Om at kunne holde ferie sammen
Vi er lidt over halvvejs i fjeldferien, og i dag har jeg tænkt meget over, hvor gode Morten og jeg er til at holde ferie sammen. Det kan man jo ikke være sikker på, når man møder hinanden ved at slå til på en datingside. Man håber og tror selvfølgelig, at man har gjort en god handel, men der er så mange faktorer, der skal spille sammen, at man ikke kan være sikker på at score på alle parametre. Det er noget, der skal vise sig med tiden.
Vi har holdt storbyferier sammen, både alene og med børn, og med dem har vi også været i sommerhus, på charterferie og på flerdages kanoture. Vi har aldrig talt om vandreferie, bortset fra dengang, vi var på skiferie i Østrig, og det viste sig, at alpinskiløb ikke helt er noget for mig (langrend ja, alpin nej), og jeg nævnte, at det kunne være sjovt at komme tilbage om sommeren og vandre.
Før denne tur til Norge har der heller ikke været snak om vandring i særdeleshed. Jeg har bare gerne villet vise ham det her fantastiske sted, jeg har adgang til, og jeg har haft et par vandrestier i tankerne, som jeg har gået før, og hvor jeg ved, der er pænt og god udsigt. Og så har jeg tænkt, at jeg gerne ville op på Hægefjell på 1021 m, som ligger en god mil nord for, hvor vi bor. Og jeg havde fået nye, ordentlige vandrestøvler, men det var ikke som sådan et mål for ferien at indtage terræn til fods. Bare noget vi kunne gøre, hvis det var det, vi fik lyst til.
For mange år siden har jeg vandret i både Grønland, Lapland og Norge med min daværende mand, – det var den slags ferier, vi tog på sammen, og jeg har egentlig ikke tænkt den slags aktiviteter ret meget ind i mine ferier siden.
Men det har vist sig at være rigtig fedt at gøre det på den her tur, og det ender med at blive til en hel del kilometer. Eller rettere timer, for på fjeldvandring regner man i tid fremfor afstand. Det kan være stejlt og besværligt at gå, og så kan det jo være lige meget, om der kun er en halv kilometer, hvis det tager en time at tilbagelægge distancen.
Vi er heldigvis begge sådan nogle, der kan få en formiddag til at gå med at rode med vores gadgets, – spille og opdatere os og læse netaviser, mens det småregner udenfor, og vi egentlig ikke er kommet længere end til nattøj og kaffe. På den måde ligner vi hinanden, og ingen af os står og trækker utålmodigt i den anden, og det er helt i orden at lave ingenting, er vi enige om. Men når vi så kommer af sted, er det virkelig, virkelig dejligt – og heldigt, at det er det samme, vi godt kan lide at gøre.
I går var det at sejle med Norges mindste kabelfærge over Nisser, køre en lang tur op over fjeldene i stejle hårnålesving, se landets næstmindste stavkirke i Eidsborg, drikke kaffe og spise ostekage på Vest-Telemark Museum, køre ned gennem Fyresdal og hjem over fjeldet.
I dag var at køre en lille tur i bilen, med støvler og rygsæk parat for en sikkerheds skyld, spontant at vælge en turløjpe på vejen, at gå opad, opad, opad og at sidde med vand og KvikkLunsj på Solåsknatten, da solen endelig kom frem. Hvor var det godt.
Og i morgen ser det ud til, at vejret bliver godt, så der satser vi på Hægefjellturen.
Det er egentlig mærkeligt, at vi aldrig har tænkt på vandreferie. Vi har trods alt kendt hinanden i fire et halvt år. Men noget viser sig altså først efter lang tid.
Vi har også først lige fundet ud af – på færgen herop, faktisk – at vi begge to er vilde med Bounty. Chokoladen, altså.
Norges mindste kabelfærge. Det er ikke rampen. Det er færgen.
Stavkirken i Eidsborg. Norges næstmindste
Bandak
Det her bliver det næste hit: Et svævende telt.
Turløjpeklar
Afmærkning på Solåsknatten.
Det hele værd. Manden og udsigten.
