Af de ualmindeligt mange bøger, jeg har læst og lyttet, er det forbløffende få, jeg har fortalt om og anbefalet her. En af dem, der slap igennem anbefalingsnøglehullet på bloggen, er Glasslottet af Jeannette Walls, som jeg lyttede til for snart tre år siden – og tænk at der allerede er gået tre år, men det er en helt anden snak. Jeg skrev om den her. Jeg var begejstret.
Nu er den filmatiseret, og jeg så den i går. Det er altid farligt at have læst bogen, der ligger til grund for en film, for dels kan man altid savne detaljer fra det skrevne forlæg, som ikke er med i filmen, og dels fortolker instruktører somme tider vel frit. For nogle uger siden så jeg Snemanden, der er baseret på Jo Nesbøs roman af samme navn, og den film var i den grad noget skrammel, som jeg skyndte mig at glemme og lade, som om jeg aldrig havde set. Ikke engang internationale stjerneskuespillere kunne redde den i land. Jeg har for resten ikke set den! Jeg kan kun huske bogen!
Jeg var derfor ret spændt på Glasslottet, også fordi Maria Månson i Filmselskabet på DRK ikke gav den så god en medfart i sin bedømmelse. Det var heller ikke mange, der havde fundet vej til sal 4 i Fotorama i aftes: Mit selskab og to mere. Det var mest synd for alle dem, der ikke var der.
For altså. Efter min mening er filmen fuldstændig, som den skal være, og meget tro mod sit forlæg, som er den selvbiografiske fortælling om forfatterens opvækst. Filmen var lige så livsbekræftende, hjerteskærende og forstemmende som bogen, og da lyset blev tændt, havde jeg den samme følelse, som da jeg var færdig med bogen. Det er godt, tænker jeg.
Jeg kan kun sige: Se den.