I går skete der det, at jeg kom til at downloade en Tetris-app. Som jeg lige skulle prøve.
En time senere: Hov, vi skal da have lavet aftensmad.
Efter aftensmaden tog jeg lige et enkelt spil. Og et til. Og måske lidt flere. Kl. 22 kom Morten. Og slog en skraldlatter op og jublede over “endnu et punkt, hvor vi ligner hinanden”.
Men altså: Hvis nu den der skæve kyssemund ud til siden og blikket rettet mod iPaden bliver noget kronisk, så få mig lige tilbage i normalsporet, vil du?
Jeg vovede et enkelt spil i morges, mens jeg spiste morgenmad, og kom selvfølgelig for sent af sted. Det er bare fordi jeg er blevet så god, at spillene varer så længe.
Tør næsten ikke komme hjem i dag…. jeg har faktisk ting at gøre, små dumme farvede firkanter!
Og en sekscifret topscore, der lokker…
