10. november 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
I går teede november sig på præcis den måde, der får mange til at hade den og mene, at den varer lige så længe som fire sommermåneder tilsammen. Det silede ned fra morgenstunden. Tror jeg nok. Jeg var endnu ikke vågnet på den tid, da man stadig med en vis rette kunne kalde det morgenstund. Men det silede, da jeg slog øjnene op, og himlen var hele dagen et ensfarvet gråt skydække uden den mindste blå eller bare lysere grå sprække.
Jeg rånød det. Jeg skulle ikke noget udgående, og det passede mig fint at være inde med god samvittighed og sysle med noget husligt og andre ting, jeg havde mere lyst til. Langsom morgenmad, tøjvask, støvsugning, boglytning, planlægning, internetsurfing, flutesbagning, lang mailskrivning til veninde i udlandet, blødt tøj og doven afslapning. Ingen der stillede krav, heller ikke mig selv. Essensen af novemberhygge.
I dag har det samme velbehagelige indhold.
Varmt lys mod grå verden
Så venter vi. Flutes med tomater og bacon efter den opskrift, billedet linker til, men med durummel i stedet for grahamsmel – og i en anden form
Varm te i orange krus til mailskrivningsfordybelse
Virkelig, virkelig, VIRKELIG lækker fiskesuppe
8. november 2013 | den store bunke |
Min kollega er på barsel og besøgte kontoret med baby i rundt tøj. Og en sød pakket-ind-i-fint-tapet-gave til mig! Ud af et bundt Maren-postkort syntes hun, der lige stod mit navn på det her.
Det passer nok meget godt.
Tak, Mette.
6. november 2013 | den store bunke |
A. Vinterfrakke
Fordi: jeg ikke én vinter til kan overbevise mig selv om, at min røde, uopslidelige trelags dunjakke, som jeg syede i 1986 af et sykit fra noget, der hed Dungården, er både klædelig og moderne. Varm, rummelig og dejlig, ja, men på ingen måde hverken hip eller vandafvisende. Vintage, måske. Kan man kalde det vintage, når det har befundet sig i ens egen garderobe i 27 år?
B. Støvler
Fordi: jeg altid falder i Deichmann-til-200-kroner-fælden. Det ene par – sorte korte – giver mig en gennemblødt venstre strømpe i massivt regnvejr, husker jeg pludselig fra vores nytårstur til Paris. Det andet par – lange lyse – er ved at tabe den ene hæl, husker jeg pludselig, fordi jeg kan høre det, når jeg går. Nu må det høre op.
C. Tandlæge
Fordi: jeg har fået en indkaldelse. Skal hen og have den halvårlige irettesættelse vedrørende tandrensning.
D. Frisør
Fordi: jeg ligner Madam Mim. Er holdt op med at farve håret og er ikke blevet klippet i fem måneder. Vil have Hexia de Tricks lige klip i Mims farve.
E. Taske
Fordi: jeg kører rummelig Friis & Co-taske på fjerde år. Den er lidt som Hermione Grangers taske eller Pelle Pelikans næb: Den ser ikke stor ud, men der kan være virkelig, virkelig, VIRKELIG meget i den. Undtagen fornyelse.
Har vinklet to af.
4. november 2013 | den store bunke |
I dag mener jeg ingenting om nogen ting. Jeg har bygget rede i sofaen, og herfra min verden går i aften. Jeg har te og en analog bog. Jeg reserverede den på biblioteket, fordi jeg læste en anmeldelse, og nu, lange måneder senere, kan jeg ikke huske præcist hvad der fik mig til det. Men nu er den hjemkommet til mig, og jeg er 20 sider henne. Gillian Flynn: Kvinden der forsvandt, hvis nogen spørger. “Et uhyrligt nervepirrende plot i et vidunderligt veloplagt sprog og med flere lag end i 10 aktuelle krimier tilsammen … en super psykologisk thriller”, har Information angiveligt skrevet. Bare jeg kan følge med…
Hjemme er der, hvor man har stearinlys, strikkede sokker og blødt tøj.
3. november 2013 | den store bunke |
Laura har været på besøg i weekenden. Først skrev jeg ‘hjemme i weekenden’, men slettede det. Hun er flyttet hjemmefra og bor i Aarhus, og hvornår begynder ‘hjemme’ egentlig at være der, hvor man bor, og ikke der, hvor man voksede op eller hvor ens forældre bor?
Ejendomsmæglerkæden Home havde en serie reklamer for nogle år siden, hvor kendte mennesker gav et bud på, hvad ‘hjem’ er. Hjem er der, hvor man føler sig godt tilpas, eller der, hvor de mennesker er, som man holder af. Eller med Jesper Klein ‘Hjem er dér, hvor man klør sig, når det klør’.
Hun var her i hvert fald, og i aftes foreslog hun, at vi spillede Bezzerwizzer. Vi var kun hende, Lasse og mig hjemme, og det er en konstellation, som elsker quiz højt. Så vi spillede. Det var sjovt, hyggeligt og meget tæt løb. Laura kom først i mål, og i dag skryder de begge over, at ‘mor tabte’. Som om dét var målet. Tsk tsk.
Bagefter kom det sjoveste: Vi blev enige om at prøve, om vi sammen kunne svare rigtigt på alle ti spørgsmål på ét kort. Vi skiftedes til at læse et kort op, og sammen nåede vi frem til et svar, inden vi vendte kortet og fik svarene. Hver af os har sine kompetencer, og tilsammen ved vi rigtig meget. Men på hvert eneste kort havde vi ét eller to fejlsvar og måtte tage et nyt kort. Sådan var reglerne.
Efter halvanden time, megen tænkning og graven i hukommelsen, ros og respekt hver gang en af os brillerede med et rigtigt svar, som de andre umuligt kunne være kommet på, snak om de fakta, vi blev beriget med og en hel masse hygge, kom vi endelig til dette kort, som vi fik en tier på. Og så fik vi lov til at gå i seng.
