Vi er de formørkede julenaboer
Vi bor for enden af en stikvej, og vi er det hus på vejen, der hvert år kommer sidst med julebelysningen. Hvis vi overhovedet kommer med. I løbet af den sidste måned har vi konstateret, når vi er trillet ned ad vejen til os selv, at der kommer flere og flere lyskæder i forhaverne ved de andre huse, og da vi kom hjem fra Costa Rica, kunne vi se, at man tydeligvis var helt klar til jul i nabolaget. Indtil vi nåede det mørklagte hus for enden af vejen. Vores.
Vi har en troldhassel i forhaven, som sagtens kan bære et par funklende lyskæder. Og vi har kæderne. Jeg ved endda, hvor de er, for jeg fandt dem i dag. Men træet har skudt nogle gevaldige strittende vildskud, som næsten lige bør klippes af først. Det har vi bare ikke nået. Men det står på min liste. Måske bliver det i morgen. Eller en anden dag.
I mellemtiden synes jeg selv, jeg har været dygtig i dag. Jeg har haft alle tre kasser med julepynt inde i stuen og omhyggeligt udvalgt pæne stykker pynt, som jeg har hængt op og arrangeret. Flitterstads og klenodier vi hver især har bragt med. Her er blevet så fint og hyggeligt.
Og genistregen: En lyskæde i et højt glas i vinduet ud mod gaden, så naboerne kan se, at vi ikke er helt formørkede og juleløse.
