Den svære geografi
Engesvang? Midtjyllen?
Jamen, det er mig selv, der har besøgt mig. Viborg havde været et godt bud, synes jeg…

Engesvang? Midtjyllen?
Jamen, det er mig selv, der har besøgt mig. Viborg havde været et godt bud, synes jeg…
Sykdom er hver mands herre, siger min mor, der har et talesprog til enhver lejlighed. Og hun siger sygdom med hårdt g.
Da jeg kom ind for at vække den 15-årige i morges, lå han med en tyk trøje og en balje. Han frøs og havde kvalme. God bedring, sagde jeg og tog på arbejde. Jeg behøver jo ikke sidde og se på, at han sover.
Han har ikke belastet husholdningsbudgettet i dag. Tynd te og havregryn er det blevet til. Det var ellers hans maddag. Han havde bestemt, at vi skulle lave smagfulde kødboller. Det hedder retten. Den lavede jeg så til den 20-årige og mig selv, mens Hans Sløjhed lå inde i sengen.
350 meter herfra har min kæreste tilbragt dagen hjemme med Hendes Feberhed.
De er i bedring begge to. Jo!
Jeg læser blogs. En ny verden at træde ind i. Det er også en stor verden.
Der er mange meningsløse blogs, men også mange fine. Mange jeg har lyst til at ligne, men jeg skal jo ikke være Maren eller Stinestregen, eller noget der ligger tæt op ad dem. “Man skal ikke kopiere”, siger den 20-årige, som har blogget i fire år og ved en masse ting. Hvordan man gør, hvad begreberne dækker over, alt muligt. Derfor er det jo dumt, at hun flytter hjemmefra nu. Hun skal jo hjælpe mig!
Men vores aftale er, at når hun flytter, må vi læse hinandens blogs. Jeg har aldrig måttet læse hendes, selv om jeg har prædiket om, at når man udgiver noget offentlig, må alle læse med. “Aj, men det vil jeg altså helst ikke ha’, mor”. Men nu må jeg. Snart. I næste uge. Så skal det nok passe, at hun bliver så opslugt af højskole, urtete, tykke sokker og skriveteknikker, at hun ikke skriver noget.
Nå, i første omgang har hun hjulpet mig med en StatCounter. Nu kan jeg se, hvor mange gange jeg besøger mig selv. For det er lige tidligt nok at slippe Grevinden løs. Det har den 20-årige ellers også meninger om, hvordan man gør. “Så skal du kommentere på en masse andre blogs og henvise til din egen, så du bliver læst”, “Vi er nok de eneste mor-og-datter-bloggere, og så bliver vi inviteret til… nu-har-jeg-glemt-hvad-hun-sagde-vi-ville-blive-inviteret-til…”. Det er jeg nu ikke så sikker på. Men jeg er vildt glad for hendes opbakning. Og jeg skal finpudse lidt mere, inden jeg lader min nyfødte møde verden.
Har løbet.
For første gang siden 24. november sidste år. Der var lidt mere schwung over det dengang. Eller hvad det hedder på fransk – eller flamsk, for det var i Bruxelles.
Kæft, det var hårdt. Det var bare rundt om søen. I 6.00-tempogruppen. Havde knapt kræfter til at tænke undervejs, men kunne alligevel kækt ændre mål undervejs fra “Alle kan løbe rundt om søen. Alle!” til “Det er fint at løbe 5 km!” (Distancen rundt om søen er 5,6 km). Jeg gentager: Det er fint at løbe fem kilometer, det er fint at løbe fem kilometer, det er fint at løbe fem kilometer….
Men ikke at lave noget fysisk i to måneder koster! Og det er egentlig fair nok, at det er dem, der bliver ved, der er lidt overlegne der…
Men på en eller anden måde troede jeg alligevel, min krop og jeg var på samme side.
Ingen skal stå alene. Intet indlæg skal heller stå alene. Men nogen skal stille sig op som den første. Det gælder også indlæg. Så hedder de … forlæg? Oplæg? Pålæg?
Nå. Grevinden er i gang.