Dette er ikke et æbletræ
Med den overskrift kunne man godt lige tro, jeg havde lagt mig op ad maleren Magritte og hans pibebillede, det der har teksten Ceci ne c’est pas une pipe – Dette er ikke en pibe. At jeg ville sige, at det ikke er et æbletræ, men et billede af et æbletræ.
Og det vil jeg.
Jeg vil også sige, at det er et øjebliksbillede på en dejlig sommeraften. Himlen er blå, solen skinner stadig, det er lunt nok til bare ben, det blæser så bladene rasler i søjlepoplerne på nabovejen, men der er læ bag rækkehushækken. Man kunne godt tænde et lille hyggebål i båltårnet og sætte sig ud med et glas noget, hvis man måtte. Bålet, altså. Det andet er der ikke givet forbud om.
Jeg kan også bare tusse lidt ud og ind og sanse at nyde aftenen. Med bare ben, Rusland-Kroatien-kvartfinale i fjernsynet (ikke at jeg direkte følger med, men der står 1-1 nu, kan jeg høre), duften af sommer og et glas noget.
Ligner det egentlig ikke en lovende æblehøst?