2. maj 2014 | Maleblog |
Dette indlæg er en del af regnbuebloglegen.
Skulle jeg have haft vanskeligheder ved at finde emnet til ugens farvede indlæg, kunne jeg bare åbne mine (blå) øjne og se mig omkring i eget hjem. Blåt har bemægtiget sig overherredømmet. Blåt er så meget sidste år. De sidste seksten år, faktisk. Og blåt kører på sidste sæson.
Det begyndte med, at familien voksede. Barn tre udløste behovet for en sofa mere, og vi afsøgte brugtmarkedet – ja… det var Den Blå Avis – og fandt sofa og lænestol. De har fulgt mig siden.
År senere overtog jeg den blå futon fra nogle venner, hvis hund havde mere end svært ved at forstå, at futonen ikke var en stor hundekurv, når nu den var så nem at komme op på. De købte en sofa i stedet, og jeg blev futonejer. Den har fulgt mig siden. Konstruktionen er treleddet, den kan lægges fladt ned som seng, foldes som en sofa og endelig som en chaiselong som på billedet.
Om nogle måneder flytter Morten og jeg sammen, og mine polstrede blå kommer i sofahimlen. Armlæn og hynder er sønderslidte, bunden er slap, – kun en ombetrækning kan gøre dem noble igen, og den er ikke nødvendig, når en anden har en sofa at tage med. Futonen kommer med, men dens blå er tyndslidt – og det er ikke så mærkeligt, for det er 25 år siden vennerne købte den. Tiden er kommet til nyt betræk, og det bliver ikke blåt.
Man kan vel også holde blå time, selv om møblerne har en anden pigmentering.
8. april 2014 | den store bunke |
På sådan en regnblæsende tirsdag aften er der ting, som trænger sig på positivlisten.
1. Yngsten er solbrun og tilfreds kommet hjem fra gymnasierejse i Sydspanien. Jeg lavede spaghetti alla putanesca til ham, han var glad og kvitterede med at pakke kufferten (helt!) ud og lægge tøj til vask. Nu har han installeret sig på værelset med gadgets og tv og spinder (forestiller jeg mig) af tilfredshed over igen at være i hjemlig ro.
2. Der er masser af te i mit yndlingskrus, som Laura gav mig i julegave.
3. Jeg har smidt mig i sofaen for at læse de sidste tredive sider i den bog, jeg ventede i lang tid på sidste sommer. Dengang nåede jeg kun halvdelen, inden den skulle afleveres på biblioteket, og den kunne ikke fornys. Jeg måtte stille mig i kø igen og har endelig fået den. Nu skal den snart afleveres igen, og jeg gør det ikke to gange uden at have læst den færdig. Den er nemlig god.
Så skål i mangote og ro på igen.
4. november 2013 | den store bunke |
I dag mener jeg ingenting om nogen ting. Jeg har bygget rede i sofaen, og herfra min verden går i aften. Jeg har te og en analog bog. Jeg reserverede den på biblioteket, fordi jeg læste en anmeldelse, og nu, lange måneder senere, kan jeg ikke huske præcist hvad der fik mig til det. Men nu er den hjemkommet til mig, og jeg er 20 sider henne. Gillian Flynn: Kvinden der forsvandt, hvis nogen spørger. “Et uhyrligt nervepirrende plot i et vidunderligt veloplagt sprog og med flere lag end i 10 aktuelle krimier tilsammen … en super psykologisk thriller”, har Information angiveligt skrevet. Bare jeg kan følge med…
Hjemme er der, hvor man har stearinlys, strikkede sokker og blødt tøj.
