Valgvirvar
Jeg har kysset og vinket farvel. Det sidste, jeg så til resten af husstanden, var røde baglygter for et par timer tid siden, da bilen trillede hen ad villavejen mod østrigske pister. Jeg har ikke ferie, og jeg er ikke misundelig. Tværtimod under jeg af hele mit hjerte far og datter en lykkelig uge med ligesindede bedstevenner og glæder mig over min egen placering hjemme. Det der alpinskidt er ikke mig.
“Hvad skal du så lave?”, er jeg blevet spurgt. Ja, jeg skal arbejde, som jeg plejer, og spare mine feriedage til noget, jeg synes er sjovt. Og så skal jeg …
Ja, som det allerførste skulle jeg åbenbart rammes af den uendelige mængde valgmuligheder, jeg har. Der gik nøjagtigt fem minutter efter, at de var kørt, før jeg var i vildrede over, hvad jeg skulle give mig til i aften. Se det afsnit af Årgang 0, jeg ikke fik set i tirsdags, skrive, læse, lytte bog, rydde op, stryge, ajourføre budget, drikke vin, planlægge vores London-getaway næste måned, kigge på sommerferiemuligheder, ryste puderne i sofaen, pille den udslukte lyskæde af troldhasselgrenene i den store vase, vikle mig i tæpper i sofaen og stirre huller i luften eller noget helt femtende.
De store linjer er udstukket. Jeg har sikret madforsyningen i de kommende dage og lovet mig væk til flere arrangementer. Grundlæggende glæder jeg mig til at brede armene ud og svinge rundt uden at komme til at ramme nogen. Det sker ikke så tit, og netop forskellen fra hverdagen er dejlig en gang imellem.
Det er bare lige i aften, jeg vimser rundt om mig selv i små cirkler. Det er bare en fase, og nu startede jeg så med dette her, og så tror jeg da egentlig, der er vinsjatter, der skal drikkes. Der er jo kun mig til det.
