3. september 2016 | den store bunke |
Altså, kender I det her? Jeg har samlet i bunker af ting, som jeg ordner “i næste uge”, “i weekenden” eller “det kigger jeg lige på” og “nu har jeg noteret det”. En lang række af projekter til effektuering, når jeg lige får tid, eller det ikke kan vente længere.
Og nu er det weekend, nu har jeg tid. Alle punkterne er endda skrevet ind i telefonens noter under overskriften HUSKE AT, og jeg har oven i købet listet dem i prioriteret rækkefølge, så det bare er at starte fra oven, og så kan jeg slette dem efterhånden, som de er udført. Og jeg har også koordineret med vejrudsigten, således at indendørs projekter er planlagt til i morgen, hvor der er lovet slagregn på heldagsbasis, og i dag, hvor solen skinner, er der prioriteret nogle timer i haven, hvor sejlivet og potent ukrudt sikkert håber på, at jeg ikke kommer.
Jeg er oven i købet allerede i gang. Der står fire plader boller og hæver i køkkenet, både vaskemaskine og tørretumbler arbejder, og det er bare at gå videre til næste punkt på listen. Meget af det er faktisk nemme småting som at nethandle billetter til et par arrangementer, skrive en mail, læse noget, se en tutorialvideo, skrive en liste. Easy-peasy. Bare komme videre.
Alligevel er der på en eller anden måde sket det, at jeg er gået i stå. Jeg sidder i sofaen med computeren på skødet, drikker kaffe og hører Mads og Monopolet, spiller Candy Crush og skriver blogindlæg om alt det, jeg i stedet skulle give mig til.
Så kunne man til mit forsvar sige, at jeg sikkert trænger til sådan en lille stund med overspring midt i min travle og vigtige hverdag.
Næh. Det gør jeg ikke. Dem har jeg mange af. Hele tiden.
Nå men.
Nu!
Går jeg ud og tænder ovnen og ser til vaskemaskinen og finder mit NemID nøglekort frem.
Men jeg kan se, at jeg har fået et nyt liv i Candy Crush, så det spiller jeg lige først.
2. september 2016 | den store bunke |
Jeg spolede lige mentalt tilbage gennem de referater, jeg har hørt folk give om selskaber og komsammen’er, de har været til. Jeg er helt tilbage i barndommen, og jeg kan høre min mor berette om forsamlingshusfester og familiegilder. Og jo, det er ganske vist; den sekvens der er brugt med størst frekvens og derfor har sat sig fast i min erindring er Og så fik vi… En væsentlig del af oplevelsen har alle dage været kvaliteten af det kulinariske indtag og manglen på samme, og ingen genfortælling har kunnet være fuldkommen uden også at fortælle indgående om, hvad der var blevet serveret.
Sådan har det altid været. I hvert fald i min familie, og det har nærmest været betragtet som uhøfligt og udtryk for mangel på interesse, hvis man ikke efter at nogen havde været til fødselsdag eller andet selskabeligt stillede spørgsmålet Hvad fik I?
Jeg har beviser. Jeg har min mormors dagbog, som hun skrev i fra 1951 til 1968, når der skete noget særligt.
Saa godt som jeg husker, vil jeg her nedskrive Minder og Mærkedage for Tiden, som er gaaet for vore Børn og os selv. Sådan indledte hun bogen, og et hurtigt gennemløb fortæller, at mad også var vigtigt ved datidens gæstebud.
Og måske forklarer mormors notater også lidt, hvorfor jeg ikke er specielt begejstret for hønsekødsuppe med kød- og melboller. Det blev serveret ved ALLE selskabeligheder. ALLE. De voksne elskede det og evaluerede efterfølgende med kendermine, om suppen havde været virkelig god, havde manglet salt eller været for fed, men for mig blev klar suppe slået ihjel af alt for overdreven anvendelse.
Bare se her, hvad Rasmine Jensen blandt andet beretter.
Middagen var følgende: Suppe med smaa hjerteformede Boller, Høns med Snitter, Oksesteg med Gemyser og Karamelbudding.
(Bryllup i Norge, maj 1951)
Fredagen efter havde vi Familien til Suppe, Peberrodskød og Is med Jordbærsovs og Kaffe.
(juni 1951)
Middagen bestod af: klar Suppe med Boller, Hønsepostejer, Frugt, derefter Steg med tilbehør, Is med Jordbærsovs og Kransekage. Ved 11 Tiden fik vi Kaffe med den traditionelle Bryllupskage, som var cirka 1 Meter paa begge Maader, og som Bruden skærer et Stykke af til hver enkelt, det hele foregik i Dansesalen, før Gæsterne tog hjem fik de skaaren Smørrebrød. Anden Dag var der lige saa mange Gæster til at spise, de fik dog ikke Suppe.
(Mine forældres bryllup, 1952)
Om Aftenen havde vi Familie og Venner til Suppe, Peberrodskød og Kaffe med Æblekage.
(Min mormors 60 års fødselsdag, 1953)
Til middagen fik vi: klar Suppe med Boller, Fisk i Maionæse med Snitter, derefter Oksefilet med udhulede Tomater med Flødepeberrod, Kartoffelstraa og Brunekartofler, Is med Brød og Kaffe med Smaakager og forskellige Vine, som det passede til Retterne.
(Bryllup, 1955)
Da vi kom hjem fik vi Kaffe og senere fin Middag med Suppe, Krustader, Steg og Ananasdessert.
(Barnedåb, 1957)
Middagen bestod af: klar Suppe med Boller, derefter fik vi Laks, saa Steg garneret med alt muligt Tilbehør, Osteanretning, Is i Karamelrand og til det hele forskellige Vine.
(Guldbryllup, 1959)
Kl 6 fik vi Suppe med Rødvin, Peberrodskød, Is og andet Vin og Kaffe med Kager.
(Barnedåb, 1959 – Det var mig, der blev døbt!)
En ganske enkel Anretning til Aften: Skaller med Fiskeboller i Asparges, Flæskesteg, Frugt i Portionsanretning, derefter Kransekage til Kaffen.
(40 års bryllupsdag, 1960)
Spisesedlen var det helt store Sus – klar Suppe med Boller, derefter fik vi serveret hver en halv Hummer, dertil fik vi Champagne – Andesteg – Romfromage, forskellige Slags Vine, til sidst fik vi Kaffe inde i Stuerne med “Chlok”.
(80 års fødselsdag, 1961)
Vi begyndte Kl 12 med Suppe, Tarteletter, Steg og Dessert, Kaffe og Vine til.
(70 års fødselsdag, 1961)
1. september 2016 | Køkkenskriverier |
Min kollega Louise har et gavmildt blommetræ, og forleden fik jeg næsten fire kilo flotte, blålilla blommer med hjem.
Sidste sommer lavede Morten den lækreste marmelade af en portion mirabeller, jeg plukkede ved landevejen på min arbejdsvej. Ved opkørslen fra én landevej til en anden havde jeg spottet nogle mirabelletræer på en skråning, og det er så moderne at finde mad ude i naturen, så jeg parkerede bilen i vejsiden og fyldte en pose. Marmeladen var virkelig god, og derfor slap den selvfølgelig hurtigt op. Og når der ikke er flere mirabeller at plukke, fordi sæsonen er ovre, kan man ikke bare lave mere. Men man kan glæde sig til næste år.
Hvis det altså ikke var gået sådan, at om efteråret besluttede Vej og Park i den pågældende kommune at rydde skråningen, og i nogle uger arbejdede en flok onde, gule entreprenørmaskiner ihærdigt med at fjerne alle de gode madtræer. I år er der ingen mirabeller der.
Så da talen faldt på Louises blommetræ, var jeg hurtig til at lægge billet ind på en del af høsten. Og siden Morten ikke var hjemme den aften, jeg hjembragte blommerne, gik jeg selv i gang med at udstene, skære i kvarte, veje af og nedfryse det, jeg ikke tilberedte i første omgang.
Her ligger et kilo kvarte blommer, en deciliter vand, 12 blommesten og en skivet citron og koger i en halv time. Bagefter fiskede jeg blommesten og citronskiver op, tilsatte et halvt kilo sukker og lod det småkoge yderligere en halv time. Så tilsatte jeg Marmelitpulver – det havde haft godt af lidt mere end den ene teskefuld, jeg brugte – og lod det koge op.
Til sidst hældte jeg det på Atamonskyllede glas og begyndte at glæde mig.
Nu kan jeg spise blommemarmelade på boller med smør, så tit jeg vil. Og når det slipper op, har jeg to poser skårne blommer liggende i fryseren, så jeg kan lave mere marmelade. Jeg er pjattet med at have forråd.
Og vi husker, at jeg brugte:
1 kg udstenede, halverede (eller kvarterede) blommer
1 dl vand
12 blommesten (for at få en kraftigere smag)
1 citron i skiver (pil kernerne ud, dem gider vi ikke fiske efter senere)
500 g sukker
Marmelit
