Jeg faldt over en lille notits i Politiken i dag om The Diagram Prize, som engelske The Booksellers Magazine hvert år uddeler til den underligste bogtitel. I år gik prisen til ‘Goblinproofing One’s Chicken Coop’. Andre stærke kandidater var ‘Hvordan tehætter ændrede verden’, ‘Var Hitler syg?’ og ‘Hvordan man spidser en blyant’.
Jeg elsker det!
Læs her om prisen, som er blevet uddelt siden 1978 og blandt andet er gået til ‘Den store bog om lesbiske hestefortællinger’.
Med de læsebriller har jeg kun kedelige titler i min bogreol.
Store søn arbejder på Crazy Daisy. Når han gør det, tager han på arbejde lige før midnat og tilbringer natten med at rydde flasker og glas af efter festende unge og tørre bræk op efter dem, der alligevel fik festet for meget.
I de sidste uger har diskoteket bygget en af etagerne om til Afterski Bar, og i anledning af reopening i går inviterede man de ansattes familie til reception.
Jeg vurderede, at det nok var min eneste chance for at komme derind – selv om folk over 30 kommer gratis ind. Ikke at jeg gerne ville ind, men jeg ville jo da godt se knægtens arbejdsplads.
Så stod vi derinde sammen med andre ældre og knapt så ældre mennesker og kiggede på afterskiinteriør, hvad vi nu kunne nå at se i det blåtblinkende lys, og hørte på høj musik, som dj’en i den særlige anledning modificerede til Queen og titelmelodien fra Friends – sådan noget vil vi gamle jo gerne høre – og drak isafkølede Kronenbourg 1664-øl udleveret af langbenede babes i kropsnære sorte kjoler. Efter en times tid syntes vi, at nu var det fint med dét, og der havde vi også fået snakket med de mennesker, vi kendte, og tænkt flere gange, at godt det ikke er os, der skal være der en hel nat.
Vi satte hinanden stævne hos min mor i går, størstebror og jeg og vores kone og kæreste. Kummefryseren i skuret var blevet overflødig efter køb af ny skabsfryser, og nu skulle skrumlet ud.
Forinden var vi nødt til at rydde en masse andre ting ud af skuret, som er for lille til, at vi kunne være derinde alle sammen. Vi syntes ikke, min mor skulle stå ude og fryse – eller blande sig i processen, og min kæreste sagde for sjov til hende, at vi hellere måtte få hende sat med fødderne i et fodbad. Det skabte åbenbart et billede i hendes hoved af hende selv siddende med fødderne i vand uden for skuret, for da vi alle sammen havde grinet lidt over, at vi ville forhindre hende i at blande sig, sagde hun “Det ville nu også være for koldt i dag”. Vi fik bragt hende ud af misforståelsen og gjort forståeligt, at det selvfølgelig var for at holde hende inde i huset.
Det var en hyggelig dag. Fryseren kom ud, der blev ny god plads i skuret, min kæreste morede sig kosteligt over størstebrors gamle trailer, som han syntes lignede en sækkevogn med træk, – og jeg øvede mig i at blive en fjumret mor selv engang: Da vi ankom, bøjede jeg mig ned og gav min lille mor et kram og sagde kærligt “Farveeeeeeel”.
I dag ringede jeg til hende. Vi lo igen ad fodbadtanken og andre ting, samtalen var faldet på i går. Og hun rundede af med: “Men det havde nu været for koldt!”
Jeg mødte en tidligere kollega i dag. Det er længe siden, vi har set hinanden, og der var meget, vi lige skulle runde. Også bloggen her, og hun gav udtryk for, at det da var oplagt, at netop jeg skulle blogge … “med dine evner for at skrive”. Så blev jeg glad.
Og beundrede igen inde i mig selv de mennesker, der er så gode til at få det sagt, al rosen.
Det trænger jeg til at øve mig på. Får jeg det endelig sagt, lyder det altid, som om jeg ikke mener det.
Men jeg samler på dem, de søde ting. Den fineste kompliment fik jeg for otte-ni år siden til en fødselsdagsfest hos en anden tidligere kollega. Jeg dansede med hendes eksmand, som jeg vidste var nogle år ældre end hende, og af den grund kom vi til at tale om alder. Jeg fik at vide, hvor gammel han var, og konstaterede, at han holdt sig vældig godt. Så spurgte han om min alder og fik svaret, hvorefter han efter en kort pause sagde: “Du må være lavet af noget godt bindevæv!”.
I lørdags skrev jeg en Facebook-opdatering, som kun fik lov til at leve i tre minutter. Så gjaldede den 19-årige inde fra stuen: “Mor! Hvad er dét for en opdatering?!? Dét er verden ikke interesseret i!”
Til en calypsofest samme aften – med kort og skråtskåret kjole kombineret med hvid vinterhud, der ikke havde været ude i mange måneder – havde jeg købt et fænomen med et så absurd og fantastisk navn, at jeg slet ikke kunne holde det alene.
Men når store søn siger sådan, skal man høre efter.
Statussen hed: “… har anskaffet noget, der hedder sømløs kontroltrusse. Så kan det ikke gå helt galt.”
