Da jeg var barn, skummede vi fløden
Det er rigtigt, det gjorde vi.
Mælk og fløde i kartoner var noget, de havde hos de af mine skolekammerater, der boede i selve landsbyen, for de var nødt til at købe deres mælk hos købmanden. Bybørnene vidste selvfølgelig godt, hvor mælken rigtigt kom fra, for så tæt var de alligevel på kildens udspring, og der var flere gårdbørn i klassen.
Jeg var et af dem, og købemælk fik jeg først et forhold til, da jeg flyttede hjemmefra.
Da jeg var barn, var det sådan her: Om aftenen – efter malkningen, og inden tankbilen kom efter mælken – hentede vi mælk i mælketanken. Tre liter. Hver aften var der nogen (primært min mor og senere, da jeg fik armkræfter, mig), der gik ned i malkerummet med er lerfad som det på billedet og et litermål og øste mælk op fra tanken tre gange og bar tilbage. Fadet stod i bryggerset natten over med et trælåg på. På køl? Nej, det brugte vi ikke, for det forstyrrede flødeprocessen, og så varmt var der da heller ikke i bryggerset.
Næste dag var fløden steget op og havde samlet sig på overfladen af mælken, og så skulle den skummes. En opøseske blev trukket forsigtigt hen over overfladen, så den kun liiiige fangede flødelaget. Man skulle passe godt på ikke at få plumret for meget rundt med skeen, for så stak al den gode fløde af ned i mælken igen, og mor blev utilfreds med éns indsats, for vi skulle jo bruge fløden til jordbærgrøden, rødgrøden og fars øllebrød. Især det sidste. Far spiste kun fløde på sin øllebrød, aldrig mælk. Det var også den fløde, vi brugte til flødeskum, og var der kommet mælk i, kunne den ikke piskes stiv. Derfor.
Den skummede mælk (som jo ikke blev til skummetmælk, bare fordi den blev skummet – jeg er vokset op på fuldfed sødmælk fra røde køer!) kom i køleskabet i kander og var til havregryn, grød, frugtgrød, tørst og hvad man ellers bruger mælk til. Tre liter var det daglige forbrug al den tid, jeg kan huske.
Sådan var det, da jeg var barn. En anden gang skal vi måske høre om rygeosten.
