Min badmintonmakker har meldt forfald i et par måneder på grund af udenbys arbejde. Jeg har inviteret den 15-årige som stand in, og han er frisk. I aften er første gang.
Egentlig er jeg (som hver eneste mandag) ramt af måske-gider-jeg-ikke og har mere lyst til at synke dybt ned i sofaen med fjernsyn, bog, iPad, te, noget. Men jeg kan ikke få ham til at være ugidelig uden at afsløre mig selv. Prøvede allerede i morges, da jeg konstaterede, at det måske kunne have pyntet på ham med et bad. “Det gør jeg i aften”, sagde han. Mig: “Ja, der er jo badminton”. Han (med glad stemme): “Ja?!”. Da jeg kom hjem fra arbejde, forsøgte jeg igen med noget viskaljospillebadmintoniaften og gav ham alle muligheder for at være modvillig. Uden held. Han vil vist gerne spille. Og det bliver bestemt også dejligt bagefter.
Hvor kom bobminton fra? Det er et ord, der har lagret sig i en af de inderste hjerneskuffer, siden vi havde en postkasse i 4. eller 5. klasse. Den blev tømt en gang om ugen, og siden sidste tømning havde vi vredet vores tiårige hjerner for at finde på noget at skrive til hinanden i små sammenfoldede breve. I et af dem, jeg fik, havde Kim tegnet to badmintonspillende børn – formodentlig sig selv og mig – og skrevet “Syntes du ikke det er sjovt at spille bobminton?”
Jeg vil faktisk lige så gerne spille bob i aften.