Åh, Svinkløv, altså

Selv om jeg hverken er nordjyde eller en hyppig badehotelgæst, er jeg ked af det i dag. Jeg synes, det er så trist, at Svinkløv Badehotel brændte ned i nat. Det er trist på linje med andre kulturinstitutioner og gamle perler og flagskibe, der af den ene eller den anden grund forsvinder uigenkaldeligt. Nogle har haft deres tid og hænger sammen med en æra, der også er ovre. Og så skal der somme tider forandring til.

Men Svinkløv var ikke færdig med at være. Det var en mastodont gennem næsten et århundrede, og det var både for alle og for de få, også i nutiden. Og helt, helt særligt af mange grunde.

Jeg har været der to gange. Jeg har venner med sommerhus i Torup Strand tyve minutters kørsel derfra, og begge gange har det været i forbindelse med besøg hos dem.

Første gang var et efterår eller en vinter for et par og tyve år siden. Vi kom to familier med et par små piger på halvandet og to år. Vi gik tur i klitterne og spiste bagefter frokost på badehotellet. Vi så godt skiltet med, at ting tager den tid, de tager, også i køkkenet. Slow food, med andre ord. Men vi havde to sultne piger, så vi tænkte, at det bedste og hurtigste var at få puttet noget rugbrød og leverpostej i dem, og så gjorde det ikke så meget, at det tog lidt længere tid at få maden til de voksne. Så det bestilte vi. Vi havde bare ikke helt regnet ud, at køkkenet først skulle bage leverpostejen, og da den endelig kom, havde der tårnet sig små bunker af sand fra gummistøvlerne og rugbrød pillet i mikrosmulder af små fingre op nede under bordet, og vi var småsvedte af at have holdt krudtuglerne i ro, så de øvrige gæster ikke følte sig generede. Vi nød stedets storhed, vi kunne godt lige at være der, men jeg er ikke helt sikker på, at omgivelserne godt kunne lide, at vi var der.

Det var en anden sag ved mit andet besøg for fem år siden. Der opførte vi os eksemplarisk, fem voksne og fire halvvoksne til kaffe og kage i Den Gule Stue på en solrig julieftermiddag. Jeg fik den legendariske valnøddelagkage, og i dag er jeg glad for de billeder, jeg har derfra. Jeg ville gerne have vist det fine lys i den gule stue, men jeg kan ikke gøre det uden at vise ansigter på mennesker, jeg ikke har spurgt om lov, så jeg viser kun udsigten derfra.

Det var en dejlig solbeskinnet eftermiddag med gode mennesker på et enestående sted, der pludselig ikke findes mere.

svink1svink2

Mit navn det står med lopper

Man kan hævde, jeg er sent ude med et gækkebrev, det er jo flere uger siden, det var påske. Men her er et, jeg var tidligt ude med.

gaek1

Fordi jeg nu er sådan en, der gemmer ting, og fordi jeg havde en mormor af samme slags – og en mor – har jeg i mit gods dette gamle gækkebrev fra mig til min mormor. Jeg gik åbenbart ikke så meget op i at klippe noget kunstfærdigt som i at skrive og tegne lopper. Og så har jeg sikkert plukket en vintergæk i haven på vejen hen til mormor og morfar og lagt ved.

Mormor har tydeligvis gættet, at det var fra mig. Det har nok heller ikke været så svært, eftersom det blev overbragt personligt. Det har helt sikkert ikke udløst påskeæg hverken den ene eller den anden vej, men jeg er nok blevet budt et brø’sukker (brystsukker, bolsche) fra dåsen i skuffen – enten Flødetabletter eller Schweizerdrops fra Evers.

Vi børn fik ikke særligt tegnepapir, men måtte tegne på brugte konvolutter og kasseret papir fra papirkurven under fars skrivebord. Dette gækkebrev er også skrevet på noget, jeg har fundet der. Mon ikke mormor har smilet lidt skævt, da hun vendte det om.

gaek2

Og mon ikke far har godkendt regningens rigtighed, siden rykkeren er havnet i papirkurven. Jeg er overbevist om, at der har været tale om en forglemmelse med betalingen.

Men tænk alligevel, at apoteket har været så vant til at skulle gøre opmærksom på ubetalte regninger, at de har haft fortrykte rykkere.

Memory Lane ligger på Mors

Morstur

Da svigermor blev 80 år i juli, fyldte gaven fra hendes børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn ikke meget på gavebordet. Til gengæld fyldte den i går en hel oktobersøndag ud, og jeg håber, den stadig fylder svigermors hoved med tanker og glæde og bliver ved med det et godt stykke tid endnu.

Jeg tror det.

Hun så i hvert fald glad – og meget træt – ud, da vi sagde farvel til hende i går.

Hun fik en udflugt i gave. En udflugt tilbage til hendes barndoms- og ungdomsland. I en stor bus med plads til hele familien, på den dag hvor flest mulige familiemedlemmer kunne deltage. Med fire børn, en stor flok børnebørn, hele otte oldebørn og tilkomne koner, mænd og kærester kan det blive til en hel del.

Barndommens land er Mors, og i går kørte bussen med svigersønnen ved rattet – han er buschauffør – over Sallingsundbroen til en rejse, hvor historier blev fortalt, minder vækket til live, tidlige oplevelser fisket frem fra glemte hjørner, spørgsmål blev besvaret, levet liv sat i perspektiv og tråde bundet sammen, mens snakken gik mellem brødre og søstre, forældre og børn, fætre og kusiner, børnebørn og bedsteforældre, svogre og svigerinder.

Hun genså steder, hvor hun havde boet, gået i skole, hvor forældre og bedsteforældre havde boet, kirken hvor hun var både døbt, konfirmeret og viet, og hvor den samme præst havde viet ni ud af ti i hendes søskendeflok, steder hvor hun havde haft sin gang. Vi lagde en gravkrans på forældrenes gravsted og kom ud i mange kroge af en tid, der ligger halvtreds-tres år og endnu længere tilbage, og også hendes fire børn fik synkroniseret og lagt nye lag på deres erindringer fra barndomsbesøg hos bedsteforældrene på Mors, og de af os der ikke genetisk delte minderne, blev klogere på mange ting.

Det var sådan en god dag. Oktober viste sig fra sin smukkeste side, det samme gjorde Sydmors, og svigermor fik ud over gensynet med hjemstavnen en dejlig dag sammen med sin flok, efterkommerne, familien, alle dem, som ikke ville have været der uden hende.

“Nu skal jeg hjem og fordøje det hele”, sagde hun, da jeg sagde farvel. Det forlyder, at hun var meget tilfreds og meget træt, da hun blev afleveret på plejehjemmet. Udover de fysiske anstrengelser ved at være af sted en hel dag som 80-årig må det virkelig også sætte mange tanker i gang at få blæst gensyn og minder i hovedet en hel dag og få vækket erindringer, som hun garanteret havde glemt. Men hvor er jeg glad for, at hun fik den oplevelse.

Opbrud, ombrud

kasser

Nu er det snart. At jeg flytter. Jeg har lige taget hul på to ugers ferie, og når de er gået, har jeg boet et andet sted i en uge. Der er formodentlig lige så meget kaos i mine rum på det tidspunkt, som der lige nu er på vej til at blive i de nuværende gemakker, men i det mindste er der håb om, at det er et kaos på retur.
Jeg gik i gang i morges med at lave plads til de fyldte kasser. Den næste uge går jeg og pakker og bryder ned og smider ud. Undervejs vil der være en masse overvejelser, når jeg støder på ting, som måske, måske ikke skal med. Ting som vi ikke får brug for, ting som jeg er flyttet rundt med, som har betydet noget for mig og som jeg har ment, at jeg ikke kan leve uden. Måske kan jeg nu. Måske rydder jeg ud med hård hånd. Og måske er der noget, jeg alligevel vil fortryde og fiske tilbage og putte i en kasse.
Der vil være minder, som jeg kommer til at dvæle ved, og som jeg ikke kan dele med nogen, fordi det kun er mig, de betyder noget for. Der skal være tid til også at gå rundt om mig selv i små cirkler og blive lidt trist over nedbrydningen.
Jeg er flyttet så mange gange i mit liv – dette er vist min fjortende flytning, at jeg ved, det rammer mig undervejs. Til gengæld ved jeg også, at så snart alt gods og løsøre er båret ind i den nye bopæl, ændrer grundstemningen sig. Så bliver tristessen afløst af forventning og glæde, når opbygningen går i gang.

reolDet går langsomt i dag. Det er varmt. Men jeg er i gang. På listen over, hvad de nummererede kasser indeholder – et velafprøvet system, som tidligere flyttehjælpere har anprist – er der noteret to enheder. Og det er jo mere end ingen. Stigereolerne er ved at blive tømt og skilt ad, og jeg ved bare – og lover, at det er sidste gang i mit liv, at ABC-reolerne kommer til at stå i privaten. De er velkomne i loft- og kælderrum til opbevaring af den dødvægt, som kommer med, men ikke i den højloftede beboelse.

stuerEn plads midt på stuegulvet er reserveret til det, der skal køres på genbrugspladsen i morgen, når Morten kommer hjem. I dag er han taget væk, så jeg kan danne mit overblik, uden at han også går i små cirkler rundt om mig – og uden at jeg er nødt til at gå i større cirkler, fordi han står i vejen. Det er knagende godt tænkt.
Og nu til kasse nummer tre. Den kommer til at indeholde stort set det samme som de to første og de næste mange: et lag bøger og noget let øverst, eventuelt dyner og dunjakker, indtil dyner og dunjakker slipper op.
Følg med i den rasende spændende flytteføljeton…

tokasser