Da jeg var tæt på at se rødt
Dette indlæg er en del af regnbuebloglegen.
Jeg har flere gange forsøgt mig som kræmmerske. Først på bagagerumsmarked i Horsens sidste sommer, hvor det meste af sortimentet var Lauras jeg-rydder-ud-i-skabet-inden-jeg-flytter-hjemmefra-tøj. Begrænset succes. Ingen af os er fødte sælgere.
Siden har jeg af og til sat ting til salg på en lokal Til salg-side på Facebook. Også med begrænset succes som følge af en uheldig kombination af mit manglende salgstalent og det faktum, at jeg tilsyneladende tiltrækker uheldsramte købere.
#1 Rød
Satte Lasses skibukser til salg. En kvinde ville gerne købe, og vi aftalte, at jeg lagde en pose med bukserne uden for min entredør sammen med en konvolut, som hun kunne lægge pengene i og smide ind gennem brevsprækken, når hun hentede et par dage efter. Om tirsdagen. Men så nemt var det alligevel ikke. Tirsdag kom den første besked: Undskyld jeg ikke har hentet dem endnu, men har et sygt barn. Skal nok få dem hentet en af dagene. Fredag kom den næste besked: Er det i orden det først bliver på mandag ved middagstid, at jeg kommer og henter dem, min datter er syg. Den følgende tirsdag kom den tredje besked: Undskyld jeg ikke har fået dem hentet endnu, men min datter er stadigvæk syg, har mulighed for at hente dem i morgen formiddag. Næste dag kom den fjerde besked: Hej, endnu engang undskyld, men kunne ikke nå det i dag, måtte på sygehuset med min mor, hun blev opereret i en hånd. Kan hente på fredag omkring kl.13.30. Skibukserne blev faktisk hentet den fredag, og jeg fik mine 75 kroner. Tolv dage efter at handelen blev aftalt.
#2 Rødere
Satte en tæppebanker til salg til 10 kroner. Det var der hurtigt en, der gerne ville give. Kort efter ville en anden gerne give 15 kroner, hvorefter den første påpegede, at der ikke stod mindstepris i annoncen, men bare at prisen var 10 kroner, og derfor kunne der ikke være tale om en budrunde. Det overraskede mig, at tæppebankeren overhovedet kunne sælges, og jeg ville da gerne have set, hvor høj prisen kunne blive, men tænkte samtidig, at jeg ikke havde lyst til at lægge hoved til øretæver, fordi jeg ikke havde forstået reglerne, så jeg lod den gå til den første for en tier.
Det var en søndag, vi aftalte, at jeg lagde tæppebankeren uden for min entredør sammen med en konvolut, som hun kunne lægge pengene i og smide ind gennem brevsprækken, når hun hentede den. Imidlertid kunne hun først hente i løbet af ugen, fordi hun ventede på at få sin bil tilbage fra værkstedet. Om fredagen mindede jeg hende om, at hun ikke havde hentet tæppebankeren, og hun skrev: Det er sguda rigtigt! Den havde jeg helt glemt, kan jeg hente den på fredag? Der skal jeg nemlig til Viborg igen? Jeg indvilligede i det, og næste fredag sidst på eftermiddagen skrev jeg og spurgte, om hun så hentede den. Hun skrev: Undskyld jeg har helt glemt at skrive, jeg vil gerne hente den på mandag hvis det kan lade sig gøre? Jeg idiot troede at det var i dag vi fik penge… Jeg trak vejret og skrev ok, men hvis hun ikke hentede mandag, solgte jeg til en anden. Det kunne hun sagtens forstå og takkede og undskyldte igen. Mandag skrev hun: Undskyld, men jeg kan først komme til Viborg i morgen… Undskyld ulejligheden mange gange…
Dagen efter solgte jeg tæppebankeren til en anden helt uden om internettet. For 15 kroner. Seksten dage efter at den første handel blev aftalt.
#3 Rødest
Den næste historie er længere. Jeg satte et pulsur til salg. Der meldte sig hurtigt en køber, og jeg skrev at jeg ville sætte kassen uden for min entredør sammen med en konvolut, som hun kunne lægge pengene i og smide ind gennem brevsprækken, når hun hentede den. Jeg beskrev, hvor det var. Hun skrev: Årh det finder jeg aldrig! Vi kan ikke mødes et sted? evt ved xxx-forretning? Det var om fredagen, og jeg skulle noget dagen efter, så jeg svarede, at det tidligst kunne blive om søndagen, eller jeg kunne tage uret med på arbejde mandag, så kunne hun hente det der. Hun skrev: Jamen hvad med onsdag? Jeg skal jeg til læge med min datter kl 09? Jeg svarede, at jeg var på arbejde på det tidspunkt, og forklarede, hvilken vej hun skulle gå til min lejlighed fra xxx-forretning, som hun først havde foreslået vi kunne mødes ved. Så kunne hun bare hente pakken ved min entredør. Okay jeg prøver onsdag er det okay? Det svarede jeg ja til.
Om onsdagen lå uret der stadig, og jeg skrev og spurgte hvorfor. Hun skrev: Det må du undskylde jeg ku ikke finde det jeg var inde i flere opgangen men uret var der ikke. Jeg spurgte efter andet forslag. Senere samme dag skrev hun: Hej undskyld har haft en syg datter, jamen ku vi evt mødes et sted? Skal til læge med hende igen tirsdag formiddag så der er jeg nede i byen. Jeg svarede igen, at jeg var på arbejde på det tidspunkt, og efter ti-tolv beskeder frem og tilbage nåede vi frem til, at jeg tog uret med på arbejde den følgende tirsdag, så ville hun hente det der inden en anden aftale, hun havde i byen. Hun fik mit nummer, så hun kunne ringe, hvis hun ikke kunne finde det.
Dagen før skrev hun: Hej Birgitte min kæreste skal til job samtale i århus i morgen så han skal bruge bilen 😐 kan du ta den med på arbejde torsdag? Så kan jeg hente den når jeg har været inde og træne kl ca 12. Jeg tager det med torsdag, svarede jeg. Torsdag skrev hun: Bilen er igen igen i stykker. Må jeg ha lov og overføre pengene til dig nu? Og så hente den i weekenden når bilen er lavet. Jeg udtrykte min medfølelse over, så uheldig hun var, og skrev at i weekenden var jeg ikke på arbejde, men i min kolonihave. Jeg forklarede havens beliggenhed og gav hende mit kontonummer. Hun skrev: Min mor bor i det kvarter ved kolonihaverne så det kender jeg da:)) ja så uheldig møg bil. Måske jeg kan hente mandag? Jeg overføre li om lidt. Jeg bad om hendes mors adresse, for så kunne jeg stille kassen med uret derhen, når jeg havde registreret pengene på min konto.
Søndag skrev hun: Adressen er Xxxxxvej 8 bare kom den i postkassen næste gang du skal i din kolonihave jeg overførte fredag du kan ikke se det før efter weekenden. Jeg skrev at kassen nok ikke kunne gå i postkassen, men så ville jeg bare ringe på eller stille den ved døren. Hun skrev: Der er 2store hunde derinde skal jeg ikke bare hente den i morgen kl 12efter mødregruppe. Eller tirsdag så du kan se pengene er gået ind. Jeg svarede at jeg tog uret med på arbejde mandag. Jeg var efterhånden så træt af handelen, at jeg ikke gad vente på at sikre mig, at pengene var landet på min konto. Det sidste skrev jeg ikke.
Mandag kl 11.30 skrev hun: Hej Birgitte jeg sidder li ved lægen med min datter og venter på og komme til. Vi havde tid kl 11 men er stadig ikke kommet ind. Håber at komme til snart! Undskyld men jeg bliver lidt forsinket er det ok? Eller har du snart fri? Jeg svarede at jeg var der længe endnu. Klokken 12.15 skrev hun: Jeg får min kæreste til og hente det er det ok? Vi venter stadig på og komme ind (han kan kører hjemme fra om ti min ). Jeg svarede at det bestemte hun selv, jeg var der jo. Hun skrev: Tak skal du ha. Han hedder Xxxxx, og ringer når han er der. Et kvarter senere ringede kæresten, han stod ude på parkeringspladsen, og jeg gik ud med kassen med pulsuret. Han gav mig 70 kroner, og jeg spurgte desorienteret, om hun ikke havde overført penge. Nej, det nåede hun ikke, sagde han.
Jeg stillede ikke flere spørgsmål. Jeg var kommet af med uret og havde kontanter i hånden. Jeg havde faktisk afsluttet handlen. Sytten dage efter, at den blev indgået.
# Evaluering
Jeg forstår ikke helt, hvorfor folk er så vilde med at sætte ting til salg i det forum. Der var en, der fortalte mig, at hun havde solgt så meget derinde, at hun og manden nu havde seks tusind kroner ekstra til deres tur til New York.
Det varer eddermame længe, inden jeg får råd til at rejse til New York.
