Om ikke ret mange dage sidder jeg i en bus på vej på skiferie i Østrig.
Jeg har været på … lad mig lige tælle… seks skiferier tidligere. Hovden, Beitostølen, Beitostølen, Hovden, Rauland, Trysil. Ja, ikke? Det skriger af langrend i Norge. Kan man løbe langrend i Østrig? Det ved jeg ikke. Det håber jeg.
De skal i hvert fald med, langrendsskiene.
Jeg har hentet dem fra pulterkammeret, de skal renses og gøres klar, blev vist bare stillet til side for to år siden, da de havde været i brug sidst.
Jeg blev simpelthen så glad langt ind i hjertet, da jeg lynede posen op og genså de gamle blå Åsnes.
Langrend er min bedste skisport. Fjällrävenbukser og anorak på, kakao og Kvikklunsj i rygsækken og så ud på løjperne. Når man kommer op på toppen, er det ens egen fortjeneste, – man har selv arbejdet og sildebenet hele vejen, og så kan man nyde nedkørslerne og naturen. Der er en helt anden ro. Dybest set synes jeg, at tiden i lifterne er spildtid og kedeligt.
Men i år prøver jeg noget nyt. Zillertal, alpin, halvpension, 70-80 mennesker i selskabet, et helt hotel. I min egen delmængde af flokken er vi 15. Nære venner og de af vores børn, vi kunne få med. Vi kender hinanden godt – også hinandens skikompetencer. Det bliver rasende hyggeligt.
Jeg har stået alpint et par gange før, – det er ikke fuldstændig ukendt land. Men forvent ikke blændende præstationer på pisterne. Vær forberedt på, at jeg græder af raseri over egen uformåenhed og tramper tilbage til børnebakken for at få mental oprejsning. Vær forberedt på, at jeg hele tiden spørger, hvor vi nu skal henad, fordi jeg ikke kan læse pistekortet uden læsebriller. Vær forberedt på, at jeg er bedst til at holde pause for at spise frokost. Og til afterskiing.
Og lad mig finde bare en lillebitte løjpe til mig og mine Åsnes.
