Når ting bliver sat i perspektiv
Min søn var en uge gammel. Han var en tyk og tilfreds dreng, og jeg var en glad og stolt tobarnsmor, der havde fået en fin rytme ind i dagene med en nyfødt og en stor pige på 19 måneder. Så var vi til kontrol hos jordemoderen, som skulle tage en PKU-prøve, den der lille blodprøve fra barnets hæl. Hun syntes, at Niels var noget gul og sendte os direkte til indlæggelse på hospitalet, så han kunne komme i lysbehandling. Der lå han et par døgn i bar røv og solbriller. Han var rasende, og jeg var ulykkelig, begge to frustrerede over at få brudt den der fine nye hverdag, vi havde fået.
Vi var indlagt på neonatal afdeling, hvor man kæmpede for de bittesmå, alt for tidligt fødte børn. Niels skulle være i sin lyskasse så meget som muligt, og jeg måtte stort set kun tage ham op for at amme ham, så det var lidt kedeligt for mig, og jeg var irritabel over overhovedet at skulle være der. Jeg delte stue med en anden mor, og da vi snakkede sammen i en af de perioder, hvor vi begge fordrev tiden uden vores børn, sagde hun: “Din, han er bare gul, ikke?”. Det ramte mig midt i hjertet, og jeg blev beskæmmet og flov. Hun havde jo lige fortalt, at hendes dreng var født næsten fire måneder for tidligt, og de havde været på afdelingen lige siden, men nu gik det bedre, og hun håbede, at de snart fik lov at komme hjem. Hun havde en sejhed og en styrke, og hun ynkede ikke sig selv. Hun var fuld af håb og egentlig bare glad for, at det gik godt nu.
Så jo, min var bare gul, og vi skulle bare være der i to døgn, så kunne vi fortsætte vores fine rytme.
Jeg har jævnligt siden tænkt på hende. Der er altid et større perspektiv at sætte sine egne små problemer og vigtigheder ind i. I givne situationer kan det sagtens være rigtigst at fokusere på det nære og den cirkel, man selv er centrum i, men man må aldrig blive blind for at der er andre mennesker med andre vilkår uden for cirklen.
Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg læste denne fars betragtninger om prioriteringer.
