“Du skal jo altså ikke regne med, at jeg kan gøre alverden”.
Sagde min mor for lidt siden, da jeg i telefonen fik stort og småt fra andedammen på Nordfyn.
Forinden havde jeg sået et frø. Forleden luftede hun, at hun gerne vil besøge mig. Både fordi det er længe siden, hun har været her, og fordi jeg har fået fingrene i en have. Nu spurgte jeg, om hun helst ville komme på endagstur, eller om hun havde mod på overnatning. Jeg kunne næsten høre, hvordan det summede i hendes hoved. Have hvad med? Rollatoren? Transport? Sove hvor? Påske er for tidligt! Vil vi have den brune bænk, som far lavede? Jeg kunne også høre, at hun faktisk rigtig gerne vil på todagesbesøg. Eller fleredages. Når hun nu har tygget på tanken og tænkt over i mange dage, hvad hun skal have med.
Men jeg skal altså ikke regne med den store hjælp med havearbejdet.
Det er i orden, og det havde jeg sådan set heller ikke regnet med. Hun bliver 87 i næste måned.