7. februar 2013 | den store bunke |
Lister er et af mine kernetalenter. Indkøbslister, huskelister, pakkelister.
I dag havde jeg udstyret mig selv med hele to af dem. En indkøbsliste (nemt, mad og sådan) og en atgøreliste. På den sidste stod der ting som købe euro, vaske mørkt tøj, bage pølsehorn – og en ting mere, som jeg simpelt hen ikke kan komme i tanker om nu, og jeg fik det hele gjort. Der stod ikke løbe. Men det har jeg også gjort. En lille tur med lydbog i ørerne. Så nu er jeg i form.
Vi havde en rigtig hyggelig køkkentjans, den 15-årige og jeg. Det var hans maddag, og han havde bestemt, at vi skulle have grillspyd. Jeg havde købt ind – det var den første liste, og mens jeg stod og trillede pølsehorn, monterede han spyd med kylling, små pølser, peberfrugt, champignoner og rødløg. Cherrytomaterne glemte han, opdagede han bagefter, så de røg i salaten. Bagefter rørte han marinade til at pensle spyddene. Nogle enkelte råd fra mig, og ellers fik han lov at blande, hvad han selv fandt på, og han var yderst tilfreds med resultatet. Da vi sad og spiste, kiggede han ud over bordet og sagde næsten vantro: ”Hey, jeg har faktisk lavet det hele… Jeg har også lavet salaten!”
Så småt begynder det at tage form, og vi bliver klar til at tage på skiferie. Madpakken til rejsen er i fryseren, det sidste tøj når at blive tørt, og i morgen aften ryger de i taskerne, de grejbunker der er vokset frem i løbet af ugen. Og så bliver det også godt at komme af sted. Især for at tage presset fra den 15-årige. Nu hvor den 20-årige er rejst på højskole, er det ham, der skal bære alle mine formaninger og husk-nu’er alene på sine spinkle skuldre.
Ordveksling for lidt siden:
Mig: Det er rart, at vi først skal af sted ved middagstid. At vi ikke skal op klokken lort.
Han: Men du vækker mig garanteret alligevel klokken 8 og siger: (falsetstemme) ”Har du husket, har du husket, har du husket….”
Mig: Hvad?!?
Han: Jamen, det er jo det, du har gjort hele ugen.
Men sagde det med en mild og overbærende attitude. Det er nok, fordi vi havde haft det så hyggeligt i køkkenet.
6. februar 2013 | den store bunke |
Må man for eksempel godt to timer senere opdage, at man aldrig fik mere end én hjemmesok på, da man kom hjem?
Og tænk, der skal bare byttes om på to bogstaver for at skifte fra hjemmesok til hjemmesko…!
2. februar 2013 | den store bunke |
Om ikke ret mange dage sidder jeg i en bus på vej på skiferie i Østrig.
Jeg har været på … lad mig lige tælle… seks skiferier tidligere. Hovden, Beitostølen, Beitostølen, Hovden, Rauland, Trysil. Ja, ikke? Det skriger af langrend i Norge. Kan man løbe langrend i Østrig? Det ved jeg ikke. Det håber jeg.
De skal i hvert fald med, langrendsskiene.
Jeg har hentet dem fra pulterkammeret, de skal renses og gøres klar, blev vist bare stillet til side for to år siden, da de havde været i brug sidst.
Jeg blev simpelthen så glad langt ind i hjertet, da jeg lynede posen op og genså de gamle blå Åsnes.
Langrend er min bedste skisport. Fjällrävenbukser og anorak på, kakao og Kvikklunsj i rygsækken og så ud på løjperne. Når man kommer op på toppen, er det ens egen fortjeneste, – man har selv arbejdet og sildebenet hele vejen, og så kan man nyde nedkørslerne og naturen. Der er en helt anden ro. Dybest set synes jeg, at tiden i lifterne er spildtid og kedeligt.
Men i år prøver jeg noget nyt. Zillertal, alpin, halvpension, 70-80 mennesker i selskabet, et helt hotel. I min egen delmængde af flokken er vi 15. Nære venner og de af vores børn, vi kunne få med. Vi kender hinanden godt – også hinandens skikompetencer. Det bliver rasende hyggeligt.
Jeg har stået alpint et par gange før, – det er ikke fuldstændig ukendt land. Men forvent ikke blændende præstationer på pisterne. Vær forberedt på, at jeg græder af raseri over egen uformåenhed og tramper tilbage til børnebakken for at få mental oprejsning. Vær forberedt på, at jeg hele tiden spørger, hvor vi nu skal henad, fordi jeg ikke kan læse pistekortet uden læsebriller. Vær forberedt på, at jeg er bedst til at holde pause for at spise frokost. Og til afterskiing.
Og lad mig finde bare en lillebitte løjpe til mig og mine Åsnes.
31. januar 2013 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
For lidt siden gik jeg gennem gågaden. Undervejs passerede jeg tre unge kvinder arm i arm. Den ene var japaner. Med mundbind. I Viborg? På gågaden, hvor der ingen biler er?! Hun kan selvfølgelig have dårlig ånde og vil bare skåne omgivelserne.
Der kan gemme sig så meget bag det, man umiddelbart ser.
Selv gik jeg med en Sport 24-plasticpose fuld af frossent rådyr.
30. januar 2013 | den store bunke |
Ikke fordi der er noget i vejen med Toyotaen. Ikke lige nu.
Men jeg og nogle andre damer skal til Karup i aften, og det er mig der skal køre. Sindrig køreplan er udarbejdet – Jeg henter dig klokken dét, og bagefter henter jeg dig klokken dét. Med andre ord har jeg et transportansvar, og når jeg så på vejen hjem fra arbejde lige finder det nødvendigt og betryggende at cykle ned i parkeringskælderen, hvor bilen står, og køre den indre checkliste:
Den har luft i hjulene
Den har intakte ruder
Den har intakte sidespejle
Alt ser ud til at sidde fast på den,
så skyldes det en lang fælles historie med både en gammel bils skavanker og bøllebank ad flere omgange i parkeringskælderen.
Ligesom når min mor lige undersøger, om nogen har stjålet hendes benzin siden sidst hun var ude at køre, og bedst kan lide at parkere, så hun kan holde øje med bilen fra sit stuevindue.
Toyotaen havde det godt i dag, og måske trænger jeg bare til en garage.
28. januar 2013 | den store bunke |
Min badmintonmakker har meldt forfald i et par måneder på grund af udenbys arbejde. Jeg har inviteret den 15-årige som stand in, og han er frisk. I aften er første gang.
Egentlig er jeg (som hver eneste mandag) ramt af måske-gider-jeg-ikke og har mere lyst til at synke dybt ned i sofaen med fjernsyn, bog, iPad, te, noget. Men jeg kan ikke få ham til at være ugidelig uden at afsløre mig selv. Prøvede allerede i morges, da jeg konstaterede, at det måske kunne have pyntet på ham med et bad. “Det gør jeg i aften”, sagde han. Mig: “Ja, der er jo badminton”. Han (med glad stemme): “Ja?!”. Da jeg kom hjem fra arbejde, forsøgte jeg igen med noget viskaljospillebadmintoniaften og gav ham alle muligheder for at være modvillig. Uden held. Han vil vist gerne spille. Og det bliver bestemt også dejligt bagefter.
Hvor kom bobminton fra? Det er et ord, der har lagret sig i en af de inderste hjerneskuffer, siden vi havde en postkasse i 4. eller 5. klasse. Den blev tømt en gang om ugen, og siden sidste tømning havde vi vredet vores tiårige hjerner for at finde på noget at skrive til hinanden i små sammenfoldede breve. I et af dem, jeg fik, havde Kim tegnet to badmintonspillende børn – formodentlig sig selv og mig – og skrevet “Syntes du ikke det er sjovt at spille bobminton?”
Jeg vil faktisk lige så gerne spille bob i aften.
