jeg kan også lave en kop kaffe mere og bare være lidt stolt af, at jeg har lavet en liste over alt det, jeg kan. Her i stilheden mellem alle de andres aktiviteter.

God lørdag til jer, der ved hvad I gør.

Og til jer, der ikke gør.

Når filmen lever op til bogen

Af de ualmindeligt mange bøger, jeg har læst og lyttet, er det forbløffende få, jeg har fortalt om og anbefalet her. En af dem, der slap igennem anbefalingsnøglehullet på bloggen, er Glasslottet af Jeannette Walls, som jeg lyttede til for snart tre år siden – og tænk at der allerede er gået tre år, men det er en helt anden snak. Jeg skrev om den her. Jeg var begejstret.

Nu er den filmatiseret, og jeg så den i går. Det er altid farligt at have læst bogen, der ligger til grund for en film, for dels kan man altid savne detaljer fra det skrevne forlæg, som ikke er med i filmen, og dels fortolker instruktører somme tider vel frit. For nogle uger siden så jeg Snemanden, der er baseret på Jo Nesbøs roman af samme navn, og den film var i den grad noget skrammel, som jeg skyndte mig at glemme og lade, som om jeg aldrig havde set. Ikke engang internationale stjerneskuespillere kunne redde den i land. Jeg har for resten ikke set den! Jeg kan kun huske bogen!

Jeg var derfor ret spændt på Glasslottet, også fordi Maria Månson i Filmselskabet på DRK ikke gav den så god en medfart i sin bedømmelse. Det var heller ikke mange, der havde fundet vej til sal 4 i Fotorama i aftes: Mit selskab og to mere. Det var mest synd for alle dem, der ikke var der.

For altså. Efter min mening er filmen fuldstændig, som den skal være, og meget tro mod sit forlæg, som er den selvbiografiske fortælling om forfatterens opvækst. Filmen var lige så livsbekræftende, hjerteskærende og forstemmende som bogen, og da lyset blev tændt, havde jeg den samme følelse, som da jeg var færdig med bogen. Det er godt, tænker jeg.

Jeg kan kun sige: Se den.

Valget er truffet

Vi har været der. Vi har gjort vores borgerpligt og tjent demokratiet med hver to krydser, der trængte sig på.

Der er noget helt, helt særligt over sådan en valgdag. Man har talt en del om, hvorfor vi ikke stemmer digitalt. Tillid til valgresultatet og stemmehemmelighed er et par af grundene til, at vi ikke kommer til det de næste mange år. Læs mere om det her. Og så er jeg også sikker på, at dét at rejse sig og fysisk drage ud og sætte sit kryds med en rigtig blyant på et stykke papir udløser langt flere endorfiner og en større tilfredshed end at sidde hjemme og swipe kandidater til højre eller venstre på en skærm.

Vi tog af sted sidst på eftermiddagen for at plante den 20-åriges første kommunal- og regionsvalgskrydser og de to midaldrendes for-hvem-ved-hvilken-gangs ditto. Hallen var stuvende fuld, og demokratiet fik hele armen. Vores valgsted i Viborg er Danmarks største, hvor 23.748 cpr-numre har fået tilsendt valgkort. Der var 16 valgborde, og vælgerkøerne snoede sig ind mellem hinanden som et analogt Snake-spil. Jeg er stolt over at være en del af det.

Vi har hver især stemt efter bedste overbevisning, og det viste sig på vejen hjem, at vi alle tre var enige om den samme kandidat på den ene stemmeseddel og helt uenige i den anden afstemning. Selve billedet på Demokratiet i én Toyota Aygo!

Inde på rådhuset myldrer det netop nu med mediefolk, for en kendis blandt kandidaterne kaster ekstra spænding og rampelys på valgresultatet. Der er åben valgcafe, og DR1 sender direkte derindefra den halve eller hele nat, mens stemmerne tælles op og aftalerne indgås. Vi ved, der arbejdes hårdt derinde, både foran og bag kameraerne.

Regionshuset ligger nogle få hundrede meter derfra, og her er der også koncentreret optælling og travlhed hele natten. Bent Hansen-æraen er slut, og vi har valgt den nye chef. De skal bare lige tælle stemmerne, før vi ved, hvem det er.

Aftenen har den helt rigtige valgatmosfære, og snart begynder formen af de næste fire år at tegne sig.

Læselistens heste … eller nej …

Det er, som om Mofibo er kommet lidt mere op … på hesten, var det nærliggende at skrive, men jeg mente nu i omdrejninger. Her på det seneste har jeg lagt mærke til, at de nye bøger er hurtigere tilgængelige som lydbog. Tidligere skulle vi vente i ret lang tid efter udgivelsen af papirudgaven, før man havde fået indlæst og lagt op. Det går langt hurtigere nu. I øjeblikket lytter jeg til Sissel-Jo Gazans Blækhat, som er forholdsvis ny, og før den var jeg igennem Michael Katz Krefelds Pagten, som jeg kunne downloade allerede dagen efter udgivelsen. Jeg kunne måske have gjort det allerede på selve dagen, men da var jeg endnu ikke helt færdig med Bjørneby af Fredrik Backman. Den blev i øvrigt udgivet i starten af oktober.

Jeg kunne godt remse flere titler op på nyudkomne bøger, jeg allerede har læst, men jeg vil hellere fortælle, hvad jeg har i vente. Jeg har en åben note på telefonen, hvor jeg løbende skriver forfatter og titel, når jeg støder på omtaler, snuser rundt i boghandeler og bliver anbefalet bøger af andre. Nogle af dem har jeg næsten opgivet at se på Mofibo, andre strømmer ind. Nogle kan jeg ikke huske, hvorfor jeg noterede, andre glæder jeg mig virkelig til at komme i gang med. Listen er skrevet i den rækkefølge, jeg blev opmærksom på titlerne, og helt uden prioriteringer.

Her er læsehestens liste:

Ove Dahl: Drabschefen
Hustvedt: Sommeren uden mænd
Riebnitzsky: Orkansæsonen og stilheden
Lucinda Stilet: De syv søstre
Jussi Adler-Olsen: Alfabethuset
Pauliina Rauhala: Himmelsang
Paul Auster: 4321
Albertine Sarrazin: Astragal
Michel Houellebecq: Underkastelse
David Lagercrantz: Manden der søgte sin egen skygge
Jonathan Franzen: Purity
Maria Gerhard: Der bor Hollywoodstjerner på vejen
Steffen Jacobsen: Da blev jeg døden
Elsebeth Egholm: Jeg finder dig altid
Dan Brown: Oprindelse
Colson Whitehead: Den underjordiske jernbane
A.J. Kazinski: Miraklernes nat
Anne B Ragde: Liebhaverne
Hanne-Vibeke Holst: Som pesten
Lotte og Søren Hammer: To små piger

Om der ellers sker noget i mit liv? Ja, i morgen skal jeg i biografen, og i maj skal jeg til Utah.

Summen af kardemommen

Der stod kardemommekapsler på min indkøbsseddel. Det skal bruges til noget rødbedechutney med peberrod – en opskrift, Morten havde ledt efter i et stykke tid og fandt forleden, da han tog et ryk med noget oprydning.

Jeg har aldrig købt kardemommekapsler før og vidste hverken, hvordan de ser ud, eller hvor de købes. Udseendet beskrev Morten efter hukommelsen som en slankere udgave af bog. Fra bøgetræer, I ved. Det andet gav internettet svar på: Hele kardemommekapsler kan købes hos etniske købmænd og asiatiske supermarkeder, og sådan et sted har vi i Viborg.

De har alt muligt derinde. Mængder af alskens krydderier i små og store glas og breve, posevis af farvestrålende ris og kerner, bønner og linser, lige fra små poser til store sække. Dåser med alt muligt. Bag disken sidder indehaveren i sin blå kittel og overskuer det hele og tager mod betaling og ordner verdenssituationen med kunderne. Eller lokalsituationen – jeg er ikke helt sikker.

Jeg koncentrerede mig om de mange krydderihylder. Der var flere udgaver af hel kardemomme, men ikke noget med kapsler, og ikke noget der lignede smalle bog. Til sidst tog jeg et brev med hen til disken.

– Er det det her, man kalder kardemommekapsler?

– Ja.

– Okay, så skal jeg have det her.

– Hundrede kroner.

Hundr… ?? Jeg syntes, det var dyrt, men hvad ved jeg om kardemomme. Måske er det sjældent guld ligesom safran. Jeg holdt masken og begyndte at trække dankortet frem i stedet for de mønter, jeg havde tænkt var nok.

Begyndende glimt i sorte øjne.

– Det koster 15 kroner, men du betaler hundrede kroner i dag.

– … Hvorfor?!?

Latter i sorte øjne.

– Det er for sjov. 15 kroner!

Latter i blå øjne også.

– Men synes du ikke, jeg var god til at tage det med stenansigt? Jeg ved jo tydeligvis ikke noget om kardemomme.

Det syntes han.

Man bli’r så glad af sådan en lille episode. Det var aldrig sket i Føtex.