24. februar 2022 | den store bunke |
En af de helt store fordele ved at være frivillig på et spillested er, at man kan gå til alle de koncerter, man vil, hvis ikke der er udsolgt.
På sådan en vintermørk februartorsdag, hvor alle kunne trænge til at tænke på noget andet end Ukraine, var det netop, hvad jeg gjorde. Undveg sofaen, slukkede fjernsynet og tog på Paletten. Kalaha var aftenens band. Jeg kendte dem ikke, men det giver tit de fineste overraskelser. Sådan var det også i aften, og jeg blev en god oplevelse og en enkelt øl rigere.
Skulderklap til mig.
I morgen står jeg der igen. Der tager jeg selv en tjans iført frivilliguniformen, den sorte t-shirt med logo på ryggen, og møder gæsterne med smil og imødekommenhed.
Rasmus Hagen spiller. Ham kender jeg heller ikke, men det bliver godt og rart og hyggeligt, er jeg sikker på.
19. februar 2022 | den store bunke |
Jeg er vild med Fredrik Backman. Og sådan er dét.
Fredrik Backman er ham, der har skrevet blandt andet En mand der hedder Ove (i øvrigt fremragende filmatiseret med Rolf Lassgård som Ove), Britt-Marie var her, Min mormor hilser og siger undskyld, Folk med angst (som er blevet en fin og tro miniserie på Netflix) og Bjørneby-trilogien, der handler om et lille samfund langt mod nord i de svenske skove.
De fleste af hans romaner handler faktisk om små samfund, bredt defineret. Samfund og individer. Om mennesker, relationer, kærlighed, passion, sport, angst, om at skille sig ud, være som de andre, frygt for at være det, frygt for ikke at være det. Om had, skam, regler – definerede og usagte, foragt, vold, politik, sammenhold, forbilleder. Om at blive voksen og om at være det.
Fredrik Backman skriver forunderligt og vidunderligt, klogt og koncist, billeddannende, modsætningsfyldt. Betragtende, beskrivende, indsigtsfuldt, enkelt. Jeg elsker sproget, formuleringerne, sætningerne.
Jeg har læst eller lyttet alt, hvad han har skrevet – bortset fra en enkelt julenovelle, har jeg lige opdaget. Nu er jeg i gang med tredje og sidste del af Bjørneby-serien, og jeg nyder hvert sekund.
Den er indlæst af Thomas Gulstad. Sådan skal dét være. Det SKAL det. Han har indlæst alle Backmans bøger, og det kan ikke være anderledes. Hans stemme er Backmans stemme for mig, og jeg ville blive virkelig skuffet, hvis jeg skulle vænne mig til en andens. Så lad være med at lave om på dét, lydbogsredaktører. Og Thomas … du kan også bare lige vove!
Hvis I ikke har læst noget af Fredrik Backman, kan det kun gå for langsomt med at komme i gang. Hvis I har, synes jeg bare, I skal kaste jer over resten. Uanset om I læser med øjne eller ører.
Nå, tilbage til Bjørneby.
7. februar 2022 | Hørt og set i forbifarten |
Jeg gik rundt ovenpå og lagde tøj på plads, da jeg fik et FaceTime-opkald. Telefonen lå nedenunder, og jeg skyndte mig ned, men opkaldet var allerede afbrudt.
Jeg genkendte nummeret som min kollegas og sendte hende en sms: Facetimefejlopkald? Hun svarede kort efter: Det var Otto.
Aha. Otto er et år gammel og er sikkert kommet i tanker om, at han ikke kan tale, og så har han alligevel ikke villet udsætte mig for ottosk.
Eller også er hans mor kommet.
Jeg må høre hende i morgen, hvad han kan have haft på hjerte.
6. februar 2022 | den store bunke |
Man har sommetider forsøgt at beskrive min blog som en slags dagbog, og jeg har kraftigt, næsten vredt, insisteret på, at det er den i hvert fald ikke. For mig er den en platform, hvor jeg selv bestemmer indholdet og – hvis jeg vil – skriver om det, der optager mig. Slet, slet ikke alt, hvad der optager mig, og kun når jeg har lyst til at dele.
Sommetider har jeg ganske vist ønsket, at jeg i tidens løb havde delt mere, for så ville jeg selv have kunnet bruge den som et opslagsværk. Hvornår var det nu, jeg gjorde dit og dat, hvad mente jeg om dette og hint?
Sådan er det ikke, og sådan kommer det aldrig til at være.
Men hvis nu jeg engang i fremtiden har glemt, hvad jeg brugte den første februarweekend i 2022 til, kan jeg for altid læse det her. Eller i hvert fald indtil internettet går op i røg.
Jeg har – i vilkårlig rækkefølge – fodret fugle, facetimet en sommerhusfremvisning 16.180 km væk (siger internettet), støvsuget hele huset, vasket sengetøj, sejlet med Hals-Egense færgen (i fire minutter), lavet en tærte af ingredienser jeg havde, drukket rødvin, gået en tur ved Øster Hurup og en tur i Undallslund plantage og i begge tilfælde ad stier, jeg ikke havde betrådt før (sidstnævnte sted fordi jeg glemte at holde øje med, hvor jeg var), googlet garn og strik, fyldt bilen med et halvt års ophobede papemballager og kørt det på genbrugsstationen, læst avis, sovet godt, set et tv-portræt i anledning af kronprinsessens runde fødselsdag og flovtudet lidt, vandet blomster, lyttet Karl Ove Knausgårds Morgenstjernen færdig, tænkt tanker (kloge), holdt øje med vejret og sat en vinduesliste fast, som var faldet af efter vinduespudserens seneste besøg.
Jeg har ikke strøget de skjorter og kjoler, som har hængt klar til netop dét i flere uger, støvsuget bilen eller gjort badeværelserne rene. Weekenden er ganske vist ikke slut endnu, men jeg ville ikke satse mine sparepenge på, at de punkter bliver streget af listen.
Nu er planen at trevle strik op, spise resten af tærten lavet af ingredienser jeg havde, drikke rødvin (eller måske hvid- til forandring), se sidste afsnit af Margrete den Første, lægge rent sengetøj på, sidde i sofaen.
Uh, jeg får travlt resten af den første februarweekend i 2022.
Som nu er logget for evigt.
26. januar 2022 | den store bunke |
Efter mange, mange lange overvejelser og kommen-fra-det-igen har jeg vovet mig ud i mit første soloabonnement på en måltidskasse. Jeg kan godt lide fisk og har valgt Skagenfoods pescetarkasse til tre dage – to måltider med fisk og en grøntsagsret til den tredje dag – indtil videre med levering hver anden uge.
Det er jo ikke til at sige, om leverandøren rammer plet i forhold til, hvor meget jeg spiser. Et granvoksent menneske med fysisk arbejde har brug for mere mad, end jeg har, så jeg var spændt på, hvordan mængden af ingredienser ville være, om jeg ville stå med madspild eller ganske enkelt foræde mig. Men jeg har kastet mig ud i det, ser det an og vil løbende evaluere mit abonnement.
Jeg startede faktisk med at blive lidt rystet, da jeg pakkede den første levering ud. Der var dobbelt portion af begge slags fisk, det har nok været en fejl, der ikke gentager sig, men min første tanke var, at “jeg kan da uMUligt spise syv rødspættefileter og næsten 400 gram lange …” Og grøntsagerne … de kan jo ikke levere en halv butternutsquash og et halvt blomkålshoved, så der var en hel af hver. Ligesådan med pasta og ris, der var i pakninger til flere end mig. Der måtte blive oceaner til overs, når jeg havde lavet mine tre måltider til én, tænkte jeg og var allerede ude i, at det var en dum investering.
Men heldigvis fik jeg det vendt. At have for meget mad skal jo aldrig give nedtur, så jeg lagde halvdelen af hver type fisk i fryseren til senere og faldt til ro.
Efter andendagen er jeg allerede klar til at evaluere.
Det er både hyggeligt og hurtigt at lave retterne, og maden smager hammergodt. Det vidste jeg godt i forvejen, for jeg har tidligere fået måltidskasser fra Skagenfood, men det er dejligt, at det stadig er sådan.
Der er rigeligt, og i går var jeg temmelig mæt hele aftenen. I dag har jeg kun spist halvdelen af det, jeg har tilberedt, så resterne bliver til aftensmad i morgen, og så trækker jeg den sidste ret til dagen efter.
Og prisen? Jae, jo færre personer kassen er til, jo højere bliver kuvertprisen selvfølgelig. Kassen her til tre dage koster 322 kr., regn selv enhedsprisen ud. Men når jeg har lavet alle tre måltider, hvoraf det ene rækker til to dage – og jeg ved endnu ikke, om den resterende ret også gør, står jeg tilbage med en halv pakke pappardelle, 100 g ris, en halv butternutsquash, et halvt blomkål, tre forårsløg, det meste af et hvidløg, tre rødspættefileter og 175 g lange/mørksej. Det kan jeg da snildt lave til yderligere to-tre gange aftensmad, og så er det jo lige pludselig til en endda meget fornuftig pris.
Og der er som sagt rigeligt. Det kommer til at kræve øget kalorieforbrænding. Jeg er ved at erkende, at jeg bliver nødt til at lægge noget mere bevægelse ind i min hverdag – og det vælger jeg også at se som noget positivt!
Hjem fra arbejde, gå en lang tur og SÅ hjem og lave aftensmad. Hvordan lyder dét?
