Det her er, hvad den 20-årige flyttede hjemmefra med. Plus en cykel. Nu hvor jeg har set størrelsen på det garderobeskab, hun er blevet tildelt på højskolen, ved jeg, at det kommer til at virke absolut hjemligt: stoppet til bristepunktet.
Det er en lidt mærkelig dag. I dag for præcis 4½ år siden kørte jeg hende på efterskole, men denne gang føles det mere for alvor. Hun kommer nok ikke hjem og bor i tre år bagefter.
Luften på højskolen emmede af forhåbninger og forventninger. Der var vel cirka hundrede unge sådan lige omkring 20 år, formodentlig blevet færdige med gymnasiet i fjor eller året før. Fælles for dem er, at de er der, fordi de har valgt det, og de har sikkert knoklet for at skrabe pengene sammen til det. Det er herredyrt.
De tider er ovre, hvor unge arbejdsløse fik lov til at tage på højskole af deres kommune og endda fik penge med.
“Man gik bare ned og sagde “Jeg har ikke noget arbejde, og der er jo heller ikke rigtigt noget at få, så jeg kunne godt tænke mig at komme på højskole”, og så sagde de “Det er da en god ide; – hvor mange penge vil du have med?””, fortalte hendes far, som var på højskole i starten af 80’erne. På den måde var der selvfølgelig også en hel del skæve og uheldige eksistenser, som blev placeret på højskoleophold mere eller mindre mod deres vilje; så var de af vejen et stykke tid.
De første to uger på min datters skole er alkohol ikke tilladt. Det var aldrig gået i firserne. ”Næh, vi var vel fulde allerede den første dag”, sagde hendes far.
Jeg er spændt på hendes vegne, men jeg ved, at hun får det godt. I dag sender jeg mange tanker i hendes retning, – nu sidder de sikkert i deres bogrupper og drikker kaffe og urtethe (det er jo en højskole) og lurer lidt på hinanden og tænker, at alle de andre ser enormt kloge og kunstneriske og musikalske ud. Og pæne.
Jeg syntes også, de virkede både kloge og pæne og søde. Men jeg ved, at hun er det.
Og for nogle af dem er dagen i dag begyndelsen på venskaber for livet.
Er det så sært, jeg sidder og sukker lidt?
