7. marts 2013 | den store bunke |
“Du skal jo altså ikke regne med, at jeg kan gøre alverden”.
Sagde min mor for lidt siden, da jeg i telefonen fik stort og småt fra andedammen på Nordfyn.
Forinden havde jeg sået et frø. Forleden luftede hun, at hun gerne vil besøge mig. Både fordi det er længe siden, hun har været her, og fordi jeg har fået fingrene i en have. Nu spurgte jeg, om hun helst ville komme på endagstur, eller om hun havde mod på overnatning. Jeg kunne næsten høre, hvordan det summede i hendes hoved. Have hvad med? Rollatoren? Transport? Sove hvor? Påske er for tidligt! Vil vi have den brune bænk, som far lavede? Jeg kunne også høre, at hun faktisk rigtig gerne vil på todagesbesøg. Eller fleredages. Når hun nu har tygget på tanken og tænkt over i mange dage, hvad hun skal have med.
Men jeg skal altså ikke regne med den store hjælp med havearbejdet.
Det er i orden, og det havde jeg sådan set heller ikke regnet med. Hun bliver 87 i næste måned.
25. februar 2013 | den store bunke |
Jeg har aldrig været på højskole. Jeg besøgte mine to bedste veninder på deres højskoler lige efter gymnasiet. Selv var jeg i kibbutz i Israel i tre måneder. Det var før, det blev politisk ukorrekt. Jeg nåede det lige og var en glad 21-årig, der plukkede appelsiner, passede børn, drak øl ved bålet om natten, rejste til ørkenen og boede ved en palmebusk, holdt sabbat om lørdagen og var ét med kollektivtanken i kibbutzen.
24. januar 1981 drog jeg ud på min første lange rejse hjemmefra for at suge indtryk og lære andre unge at kende. Samme dato 32 år senere tog min datter på højskole med samme formål, og på søndag er jeg igen den, der tager på besøg. Jeg glæder mig! Til at se det og over, at hun synes, højskole er hundrede gange bedre, end hun havde kunnet forestille sig.
Her er Jonna og jeg ved at bage pandekager til en af de mange fester vi holdt. Det var en brun tid.
22. februar 2013 | den store bunke |
I går skete der det, at jeg kom til at downloade en Tetris-app. Som jeg lige skulle prøve.
En time senere: Hov, vi skal da have lavet aftensmad.
Efter aftensmaden tog jeg lige et enkelt spil. Og et til. Og måske lidt flere. Kl. 22 kom Morten. Og slog en skraldlatter op og jublede over “endnu et punkt, hvor vi ligner hinanden”.
Men altså: Hvis nu den der skæve kyssemund ud til siden og blikket rettet mod iPaden bliver noget kronisk, så få mig lige tilbage i normalsporet, vil du?
Jeg vovede et enkelt spil i morges, mens jeg spiste morgenmad, og kom selvfølgelig for sent af sted. Det er bare fordi jeg er blevet så god, at spillene varer så længe.
Tør næsten ikke komme hjem i dag…. jeg har faktisk ting at gøre, små dumme farvede firkanter!
Og en sekscifret topscore, der lokker…
20. februar 2013 | den store bunke |
Wordfeud: Birgitte Bj
QuizBattle: BirgitteBj
DrawSomething: Birgitte Bjaerge
Ruzzle: Birgitte Bj
Gad egentlig vide, hvorfor jeg ikke har valgt at hedde det samme alle steder. Jeg kan faktisk slet ikke håndtere så mange næsten ens identiteter. Hvad kan jeg mere spille, så jeg kan finde på endnu en kombination?
17. februar 2013 | den store bunke |
Lad mig bare sige det med det samme: Jeg bliver aldrig nogen stor alpinist.
Eller mere præcist: Jeg bliver aldrig alpinist.
Det har været en uge med store erkendelser. Vigtig selvindsigt. Noget af det er kommet bag på mig selv. Da vi tog af sted, troede jeg faktisk, at jeg bare var en lidt forsigtig skiløber. At jeg bare skulle køre på de lette bakker og lade de andre om de røde og sorte.
Men jeg mærkede med det samme, at det forholdt sig anderledes. Knuden i maven og klumpen i halsen blev større og større, kæberne blev strammere og strammere, jo længere op i skiliften, vi kom. Jeg overlevede den første dag, men gruede allerede for de følgende.
Stakkels superløbende og skielskende kæreste havde en hård første aften: En datter, der græd over at skulle i seng og gå glip af det sjove, og en kæreste, der græd over at skulle op og stå på ski igen næste dag.
Heldigvis er han sådan et fantastisk menneske, og vi fik det snakket ordentligt igennem. Om at skiløb så aldrig bliver vores fælles passion, at det så ikke er den eller de uger om året, vi kaster vores fælles krudt i. Det er samtidig et billede, vi begge havde i vores hoveder, som må males om, og det er brandærgerligt. Men nødvendigt. Vi kører simpelthen ikke med parallelle ski, for nu at blive i terminologien.
Der er sådan set ikke andet at sige til det, end at så tager han af sted med dem, der er lige så begejstrede og dygtige som han selv er, og leger alt det ski han vil – og så er det noget andet, vi gør sammen. Der er ingen grund til at tvinge os selv til at mødes et sted, hvor ingen af os føler os godt tilpas.
Min disciplin er langrend. Jeg elsker at komme ud på løjperne på langrendsskiene, at sildebene opad og plove nedad. Jeg har styr på teknikken og de lange planker og kan kontrollere tempoet, så jeg selv kan følge med, også i mit hoved.
Anerkendelsen af de nordiske ski ligger ikke altid lige for…
Eksempel 1: Da Astrid på 9 så mine langrendsski, spurgte hun: “Skal du så slet ikke stå på rigtige ski?”.
Eksempel 2: Den sidste dag var vi en lille gruppe, der løb langrend i ét højfjeldsområde, og bagefter skulle vi forenes med resten af flokken i et andet område. Vi stod og ventede på et tog, som var gratis, hvis man havde liftkort og/eller var i skiudrustning. Vi opfyldte begge kriterier, men en østrigsk Beamter kom ud fra sit kontor og mente, vi skulle købe billet, efter at have givet os elevatorblikket og konstateret ud fra vores støvler, at vi tydeligvis ikke var skiløbere…
Her dagen efter hjemkomsten er det stadig en lidt bitter pille at sluge for mig, at jeg dumpede i alpinski, og jeg har svært ved helt at erkende, at der er noget jeg ikke kan. Men bliver jeg i tvivl, skal jeg bare genkalde mig den følelse, jeg havde den første aften, og så er jeg ikke længere i tvivl om, at lysten ikke er til stede.
Når det så er sagt, er der en lang, lang række ting at skrive på positivlisten:
Uden mig var den 15-årige ikke kommet af sted, og han viste sig at have både mod og talent. Det var hans anden skiferie, og efter lidt famlen den første dag havde han en super uge sammen med de andre unge.
Jeg havde halvanden dag på alpinski, og jeg overlevede.
To fine dage på langrendsski sammen med mine allerbedste langrendskompisser.
En dag i Innsbruck med min veninde og mine børns kusine. Det er en hyggelig by, og jeg købte nye (meget blå) sko, pølser og servietter.
En dag i liggestol i Mayrhofen i knaldende sol og den smukkeste udsigt, jeg nogensinde har set.
Ikke at skulle lave mad.
Hyggelige aftener på hotellet med Pictionary.
At jeg scorer højt i babefaktor.
