Vælg en side

En robust model

2. september 2013 | den store bunke | 2 Kommentarer

Et billede på Facebook, som nogen likede, tændte en kontakt et sted i mit hoved og fik mig til at grave dybt i fotolommerne.

Da jeg i sin tid skulle invitere til min 30 års fødselsdag, bad jeg min kollega Ole hjælpe med indbydelsen. Teksten havde jeg skrevet, men jeg manglede det rigtige udtryk, og det tog Ole, dygtig AD’er i den århusianske (dengang var det med Å og ikke Aa) reklamebranche, meget alvorligt.

Teksten gik på, at i 1959 fik mine forældre tre nye ting, fjernsyn, ny bil og nyt barn, og allerede ti år senere gav den gule Opel Kaptajn op, og i ’81 gnistrede det sort-hvide Philips for sidste gang, men jeg var en anderledes robust model, for nu blev jeg 30 og bla-bla.

Ole greb det med modellen og bookede en tid hos reklamefotografen lige om hjørnet og stylede mig – meget tro mod den, jeg var. Jeg havde ingen sneakers, så han lånte mig et par, resten er mit eget. Sjovt nok er sneakers nu om dage det eneste, jeg har. Den kække korthårsfrits, oversize (grøn, noget krøllet) t-shirt og hjemmesyede blomstershorts er væk. Ligeså piben. Det var faktisk en Georg Jensen pibe, og jeg havde en applikeret pose i blåt velour til piben, tobakken, piberensere og -stopper.

Vi fik teksten sat op hos vores sædvanlige satsleverandør, og den blev monteret ovenover modellens ryg. Så gik vi i mørkekammeret og lavede reprokopier i A2, og invitationerne blev rullet og sendt ud i rør. Det var røvdyrt og ret besværligt for dem, der måtte på posthuset og hente deres indbydelse. Men det var sjovt.

Mine svigerforældre havde mig hængende som pin up i lang tid efter.

Birgitte30

Gråt er det nye sort

1. september 2013 | den store bunke | 2 Kommentarer

Dengang jeg havde en naturlig hårfarve, var den sådan mellem- til mørkblond. Der var en periode, hvor jeg fik lavet lyse striber. Så begyndte sølvfarven at overstråle den mørkblonde, og jeg gik over til at få lavet mørke striber. Jeg har endnu ikke været klar til at springe ud som fuldt gråhåret og stå ved, at det er sådan, det er.

Nu er jeg kommet bagud med at farve hår. Både fordi jeg synes, frisørbesøg er dyre, og fordi jeg kan se, at det er trendy blandt modne kvinder at lade det grå stå. Store grå, velplejede manker.

Jeg synes bare, jeg mest ligner Madam Mim.

I dag har jeg haft håret samlet i en hestehale. Og da jeg mødte mig selv i spejlet, så jeg min mormor. Fladt gråt tilbageskrabet hår, som gamle koner havde dengang. Min mormor havde tyndt pjathår, og for at få knolden i nakken til at fylde noget, havde hun en valk. Det var en rulle hår, jeg ved ikke om det var menneske- eller hestehår, som hun rullede ind i sine lange tjavser, inden hun satte det fast med hårnåle. Forinden havde hun redt håret med en kam dyppet i hjemmebrygget øl for at gøre det nemmere at sætte.

Jeg overvejer stadig, hvordan jeg skal håndtere mit garn uden at se ud som hverken Mim eller mormor.

Katrine-Rasmine-Marie


Her er mormor Rasmine og hendes søstre Katrine og Marie.
Det er mormor, der er stillet ind mellem hortensiaerne, og man kan se, at billedet er taget hos hende, fordi det er hende, der har (værtinde)forklædet på. Det er mig, der er fotografen med et gammelt bokskamera, i 1969, da jeg var ti år.