I går skete tre bemærkelsesværdige ting.
1. Vi indrettede datters kollegieværelse, og se! det blev et hjem.
2. Datter viste mig et billede, hun tog forleden på mit gamle kollegium. Mit hjemmesnedkererede altanklapbord, som jeg lavede for tredive år siden, hænger der endnu!
3. Jeg bulede bilen.
Jeg kan ikke bestemme mig for, hvilken begivenhed jeg vil folde ud. Og hvad verden helst vil delagtiggøres i.
Hjælp?
I dag var den solskinsdag der skulle bruges til at grave kartofler op. Alle sammen. Hos begge naboerne i haveforeningen har kartoffelstykket været ryddet i et par uger, og vi var bagud fra starten. Nu er vi med. Jeg havde forestillet mig, at høsten var lidt større; Morten synes, den er over forventning, så vi rammer vel et sted lige der, hvor det er passende. Vi kan konstatere, at vi nok under alle omstændigheder er nødt til at supplere med noget fra Føtex for at overleve vinteren.
Her er hvad vi har til forrådskammeret. Men hvordan er det egentlig at være en kartoffel? Er den heldig? Og er der mørkt der, hvor den skal tilbringe de næste måneder, indtil den skal optræde i lækre egnsretter? Det er med stolthed, vi præsenterer Kartoffelcam, som tager os med i flamingobøtten:
Sommetider er min mor virkelig innovativ. Sommetider er hun bare nærig.
For et stykke tid siden fik hun bagt en brunsviger, som hun slet ikke var tilfreds med. Den hævede enten for lidt eller for meget eller noget andet, i hvert fald var det ikke én, hun ville være bekendt at servere for gæster. Alligevel puttede hun den i fryseren, for hun smider i hvert fald heller ikke noget ud.
Og nu er det så, hun har fornyet den gamle bonderet varm mælk med tvebakker. Hun brækker brunsviger i småstykker og spiser det som dessert med varm mælk på, fortæller hun. Altså, det er jo fin udnyttelse af ressourcer. Jeg kan bare ikke helt få det til at ligge ordentligt i mit hoved.
Min fars yndlingsting til eftermiddagskaffen hen under jul var et stykke franskbrød med smør og brune kager på. Så hvad er forskellen?
Lygtetændingstiden.
Det var det første lange ord, jeg kunne læse. Det stod på den plakat fra Rådet For Større Færdselssikkerhed, som alle på min alder må kunne huske. En tegning af en cykel med angivelse af, hvilke fem ting der skulle være på den. Reflekser, bremser, katteøje, den slags. Og lygter i lygtetændingstiden.
Vi er ved at være derhenne igen. Det er mørkt om aftenen, og jeg vil gerne reklamere for min smarte cykellygte. Remmen er af elastisk silicone og kan lige strippes om styret, og når lygten er ved at løbe tør for strøm, lyser en lille rød lampe. Så tager man den lige med ind, åbner det hemmelige sted, og hey! nu er det en gadget!! Vups, kabel i og lad op fra computeren. Det er smart.
Nej, jeg får ikke noget for at sige det.
Forleden blev Morten ringet op af formanden for kolonihaveforeningen. Hun ville forhøre sig, om vi kommer til høstfesten senere i september. Vi modtog for nogle uger siden invitationen i det rør, der hænger på indersiden af alle havelågerne – der er intet digitalt i foreningen, også årskontingentet afleveres hos kassereren i kontanter – og konstaterede, at vi desværre var forhindrede i at deltage. Eller jeg var.
Men det forholdt sig sådan, sagde hun i telefonen, at “I skal jo have en pramje. Ja, pramjen får I jo alligevel, men det vil jo være godt, hvis dem, der skal have en pramje, kommer til festen”.
Morten lovede at vende det med mig og melde tilbage.
Det ender sikkert med, at han tager hen og bonder i fælleshuset og har både øjne og ører på Recording. Vi har ingen anelse om, hvordan sådan noget foregår i vores nye fællesskab, og nysgerrigheden er ganske enkelt for stor. Jeg skal noget andet den aften og kan ikke være med. Måske meget godt, at vi ikke begge sidder der og fristes til at veksle blikke og tilbageholdte fnis.
Hvad skal vi præmieres for? Det fik han ikke spurgt om, så vi ved ikke, om det er for den højeste solsikke eller for den pæneste græsplæne, den mest imponerende haveforvandling eller bare fordi de er glade for at få nogle unge mennesker (det er os!) i foreningen.
Og hvad er præmien? En staude? En gylden rive eller en plakette? Gammel Dansk? Et solur? En regnmåler?
Der er en håndbajer og en havevandring i pramje til den, der gætter rigtigt på både præmis og pris. Det er stort, det her!
Mon vi skal honoreres for at have kultiveret denne naturgrund?