Seså! Så er dét gjort!

Jeg har brugt dagen på at bringe en række ting i orden. Ja, bringe i orden er fællesnævneren for de meget forskellige opgaver, jeg har streget på todolisten.

Først og fremmest har jeg sendt den første pakke af sted til højskolen. Det viste sig, at den 20-årige havde glemt at få Højskolesangbogen med. Sikke noget. Men det er bragt i orden; snart kan hun synge af karsken bælg. Og vendingen “den første pakke” betyder ikke nødvendigvis, at der følger flere. Jeg er ikke så god til sådan noget.

I går kom Morten med en skijakke til mig. Den var fin. Og godt med stor. I dag byttede jeg den til størrelsen mindre. Og købte skibriller, nu jeg var der. Er nærmest klar til uge 7 nu.

IMG_3468Jeg bliver ikke væk på pisterne.

Så har jeg limet. Den ene del af det fine porcelænssalatsæt, som den 15-årige havde med hjem til mig fra Italien sidste sommer, faldt på gulvet i aftes og gik i to stykker (og tre bittesmå). Øv. Så var vi nødt til at tage vores mulemunde på lidt.

Nå. Men vi fik da afklaret, at det er lavet af porcelæn.

IMG_3470

Og nu er det limet med ekstra stærk vandfast superlim. Man kan næsten ikke se det, og jeg håber, det holder.

Sidste weekend efterlod den 18-årige et par revnede cowboybukser på spisebordet. Jeg forstod godt opfordringen. Det var ham, der engang sagde “Jeg kan godt lide, du er sådan en mor, der kan reparere ting”. Klog strategi.

Symaskinen har været fremme, og da den nu alligevel var dét, genmonterede jeg et bændel, der havde sluppet sit tag i et dynebetræk.

Nu vil jeg heller ikke bringe mere i orden i dag! Bruseniche, skur dig selv.

Her er et billede af den gode kylling, som Römertopfen lavede til os i går.

IMG_3467

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

Højskole eller tøjskole?

IMG_3464Det her er, hvad den 20-årige flyttede hjemmefra med. Plus en cykel. Nu hvor jeg har set størrelsen på det garderobeskab, hun er blevet tildelt på højskolen, ved jeg, at det kommer til at virke absolut hjemligt: stoppet til bristepunktet.

Det er en lidt mærkelig dag. I dag for præcis 4½ år siden kørte jeg hende på efterskole, men denne gang føles det mere for alvor. Hun kommer nok ikke hjem og bor i tre år bagefter.

Luften på højskolen emmede af forhåbninger og forventninger. Der var vel cirka hundrede unge sådan lige omkring 20 år, formodentlig blevet færdige med gymnasiet i fjor eller året før. Fælles for dem er, at de er der, fordi de har valgt det, og de har sikkert knoklet for at skrabe pengene sammen til det. Det er herredyrt.

De tider er ovre, hvor unge arbejdsløse fik lov til at tage på højskole af deres kommune og endda fik penge med.

“Man gik bare ned og sagde “Jeg har ikke noget arbejde, og der er jo heller ikke rigtigt noget at få, så jeg kunne godt tænke mig at komme på højskole”, og så sagde de “Det er da en god ide; – hvor mange penge vil du have med?””, fortalte hendes far, som var på højskole i starten af 80’erne. På den måde var der selvfølgelig også en hel del skæve og uheldige eksistenser, som blev placeret på højskoleophold mere eller mindre mod deres vilje; så var de af vejen et stykke tid.

De første to uger på min datters skole er alkohol ikke tilladt. Det var aldrig gået i firserne. ”Næh, vi var vel fulde allerede den første dag”, sagde hendes far.

Jeg er spændt på hendes vegne, men jeg ved, at hun får det godt. I dag sender jeg mange tanker i hendes retning, – nu sidder de sikkert i deres bogrupper og drikker kaffe og urtethe (det er jo en højskole) og lurer lidt på hinanden og tænker, at alle de andre ser enormt kloge og kunstneriske og musikalske ud. Og pæne.

Jeg syntes også, de virkede både kloge og pæne og søde. Men jeg ved, at hun er det.

Og for nogle af dem er dagen i dag begyndelsen på venskaber for livet.

Er det så sært, jeg sidder og sukker lidt?

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

En sniger

23012013105Her er en indkøbsseddel, der har skrevet sig selv.

Vatpinde? Mangler vi vatpinde?

Nogen i husstanden rejser på højskole i morgen, og nogen har vist ikke fået købt det hele. Men er vatpinde virkelig det eneste? Mon vi også mangler shampoo og make up-fjerner?

Det vil vel vise sig i løbet af de næste dage og uger, hvad jeg mangler.

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

Tjekpoint Trailer

Når jeg cykler på arbejde om morgenen, kører jeg ad en lille bagvej, som tilsyneladende er kørelærernes centrale mødeplads. Det er tit om tirsdagen, de holder der, kørelærerne, med deres busser og hestetrailere og almindelige personvogne. Så skal eleverne ud og lære at bakke med lastbiler og anhængere. Og de unge piger skal stå og glo ned i motoren, mens kørelæreren står og vipper på fødderne og skutter sig i termojakken i morgenkulden og forklarer de grundlæggende forhold vedrørende bremsesystemet.

Jeg synes næsten, det er noget hemmeligt, jeg har opdaget. Et indblik i en subkultur, som ingen kender til. Bortset fra altså gymnasiepigerne og dem, der skal omskoles til buschauffør. Det er sjældent, jeg ser andre typer.

Måske skal jeg stoppe op en dag og lære lidt om det der bakke-med-trailer. Min påstand er ellers, at kunsten er at navigere traileren, så man ikke behøver at bakke.

Den moderne søndagsavis

Søndag morgener er så hyggelige. Så kan man sidde længe med kaffen og søndagsavisen og bytte sektioner og sige ting som “Er du snart færdig med Sporten?” (som om!) og “Vil du bytte Kultur for PS?” (Gæt hvilken avis).

I morges gik det op for mig, at jeg er blevet overhalet af fremtiden. Vi lå i sengen med hver sin tablet (ikke som i hovedpinepille, men som iPad og Androidkammeraten) og bladrede rundt i hele verden og spillede QuizBattle og Wordfeud og sagde ting som “Har du set det her klip?”

Det var også hyggeligt.

Bagefter drak vi morgenkaffen. Og snakkede sammen. I virkeligheden.

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.

Hippieører

Elsker mit nye løbeprogram. I lang, lang tid står der kun éncifrede distancer på det.

 

For eksempel i denne uge:

Dag 1: Fridag. Det gik godt.

Dag 2: 3 km. Det gik godt.

Dag 3: Fridag. Det gik godt.

Dag 4: 6 km … Der kunne jeg åbenbart ikke.

Dag 5: Fridag. Men hey, det var i dag, og jeg er lige kommet hjem fra en tur rundt om Nørresø!

 

Havde Hippie i ørerne. Jeg har ikke fået læst ret meget det sidste års tid, og jeg kan ikke ret godt genkende mig selv. Og jeg savner hende, der læser bøger. Nu forsøger jeg med lydbøger. Sidste år fik jeg fra P4 fingre i fire lydbøger, blandt andet Peter Øvig Knudsens Hippie. Og da jeg kun hører bog, når jeg løber, er jeg ikke nået ret langt. Men det er faktisk dejligt – og fungerer godt for mig – at lade hjernen beskæftige sig med noget andet og lade kroppen passe sig selv.

Men phew, jeg er i skidt form.

I dag: 6,2 km, godt 42 minutter, 12-13 episoder fra Det Ny Samfund i Thylejren.

18012013103

Pænt!

 

Udgivet i den store bunke - Tagget med - Skriv en kommentar.